Gongora er en epifyt, dvs. den vokser på andre planter uden at tage næring fra dem. Den er hjemmehørende i tropiske skovområder i Amerika. Det er en særpræget plante, der for det meste har to store blade, hængende blomsterstande og ægformede pseudobulber, dvs. overjordiske stængelforlængelser, fyldt med svampet oplagsnæringsvæv.
Gongora quinquenervis er en orkide med meget særprægede blomster.
Pleje: Dyrkningssubstratet til Gongora skal være så groft som muligt, så at vandet hurtigt løber bort og der bliver god mulighed for lufttilgang til rødderne. Man kan bruge en meget grov spagnum. Om sommeren må planten beskyttes mod stærk sol. I vækstperioden april-oktober skal Gongora have meget vand, og næringen tilføres regelmæssigt med vandingsvandet. Om vinteren tilføres mindre vand og ingen næring. Planterne skal omplantes senest det 3. år, idet spagnumen da vil være delvis nedbrudt og derfor giver mindre luftadgang. Deling af planten sker samtidig med ompotningen.
Arter:
Gongora galeata har okkergule blomster i juni-august.
Gongora quinquenervis har enten mørkt purpurbrune blomster eller gulhvide blomster med en purpur plet. Blomsterne er fremme i april-juni.
Sygdomme og skadedyr: Ved angreb af skadedyr som bladlus, uldlus og spindemider må man forsøge at bekæmpe disse ved hjælp af skadedyrsmidler, men bekæmpelsen kan være vanskelig. Dersom der forekommer bladpletter, kan de være en følge af svampeangreb, og man kan forsøge at bekæmpe dem ved hjælp af et svampemiddel.