Til venstre en spidsspade til gravning i svær lerjord, til højre en almindelig spade til let havejord og til plantning.
Index:
Jordarbejde
Jorddækning og lugning
Gødskning
Vanding
Formering
Plantning
Beskæring
Plantebeskyttelse
Indkøb til haven
Græsplænen
Hække
Prydtræer
Prydbuske
Slyng- og klatreplanter
Roser
Stauder
Stenplanter
Vand- og sumpplanter
Bundplanter
Løg og knolde
Sommerblomster
Frugttræer
Frugtbuske
Køkkenurter
--
Jordarbejde
Januar: Benyt tøperioder til at grave de tomme bede i køkken- og blomsterhave, hvis ikke det blev gjort i efteråret. Riv visne blade fra græsplænen med gummirive eller vifterive.
Februar: Fjern det sidste ukrudt i køkkenhaven og under frugttræerne ved 'skrællegravning' i tøvejr.
Marts: Forårsgravning er lige så nyttig som efterårsgravning. Grav bedene i køkken- og blomsterhave nu. Vend kun de øverste 5-10 cm af jorden. Riv græsplænen ren for mos, visne blade og småsten.
April: Gør de første bede i køkken- og blomsterhave klar til såning. 'Skrællegrav' de øverste 5-10 cm af jorden, riv med en skarptandet rive, men ikke så dybt, at jorden tørrer for meget ud. Håndkultivator kan på let jord erstatte både spade og rive.
Maj: Hold den ubevoksede jord i køkkenhaven ren og løs med håndkultivator. Grav ikke mellem stauder, roser og buske. Riv plænen ren for småsten, blade og kviste før første slåning.
Juni: Renhold jorden mellem rækkerne i køkkenhaven med håndkultivator.
Juli: Gør frøbedene til såning af toårige sommerblomster klar ved gravning med gravegreb. Findel derefter jorden med håndkultivator og en skarptandet rive.
August: Tilbered jorden til ny græsplæne ved gravning og håndkultivering.
September: Renhold jorden i køkkenhaven med håndkultivator mindst hver 14. dag.
Oktober: Grav de tomme jordstykker i køkken- og blomsterhave, bedst ved 'skrællegravning' og ikke dybere end 10 cm. Riv de visne blade af græsplænen.
November: Fortsæt gravning af de tomme jordstykker i blomsterbede og urtebede. Riv de nedfaldne blade fra græsplænen ind mellem træer og buske, stauder og bundplanter.
December: Rengør plænen for visne blade og anvend dem til jorddækning i staudebed, rosenbed eller mellem buskene. Det visne løv kan også samles sammen og anvendes i havens kompostbunke.
Jorddækning øg lugning
Januar: Dæk den nøgne jord under træer og buske med visne blade, kompostjord eller barkflis. Fjern de enårige og flerårige ukrudtsplanter, der kan fortsætte at gro i kortere eller længere tøperioder.
Februar: Omstik kompostbunken, når det er vejr til det. Læg det friske affald i bunden og dæk det til med ældre, forrådnet haveaffald. Topdress (jorddæk) den ubevoksede jord både i blomsterhave og urtehave.
Marts: Fortsæt topdressing af bede og busketter. Tilfør græsplænen et tyndt lag enhedsjord, spagnum eller findelt kompostjord. Lug det flerårige ukrudt væk, så snart det skyder frem.
April: Fjern ukrudtsplanterne, så snart de viser sig - og inden plantning og såning går i gang.
Maj: Vand kompostbunken i tørt og blæsende vejr. Det fremmer omsætningen og forrådnelsen af plantedelene.
Juni: Dæk den løsnede jord mellem stauder, roser og flerårige køkkenurter med findelt kompostjord, afrevet græs fra plænen eller med spagnum.
Juli: Fjern de selvsåede, træagtige ukrudtsplanter i hækken og mellem buskene. Få alle rødderne med op. Bortlug de enårige ukrudtsplanter overalt i haven, før de når at sætte frø. Hug toppen af de flerårige, urteagtige ukrudtsplanter (nælde, skvalderkål og kvikgræs) med .rotorklipper, buskrydder eller en le. Gentag arbejdet så ofte, at ukrudtet til sidst helt forsvinder.
August: Topdress græsplænen med et tyndt lag enhedsjord eller kompostjord for at fremme græsvæksten.
September: Foretag omstikning af kompostbunken, mens der ikke er så meget havearbejde at tage fat på. Forrådnelsen i kompostbunken fremmes ved tilsætning af jordbrugskalk og kalksalpeter.
Oktober: Riv de visne blade fra græsplænen sammen og anvend dem som jorddækning i bedene eller under buske og træer eller læg dem i 'depot' i kompostbunken.
November: Anvend de nedfaldne blade som jorddække mod udtørring og mod frostskader.
December: Fjern de sidste visne blade fra plænen, før den bliver dækket med sne.
Gødskning
Januar-februar-marts: Gød kun en gang i løbet af vinteren. Gød med 5 kg handelsgødning (blandingsgødning) pr. 100 m² til de fleste områder i haven (træer, busketter, staudebed, rosenbede og andre blomsterbede, urtebede og græsplæner), men vent med at gøde rododendron og de øvrige surbundsplanter. Næringsstofferne ligger så klar i jorden, når forårsvæksten går i gang.
April: Husk ikke at gøde nyplantede træer, buske og stauder. Tilfør gødning i køkkenhaven samtidig med jordbehandlingen, før urterne skal sås.
Maj: Gød rododendron og andre surbundsplanter med 30 g svovlsur ammoniak og 30 g svovlsur kali pr. m².
Giv græsplænen 40 g/m² af en god blandingsgødning - men husk, at græsset derefter vokser så kraftigt til, at det giver betydeligt mere klippearbejde!
Juni-juli: Giv årets anden gødskning nu. Anvend 40 eller 50 g/m².
Giv ikke gødning til nyplantede planter. Strø ikke kunstgødning ud i tørt vejr. Det kan svide bladene. Hvis man strør gødningen ud i regnvejr, kan man risikere, at regnen holder op, inden al gødningen er opløst. Derfor: både i tørt vejr og i regnvejr skal der vandes grundigt efter udstrøningen af kunstgødning.
August-september-oktober: Lad være med at udstrø gødning. Tilførsel af især kvælstof i kalksalpeter, i svovlsur ammoniak eller i blandingsgødningerne fremmer nemlig udviklingen af nye skud på planterne, så de ikke når at afslutte væksten inden vinteren.
November-december: De fleste planter er i hvile på denne årstid. Derfor kan man allerede nu give et forråd af f.eks. blandingsgødning i en dosis af 50 g/m².
Denne gødskning kan dog også vente til januar, februar eller marts.
Vintergødningen kan udstrøs oven på sneen, så gødningen langsomt opløses og med smeltevandet siver ned i jorden til planterødderne.
Vanding
Januar-februar-marts: Rododendron og alle øvrige stedsegrønne planter fordamper vand fra deres blade, nåle eller andre grønne plantedele hele året - også når jorden er frossen, så rødderne ikke kan opsuge vand til erstatning for det fordampede vand. Derfor: vand disse planter, når det er tøvejr, så planterne ikke tager skade eller dør af tørke. Undgå dog stående vand om rodklumpen.
April: På denne tid indeholder jorden tilstrækkelig med vand. Undgå derfor vanding. Koldt vandværksvand afkøler jorden og giver planterne et kuldechok.
Maj: Forårsvejret med stærk sol, blæst og ringe nedbør udtørrer ofte jorden. Vand derfor rigeligt, mindst med 30 l vand pr. m². Det svarer til 30 mm nedbør.
Juni: Vand blomsterbede og urtebede i tørre perioder, som tidligere mindst 30 mm pr. gang. Husk at sjatvanding er pjatvanding. Efter hver vanding skal jorden løsnes i overfladen, så man undgår en hård jordskorpe.
Juli: I den varme tid vandes bedst formiddag eller eftermiddag. Hak jorden løs efter vandingen for at undgå skorpedannelse. Giv mindst 30 mm ved hver vanding. Det kontrolleres ved at opstille en regnmåler.
August: Gennemvand jorden grundigt, før der skal plantes stauder eller sås græs.
September: Husk vanding før og efter ethvert plantearbejde. Planterne skal overbruses, men helst ikke med iskoldt vandværksvand.
Oktober: Før plantning skal alle planter vandes grundigt igennem, f.eks. ved at lade deres rodklump eller potteklump stå nedsænket i en spand med kuldslået vand et døgn før plantningen.
November: Nyplantede træer og buske skal vandes ofte, så de holder sig saftspændte. Men overdriv ikke vandingen, så ilten drives ud af jorden. Det går ud over røddernes ånding.
December: Gennemvand rodsystemet hos rododendron og andre stedsegrønne, så de er saftspændte, før frosten sætter ind.
Formering
Januar: Så frø af sommerbegonie og andre sommerblomster i kasser i vindueskarmen. Skær stiklinger af pelargonie, heliotrop og flittiglise; sæt dem i vand, så de slår rod.
Februar: Så frø af begonie, petunie, jernurt og tomat i kasser i vindue s-
Året rundt i haven karmen. Tag stiklinger af pelargonie. Læg kontrollerede læggekartofler til forspiring, lyst og køligt, men frostfrit.
Marts: Så salat, radise og spinat udendørs, når jorden er +10°C. Foretag prikling af frøplanter, sået indendørs. Forspiring af kartofler, dahliaknolde og knoldbegonie.
April: Såning af hårdføre køkkenurter og sommerblomster, når jorden er +10°C. Forkultiverede frøplanter fra vindueskarmen prikles ud i haven sidst på måneden. Forspirede kartofler kan lægges 5 cm dybt i køkkenhaven.
Maj: Alle urter og sommerblomster kan sås. Huller i græsplæne eftersås. Først på måneden udplantes blomkål, spidskål og savoykål, senere rosenkål, rødkål, hvidkål og porrer.
Juni: Udplant tomatplanter og dahliaknolde.
Juli: Så frø af toårige sommerblomster (gyldenlak, forglemmigej, stedmoder m.fl.) i udendørs bede.
August: Gamle løg af påskeliljer, pinseliljer og tazetter opgraves, deles og udplantes på ny. Store grupper af ældre stauder kan opgraves, deles og udplantes på ny, især de forårsblomstrende arter og sorter. Tilså ny græsplæne og reparer huller i den gamle plæne.
September: Større klumper af tulipaner, perlehyacinter, skilla og andre forårsløg opgraves, deles og lægges på ny (dette forudsætter, at man har afmærket deres voksesteder, mens de endnu havde blomster og blade - ellers er de umulige at finde).
Foretag deling af større klumper eller puder af stauder, stenplanter og bundplanter i skovbunden og plant dem hurtigst muligt igen.
Oktober: De højsommerblomstrende stauder og stauder i mosebedet kan deles nu.
Stauderne skal stå så tæt, at ukrudtet ikke får en chance.
Plantning
Januar-februar: Løvfældende træer og buske kan plantes eller omplantes, hvis jorden er tilstrækkelig optøet.
Marts: Når jorden er helt optøet, og j ord temperaturen er på omkring +10°C, kan de fleste hårdføre haveplanter omplantes eller nyplantes.
April: En god plantetid for løvfældende træer, buske samt slyng- og klatreplanter. Efterårsblomstrende stauder samt alle pottekultiverede stauder, stenplanter og bundplanter kan plantes nu. Husk det gamle gartnerord: Hvad der plantes om foråret, kan gro, hvad der plantes om efteråret skal gro.
Maj: Nyplantning og omplantning af stedsegrønne træer og buske, både de nålebærende og de bladbærende. Sommerblomster, kålplanter og porrer udplantes i maj.
Juni: Plantning af alle pottekultiverede og klumpholdende planter kan foretages. Tomater og dahlia kan plantes uden fare for frostskader.
Juli: Sidst på måneden (eller først i august) skal de nye jordbærplanter plantes. Anvend garanteret sygdomsfri, meristemformerede planter (drevet frem på et laboratorium).
August: Bedste plantetid for forårsblomstrende og sommerblomstrende stauder, stenplanter og bundplanter. Plant klematis og andre slyngplanter. Narcisløg kan lægges nu, inden de skyder nye rødder.
September: Ligesom maj er september en fin plantemåned for stedsegrønne buske og træer. Bambus kan nyplantes eller omplantes. Forårs- og forsommerblomstrende stauder plantes nu. Lægning af narcisløg. Lægning af græstørv til nye plæner eller til lapning af gamle plæner.
Oktober: Efter løvfald den bedste plantetid for de ikke-stedsegrønne buske og træer. Læggetid for alle slags forårsløg.
November: Plantning af alle slags løvfældende træer og buske, også frugttræer og
frugtbuske. Plant roser. December: Plantning af løvfældende træer og buske i tøperioder og i ikke-frossen jord.
Beskæring
Januar: Æbletræer og pæretræer kan beskæres eller udtyndes nu. 'Blødende' frugttræer med meget tidlig saftstigning skal derimod beskæres, mens de har blade, altså i august-oktober (abrikos, blomme, fersken, kirsebær, valnød og vin).
Februar: Espaliertræer af æble og pære beskæres og udtyndes. Hække af hvidtjørn, liguster og bøg klippes. Marts: Prydbuske, der vil blomstre på de nye årsskud, udtyndes nu (parkroser, vildroser). Prydbuske, som blomstrer på 'gammelt træ', med blomsterknopper på flere år gamle kviste, kan ligeledes udtyndes nu (blodribs, dronningebusk, guldregn, rødklokkebusk, syren og uægte jasmin).
April: Visne skudspidser af hortensie og sommerfuglebusk fjernes nu. Haveroserne må først beskæres allersidst i april, men helst i de første dage af maj.
Maj: Beskæring af haveroser (både de storblomstrede og buketroserne). De afblomstrede skud af forsytia, rosen man del og spiræa afklippes nu.
Juni: Hække kan klippes sidst i juni.
Juli: Hække kan klippes hele måneden. Vildskud fjernes på de forædlede roser ved afrivning ved basis. Afblomstrede stauder, stenplanter og løgplanter afpudses. Gamle hindbærskud afskæres helt ved jordoverfladen efter bærhøst.
August: Nedskæring af afbårne hindbærskud. Udtynding af øvrige frugtbuske efter bærhøst. Udtynding af kirsebærtræerne efter høst. Kirsebærgrenene vil 'bløde' ved senere beskæring. Afpudsning af visne blomster på rododendron, roser og stauder.
September: Udtynding af solbær, ribs og stikkelsbær. Udtynding af blomme, valnød, birk og løn.
Oktober: Udtynding og beskæring af frugtbuske, vin, blomme, kirsebær, valnød, birk og løn.
November: Absolut sidste frist for beskæring og udtynding af træer med tidlig saftstigning (blomme, kirsebær, valnød, vinranke, birk, løn og vingevalnød ).
December: Udtynding af prydtræer, æbler, pærer og frugtbuske kan begynde nu. Afpudsning, men absolut ikke beskæring af haveroserne.
Plantebeskyttelse
Januar: Dæk sarte planter mod frost og vintersol med granris og halmmåtter. Fjern tung sne fra især de stedsegrønne buske, så grenene ikke knækker. Tramp ikke sneen sammen på græsplænen - derved undgås angreb af sneskimmel.
Februar: Undgå saltskader på havens planter. Anvend aldrig salt til optøning af is og sne på havegange, i indkørslen eller på fortovet langs hækken. Efterse dækning med granris, så fersken og abrikos m.fl. ikke lokkes til for tidlig blomstring af den kraftige vintersol.
Marts: Fjern først vinterdækningen med granris, når alle grannåle er faldet af. Evt. sprøjtning af frugttræerne bør vente til kort efter løvspring, men før blomstring.
April: Dæk den ubevoksede jord i rosenbede, staudebede, andre blomsterbede samt i havens 'skovbund' med findelt dækkemateriale (kompost, enhedsjord, tørvestrøelse, barkflis). Herved undgås udtørring af jorden og udvikling af for meget ukrudt.
Maj: Beskyt planterne i blomsterbede og urtebede mod udtørring ved løsning af øverste jordlag med håndkultivator. Derefter 'topdressing' (jorddækning) med tørvestrøelse, barkflis eller lignende.
Juni: Sprøjt med et pyretrummiddel mod bladlus på frugttræer; roser og stauder. Det er det mindst giftige af de bekæmpelsesmidler, der er til rådighed. En mere miljøvenlig metode består i at spule bladlusene væk med en kraftig vandstråle fra haveslangen.
Juli-august: Brug lugekniv og håndkraft til at fjerne ukrudtet i bede og græsplæne i stedet for at anvende kemiske ukrudtsmidler.
September: Ved risiko for nattefrost i efterårstiden kan særlig sarte planter dækkes med aviser - eller oversprøjtes med vand fra haveslangen aftenen før en frostnat.
Oktober: Dæk, kasserne med nedplukket frugt mod vedvarende regn med plastfolie. Riv de nedfaldne, visne blade væk fra græsplænen og anvend bladene som jorddækning under frugttræer, i køkkenhave eller i havens 'skovbund'.
November: Dæk sarte planter med granris eller halmmåtter mod vintersol og frost.
December: Brug hverken salt eller salpeter til issmeltning på havegange og i indkørsler - det allerbedste er kost og skovl!
Indkøb til haven
Januar: Køb frø af sommerblomster med lang udviklingstid (begonie, petunie m.v.). Køb kunstgødning (blandingsgødninger med kvælstof, kali, fosfor og mikronærings-stoffer) samt svovlsur ammoniak og svovlsur kali til rododendron.
Februar: Køb haveredskaber (standardudstyr: spade, gravegreb, skovl, planteske, rive, håndkultivator, vifterive, lugehakke, hækkesaks, beskæresaks og slåmaskine).
Marts: Køb sundhedskontrollerede læggekartofler samt blomsterfrø og urtefrø. Køb enhedsjord, grus og spagnum til jordforbedring samt barkflis til topdressing.
April: Køb løvfældende træer og buske (barrodede, pottedyrkede eller containerdyrkede). Køb frø af tomat.
Maj: Køb græsfrø. Køb træer, buske, roser og stauder. Køb stedsegrønne buske og træer, også rododendron. Køb sommerplanter, kålplanter og andre køkkenurter til udplantning. Juni: Køb dahliaplanter og tomatplanter.
Juli: Køb frø af toårige sommerblomster. Køb sundhedskontrollerede, meristemformerede jordbærplanter.
August: Køb løg af påskeliljer, pinseliljer og tazetter til snarlig lægning. Køb pottekultiverede stauder, stenplanter og bundplanter. Køb pottekultiverede klematis. Køb græsfrø.
September: Køb rododendron og andre stedsegrønne træer og buske '(med rodklump eller potte). Køb pottekultiverede stauder, stenplanter og bundplanter. Køb løg af hyacint, perlehyacint, skilla, tulipan og vintergæk - samt knolde af erantis og krokus.
Oktober: Køb pottekultiverede stauder og stenplanter. Køb tulipanløg. Efter løvfald: Køb løvfældende træer, buske og roser.
November: Køb tulipanløg til haven og køb løg af hyacint, skilla, tazet og tulipan til drivning indendørs. Køb løvfældende buske og træer (også frugtbuske og frugttræer) samt roser.
December: Køb løvfældende buske og træer, også frugtbuske og frugttræer.
Græsplænen
Januar: Tramp ikke på den snedækkede græsplæne. Det fremmer angreb af sneskimmel. Bekæmpes med Brassicol.
Februar: Topdress græsplænen i snefrie perioder med findelt kompostjord, tørvemel eller enhedsjord. Fordeles med en vifterive. Få plæneklipperen efterset og knivene slebet.
Marts: Fjern mos i plænen ved udstrøning af 2 kg jernvitriol og 1,5 kg svovlsur ammoniak, blandet op i to spande tørt sand, fordelt på 100 m².
April: Foretag grundig rengøring af plænen med en kraftig vifterive. Fjern gamle græstotter, visne blade, småsten m.v. Gød plænen med 5 kg blandingsgødning/100 m², hvis den ikke er gødet tidligere på vinteren. Giv luft til rødderne med en gravegreb eller en aerificeringsmaskine. Første slåning foretages, når græsset er 6-8 cm højt. Foretag tilsåning af ny plæne nu eller i august.
Maj: Grundvand plænen med mindst 30 mm vand (30 l/m²). Reparer huller i den gamle plæne med græstørv. En ny plæne kan anlægges med græstørv - dyrt, men nemt og effektivt!
Juni: Klip ikke plænen for tæt. 4 cm græspels er en god højde. Vand i tørkeperioder.
Juli: Giv plænen en smule sommerferie. Lad være at give den for meget gødning i forsommeren. Så bliver græsset ikke så langt her i ferietiden. Man kan godt springe 3-4 klipninger over uden at plænen bliver ringere af den grund. Mos kan bekæmpes nu med jernvitriol (som nævnt i marts).
August: Tilså den nye græsplæne nu. Det er vigtigt, at jorden er godt gennemarbejdet før såningen. Følg nøje brugsanvisningen se "Haven i august". Ved lægning af græstørv kan fås en perfekt (men måske lidt dyr) plæne. Klip ikke den ny plæne for tidligt, men lad græsset blive 6-8 cm højt før klipningen.
September: Giv ikke plænen mere gødning i år. I fugtige perioder bør man rive det afklippede græs sammen, så det ikke ligger og rådner på plænen.
Oktober: Lad græspelsen være lidt højere sidst på sæsonen. Riv det afklippede græs sammen og brug det til topdressing mellem buskene eller stauderne.
November: Sidste klipning foretages, når græsset er ved at standse i væksten. 'Vinterpelsen' på græsset må godt være 6 cm høj.
December: Forebyg angreb af sneskimmel ved sprøjtning med Brassicol.
Hække
Januar: Hække af bøg, liguster og tjørn kan klippes nu. Nye hække skal først klippes i toppen, når de har nået den ønskede højde (fx 180 cm). Gamle hække af liguster og tjørn kan forynges ved nedskæring til 20-30 cm over jorden.
Februar: Ukrudtstræer (elm, hyld, løn), som har sået sig selv inde i hækken, graves op med rod.
Marts: De løvfældende hække (bøg, liguster og tjørn) skal være klippet før løvspring. Prøv at forme hækken, så den bliver bredest forneden.
April: Plant løvfældende hække før løvspring (avnbøg, bøg, fjeldribs, liguster, mirabel, naur og tjørn). Hækplanterne fra planteskolen er 2-3 år gamle, 30-100 cm høje. Af tjørn købes den kraftigste kvalitet med en rodhals-tykkelse på 9-12 mm. Beskær aldrig hækplanterne ved plantningen. Og skær ikke toppen af dem, før de når den færdige højde (for tjørn tager det fire år at blive 180 cm høj).
Maj: Plant stedsegrønne hække nu (gran, taks, tuja). Vand omhyggeligt. Lad være med at klippe dem det første år.
Juni: De løvfældende hække kan klippes nu, men man står sig ved at vente til lidt ind i juli, hvor de nye skud er blevet mere træagtige.
Juli: Ved at vente med sommerklipningen til et stykke ind i juli undgår man, at hækken danner en ny, kraftig 'pels', som man skal have arbejde med at klippe bort senere på sommeren. Også de stedsegrønne hække klippes nu. Snareorme i tjørnehækken kan spules væk med en kraftig stråle fra haveslangen.
August: Stedsegrønne hække kan stadig klippes.
September: Plant stedsegrønne hækplanter (hvidgran, rødgran, taks, tuja, dværgcypres). Vand grundigt og skyg mod stærkt solskin.
Oktober: Plant løvfældende hække straks efter løvfald (avnbøg, bøg, hvidtjørn, liguster og navr). De fås som 2-3 år gamle planter i højder fra 30 til 100 cm. Bøg kan være langsom at få i gang. Den kan købes i en kraftig kvalitet, dyrket i potte eller container.
November-december: Hækplanter kan stadig plantes, når vejret er mildt og jorden bekvem.
Prydtræer
Januar: På de fleste træer kan kronen udtyndes eller opstammes. Husk, at træer med tidlig saft stigning ikke tåler afskæring af større grene. Det gælder birk, løn, prydvalnød og vingevalnød. De må kun beskæres, når de har blade.
Februar: Få fjernet de grene, som fra trækronerne rager ind over eller mellem el-ledningerne.
Marts: Undlad beskæring, da saftstigningen er i fuld gang i de fleste træer. Grene af magnolie, prydkirsebær og paradisæbler kan tages ind til drivning.
April: Ligesom havens øvrige planter kan prydtræerne gødes nu med 50 g blandingsgødning pr. m². Løvfældende træer plantes, når jordtemperaturen er på +10°C, og de skal plantes inden løvspring.
Maj: Stedsegrønne prydtræer, både bladbærende og nålebærende, plantes i maj (eller i august-september). Husk grundig vanding før og efter plantningen.
Juni: Ældre prydtræer kan gødes nu med samme mængde som i det tidlige forår (50 g/m²). Nyplantede træer skal ikke gødes.
Juli: Senere end første uge i juli bør man ikke udstrø gødning til havens træer. I tørre somre skal der vandes rigeligt.
August: Plant de stedsegrønne træer nu. Sørg for, at jorden er gennemvåd før plantningen, og vand rigeligt bagefter.
September: Det er stadig en god årstid for plantning af stedsegrønne. Plant ikke for kraftige nåletræer i en almindelig have. Beskæring af en række løvfældende træer bør ske nu. Det drejer sig om de træer, som har en tidlig saftstigning og som bløder stærkt ved beskæring på et for sent tidspunkt. Det er nu, man skal beskære eller udtynde birk, blodblomme, prydkirsebær, løn og valnød.
Oktober: Løvfældende træer plantes sidst i oktober eller i november, altid efter løvfald. Undgå at plante for kraftige træer - men anvend f.eks. hæg, ildløn, magnolie, manna-ask, prydkirsebær, prydæble og røn.
November: Løvfældende træer kan stadig plantes.
December: Foretag udtynding og beskæring af ikke-blødende træer.
Prydbuskene skal ikke alene have smukke blomster, men også gerne dekorative bær. Her det overdådige paradisæble, som hedder Malus sargentii.
Prydbuske
Januar: Fjern tung og våd sne fra grenene, så de ikke knækker. Mange prydbuske kan udtyndes.
Februar: Vand rododendron og andre stedsegrønne buske i tøperioder. Samtidig med udtynding af prydbuskene kan man tage grene ind til fremdrivning (fjeldribs, forsytia, hassel, prydkirsebær).
Marts: Udtynding af buskene bør afsluttes.
April: Giv 50 g blandingsgødning pr. m² til havens buske. Alle løvfældende buske plantes inden løvspring (potte- og container-kultiverede kan dog plantes hele sommeren). Forbered jorden til plantning af surbundsplanter (rododendron m.fl.).
Maj: Plant stedsegrønne prydbuske, både bladbærende og nålebærende. Også stedsegrønne surbundsplanter skal plantes nu (eller i august-september). Beskær de afblomstrede forsytia, rosenrnandel og spiræa.
Juni: Busketterne gødes på ny med 50 g blandingsgødning pr. m-. Nyplantede buske skal ikke gødes. Til surbundsplanterne anvendes svovlsur ammoniak og svovlsur kali, 50 g af hver pr. m². Fjern de visne blomster fra rododendron, syren og guldregn.
Juli: Vand rigeligt i tørre perioder.
August: Plant de stedsegrønne buske nu, både 'nålebuske' som enebærbuske og ædelcypres samt bladbærende buske som kalmia og rododendron. Husk at fjerne de visne blomsterklaser på rododendron, så frødannelsen ikke ødelægger blomstringen næste år.
September: Stedsegrønne buske kan stadig plantes. Husk omhyggelig vanding før og efter plantningen. Bambus kan plantes eller omplantes nu. Også de skal have rigeligt med vand.
Oktober: Alle løvfældende buske kan plantes straks efter løvfald - pottekultiverede buske dog også tidligere. Prøv at variere sortimentet af buske ved at vælge mere 'sjældne' arter som dværgmandel, glasbær, hibiskus, kejserbusk, perlebusk, perlerøn, skægbusk, troldnød og vinterlue.
November: Husk 'forrådsvanding' (vanddepot) af rododendron og andre stedsegrønne. Løvfældende buske kan stadig plantes.
December: Udtynd prydbuskene nu eller i løbet af de kommende to måneder. 'Forrådsgødning' (50 g/m² af en blandingsgødning) kan gives nu, evt. oven på sneen.
Slyng- og klatreplanter
Januar: Efterse espalier og udskift dårlige tråde og lister. Særlig sarte planter beskyttes med granris mod vinterkulden.
Februar: Allerede nu opvarmes sydvæggen så stærkt af solen, at knopperne kan lokkes for tidligt frem. Beskyt dem mod solen med granris, hessian eller rørmåtter, som først fjernes hen i april.
Marts: Opbind løsrevne ranker med blødt bånd, som ikke snærer. Tilbageskær de sentblomstrende, storblomstrede klematis nu. De får blomster på de skud, som udvikles i løbet af foråret.
April: Pottedyrkede klematis kan udplantes allerede midt i april. De trives bedst ved en øst- eller en vestmur. Plant dem 20-25 cm fra muren og med rodklumpen dækket af mindst 10 cm jord. Bør plantes sammen med mindre buske, som kan give skygge til klematis rødderne i løbet af sommeren.
Maj: Alle pottedyrkede slyngplanter kan stadig udplantes. Husk at vande grundigt før, under og efter plantningen.
Juni: Sørg for grundig vanding i den tørre forsommertid. Langs husmure og raftehegn vil jorden hurtigt blive meget tør.
Juli: Kraftige slyngplanter som klematis, vedbend og vildvin skal have studset toppen, før rankerne ødelægger tagskæg, tagrender og nedløbsrør. Sørg for opbinding (eller afklipning) af nye skud.
August: Den mest ideelle plantetid for klematis. Før plantning skal rodklumpen være vandmættet, og rodhalsen skal dækkes med mindst 10 cm jord. Blåregn kan skæres tilbage, og dens nye skud kan topknibes.
September: Sørg for tilbinding af de nye skud på espalierplanterne. Fortsæt vanding, så længe jorden er tør på voksestedet.
Oktober: Klatreroser plantes nu. Lad være med at beskære dem eller at afkorte grenene ved plantningen. Vent med beskæringen til næste forår (april).
November: Humle er næsten den eneste af vore slyngplanter, der udvikles som staude. Det vil sige, at dens slyngende stængler skyder op om foråret fra de overvintrende jordstængler. Nu er væksten ophørt, og man kan fjerne de visnende skud helt ned til jorden.
December: Sarte sorter af klematis dækkes med granris og vissent løv omkring rodhalsen.
Roser
Januar-februar: Lad roserne passe sig selv. Vent med beskæring til april-maj. Sørg for dækning med granris til de gammeldags, sarte typer. Moderne roser er fuldstændig hårdføre hos os.
Marts: Hvis rosenbedet om efteråret er blevet dækket med spagnum, skal den trækkes væk fra planternes rodhals midt i marts, så rodhals og podested ikke får kuldechok af den fugtige spagnum.
April: Buskroser, parkroser og vildroser kan udtyndes sammen med havens øvrige prydbuske, men de skal ikke beskæres ved afkortning af skuddene. De 'ædle' haveroser (tehybrider og buketroser) beskæres sidst i april. Fjern døde skud, svage skud, visne blomsterrester og hyben, nogle få af de gamle, træagtige skud samt grene, som krydser eller generer hinanden. De resterende skud kan beskæres hårdt, moderat eller svagt. Her skal anbefales den moderate beskæring, hvor man skærer årsskuddene ned til deres halve længde. Nye roser plantes nu.
Maj: Potteroser og roser i plastposer kan plantes nu. Vand rigeligt efter plantning. Gød med 50 g blandingsgødning pr. m² før den første blomstring.
Juni: Vand i tørkeperioder. Riv vildskud af ved basis. Fjern visne blomster hver dag, så der ikke udvikles hyben. Spul bladlusene væk med en kraftig stråle fra haveslangen.
Juli: Anden og sidste dosis af blandingsgødning gives i juli (40 g/m²). Fjern dagligt de visne roser, hver med to grønne blade. Det fremmer den næste blomstring. Besøg rosenplanteskoler eller rosenparker og skriv nye sorter op til indkøb til efteråret.
August: Fjern visne blomster samt vildskud.
September: Opbind de nye skud på klatreroserne. Fjern vildskud ved afrivning ved basis. Afpuds visne blomster. Gør det nye rosenbed klar til plantning af nye roser i oktobernovember. Giv det nye bed en grundgødning af 100 g animix (benmel) pr. m² eller 40 g blandingsgødning pr. m².
Oktober: Nye roser kan plantes fra 20. oktober. Køb altid roser af A-kvalitet med tre kraftige, afmodnede grene. Sæt rødderne af de barrodede roser i vand et døgn før plantningen.
November-december: Nye roser kan stadig plantes. Dæk sarte sorter på udsatte steder med granris. Lad være med at beskære nu. Vent til april.
De nemme stauder med stive stængler, behøver ikke opbinding. Her ses gule rølliker, røde brændende kærlighed og violette salvier.
Stauder
Januar: Visse stauder har grønne, overvintrende bladrosetter. De bør vinterdækkes med granris, som holder på sneen.
Februar: I barfrost dækkes sarte stauder (abeblomst, kleopatras nål, raketblomst og valmuesøster) med granris eller barkflis: Brug ikke spagnum, som senere på foråret kan give planterne frostchok.
Marts: Først nu bør den visne staudetop klippes af ved jordoverfladen. Pas på ikke at såre de fremspirende, nye skud.
April: Efterårsblomstrende stauder kan plantes her i foråret (mens de forårsblomstrende plantes om efteråret, nærmere bestemt i september). Men stauder i potte kan faktisk plantes hele vækstsæsonen, blot man vander godt efter plantningen. Det gamle staudebed gødes nu (50 g/m² af en almindelig blandings-gødning). De nyplantede stauder skal ikke gødes.
Maj: Afblomstrede stauder skæres ned til ca. 10 cm over jorden. Opbind de høje stauder, som ikke kan klare sig uden støtte.
Juni: Staudebedet skal vandes og jorddækkes. Roset-stauder (som jakobsstige, ridderspore og valmue) skæres ned for at fremme en ny blomstring. Staudefloks kan beskæres, så man forlænger blomstringen betydeligt. Pas de høje stauder med (helst diskret) opbinding.
Juli: Sørg for stadig afklipning af visne blomster. Skær derimod ikke de afblomstrede pæoner ned. Omplant de afblomstrede have-iris.
August: Alle afblomstrede stauder kan deles og omplantes nu. Abeblomst skal helst omplantes hvert år. Fortsæt med afpudsning og opbinding.
September: Fortsæt nyplantning af de tidligt blomstrende stauder. Giv ikke kunstgødning på denne årstid. Derimod kan man give en 'forrådsgødskning' (et næringsdepot) ved at blande benmel (animix) i den findelte jord til de nye stauder.
Oktober: Foretag jorddækning i staudebedet med visne blade eller barkflis. Afskær ikke den visne staudetop, men vent til marts-april med dette arbejde.
November-december: Lug de sidste ukrudtsplanter væk mellem stauderne, bedst ved håndlugning, ikke med hakkejern eller håndkultivator. Lad staudetoppen blive siddende, så den holder på den lunende sne.
Stenplanter
Januar-februar: De fleste stenplanter hører hjemme i bjergegne, som om vinteren er dækket af sne. I haven kan man holde på sneen med granris eller barkflis. Andre stenplanter skal helst have det tørt om vinteren (hvad vi sjældent kan tilbyde dem). Sådanne sarte stenplanter kan dækkes med klar plastfolie eller glasplader.
Marts: Fjeldplanter med svagt rodnet kim af frosten skubbes op af jorden. I tøvejr må de trykkes på plads igen. Lad vinterdækningen med granris blive liggende, til grannål ene er faldet af.
April: Enkelte pudeplanter kan deles og omplantes allerede nu. Nyplantning af stenplanter fra potte kan ligeledes foretages nu. Mange stenplanter kan tåle omplantning, selv når de er i fuld blomst.
Maj: Afblomstrede stenplanter afpudses og tilbageskæres. Pudedannende stenplanter, der har bredt sig for meget, kan opgraves, deles og omplantes.
Juni: Alle stenplanter er stauder, og de skal i regelen passes ligesom de andre stauder. Der er dog ingen grund til at gøde dem, tværtimod trives de bedst uden tilskud af næring.
Juli: Store partier af stenplanter kan skæres tilbage med en hækkesaks, mindre planter med en fåre- eller beskæresaks. Sørg for rigelig vanding i tørre perioder.
August: Lug mellem stenplanterne i fugtigt vejr - så er ukrudtet lettest at trække op. Pas på, at flerårige ukrudtsplanter ikke breder sig ind i puder og tæpper af stenplanter. De er næsten umulige at fjerne derfra igen.
September: Omplantning eller nyplantning af stenplanter kan stadig foretages. Anlæg af en 'blomsterplæne' kan være dyr i indkøb af planter, men til gengæld kræver den næsten ingen vedligeholdelse de følgende år.
Oktober: Foretag årets sidste lugning mellem stenplanterne. Sørg for 'topdressing' af den ubevoksede jord mellem stenplanterne, f.eks. med kompostjord, barkflis, grus eller perlesten.
November-december: Forbered vinterdækning af sarte stenplanter med granris. De stenplanter, som kræver overvintring på meget tør jord, dækkes med klar plastfolie eller glasplader.
Vand- øg sumpplanter
Januar-februar-marts: I vintertiden kræver vandbassinets planter af gode grunde ingen særlig pleje. Sumpplanter og mosebedsplanter op til bassinet passes som havens øvrige stauder. Sidste års visne top skal først nedskæres sidst i marts. Samtidig kan man topdresse jorden mellem sumpplanterne med spagnum eller kompost.
April: Når isen i bassinet er tøet, skal tre fjerdedele af vandet - udskiftes. Samtidig fjernes så mange alger som muligt. En 'børnesikring' af bassinet ved udspænding af et galvaniseret net lige under vandoverfladen bør nøje overvejes.
Maj: Alger og andemad bør 'skummes' af vandoverfladen, efterhånden som de tager bassinet i besiddelse. Klor kan kun anvendes som rensemiddel i soppebassiner og svømmepøler. Klor er gift for fisk, vand insekter og de fleste af vandplanterne. I stedet kan man anvende en meget svag dosis af blåsten (2 g/m³ vand).
Juni: Nyplantning af vandplanter kan foretages nu, hvor vandet er tilpas varmt. Også sumpplanter udplantes nu.
Juli: Synker vandstanden i bassinet, skal der hældes mere vand i. Alger fjernes, evt. ved at tilsætte vandet blåsten. Sørg for tilstrækkelig vanding af sumpplanterne i tørre somre.
August: Kraftige åkander kan udtyndes ved at fjerne en del af de kraftige blade. Fortsat 'lugning' af alger og andemad.
September: Samtidig med øvrige stauder kan sumpplanter og mosebedsplanter omplantes og nyplantes nu. Sørg for grundig vanding før og efter plantningen.
Oktober: Tøm halvdelen af vandet ud af havebassinet. Rens bassinkanterne med en stiv kost og fjern visne blade og andet affald.
November-december: Mindre havebassiner tømmes for vand for at undgå frostsprængninger. Anvend haveslangen som hævert ved tømningen. Bassiner med skrå sider vil ikke blive udsat for frostskader. Sikring mod bundfrysning af vandet i hele bassinet kan hindres ved at bortpumpe en del af vandet lige under det første isdække. Det her opståede luftlag isolerer mod yderligere frysning og skaffer ilt til vandplanter og fisk.
Bundplanter
Januar-februar: Ved barfrost er det ofte nødvendigt at dække de mere sarte bundplanter med granris. Drejer det sig om stedsegrønne bundplanter, må dækningen ikke være så tæt, at planterne ikke kan ånde.
Marts: Bispehue, lærkespore og perikum er af og til skadet og svedet af frosten. Disse planter kan nu skæres tilbage lige over jordoverfladen.
April: Udplantning af nye bundplanter kan foretages, så snart jorden er bekvem og tilstrækkelig varm, helst omkring +10°C.
Maj: Bundplanter kan stadig plantes. Ved plantning ind imellem og under buske må man ved jordbehandlingen passe på, at man ikke ødelægger buskenes rødder. De færreste bundplanter er særlig grådige, så deres vækst vil ikke genere naboplanternes rødder. Efter nyplantning af bundplanter bør jorden mellem planterne dækkes med spagnum, kompost eller barkflis, så ukrudtet ikke får for store muligheder!
Juni: Lug mellem de nyplantede bundplanter og sørg for tilstrækkeligt med vand i tørre perioder.
Juli: De tidligst afblomstrede bundplanter kan tilbageskæres nu. Flere af dem vil belønne os med en ny blomstring senere på sommeren.
August: 2-3 år gamle bjørnegræs bliver bare og visne i midten af planterne. Grav dem op, del dem i mange småplanter og plant dem i en godt gennemgravet jord. Der skal være rod på hver enkelt af de nye plantedele, så de hurtigt kommer i vækst.
September: Bundplanterne hører til de allernemmeste have planter. De kræver kun vanding i tørre perioder og lugning af ukrudt, så snart dette viser sig.
Oktober: Bregner i havens 'skovbund' kan opgraves, deles og plantes igen sidst i oktober. Husk grundig vanding før og efter omplantningen.
November-december: Sørg for en grundig gennemvanding inden vinterfrosten sætter ind. Dæk frostømfindtlige bundplanter med granris.
Løg øg knolde
Januar-februar: Overbrus de indendørs overvintrede knolde af dahlia og gladiolus med lunkent vand, hvis de står for tørt - og luft ud, hvis de har det for fugtigt. Gem de afdrevne løg af hyacint, narcis og tulipan til senere udplantning og fortsat vækst i haven.
Marts: Køb løg og knolde af sommerblomstrende arter og læg dem til forspiring i let fugtig spagnum i et lunt rum.
April: Fjern de visne blomster på de afblomstrede påskeliljer og tulipaner, men lad de grønne blade blive siddende, til de er visnet helt ned af sig selv. Skal ældre klumper af løgplanter flyttes, bør det ske, mens de er synlige, altså mens de endnu har noget af toppen tilbage.
Maj: Afpuds de visne løgblomster. Klip ikke den grønne top af løgplanter, som står i græsplænen, men vent, til den er visnet helt ned. Liljeløg lægges først i maj.
Juni: Hvis afblomstrede løgplanter skal afløses af sommerblomster, opgraves de nu og 'indslås' (nedgraves) midlertidigt i skygge med løgene dækket af jord. Dahlia og gladiolus udplantes omkring grundlovsdag med knopperne lige i jordoverfladen. Tre uger efter plantningen knibes toppen af dahliaplanterne for at få dem mere buskede.
Juli: Afblomstrede tulipanløg, som skal flyttes, opgraves, indslås, tørres og opbevares ved +20°C til lægning i oktober. Narcisløg, der skal flyttes, må lægges igen lige med det samme, så rødderne ikke tager skade. Visne liljeblomster knibes af efterhånden. Dahlia skal have meget vand og gødning. Ved 'udknopning' opnås større blomster.
August: Nye narcisløg lægges nu i løs jord, dækket af et jordlag, dobbelt så tykt som løget er højt.
September: Den ideelle læggetid for alle slags forårsløg (på nær narcisserne, som skal i jorden i august). Sørg altid for den rigtige læggedybde. Beskyt dahlia mod for tidlig nattefrost, f.eks. ved overbrusning med vand.
Oktober: Læg de sidste blomsterløg. De skal ikke gødes før et år efter lægningen. Dæk løgbedet med visne blade, ikke med spagnum.
November-december: Grav dahliaknoldene op, når toppen er svedet af frosten. Læg knoldene til tørre og opbevar dem køligt, frostfrit og tilpas tørt/fugtigt.
Sommerblomster
Januar: Studer frøkatalogerne. Bestil frø af de ønskede sommerblomster. Så frø af sommerbegonier i vindueskarmen.
Februar: Læg latyrus-frø i blød ('i støb'), så de hårde skaller blødes op. Så frø indendørs af fløjlsblomst, latyrus, løvemund og petunie.
Marts: Foretag omprikling af småplanterne i vindueskarmen. I milde forår kan man på friland så latyrus, morgenfrue, sommerridderspore og valmue, evt. under en solfanger (en slags miniaturedrivhus).
April: Vent med udplantning af sommerblomsterne fra kasser og potter i vindueskarmen - og vent med at købe de fuldt udsprungne sommerblomster hos plantehandleren. De skal ikke ud i haven før næste måned.
Maj: Mange sommerblomster kan udplantes nu, og de øvrige kan sås direkte på voksestedet. Men vent til grundlovsdag med at plante de sarte typer som f.eks. blåkvast, frødahlia, fuchsia, heliotrop, ildkrone, pelargonie og sommerbegonie.
Juni: Nu kan de sidste, sarte sommerblomster udplantes. De toårige sommerblomster (f.eks. gyldenlak, marieklokke, natlys, stedmoderblomst og studenternellike) kan sås nu, enten direkte på voksestedet eller i jiffypotter til senere udplantning eller omplantning.
Juli: Opbind latyrus og øvrige høje sommerblomster. Fjern de visne blomster for at fremme udviklingen af nye blomsterknopper. Foretag omprikling af de toårige sommerblomster.
August: Højsæson for sommerblomster! Sørg for vanding samt afpudsning af visne blomster, ikke mindst på latyrus.
September: Ryd de helt afblomstrede sommerblomster (jernurt og sommerfugleblomst er de første). Indhøst blomsterstængler af evighedsblomsterne og hæng dem til tørre på et køligt, skygget sted i gennemtræk. Pluk dem helst i tørt vejr.
Oktober: Ryd de enårige sommerblomster, efterhånden som de afblomstrer og visner.
November-december: Grav de 'afhøstede' blomsterbede. Giv jorden en forrådsgødning af benmel (animix) eller en blandingsgødning og lad bedet ligge brak til næste forår.
Frugttræer
Januar-februar: Æbletræer og pæretræer udtyndes. Trækronen skal være så åben, at en fodbold kan sparkes gennem kronen uden at blive hængende.
Marts: Lad 'vintermåtterne' af halm eller granris blive siddende et stykke tid endnu foran fersken- og abrikosespalieret, så blomstringen udskydes. Udsprungne ferskenblomster må bestøves kunstigt med en pensel, hvis bierne ikke er kommet frem.
April: Barrodede frugttræer plantes inden løvspring. De skal ikke gødes den første sommer. Ældre frugttræer gødes med 50 g blandingsgødning pr. m². Vokser træerne i et græstæppe, må man give et ekstra næringstilskud til græsset - f.eks. 50 g kalksalpeter pr. m².
Maj: Espaliertræerne skal have fjernet de lodrette sideskud, mens de vandrette skal bindes ind til espalieret. Udtynding af kirsebærtræer og blommetræer skal foretages, mens træerne har blade, og kan derfor gøres nu.
Juni-juli: I gode frugtår bør man i juni eller juli foretage en udtynding af frugterne for at opnå en bedre frugtkvalitet. Æbler og pærer udtyndes straks efter 'junifaldet', hvor de ikkebestøvede frugtanlæg falder af af sig selv. Blommerne bør udtyndes, når de ansatte frugter blot er ærtestore. Espaliertræerne skal sommerbeskæres (lodrette skud fjernes, de vandrette topknibes).
August: Efter frugthøst udtyndes grenene på blommetræerne og kirsebærtræerne. På fersken træerne fjernes de afbårne skud helt ved basis.
September: Pluk først æbler og pærer, når frugterne er plukkemodne, altså når stilken let slipper frugtgrenen. Opbevar den plukkede frugt udendørs i kasser, bedst i skygge og skærmet mod silende regn.
Oktober: Bedste plantetid for frugttræer er fra 20. oktober og et stykke ind i november. Sørg for god behandling af jorden før plantningen. Sæt træerne 5-10 cm dybere, end de stod i planteskolen. Beskær ikke grenene før eller efter plantningen. Gød ikke de nyplantede træer.
November-december: Vær tilbageholdende med beskæring. Kronerne på ældre træer kan dog udtyndes med års mellemrum. Opbevar den høstede frugt køligt, men frostfrit og i høj luftfugtighed.
Frugtbuske
Januar-februar-marts: Er frugtbuskene ikke udtyndet i løbet af efteråret, kan det nås endnu. Husk, at solbær har bær på de unge skud, ribs og stikkelsbær især på de ældre skud. Udtynd buskene godt og fjern grene helt nede ved jorden.
April: Frugtbuskene springer tidligt ud, og nye buske skal plantes før løvspnng.
Maj: Vand rigeligt efter blomstringen. Dæk jorden med kompostjord eller barkflis. Giv 40 g blandingsgødning pr. m² - og et ekstra tilskud på 20-30 g/m² af svovlsur kali til ribsbuske med brune bladrande. De lange ranker hos brombær opbindes, men bør ikke afkortes.
Juni: Sørg for rigelig vanding i tørre perioder.
Juli: Frugtbuskene kan gives gødning med kali ,og fosfor, men hold inde med kvælstoftilførslen. Udtynd buskene efter (eller samtidig med) bærhøsten. Solbær skal have fjernet alle grene, der er 3-4 år gamle. De fleste bær kommer på de unge skud. Kuglerunde knopper er tegn på angreb af solbærmider. Fjern de angrebne skud helt og brænd dem. Ribs udtyndes ved at fjerne de fleste, svageste unge skud og et par af de ældste grene midt i busken. Stikkelsbær udtyndes, så bærrene bliver større og lettere at plukke. Fjern hvert år de ældste grene, der kendes på den sorte bark. Hos hindbær fjernes de afbårne skud helt til jordoverfladen, mens de nye et-års-skud ikke skal beskæres. De bærer frugt næste år.
August: Opbind de nye skud på brombærplanterne. Ligesom hindbær har de frugter på de to år gamle skud.
September: Udtynd kronen på de små 'træer' af stikkelsbær, ribs og solbær, som nu kan købes i planteskolerne. Sørg for omhyggelig opbinding af stammen til en tonkinstok.
Oktober: Nye frugtbuske plantes efter løvfald. Køb altid den kraftige kvalitet med 5-8 grene. Hindbærplanter forhandles som etårige planter på 60-100 cm's længde.
November: Grav ikke mellem frugtbuskene. Deres rødder ligger meget nær jordoverfladen og ødelægges ved gravning.
December: Beskær vinrankerne før nytår, for at sårene ikke skal 'bløde'.
Køkkenhaven kan også være dekorativ - og der må godt blandes lidt blomster ind i alt det grønne.
Køkkenurter
Januar: Giv urtebedene en forrådsgødskning af 50 g/ms af en blandingsgødning eller 100 g/m- af benmel (animix).
Februar: Køb læggekartofler (statskontrollerede, sygdomsfri, meristemformerede) og læg dem til forspiring, lyst, men køligt.
Marts: Selv i tidlige forår er der ikke grund til at forhaste sig med såning af køkkenurter. Først når jorden er + 10°C, kan man begynde at putte frø i jorden. Stikløg af skalotteløg kan derimod sættes i begyndelsen af marts. Tomater kan sås i potter indendørs.
April: Så gulerødder, radiser, salat og spinat. De tidlige sorter af kartofler lægges, blot 6 cm dybt. Sæt solfangere af plast eller glas over salat og tidlige jordbær. Udplant spidskål og blomkål sidst på måneden. Af krydderurter kan man så dild, kørvel, persille og purløg.
Maj: Så radiser, salat, spinat og ærter hver tredje uge. Så agurker, bønner, græskar og majs, når kirsebærtræerne blomstrer (de kan også sås tidligere indendørs og udplantes sidst i maj). Opsæt solfangere, som giver et bedre vokseklima for de fleste urter. Hyp kartoflerne, når toppen er 10-15 cm høj. Rengør urtebedene ved håndlugning eller med lugehakke og kultivator. Udtynd de rækkesåede grønsager.
Juni: Udplant tomatplanterne, når hvidtjørnen blomstrer. Vand urtebedene. Knib tomaterne og bind dem op. Udplant porrer. Sidst på måneden får man den første høst i hus: Jordbær og nye kartofler.
Juli: Udplant nye jordbærplanter (sygdomskontrollerede, meristemformerede, evt. dyrket i potter). Opgrav skalotteløg og rødløg, når toppen er visnet.
August: Plant de sidste jordbær. Opgrav spiseløgene. Hyp porrer og blegselleri.
September: Sæt persille, purløg, merian og timian i småpotter til videredyrkning i køkkenvinduet. Beskyt tomatplanterne mod tidlig nattefrost.
Oktober: Opgrav og rens gulerødder, kartofler og rødbeder. Pluk de sidste tomater. Indret en 'roekule' til de grove grønsager, rodfrugter og knolde.
November: Lad porrer og rosenkål 'overvintre' ude i haven. Grav jorden, men ikke særlig dybt, i de afrømmede bede. Giv samtidig en blandingsgødning (30-50 g/m²) eller benmel (100 g/m²).
December: Udluft opbevaringskulen med rodurterne, når det ikke er frost.
--