Snerle har meterlange, knopskydende jordstængler, som gør planten til et besværligt ukrudt i vore haver. Billedet er gengivet efter Flora Danica.
Ukrudt kaldes alle uønskede planter på et givet jordstykke. Når man begynder at opdyrke jorden, forsvinder de vilde planter, fordi de kun trives der, hvor klima, jordbund og plantesamfund indgår en naturlig balance. Men enkelte arter af den vilde flora vokser videre på den dyrkede jord som ukrudtsplanter, enten fordi de trives under de samme vækstbetingelser som de dyrkede planter, eller fordi de har en særlig stor tilpasningsevne. Også dyrkede planter kan optræde som ukrudt. Mange stauder har så kraftige og sejlivede formeringsorganer, at de helt kan tage magten fra haveejeren eller gartneren og brede sig på steder, hvor de er absolut uønskede. Enhver jord indeholder et betydeligt antal ukrudtsfrø, som kan ligge mange år i jorden uden at miste spireevnen; når de af en eller anden grund får særlig gode spirebetingelser, dukker de op i køkkenhave, på mark eller i blomsterbede, hvor de kan være til stort besvær. Nyt ukrudtsfrø kan af vinden, dyr og mennesker føres fra ukrudtsfyldte steder til områder med »ren« jord. Desuden indeholder alt handel sfrø, både markfrø og havefrø, en smule ukrudtsfrø, som får gode betingelser for spiring og vækst i den vel tilberedte jord i haven eller på marken. Desuden kan flerårigt ukrudt som kvikgræs og skvalderkål følge med rodklumper af træer og buske, hvis disse ikke er blevet ordentlig renholdt på avlsstedet. Hvis de dyrkede planter passes bedst muligt med gødning, vanding og sundhedspleje, opnår de en så god udvikling, at de let kan konkurrere med og sejre over ukrudtet.
Voksesteder
Køkkenhavens ukrudt er oftest enårige arter, som man let kan komme til livs ved håndlugning eller anvendelse af hakkejern. Ved hyppig rengøring i køkkenhaven får de flerårige ukrudtsarter sjældent chance for at etablere sig. Prydhavens ukrudt kan være betydelig vanskeligere at begrænse. Af hensyn til prydplanternes udvikling, og det gælder både stauder, roser, buske og træer, er det uheldigt at bruge spade og hakkejern, som let ødelægger kulturplanternes rodnet. Her har især de flerårige ukrudtsarter mulighed for at brede sig. Skvalderkål og kvikgræs i et staudebed er umulige at fjerne, medmindre man graver hele bedet op og renser hver enkelt staude omhyggeligt for ukrudtsrødder, og så er resultatet endda tvivlsomt. Græsplæner, som hyppigt klippes, byder ideelle muligheder for mange flerårige, rosetdannende arter som mælkebøtte, tusindfryd, vejbred og kongepen. De »dukker« sig for hver klipning og når ofte at blomstre og sætte frø, før plæneklipperen næste gang klipper hovedet af dem. Andre ukrudtsplanter som ærenpris, hvidkløver og høgeurt når sjældent at blomstre i græsplænen, men breder sig hurtigt vegetativt til alle sider.
Indikatorplanter
Ukrudt optræder ofte som indikatorplanter og fortæller meget om jordbundsforholdene i haven. De kan give et fingerpeg om, hvilke stoffer jorden eventuelt mangler, for at ukrudtet kan forsvinde og kulturplanterne kan trives bedre. Nogle ukrudtsarter som rødknæ, hønsetarm og ærenpris trives bedst på sur jord med et reaktionstal på 6 eller derunder. De er såkaldte kalktrangsplanter, og gøder man plænen med basiske gødninger, f.eks. kalksalpeter, forsvinder disse ukrudtsplanter. På dårligt drænet jord trives følfod, padderok og vellugtende kamille, på dårlig og næringsfattig jord vokser følfod, gul okseøje og padderok som indikatorplanter, og på næringsrig, kvælstofrig jord træffes især mælde, vejbred og brændenælde.
Mælkebøtte er smuk i både blomstring og frøsætning, men er sjælden elsket i mindre haver.
Formering
Man får ofte det indtryk, at ukrudtet har en hurtigere og kraftigere formeringsevne end de haveplanter, som man ønsker at dyrke. De fleste typer ukrudt spredes ved frø. Nogle frø falder til jorden straks efter modningen og spirer frem samme efterår eller følgende forår. Når man luger, er det derfor vigtigt at fjerne dette ukrudt helt fra voksestedet og ikke lade det ligge og tørre, så at frøene får mulighed for at spire med det samme. Det er især vigtigt, hvor det drejer sig om stolthenrik eller brandbæger, der blomstrer hele året uden for frostperioderne og selv som halvvisne planter let udvikler spiredygtigt frø. Andre frø er forsynet med frø uld eller fnok og spredes af vinden, og atter andre har frø, der er besat med torne eller børster, som hager sig fast i dyr og mennesker og spredes på denne måde. De øverste jordlag er desuden altid fyldt med gammelt, men spiredygtigt frø, i landbrugsjord op til 50.000 frø pr. m² i pløjelågets tykkelse, dvs. ned til ca. 20 cm's dybde. Flerårigt ukrudt som mælkebøtte, nælde, ranunkel, skvalderkål, svinemælk og tidsel breder sig ved overjordiske eller underjordiske udløbere, og de hører nok til havens besværligste ukrudt. Flere af dem spreder sig oven i købet både ved udløbere og ved frø.
Bjørneklo har bredt sig med lynets hast over hele landet og er blevet en virkelig landskabspest. Den er tilmed giftig.
Fjernelse af ukrudt
Den gennem århundreder gennemprøvede metode håndlugning er stadig den mest effektive måde at fjerne ukrudt på. Den kan være tidrøvende og besværlig, men bør absolut foretrækkes fremfor miljøfjendtlige sprøjtninger, der også går ud over havens nytte- og prydplanter og over havens dyreliv, ikke mindst jordbundens mikroflora og mikrofauna.
Håndlugning benyttes især til at fjerne enårigt ukrudt fra køkkenhave, blomsterbede og måske græsplænen. Hakning er mest effektiv i køkkenhavens eller snithavens rækkekulturer, både over for enårigt og flerårigt ukrudt.
Opgravning med gravegreb og tidseljern kan være effektiv i busketter, bede og plæner. Men blot en enkelt rodstump af skvalderkål eller kvikgræs er nok til, at bestanden kan fortsætte tilværelsen. Alle rodstykker må derfor omhyggeligt fjernes.
Udsultning af flerårigt ukrudt består i ofte gentagne afskæringer af alle grønne plantedele, så at de underjordiske næringsorganer udsultes og til sidst dør. Denne metode kan bl.a. anvendes over for agertidsel, agersnerle, padderok, kvikgræs og skvalderkål. En ugentlig afhugning af de grønne plantedele hele sommeren igennem med spade, le eller rotorklipper giver et ukrudtsfrit areal om efteråret.
Udtørring kan anvendes over for ukrudt med rødder lige under jordoverfladen. De bringes op til overfladen med en gravegreb, og jorden holdes løs med en håndkultivator en gang om ugen i 5-6 uger. Så rives de tørre rødder sammen og brændes; de bør aldrig kastes på kompostbunken!
Kemisk bekæmpelse bør så vidt muligt undlades i private haver, hvor man ikke skal leve af udbyttet af kulturplanterne. De kemiske midler kan udbringes ved sprøjtning eller udstrøning. Den mest forsigtige metode er nok punktvanding, hvor man, f.eks. ved hjælp af en oliekande, hælder en enkelt dråbe hormonmiddel midt ned i rosetten på en mælkebøtte. De grønne bladdele dør og med dem det øverste af pæleroden. Men snart vil nye skud komme frem fra de friske, dybere liggende rødder, og så er man lige vidt. Der findes tre typer ukrudtsmidler: hormonmidler, jordrnidler og kontaktrnidler.
Hormonmidler har en »systemisk« virkning, idet stoffet opsuges af de grønne plantedele og transporteres rundt i planternes ledningsnet. Stoffet pirrer cellerne til forøget og abnorm vækst, så at planten ligefrem »vokser sig ihjel«. Det kender man fra mælkebøtternes reaktion på sprøjtning med Herbatox. Hormonmidlerne virker imidlertid på alle tokimbladede planter og kan ikke skelne prydplanter og nytteplanter fra ukrudt! Kun de enkimbladede græsser ødelægges ikke af denne sprøjtning.
Jordmidler dræber ukrudtsfrø og andet frø under spiring i de øverste 2 cm jord; men dybereliggende frø dræbes ikke. Disse midler kan bruges i køkkenhaven til udryddelse af frøukrudt straks efter såning af kulturplanterne, blot disse frø er anbragt tilstrækkelig dybt.
Kontaktmidler svider og dræber direkte alle de grønne plantedele, som rammes af dem. De er helt uegnede i privathaver.
Hyrdetaske er en enårig ukrudtsplante, som er nem at luge bort. Gengivet efter Flora Danica.
Bidende ranunkel har smukke »smørblomster«, men er et slemt ukrudt i staudebede og græsplæner, hvor den er næsten umulig at udrydde.
Arter
De almindeligste ukrudtsplanter nævnes her i alfabetisk rækkefølge; se desuden artiklerne under de danske navne.
Agerpadderok (Equisetum arvense) har meget dybtliggende, trådfine rødder og udløbere og findes især på næringsfattig og vandlidende jord. Bekæmpes ved dræning af jorden og rigelig gødning til kulturplanterne.
Agersnerle (Convolvulus arvensis) er flerårig med dybtgående, knopskydende rødder og overjordiske stængler, som slynger sig om andre planter. Den er især besværlig i hække og busketter. Bortluges ved gentagne opgravninger af rødderne.
Agersvinemælk (Sonehus arvensis) har flerårige, overfladisk liggende udløbere. Især almindelig på marker; udryddes bedst ved udsultning.
Agertidsel (Cirsium arvense) har meget dybtgående rødder og er vanskelig at udrydde, hvor den vokser mellem andre flerårige planter.
Bellis (Bellis perenne) har en kort rodstok og flerårige bladrosetter. Bortluges ved håndkraft, hvis man ikke Ønsker at beholde den som en smuk prydplante i plænen.
Bjørneklo (Heracleum mantegazzianum) er en meget kraftig, toårig plante, som i de senere år er blevet næsten en svøbe i det danske landskab. Kan holdes lidt nede ved gentagne afhugninger af toppen, så at blomstring forhindres. Opgravning af pælerødderne er besværlig, og hormonsprøjtning har kun ringe virkning. Plantesaften er giftig og fremkalder eksem hos mange mennesker. Bør aldrig plantes eller sås i privathaver.
Brandbæger (Senecio vulgaris) er en enårig plante, som kun formerer sig ved frø. Blomstrer næsten hele året rundt; frøet modner på kort tid. Håndluges eller fjernes ved hakning.
Enårig rapgræs (Poa annua) er et spinkelt græs, som findes på al dyrket jord. Fjernes ved håndlugning eller hakning.
Fuglegræs (Stellaria media) er en spinkel, enårig plante, hvis liggende stængler ofte slår rod. Håndluges.
Følfod (Tussilago farfara) har flerårige, meget dybtgående rødder, gule kurvblomster i det tidligste forår og senere store, hjerteformede blade. Findes på kold, dårlig drænet jord med højt pH. Opgraves.
Havepest (Campanula rapunculoides) er en smuk, flerårig klokkeblomst, som breder sig voldsomt med tykke pælerødder (» jomfrufingre«) og lange udløbere. Især i staudebedene kan den være et ondartet ukrudt, som er næsten umulig at fjerne. Opgraves.
Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris) er en enårig, ikke særlig besværlig ukrudtsplante, især urtebedene. Håndluges let.
Hønsetarm (Cerastium caespitosum) er en flerårig plante med hvide blomster og nedliggende, ofte rodslående stængler. Ofte i græsplæner.
Kortstråle (Galinsoga parviflora) er en kraftig, saftig, enårig kurvplante med ret uanselige blomster. Den har ligesom brandbæger en meget hurtig udvikling, men er nem at fjerne ved håndlugning.
Kvikgræs (Agropyrum repens) er et ondartet ugræs med flerårige, vidt forgrenede udløbere, som er vanskelige at komme til livs. Total opgravning eller udsultning er de eneste gode metoder.
Mælde (Atriplex hortensis) er en enårig, almindelig ukrudtsplante på næringsrig jord. Fjernes ved håndlugning.
Mælkebøtte (Taraxacum vulgare) er en velkendt, flerårig plante med dybtgående pælerod, frodiggrøn bladroset, skinnende gule kurvblomster og lette, elegante frøfnok. I græsplænen overlever den let græsslåning og kraftig færdsel. Den kan bedst håndluges eller punktsprøjtes med hormonmiddel i maj eller august. Sprøjt ikke på blomstrende mælkebøtter, som kan være fyldt med honningsøgende bier!
Nælde (Urtica dioica og Urtica urens) er henholdsvis den flerårige stor nælde og den enårige liden nælde. Begge trives kun på næringsrig, nitratholdig jord. Kan fjernes ved håndlugning (havehandsker!), udsultning eller opgravning med greb.
Skvalderkål (Aegopodium podagraria) er en kraftig, flerårig plante med underjordiske udløbere, som ofte gennemvæver rodnettet på omkringstående kulturplanter og derfor er vanskelig at fjerne. Udsultes eller opgraves med gravegreb en årrække i træk. Selv små stumper udløbere giver nye planter!
Vejbred (Plantago major og Plantago lanceolata) er rosetplanter, som især træffes i plæner og på gangarealer. Håndluges eller hakkes bort.
Ærenpris (Veronica filiformis) kan danne tætte tæpper i græsplænen, som helt kan dækkes af dens himmelblå blomster. Vanskelig at udrydde, men aldeles yndig i maj!
Træagtigt ukrudt
Træer som ask, ahorn og elm har frø, som let spredes med vinden, og hvis de spirer midt inde i busketter eller hække, kan de være næsten umulige at fjerne. Det nytter ikke at skære dem ned med beskæresaks eller ørnenæb; de skal graves op med rode.
Ukrudt som prydplanter
Langt de fleste ukrudtsplanter er meget smukke med fint, grønt løv, smukke blomster og elegante frøstande. Kun det »forkerte« voksested er årsagen til, at haveejer og gartner søger at udrydde dem. I naturen og på passende steder i haven kan de udmærket betragtes og anvendes som prydplanter, ikke mindst i naturhave, fritidshave og i blomsterengen. Gode eksempler på dekorativt »ukrudt« er forglemmigej, mælkebøtte, gåseurt, hvidkløver, okseøje, ridderspore, stedmoder og ærenpris. Ved særlige foranstaltninger som leslagning og rotorklipning skulle det være nemt at begrænse disse planters acceptable voksesteder.
Prydplanter som ukrudt
Til gengæld er der også mange af vore prydplanter, især stauder, der har en så stor tilbøjelighed til at brede sig på andre haveplanters bekostning, at de må betragtes som ukrudt. De kan ofte holdes inden for passende rammer ved nedgravning af lodrette plader af tagpap eller plasticfolie; eller de kan anbringes i nedgravede brøndringe, som hindrer planterødderne i at brede sig ud til alle sider. De vigtigste »ukrudtsplanter« blandt vore haveplanter er bjørneklo, elefantgræs, elm, guldnælde, guldbær, gyldenris, hyld, hønsetarm, høstasters, japanpileurt, jordskok, jødekirsebær, kermesbær, kæmpepileurt, løn, peberrod, staudesolsikke, svaleurt, tidselkugle og vorterod.
Se også artiklerne Blomstereng, Bunddække, Indikatorplanter og Vegetation samt de ovenfor omtalte planter under deres danske navn.