Logo

Beskærings­redskaber

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Beskærings­redskaber

God beskæring af havens træer, buske og blomster kræver gode og skarpe redskaber. Anvendes forkerte, sløve eller defekte redskaber, vil snitsårene blive ujævne og flossede og give mulighed for alle slags sygdomsangreb.

Til beskæring i en almindelig privathave hører en beskæresaks, en grensaks, en stiksav og en beskærekniv.

Beskæresakse (rosensakse) findes i to forskellige udgaver: enkeltskærende og dobbeltskærende. I havernes for­jættede land, England, anvendes i stor udstrækning de enkeltskærende typer. Alligevel bør de frarådes, da det snit, de efterlader, ofte er flosset og ujævnt. Den enkeltskærende saks har kun en skærende æg på den ene kæbe, mens den anden kæbe består af en flade af ret blødt metal. Derfor anbefales i stedet den dobbeltskærende saks, hvor begge kæber har en skærende æg. De to håndtag må ikke kunne åbnes læn­gere fra hinanden, end hånden kan gribe over, ellers bliver skærearbejdet for trættende. Saksen skal kunne låses, bedst ved en låsekrog oppe ved kæber­nes basis. En god beskæresaks kan let overskære en gren på et par cm's tykkelse. Men man bør ikke overbela­ste saksen ved at forsøge at lade den gnave sig igennem tykkere grene.

Til de tykke grene anvendes en gren­saks (et ørnenæb) med to kraftige, skærende kæber og to lige lange hånd­tag, som ved hjælp af et par gummipu­der på håndtagenes inderside holdes så langt fra hinanden, at hænderne ikke kommer i klemme, selv ved en kraftig bevægelse af redskabet. Til grene over almindelig nåhøjde anvendes topsaks, et slags ørnenæb, monteret på en lang stang af letmetal eller plast og styret af et kraftigt nylonreb. Til bortskæring af særlig tykke grene i træer og store buske anvendes en stiksav med et let krummet blad, der kan komme ind mellem grenene og ned i selv ret spidse grenvinkler. Stiksaven skal have et godt »udlæg«, så man nemt kan save i saftigt, grønt ved. Stiksaven kan mon­teres på samme stang af letmetal eller plast som topsaksen og anvendes, hvor man ikke kan komme til fra jorden eller fra en stige. Bøjlesave kan ligele­des anvendes til beskæring, men metal­bøjlen begrænser muligheden for at arbejde inde i en tæt trækrone.

Podeknive er kraftige beskæreknive, som egentlig er beregnet til at udføre podesnit med ved forædling af frugt­træer. På visse podeknive findes mod­sat den skærende æg en såkaldt bark­løsner, en flig, som ved okulerings­arbejder på roser er beregnet til at løsne barken, hvor okulations-øjet ind­sættes.

Til hækklipning anvendes en hække­saks med lange kæber og håndtag. Kæberne skal bue ganske svagt bort fra hinanden i længderetningen, men de­res spidser skal overlappe hinanden. Inderst på kæberne findes en udskæ­ring til overklipning af tykkere grene. Hækkesaksen bør dog ikke overbela­stes ved klipning af særlig tykke grene. Det bør foretages ved hjælp af et ørnenæb. El-hækkeklippere findes i mange modeller, af hvilke man bør foretrække typer med så kraftig motor, at de også kan klare tykkere grene. Alle beskæringsredskaber bør renses for snavs og plantesaft efter hver an­vendelse, og ved sæsonens slutning bør alle metaldele gnides ind i rustbeskyt­tende olie.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 4.642 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?
Effektiv reklame - klik her