Ukrudtsplanterne følger menneskets udbredelse over hele jordkloden. I Danmark er det enårige rapgræs (Poa annua) indslæbt med mennesket før den yngre stenalder. Vejbred har slimede frø, der klistrer sig fast på fodtøj og dyrepoter og på den måde spredes langs menneskeveje og dyrespor. Europæiske indvandrere bragte dem med til Amerika, hvor indianerne kaldte planten »den hvide mands fodspor«.
Andre planter hører oprindeligt hjemme i fremmede verdensdele, hvorfra de med handelsfolk og deres varer er blevet bragt til Europa. Farvegåseurt er først fundet herhjemme i 1796, skivekamille i 1852, og de to arter af kortstråle i henholdsvis 1870 og 1920erne. Sidst i 1700-tallet indførte man en klokkeblomst, hvis kødfulde rodstok gjorde den populær i køkkenhaverne, hvorfra, den siden har spredt sig som et meget besværligt ukrudt under navnet havepest.
De fleste ukrudtsarter spredes ved hjælp af frø. Nogle falder efter modningen ned på jorden og spirer her frem samme efterår eller følgende forår. Andre frø er udstyret med fnok eller frøuld og føres af vinden vidt omkring. Atter andre er besat med børster eller torne, som hager sig fast i dyr og mennesker og spredes på den måde. Ikke alle frø behøver bestøvning for at kunne spire. Det gælder blandt andet den almindelige mælkebøtte. Jordbunden er fyldt med ukrudtsfrø. Hver kvadratmeter landbrugsjord indeholder ikke mindre end 50.000 levende frø i pløjelaget, altså de øverste 20 cm. Fuglegræs er det mest almindelige ukrudt i Danmark. Det udgør næsten 10 pct. af samtlige ukrudtsplanter, og i hver kvadratmeter markjord findes der 2700 levende fuglegræsfrø! Mange ukrudtsfrø er meget holdbare. Ved udgravninger har man bragt 1700 år gammelt frø af gåsefod frem for dagens lys og fået det til at spire.
Alle frø kræver en vis mængde varme, fugtighed og ilt for at kunne spire, og det opnår frøene kun i de øverste to til fem centimeter jordlag. Dybereliggende frø vil først kunne spire, når det ved pløjning eller gravning bliver bragt nærmere overfladen. Hvis man derfor er for »omhyggelig« med sin efterårsgravning i køkkenhaven og graver for dybt, kan man risikere at bringe nye, store mængder ukrudtsfrø frem til spiring og vækst. Almindeligt frøukrudt er forholdsvis nemt at komme til livs. Langt værre er det at få bugt med de ukrudtsplanter, som breder sig ved hjælp af overjordiske eller underjordiske udløbere. Til de første hører lav ranunkel, tusindfryd og brunelle. Til de sidste regnes de værste ukrudstyper i haven: kvikgræs, skvalderkål, agertidsel, agerpadderok og agersvinemælk.
--