Man har flere forklaringer på oprindelsen til ordet narcis. Den mest prosaiske fortæller, at det stammer fra græsk narkao = bedøve og skyldes pinseliljens stærke duft. Den mest romantiske er fortællingen om Narkissos, der forelskede sig i sit eget spejlbillede i vandet og blev siddende og stirrede på det, indtil han var helt udtæret. Så fik Afrodite medlidenhed med ham og forvandlede ham til en smuk blomst, lys som hans hud, men med et brændende rødt hjerte. Mange digtere har anvendt dette motiv, og det er nok grunden til, at Linné døbte pinseliljen Narcissus poeticus.
Pinseliljen er en af havens stærkest duftende blomster.
Man kender omkring 30 arter narcisser, som alle stammer fra Middelhavsområdet; mest udbredt er de i den vestlige del. Mange af dem har været i kultur i flere hundrede år, og havefolk har altid arbejdet energisk på at udvælge og krydse de bedste.
Derfor har vi nu en ret uoverskuelig mængde havesorter, og det er uhyre vanskeligt at lave en inddeling efter afstamning. I stedet må man hovedsagelig gå ud fra blomsterformen og undertiden farven. Den første inddeling blev lavet i 1907-08, da man registrerede 1440 havesorter; men senere har man revideret inddelingen, og Royal Horticultural Society i London, der er internationalt anerkendt som den højeste autoritet med hensyn til narcisser, har nu registreret op mod en halv snes tusinde sorter.
Narcissus pseudonarcissus, den oprindelige trompetnarcis, blomstrer tidligere end havesorterne og egner sig især godt til vildhaven.
Et narcisløg består af en samling tæt sammenpressede, tykke, hvide løgskæl. De sidder fast på en løgkage og er omgivet af en brunlig løghinde, der oftest består af flere flossede lag, idet den er dannet af det nederste, indtørrede stykke af plantens blade fra de foregående år. Når et narcisløg danner sideløg, er det nye løg i de første år beskyttet af moderløgets løghinde, ligesom det sidder fast på den fælles løgkage, indtil det er kraftigt nok til at klare sig selv. Den bladløse blomsterstængel skyder frem fra midten af løgkagen, omgivet af de grønne blade, der enten er linjeformede eller trinde og trådformede. Saften fra både løg og stængel kan indeholde mange små nåle krystaller af det giftige salt kalciumoxalat; disse krystaller er spidse i begge ender og kan fremkalde udslæt på huden. Narcisblomsten har seks blosterblade og et sambladet bibloster, der ofte har en anden farve end blosterbladene.
Narcissus tazetta 'Canaliculatus' er en charmerende dværgnarcis, som findes vildtvoksende ved Rivieraen, men hos os trives den bedst i koldhus.
Der findes mange underarter af Narcissus pseudonarcissus; her ses nobilis, den ædle påskelilje, som stammer fra Pyrenæerne.
Vækstkrav: Narcisser foretrækker en velgødet, letmuldet, gerne noget kalkholdig jord, som helst skal have en ret neutral reaktion. De trives dårligt i sur jord eller stiv lerjord og kræver godt dræn. I vækstperioden vil de gerne have meget vand; men i hvileperioden efter afblomstringen bør de stå varmt og ret tørt. Det får de sjældent lov til her i landet, hvorfor hvileperioden er meget kort, så at de ofte begynder at sætte nye rødder, før bladene er visnet ned. Man bør aldrig fjerne de grønne blade, der skal samle næring til løget, men gerne blomst og frugtknude. En del narcisser, både arter og hybrider, kan ikke påregnes at være fuldt hårdføre i en streng dansk vinter, og da de samtidig sætter pris på fugtig jord om foråret, er det nyttigt med en let vinterdækning. Narcisser bør ikke omplantes og deles for tit; kun hvis blomstringen går tilbage og der kommer for
mange blade, er det nødvendigt. Omplantning sker bedst, lige før toppen er visnet helt ned, og man skal kun dele de grupper, hvor sideløgene let kan skilles fra moder løget. De største løg kan anvendes til drivning.
Hos Narcissus bulbocodium (Corbutaria bulbocodium) er bi kronen dominerende og blosterbladene uanselige.
Anvendelse: De mindre narcisser er uhyre velegnede til smågrupper i stenbedet; de større kan anvendes i staudebedet, i forgrunden af busketter, mellem stedsegrønne og i vildhaven. En gruppe narcisser i græsplænen ser ganske dejligt ud, men har den ulempe, at man ikke kan slå græsset, før toppene er visnet ned. Som afskæringsblomst er narcissen ideel, fordi man ikke svækker løget, selvom man fjerner hele blomsterstænglen, blot man lader bladene sidde. Endelig kan man have stor glæde af at drive narcisser frem i potter om vinteren og i det tidlige forår. Drivning: Det er sjældent, man har havens pliskeliljer i blomst til påske, men heldigvis er det let at drive dem frem til højtiden, og »juletazetterne« kan man også have i blomst til jul. Man vælger de største løg og sætter dem tidligt på efteråret tæt sammen i potter, der er så dybe, at planterne kan udvikle et ordentligt rodnet. Jorden kan være sand blandet kompost, og løgene lægges så dybt, at løgspidsen er i højde med potte kanten eller lidt over, men holder den øverste tredjedel af løget fri af jorden. Derpå graver
man potterne ned på et beskyttet sted i haven og dækker først forsigtigt med et lag sand, så potterne fyldes op, derefter med jord og blade eller grangrene. Påskeliljer kan tages ind fra sidst i januar. De kommer i blomst på 4-6 uger og drives først ved 10-12°C i mørke, til knopperne er godt en halv snes cm oppe; derefter tager man dem ind i lyset og driver videre ved 18-20°C. Juletazetten, sorten 'Totus Albus', kan drives ved ca. 15°C, og store tazetløg kan drives i fugtigt sand alene. Vil man have dem i blomst til jul, må man begynde midt i november.
'Mount Hood' er en af de bedste »hvide« påskeliljer.
De småkronede narcisser har en bikrone, der er større end pinseliljernes, men mindre end Incomparabilis-narcisserne, og i reglen er de fremkommet ved krydsning af sorter fra disse to grupper.
Arter: Arterne er gennemgående meget mindre end havesorterne, og de er ikke så almindelige i kultur. Mange af dem blomstrer meget tidligt, og med den umiddelbare charme, som miniatureudgaver ofte har, burde de finde mange flere liebhavere, end det nu er tilfældet.
Narcissus asturiensis er almindelig i de nordspanske bjerge. Den bliver kun 10 cm høj og har nikkende, gyldne blomster med en stor trompet, der er stærkt frynset i kanten. Den blomstrer i marts-april på en lun, solrig, veldrænet vokseplads.
Narcissus bulbocodium stammer fra Frankrig og Spanien, bliver 10-20 cm høj, har sivlignende grønne blade og blomstrer i april med en enkelt gul blomst på hver stængel. Blomsten har en stor, tragtformet bikrone, men små, nærmest uanselige blosterblade, og den afviger så meget fra de øvrige narcisser, at botanikerne har henført den til en særlig slægt, så at den nu hedder Corbularia bulbocodium.
Narcissus cyclamineus.
Narcissus cyclamineus kommer fra Den iberiske Halvø," men er noget vanskeligere i kultur. Den kræver en svagt sur jord og en varm, fugtig vokseplads. Den har gule blosterblade, der er så stærkt tilbagebøjede, at de virker som en forlængelse bagud af trompeten. Den bliver 15-25 cm høj og blomstrer i marts-april.
Narcissus jonquilla kaldes også sivnarcis p.gr. af sine smalle, sivlignende, grønne blade. Den har duftende, guldgule blomster på 20-30 cm høje stængler i april. Den kræver en lun vokseplads og vinterdække. Der findes en fyldt varietet, 'Flore Pleno'.
Narcissus juncifolius har trinde, tråd formede blade og stærkt duftende, gyldengule blomster med en meget kort bikrone. Den bliver kun 10-15 cm høj, har 1-5 blomster på hver stængel og er usædvanlig køn; den kræver en lerholdig, men veldrænet jord og vinterdække. Blomstrer i marts-april.
Narcissus poeticus, oprindelsen til vore pinseliljer, har været længe i kultur. Den har grågrønne. linjeformede blade og bliver 25-45 cm høj. Blomsten, som har en stærk duft, sidder enlig på stænglen og har renhvide blosterblade og rød bikrone. Den blomstrer i maj.
Påskeliljen er lige velegnet til havebrug, afskæring og drivning.
Narcissus pseudonarcissus (påskelilje) findes vildtvoksende, ikke blot i Middelhavslandene, men også f.eks. i Tyskland og England. Den har været dyrket siden oldtiden, og man har udviklet den til det, vi i dag forstår ved en typisk »påskelilje« med store, lidt fremadrettede blosterblade og en stor, klokkeformet bikrone, der er lidt kruset i randen. Nogle af sorterne er fyldte, og også de kan være meget gamle; 'Van Sion' kender man således fra midten af det 18. årh.
Narcissus tazetta har bånd formede blade og stærkt duftende, cremehvide blomster med 4-8 på hver af de ca. 30 cm høje stængler. Arten er desværre ikke hårdfør hos os, men kan dyrkes i koldhus og blomstrer i marts-april.
Narcissus triandrus har hængende, cremehvide blomster med en stor, bægerformet bikrone og tilbagebøjede blosterblade. Den blomstrer i april-maj med 2-5 blomster på hver af de 15-30 cm høje stængler. Den kaldes også engletårer eller orkidénarcis.
Sygdomme og skadedyr: Narcisser kan angribes af gråskimmel og andre svampesygdomme, virus, løgmider, narcisfluelarver og nematoder (narcisål). Angrebene afsløres ved svækket vækst og forringet blomstring; ofte kommer der brune eller sorte pletter på bladene, eller de bliver seglformede og ligger på jorden. Syge planter bør straks opgraves og anbringes i skraldeposen ikke i komposten - men bortset herfra er det noget vanskeligt at bekæmpe disse sygdomme effektivt, og det betaler sig næppe i den private have. Derimod kan man forebygge angreb ved at undersøge sine løg grundigt før udplantningen og kassere dem, der har svampebelægninger eller sortbrune løgskæl, samt alle bløde og beskadigede løg, da angrebene ofte kommer, hvor der i forvejen er sårdannelser.