Rabarber er en af de ældste kulturplanter, som antagelig har været dyrket for 5000 år siden i Kina, hvor den er omtalt i medicinske urtebøger. Planten kom til England i det 16. årh. via Volgaområdet i Ukraine. Den indførtes som lægeurt, og langt op mod vor tid var rabarberrod en efterspurgt medicinalvare, der virkede regulerende på maven. Først i det 18. årh. blev planten anvendt i køkkenet og er således ret ny som køkkenurt.
Slægten består af stauder med tykke rhizomer og langstilkede, meget store, skræppelignende, håndnervede blade og cremehvide blomster i en rigtforgrenet stand. Frugten er en trekantet nød.
Vækstkrav: Rabarber kan vokse på samme sted i 5-10 år; den er hårdfør og stiller ikke store krav til voksestedet. Planten trives bedst i en muldrig jord med godt dræn. De rødstilkede sorter vokser bedst i en let alkalisk jord, pH 7,5-7,8, mens de grønstilkede sorter også trives på jorder med et lavere reaktionstal. Ønskes en stor høst, bør planterne hvert år gødes godt med kali og kvælstof, og tilførsel af staldgødning om vinteren giver et godt resultat.
Pleje: Da rabarbersorter ikke er konstante ved frøudsæd, formeres de ved deling af ældre blokke i det tidlige forår. Udplantes med 100-150 cm's afstand.
Arter: Haverabarber (Rheum rhabarbarum) bliver ca. 1,5 m høj med helrandede, bulede blade. De dyrkede rabarber menes at stamme fra en række krydsninger mellem flere arter. Der findes mange sorter, som adskiller sig fra hinanden ved forskellig stilklængde, -farve og -tykkelse samt i tidlighed. Sorterne inddeles efter stilkfarven i grønhudede og grønkødede. der giver de fleste og groveste stilke; rødhudede og grønkødede, samt rødhudede og rødkødede, der anses for at være de bedste, men mindst yderige.
De vigtigste sorter er 'Linnæus', tidlig, med fine, stærkt farvede stilke; 'Victoria' med grove, grønlige stilke, ret sildig; og 'Vinrabarber' eller 'Marshall's Early Red' med fine, tynde, saftige, blodrøde stilke.
Stilkene trækkes ved et ryk fra planten, der kan producere 20-50 stilke i forsommeren. Ønskes så mange stilke som muligt, bør blomsterstanden fjernes, så snart den viser sig. De saftige stilke bliver anvendt på mange måder, og tidligere blev de unge blade brugt som spinat. Den syrlige smag skyldes indhold af æble- og oxalsyre. Oxalsyre kan i større mængde give forgiftninger. F.eks. indeholder 500 g rabarberbladmasse tilberedt som spinat 2,5 g oxalsyre; 10 g oxalsyre til et voksent menneske og 3-4 g til børn virker som gift og er farligt at indtage.
Kejserindens forklæde (Rheum alexandrae) bliver 90-120 cm høj med blegt gule højblade i blomsterstanden.
Kongerabarber (Rheum alexandrae) bliver godt meterhøj, bladene er ægformede med hjerteformet grund, og Radeløv under hver del af blomsterstanden sidder et gulligt højblad eller støtteblad, som er slapt nedhængende. Det har givet planten det folkelige navn »kejserindens forklæde« til minde om kejserinde Alexandra af Ukraine.
Kronerabarber (Rheum palmatum var. tanguticum) har store fligede, spidslappede blade. Den indtil 2,5 m høje blomsterstand er ret smal. En meget dekorativ prydplante, der kræver god plads.
Lægerabarber (Rheum officinale) bliver ca. 2,5 m høj og har indtil 1 m lange stilke. Bladene er noget lappede.
Prydrabarber (Rheum emodi) har mørkt purpurfarvede blomster og bladstilke.
Prydrabarber fra Himalaya bliver 2,5 m høj. Blomster og bladstilke er mørkt purpurfarvede.