Solsikke, fotograferet i Nordsjælland, med 89 spiraler, der går mod uret, og 144, der går med uret.
Planternes opbygning har ofte en vis regelbundethed. Blade, knopper, grene og blomster sidder ikke tilfældigt spredt på planterne; der er et vist system i dem, og man fornemmer, at planternes cellekerne, der indeholder anlæggene for de arvelige egenskaber, som er specifikke for hver planteart, styrer plantens udvikling i en bestemt rytme. Ser man på en række kurvblomster, f.eks. solsikken, ses der en tydelig regelbundethed i placering af blomsterne og senere frøene. Der er to spiralsæt, et, der går med uret, og et, der går mod uret, så at der fremkommer en dobbeltspiral. Spiralkurven skærer overalt radierne i samme vinkel og er således en logaritmisk spiral. Prøver man at tælle antallet af spiraler, der går henholdsvis med og mod uret, finder man i en solsikke 34 spiraler, der går mod uret, og 55, der går med uret; i andre solsikker er forholdet 55:89, 89:144 eller 144:233. Det mærkelige er, at disse tal alle er talpar i den såkaldte fibonacci-række, opkaldt efter Leonardo Fibonacci (1175-1250), hvis tal alle fremkommer ved at lægge de to foregående tal sammen.
Mens en række planters spiralantal ligger som to på hinanden følgende talpar i Fibonaccis talrække, er bladene hos æble og porre også arrangeret i dobbeltspiraler; men tallene ligger som hvert andet talpar i fibonacci-rækken. Kartebolle har det dobbelte af Fibonaccis talpar 13:21, nemlig 26:42.
