Lindeallé af parklind (Tilia vulgaris). Ensartede træer med grenfrie stammer og hvælvede kroner. Anvendt i historiske haveanlæg og i i nutiden som vej træer og gadetræer.

Ordet alle stammer fra det franske aller = at gå. En alle er altså en promenade, en spadserevej eller ride­vej, på begge sider indrammet af trærækker . I modsætning til en træbe­plantet vej eller gade havde alleen en arkitektonisk virkning, som vi kender fra de store alleer i den franske have­kunst. Mange af disse alleer er bevaret i vore slotshaver og herregårdshaver. Her anvendte man især linden som allétræ. Lindetræet havde mange egen­skaber, der gjorde den velegnet som allétræ: den kunne trives på de fleste jordtyper, tålte blæst og træk, og frem­for alt tålte den beskæring og tilbage­skæring, hvor en begrænset plads gjor­de det nødvendigt at formindske træets størrelse. Endelig har linden en meget høj levealder, hvorfor vi stadig kan glæde os over de lindealleer , der blev plantet så langt tilbage som i begyndel­sen af 1700-tallet. Den ældst kendte alle i Danmark er Husalleen i Rosen­borg Have i København. Den blev plantet i Christian den Fjerdes rege­ringstid, og den lever stadig i bedste velgående.

Lindeallé i slotshaven ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Træerne er kraftigt beskåret.

Danmarks ældste allé førte op til Ledreborg og var ca. 5 km lang. Den blev fældet 1977.

Pleje: I renæssancens haver bestod alleerne ofte af stammede hække, hvis

kroner blev klippet både på siderne og i toppen. Topskud og sideskud blev bundet ned til vandret stilling for at gøre hækken tæt og sammenhængen­de. Man talte også om »arkadehæk­ke«. I visse perioder fik træerne lov til at vokse frit og naturligt, indtil kroner­ne blev så store og skyggegivende, at man foretog drastiske tilbageskærin­ger. Det foregik ved nedhugning af toppen ved hjælp af økser, ofte til få meter over jorden. Fra sårfladerne skød nye, kraftige, lodrette stamme­grene til vejrs, mange parallelt ved siden af hinanden. Resultatet blev de såkaldte »kandelaberlinde«, som vi stadig ser i mange slotshaver. Siderne af alletræernes kroner blev beskåret ved hugning med sabel, en metode, som nu er afløst af elektriske hækklip­pere. Almindelige vej træer klippes og beskæres ofte på samme måde som de historiske alletræer, ikke af arkitekto­niske grunde, men af hensyn til lys og luft til beboelseshuse, til trafikken og til luftledninger.

De historiske alleer i Danmark nærmer sig deres aldersgrænse. Man søger der­for med ofte drastiske midler at forlæn­ge levealderen. Man forestiller sig, at bortskæring af halvdelen af kronen skulle forynge resten af træet med mulighed for at leve endnu nogle år­tier. Sår og hulheder renses og fyldes

med plastplomber. Sårfladerne beskyt­tes med desinficerende midler, så der dannes ny kallus fra sårrandene. Se nærmere under trækirurgi.

Arter: En lang række af vore mest almindelige træarter er velegnet til plantning som alletræer: ahorn, avn­bøg, ask, birk, elm, hjertebladet el, tyrkisk hassel, hestekastanje, lind, pa­radisæble, platan, spidsløn, søjle-eg, røn og tjørn. De fleste er kraftige og grådige træer, der ikke bør plantes i mindre haver. Til en »miniature-alle« i en lille have kan man anvende paradis­æble, søjle-eg, røn eller tjørn. Slanke former af æble og pære kan også be­nyttes.