Udtale: lncar'villea Familie: Bignoni'acae Type: Staude med tykke, kødede rødder Hvor: Fugtig, men veldrænet muld, fuld sol Hvordan: Frø, rodskud

Familie:

Plantetype: .

Voksested: .

Højde: 30-100 cm.

Blomstring: Maj-juli.

Formering: Frø.

Af slægten Incarvillea kender man 12 arter, som overvejende findes i Kina, Tibet og Turkmenistan. Navnet er gi­vet til ære for den franske missionær Pierre le Cheron med tilnavnet Pieter d'Incarville, der i slutningen af 18. og begyndelsen af 19. årh. i Kina studere­de plantevæksten og samlede frø og andet materiale, der blev tørret og sendt hjem til Frankrig. Frøene skaffe­de de botaniske haver i Vesteuropa mange tusind nye planter, blandt dem Incarvillea.

Havegloxinia (lncarvillea delavayi).

Havegloxinia har en kort, tyk, kødet rodstok, der står lodret i jorden. De grønne blade er fjersnitdelte og sidder i en grundstillet roset. Blomsterne er store og trompetformede med tilbage­bøjet krave; hos de fleste arter er de røde, kun en enkelt er gul. De har meget ringe holdbarhed efter afskæ­ring.

Vækstkrav: Havegloxinia trives bedst på en noget kalkholdig, veldrænet sandmuld i fuld sol. Den kræver rigelig fugtighed om foråret og i sommerti­den, men tåler ikke våd jord om vinte­ren. Er jorden ikke tilstrækkelig vel­drænet, kan det være nødvendigt at grave rodstokkene op og opbevare dem frostfrit i tørvemel vinteren over, selvom ældre havegloxinia-planter ikke sætter pris på omplantning. De fleste arter kræver vinterdækning, og kun Incarvillea delavayi er fuldt hård­før hos os. Det gælder dog ikke de yngste planter, der har en spinkel rodstok; dem bør man vinterdække med granris eller visne blade. Havegloxinia viser sig først sent på foråret over jorden. Den blomstrer i maj-juli og forsvinder igen fra jordo­verfladen tidligt på efteråret, hvorfor man bør lade den afløse af sentblom­strende stauder som abeblomst eller høstanemone.

Formering: I reglen vil en plante kun­ne levere adskillige aflange frøkapsler , der indeholder ret store frø, som man let får til at spire efter udsåning i bænk eller potte om foråret. Om efteråret har man småplanter, og de blomstrer den følgende sommer. Man kan også købe småplanterne i potter til udplant­ning.

Arter:

Incarvillea delavayi er den mest almindelige art. Den bliver 50-70 cm høj og bærer mange mørkerøde eller rosenrøde blomster med gult svælg i juni-juli. Det er en af de mest hårdføre havegloxinia, mens den lavere sort 'Bee's Pink', der har meget smukke, rosafarvede blomster, desværre er sart.

Incarvillea lutea har gule blomster og kan blive omkring 1 m høj; men den er så frostfølsom, at den ikke kan trives på friland.

Incarvillea mairei har smukke rosenrø­de blomster, der fremkommer i maj-­juni. Incarvillea mairei var. grandiflora har større og mere mørkerøde blom­ster. Hele planten bliver imidlertid kun 15-30 cm høj. Den er ret hårdfør, men bør alligevel vinterdækkes.