Kopulation er latin og betyder sam­mensmeltning eller forbindelse. Ved kopulation forstår botanikere og zoo­loger den sammensmeltning af to køns­celler, som er grundlaget for al kønnet forplantning. Resultatet af kopulatio­nen er dannelse -af en celle, som inde­holder begge de kopulerede kønscel­lers kromosomsæt, altså deres arvean­læg, og som kan udvikle sig til et nyt individ.

Gartnere og havebrugere anvender og­så betegnelsen kopulation for en enkel podningsmetode, der anvendes, når podekvist og grundstamme har samme tykkelse. Begge tilskæres med lige lan­ge skråsnit, og de to snitflader lægges mod hinanden, ombindes med bast og smøres med podevoks.

Kopulation foretages bedst tidligt om foråret, fra sidst i februar til sidst i april. Podekvistene skæres af moder­planten tidligt på vinteren og opbeva­res i tørvestrøelse på et beskyttet sted, så de dels ikke tørrer ud, dels ikke får sol og varme, som kan vække dem af vinterdvalen. Podekviste skæres bedst af unge, sunde skud.

Skal man fremstille nye træer, bruges grundstammer, som er plantet ud om

efteråret før podningen; men kopula­tion foretages også på ældre grund­stammer, hvor okulation er slået fejl. Grundstammerne er da ca. et år ældre. Kopulation kan også bruges ved om­podning af ældre frugttræer, som Øn­skes forsynet med grene af en anden, bedre sort. I dette tilfælde må de grene, der skal podes på, ikke være for gamle. Ved ompodning skæres træet tilbage et år før ompodningen, så det danner unge skud, som er gode at kopulere på.

Den simpleste form for kopulation består i, at grundstammen eller grenen klippes ned til den ønskede højde, hvorefter der skæres et 3-4 cm langt skråsnit op til afklipningsstedet. Ne­derst på podekvisten skæres et tilsva­rende skråsnit , hvorefter podekvisten foroven skæres over en knop. Snittet på podekvisten presses derefter mod grundstammens skråsnit, så at vækstla­get (kambiet) fra de to dele kommer i kontakt på så stort et stykke som muligt; vækstlaget er cellevævet mel­lem ved og bark. Derefter vikles bast om de to plantedele, så at de holdes fast, og samlingen dækkes med pode­voks, så der ikke er en eneste udækket plet. Såret, hvor podekvisten foroven blev klippet over en knop, dækkes også med podevoks; podevoksets op­gave er at forhindre udtørring. Kopulationen bliver bedst, når grund­stamme og podekvist har samme tyk­kelse. Podekvisten bør aldrig være tyk­kere end grundstammen eller grenen; at den er tyndere, er ikke så slemt. Er grundstammen eller grenen tykkere end podekvisten, bør man prøve at lave skråsnittet, så at det passer til podekvistens snit.

Mange begyndere har svært ved at holde podekvisten på plads under bin­dingen og påsmøringen af podevoks og bliver derfor skuffede over resultatet. Dette kan dog afhjælpes, hvis man bruger kopulation med tungesnit.

Tungesnit: Grundstamme og ædelris skæres til som ovenfor nævnt. Derefter skæres et ca. 2.cm langt snit på langs ned gennem grundstammen mellem grundstammens øverste spids og mar­ven, lidt nærmere marven end spidsen. På podekvisten skæres et tilsvarende snit mellem skråsnittets spids og mar­ven. Ved samlingen af grundstamme og podekvist presses podekvistens øverste flig ned i grundstammens snit; grundstamme og podekvist vil da klemme sig fast til hinanden. Vækstla­gene skal røre ved hinanden på så stor en flade som muligt. Når samlingen er sket, bindes der, og der dækkes med podevoks. Tungekopulationen har den fordel, at sammenvoksningsoverfladen mellem grundstamme og podekvist bli­ver større end ved simpel kopulation. Kopulation anvendes foruden til frugt­træer også ved formering af gyvel, storblomstrede klematis m.fl.

Se også artiklerne Okulation, Ompod­ning, Podning, Spaltepodning og Triangulation.