Kork er et tæt overhudsvæv af døde, luftfyldte celler, hvis vægge er fortyk­ket af korkstof, suberin. Hos vedagtige planter erstatter korkvævet den første overhud, efterhånden som den bliver for snæver p.gr. af tykkelsesvæksten i stammer og grene. Hos urteagtige planter kan den beskytte underjordi­ske forrådsorganer som kartofler og anemone-jordstængler eller dannes i sår på stængler og blade. Hos vedagti­ge planter kan den dannes i knopskæl og under løsningsvævet. før løvbladene afkastes.

De døde korkceller dannes udad fra et særligt vækstlag, som indad mod plan­telegemet kan danne et lag af levende celler. Forskelligheder i korkvækstla­gets størrelse, form, placering, levetid og evne til at vokse og forny sig er den væsentligste grund til, at de forskellige træarters bark er så karakteristisk. Bø­gens korkvækstlag vokser sammen med resten af stammen og fortsætter med at danne nye korkceller til erstat­ning for de gamle, som falder af i tynde flager; derfor er bøgebark glat og hel. Det samme sker hos birk; men her er der årringe i korken, fordi de celler, der dannes først på året, er mere tyndvæggede end de, der senere kom­mer til. Desuden indeholder nogle af cellerne små harpikskorn; det er lysets tilbagekastning fra luftrummene mel­lem dem, der får barken til at se hvid ud.

Som regel har korklaget en begrænset levetid og deltager ikke i stammens tykkelsesvækst. I stedet dannes der nye korkvækstlag længere inde i bar­ken. Disse vækstlag kan have forskellig form og udstrækning. Hos ribs er de cylindriske; derfor falder barkens yderste korklag af i strimler på tværs af grenene. Hos eg ligger korkvækstlage­ne som striber i barkens længderet­ning, så at den efterhånden revner i lange skorper. Vækstlagene under fyr­rebark har urglasfacon, hvorfor kork­cellelagene falder af i større eller min­dre skæl. Også platanens bark skaller af; men mens det hos fyrren sker lidt efter lidt, sker det hos platanen på en gang i slutningen af vækstsæsonen. Korkdannelsen i sår har stor betydning for planterne, idet den beskytter dem mod svampeangreb og udtørring. Træ­ets evne til at danne sårkork udnyttes ved fremstiHingen af kork fra kork­egen. Det første korklag er ret hårdt; men når træet er ca. 20 år gammelt, skræller man korken af helt ind til de inderste levende korkvævsceller. Der­efter anlægger træet nye korkvækstlag, som danner den bløde sårkork, vi kender fra flaskepropper.

Inden træerne fælder bladene eller ka­ster frugterne, danner de under løs­ningsvævet et korklag, hvis funktion er nøjagtig den samme som sårkorkens. Plantelegemets indre har også brug for at udveksle luft med omgivelserne; det sker via porer (lenticeller, se denne artikel) i korken. Korkporerne dannes ofte under gamle spalteåbninger i overhuden, og hos de arter, hvor kork­vækstlaget ikke udskiftes, må de vokse i takt med stammen. Man kan se dem som lange, tværgående spalter i barken på ældre, hvide dele af birkestammer. Barken af korkeg (Quercus suber) an­vendes industrielt. Se artiklerne Eg og Bark.