- Tulipanløg - køb, plantning og pasning

Tue, 04 Aug 2009 14:01:17 +0200

Om efteråret hænger pakker med tulipanløg side om side i supermarkederne, men hvis du vil have et større udvalg, eller hvis du vil vælge selv blandt løse løg - hvilket gør dem billigere - må du en tur på planteskole eller i et havecenter. Er du ude efter en speciel sort, eller skal du bruge store mængder, betaler det sig at bestille løgene, evt. fra en specialist, i god tid. Når du selv vælger løg, så tag de bedste. Kig efter store, tunge løg, helst 11 eller 12 cm - jo større løg, jo større blomst. Det brune lag yderst (skællene), der beskytter løgene, skal være så helt som muligt. Lad udtørrede løg ligge. Det samme gælder løg, der virker kridtagtige eller ser ud, som om de har dråber af brun lim på sig - sidstnævnte er tegn på, at de har været i kontakt med "surt" råd. Men den overfladiske blå mug, der sidder på skællene, er ikke noget problem, så længe løgene er sunde - gnid muggen af, og opbevar løgene tørt, til du skal lægge dem.

Køber du pakker med løg, så åbn dem, så snart du kommer hjem, og fjern eventuelle inficerede løg. Opbevar løgene, bredt ud på et plastic- eller metalnet, på et køligt, tørt og mørkt sted, til de skal lægges. (Nogle mennesker får voldsom kløe af at røre ved tulipanløg, så tag handsker på, hvis du har følsom hud. Tulipanløg er giftige at spise, så opbevar dem utilgængeligt for børn.)

At købe tulipaner i potter

Urtepotter med tulipaner, hvis knopper lige lader farven ane, er et fristende syn om foråret. Fordelen er, at de er kommet uskadt gennem vinteren og helt sikkert vil blomstre. Og om foråret kan man præcis se, hvor der er brug for lidt ekstra farve. Men medaljen har en bagside: Du kommer til at betale meget pr. løg, og udvalget er begrænset. Kvikke haveejere klarer dette ved at lægge løg i potter om efteråret, så de er klar til udplantning, når det bliver forår.

Plantning - hvornår og hvordan

Næsten alle forårsblomstrende løgvækster skal lægges om efteråret, men tulipaner er en undtagelse: De kan lægges fra midt på efteråret til den tidlige vinter. Sen plantning giver stadig et imponerende blomsteropbud, og blomstringen vil kun være en uge eller to kortere sammenlignet med løg, der blev lagt tidligere på efteråret. Det ideelle tidspunkt er midt til sidst på efteråret. Gøres det tidligere, er bladene, når de spirer om foråret, sårbare over for svampesygdomme og frostskader.

Tulipanløg skal helst lægges dybt - en dybde på 10 cm er minimum, og 15 cm er bedre. Lægger du løgene endnu dybere (20- 25 cm), kan du lade dem blive i jorden og plante sommerbedet ovenpå. Nogle gange lader det sig ikke gøre at plante dybt - eksempelvis hvis muldlaget er tyndt, eller hvis du har i hundredvis af løg, der skal lægges, og ikke meget tid. I så fald rækker det med en plantedybde på 5-8 cm, hvis du kun vil behandle tulipanerne som etårige.

En såkaldt løgplanter eller en stor plantepind lavet af et gammelt træskaft fra en spade, gør plantningen hurtigere og nemmere, end hvis du bruger en planteske. Skal du lægge mange løg eller lægge dem i en græsplæne, anbefales en løgplanter med langt skaft. Alternativt kan du skære plænen op med en skarp spade og rulle græsset tilbage. Kun få løgplantere går dybt nok ned til løg, der skal blive i jorden i årevis. Skal de det, må du bruge en spade.

Det rigtige sted

Så længe løget ikke rådner i vandlidende jord i løbet af vinteren, er du stort set sikker på at få en tulipan, uanset jorden eller stedet. En plads med lys fra alle sider vil producere mere lige stilke, hvilket er vigtigt for de høje sorter, mens blomsterne holder længere på en beskyttet plads.

Men hvis du gerne vil have løgene i flere år, bliver den rigtige placering meget vigtigere. Tulipaner trives bedst i veldrænet jord på et sted, der er varmt og tørt om sommeren, når løgene er i dvale - det vil sædvanligvis sige en solrig placering, men de kan også tåle delvis skygge. Har du problemer med våd jord, kan du måske forbedre dræningen ved at grave havekompost eller grus ned, men der skal store mængder til, så overvej i stedet for at dyrke tulipaner i hævede bede med veldrænet topmuld eller i krukker og kummer.

Bede og rabatter

Vælg et solrigt sted i bedet, jo længere tilbage, jo bedre, så de voksende stauder skjuler tulipanernes visnende blade. Fordel løgene lidt tilfældigt, enten i grupper på 20 eller mere, hvis du vil have en farveplet, eller i klynger, der snoer sig ind og ud mellem andre planter.

Lavet hul, og læg et løg i det med spidsen opad. Kom jorden oven på løget igen, og tryk den godt sammen med hænderne. Skal løgene lægges i lag, graves med en spade et hul, der er 20 cm dybt og 1 meter på hver led. Læg det første lag løg, dæk med jord, og læg derefter det næste lag, og så fremdeles.

Når du skal anlægge et bed med udplantningsplanter, så afmærk området og placer først udplantningsplanterne med 30 cm's mellemrum - dog kun 15 cm mellem små planter og dværg sorter. Plant planterne og derefter tulipanerne, sædvanligvis med 15 cm's mellemrum.

Rækker

En lige række tulipaner, der står opmarcheret, tager sig flot ud i et stramt havedesign, især hvis man har et smalt bed langs en stedsegrøn hæk eller en mur. Dyrkning i rækker er også en god ide, når tulipanerne dyrkes som snitblomster, hvilket kan ske i køkkenhaven. Vil du gerne dyrke tulipaner som snitblomster, er triumph- og darwin-hybriderne dem, der bruges kommercielt, men overvej også de mere usædvanlige eller dyre muligheder, fx de liljeblomstrende, viridiflora- eller papegøjetulipanerne. Undgå jord bårne sygdomme ved at lade tulipanerne indgå i et treårigt sædskifte - tulipaner trives i jord, hvor der året før har været kartofler.

Skal tulipanerne dyrkes i række, afmærkes en lige række ved hjælp af en snor. Graven rende på mindst tre gange løgets højde, og læg løgene med lige store mellemrum, 5-15 cm, alt efter sort. Dæk løgene med jord, og tryk jorden sammen med foden. Sæt et lille skilt med navnet på sorten.

Pleje

Der kræves ikke den store indsats, når løgene er lagt, bortset fra vanding, hvis jorden er meget tør, medmindre du har problemer med mus, egern, skadedyr eller sygdomme (se - Tulipanproblemer), eller hvis løgene også skal blomstre de følgende år. Hvis det er tilfældet, og vinteren har været meget våd, og hvis du har veldrænet jord, så tilsæt gødning, når tulipanerne begynder at vokse. Brug en N-P-K-gødning, der har et lavt kvælstof-, men højt kaliindhold, i det tidlige forår, eller en tomatgødning en gang om ugen efter blomstringen, til bladene er visnet. Hvis jorden er næringsrig, kan du undlade at gødske. Fjern visne blomster straks, så plantens energi føres tilbage til løget.

Tag løgene op, når bladene er visnet. Lad dem tørre, og børst jorden af dem, før de lægges til opbevaring et sted med god udluftning, til de skal lægges igen til efteråret. Er bladene endnu ikke visnet, før tulipanerne må vige for udplantningsplanter, kan du enten flytte dem til et andet sted i haven, så bladene kan visne videre, eller du kan lade løgene tørre og lægge dem til opbevaring.

Plantning i krukker

Krukker og potter bør være mindst 30 cm på tværs og i dybden, selvom 20-25 cm er nok til vildarterne. Tulipanerne plantes normalt tættere end i et bed, så de bør kasseres hvert år. Brug i så fald den pottemuld, du normalt foretrækker. Læg et lag potteskår over drænhullerne og et ca. 10 cm tykt lag kompost ovenpå. Læg tulipanløgene, begyndende i midten; de må gerne ligge tæt, men ikke røre hinanden. Dæk dem med kompost, så spidserne netop er synlige. Plant derefter underplantningen (eller endnu et lag løg), og fyld denne gang også ud langs pottens kant. Kom mere kompost på, så det når 2,5 cm under kanten, tryk jorden sammen, og vand godt. Vand regelmæssigt, når bladene begynder at vokse. Hvis løgene skal genudplantes i haven, skal de have flydende gødning, når bladene for alvor vokser, og igen når knopperne begynder at dannes.

Haven i september

Mon, 10 Aug 2009 11:35:16 +0200

Staudebedet sætter kulør på septemberhaven. Staudebedet skal være frodigt, og planterne skal stå tæt. Et udsnit af et stort staudebed viser her de statelige, gule pragtrølliker (Achillea filipendulina) og elegante, violette salvie (Salvia nemorosa).

Aktuelle planter

Havearbejdet generelt

Arbejde med jorden

Arbejde med planterne

Plantebeskyttelse

Arbejdet i de enkelte haveafsnit

Aktuelle planter

Klematis (Clematis 'Jackmannii')

Skønhedsøje (Coreopsis verticillata)

Paradisæble (Malus 'John Downii')

Høstanemone (Anemone japonica)

Solhat (Rudbeckia fulgida var. sullivantii)

Høstasters (Aster hybridus )

Stormhat (Venusvogn) (Aconitum hybridum).

Gyldenris (Solidago 'Leraft').

Tidløs (Nøgne jomfruer) (Colchicum autumnale)

Træer og buske

Hedelyng, rosa, purpur, violet (Calluna vulgaris)

Hibiskus, hvid, rosa, rød, blå (Hibiscus syriacus)

Hortensie, hvid (Hydrangea arborescens 'Grandiflora')

Hortensie, rosa (Hydrangea macrophylla 'Bouquet Rose')

Kaprifol, gul/rød (Lonicera heckrottiii

Klematis, storblomstrede sorter i hvidt, rødt, blåt, violet (Clematis hybrida)

Klematis, gul (Clematis tangutiea)

Klokkelyng, rosa (Erica tetralix)

Liljekonvalbusk, hvid (Clethra alnifolia)

Potentil, gul, hvid (Potentilla frutieosa)

Skægbusk, blå (Caryopteris clandonensis)

Sommerfuglebusk, lilla, violet, rosa, rød, hvid (Buddleja davidii)

Sølvregn, hvid (Fallopia aubertii = Polygonum baldschuanicum)

Tamarisk, rosa (Tamarix gallica)

Trompetblomst, gul, rød (Campsis radicans)

Trompetkrone, hvid (Catalpa erubescens)

Stauder

Asters, blå, violet (Aster amellus)

Bakkestjerne, blå, violet, hvid, rosa (Erigeron)

Dagøje, gul (Heliopsis helianthoides)

Drejeblomst, hvid, violet (Physostegia virginiana)

Funkia, hvid, blå (Hosta)

Guldasters, gul (Chrysopsis villosa)

Gyldenris, gul (Solidago hybrida 'Leraft')

Hestemynte, hvid, rosa, rød, violet (Monarda didyma)

Høstanemone, hvid (Anemone japoniea)

Høstasters, violet, blå, purpur, rød, hvid (Aster hybridus)

Høstfloks, mange farver (Phlox paniculata)

Kattehale, lilla (Lythrum saliearia)

Lyngasters, hvid (Aster erieoides)

Nøkketunge, gul (Ligularia tangutiea)

Okseøje, hvid (Chrysanthemum leucanthemum)

Pudeasters, rosa, lilla, blå (Aster dumosus)

Salvie, blå, violet (Salvia nemorosa)

Skabiose, blå, hvid (Seabiosa caucasiea)

Skønhedsøje, gul (Coreopsis verticillata)

Snebynke, mælkehvid (Artemisia lactiflora)

Solbrud, rød, bronze, gul (Helenium hybridum)

Solhat, gul (Rudbeekia deamii)

Solsikke, gul (Helianthus laetiflorus)

Sølvlys, hvid (Cimicifuga racemosa)

Valmue, islandsk, gul, orange (Papaver nudieaule)

Valmue søster, gul (Meconopsis cambrica)

Vinterasters, alle farver ÷ blå (Chrysanthemum indicumi

Løg og knolde

Dahlia, georgine, alle farver ÷ blå (Dahlia variabilis)

Pragtlilje, hvid, rosa (Lilium speciosum)

Tidløs (nøgne jomfruer), lillarosa (Colchicum autumnale)

Sommerblomster

Antilopeøje, orangegul (Venidium decurrens)

Balsamin, rød, hvid, rosa (Impatiens walleriana)

Blomsterkarse, gul, orange, rød (Tropaeolum majus)

Blåkvast, blå, violet (Ageratum houstonianum)

Fløjlsblomst, gul, orange, bronze (Tagetes patula)

Frøkenhat, alle farver ÷ blå (Zinnia haageana)

Jernurt, hvid, blå, purpur, rød (Verbena hybrida)

Lobelie, blå, hvid, rød (Lobelia hybrida)

Petunie, hvid, blå, rosa, purpur, rød (Petunia hybrida)

Salvie, blå (Salvia patens)

Solknap, gul (Sanvitalia proeumbens)

Sommerasters, hvid, blå, rosa, rød (Callistephus chinensis)

Sommerfloks, hvid, gul, rosa, rød (Phlox drummondii)

Sommerfuglekarse, gul (Tropaeolum peregrinum)

Studenternellike, rød, rosa, hvid (Dianthus barbatus)

Tobak, rød, hvid (Nicotiana affinis)

Trompettunge, hvid, blå, gul, violet, rød (Salpiglossis sinuata)

Valmue, mexicansk, gul (Hunnemannia fumariifolia)

Ærteblomst, hvid, gul, blå, violet, rosa, rød (Lathyris odoratus)

Havearbejdet generelt

I september er det stadig sommer. Både luft og jord er så varm, at næsten alle havens planter er i fuld vækst. Derfor kan man sagtens fortsætte med sommerens havearbejde. Der kan plantes, vandes, beskæres og luges. Blot en ting skal man lade være med. Planterne skal ikke længere have gødning. Hvis man fortsætter med at give kunstgødning på denne årstid, vil planterne blive pirret til at fortsætte væksten alt for langt hen på efteråret. De nyudviklede planteceller i blade og skud vil ikke have modstandskraft nok til at klare de barskere klimaforhold sent efterår og vinter. Skuddene vil ikke 'modne' tilstrækkeligt, men vil ødelægges af de lave temperaturer. Hvis man næste forår opdager, at mange planter har overvintret dårligt, så er årsagen næsten altid en for sen og for kraftig 'fodring' med gødningsstoffer eftersommer og efterår. Altså: lad være med at gøde stauder, roser, buske og træer nu i september. Græsplænen skal i øvrigt heller ikke have mere gødning.

Arbejde med jorden

Lugning: Fjern ukrudtsplanterne, før de sætter frø. Husk at få hele roden med op, når der luges.

Gødskning: Ingen af havens planter må gødes. Det gør mere skade end gavn.

Vanding: Før såning af græsfrø og udplantning af alle slags planter er det godt at vande jorden omhyggeligt igennem. Efter plantearbejdet skal planterne både vandes og overbruses, men helst ikke med iskoldt vandværksvand.

Arbejde med planterne

Plantning: Rododendron og andre stedsegrønne planter får bedst fat, når de plantes, mens jord og luft stadig er varm og fugtig. Bambus kan deles og omplantes, og bagefter skal de have oceaner af vand. De forårs- og forsommerblomstrende stauder og stenplanter omplantes og nyplantes i september.

Løvfældende træer og buske er det derimod for tidligt at plante, medmindre de på planteskolen har været dyrket i container (potte). De fleste blomsterløg kan med fordel lægges nu, især løg af påske- og pinselilje, som alle har en meget kort hvileperiode mellem nedvisningen af toppen og dannelsen af nye rødder. Læg altid disse narcisløg, så snart de er kommet hjem fra plantehandleren. Løgene lægges så dybt, at de er dækket af et jordlag, der er dobbelt så tykt som løget er højt. Narcisløg for nær jordoverfladen kan ødelægges af streng frost.

Beskæring: Planter med tidlig saftstigning skal beskæres eller udtyndes nu, så de ikke 'bløder' fra snitsårene. Det gælder blomme, kirsebær, valnød og birk.

Frugthøst: Nedplukket frugt opbevares bedst udendørs skærmet for sol og regn.

Plantebeskyttelse

Nattefrost: Sidst på måneden er der ofte fare for nattefrost. Dæk særlig følsomme planter med aviser - eller oversprøjt dem om aftenen før en frostnat med koldt vand. Dette fryser til is og afgiver varme til planterne, hvis celler derfor ikke fryser.

Arbejdet i de enkelte haveafsnit

Græs: Man kan stadig tilså nye græsplæner. I august-afsnittet er beskrevet, hvorledes man bærer sig ad. Men det er vigtigt, at jorden stadig er tilpas varm og fugtig. Den må heller ikke blive så fugtig, at de nyspirede kim planter ikke kan ånde. Sidst i september og i oktober oplever vi ofte ret voldsomme regnskyl, som klasker jorden sammen. Det hindrer de fine, nye græsplanter i at trænge gennem jordskorpen. September er i øvrigt en god plantemåned. Derfor er det også det rette tidspunkt til at 'plante' eller lægge græstørv. De er jo udstyret med et godt rodnet fra starten. Og græstørvrødderne vil hurtigt udvikle sig videre i den vel-løsnede jord i den nye græsplæne. Helt uafhængigt af vejret skal græstørvene vandes godt efter lægningen - også selvom det er midt i en kraftig regnbyge. Det kan måske se tosset ud at vande i regnvejr, men i dette tilfælde er det påkrævet.

I fugtigt vejr kan det i øvrigt være nødvendigt at rive den gamle græsplæne efter klipning. Så undgår man, at det afklippede græs ligger og visner på plænen. Ikke alene ser det kedeligt ud, men det kvæler også de levende græsplanter, som tildækkes. Brug en vifte- eller en gummirive til dette arbejde.

På denne årstid bør man indstille plæneklipperen en smule højere end i højsommertiden. Græsset må ikke klippes for tæt eller for kort sidst på sommeren.

Endelig kan det ikke gentages tit nok: Græsplænen skal ikke gødes mere i år. Gødningen pirrer nemlig græsset til fortsat vækst langt hen på efteråret. De derved udviklede bløde græsstrå og græsblade vil overvintre meget dårligt og være stærkt udsat for angreb af skimmelsvampe.

Hække: September er den bedste årstid for plantning af stedsegrønne hækplanter (hvidgran, rødgran, tuja, taks og dværgcypres). Husk at vande grundigt både før og efter plantningen. I stærkt solskin bør nyplantede, stedsegrønne hækplanter skygges med halmmåtter eller rørmåtter for at undgå for stærk fordampning og deraf følgende svidning af bladene. Løvfældende hække bør man vente med at plante til sidst i næste måned, bedst efter løvfald.

Prydtræer: De stedsegrønne prydtræer bør plantes i august eller september. Foretrækker man forårsplantning, kan det også lade sig gøre at plante de stedsegrønne træer i maj. Klimaet i disse to perioder, maj og august-september, ligner hinanden en del og passer godt til plantearbejdet. Både fugtighedsgrad og temperatur er ideelle. Mange af de stedsegrønne nåletræer er alt for kraftige og for skyggende i småhaver; af de bedst egnede kan følgende anbefales:

Blommetaks, dværgcypres, ene, fyr, hemlock, hønsebenstræ, parasoltræ, taks og tuja.

Prydtræerne behøver ingen særlig pleje i denne måned. Men det kan være på tide at beskære eller udtynde en del af de løvfældende prydtræer, nemlig de arter, som har en meget tidlig saftstigning og som derfor 'bløder' stærkt fra snitsårene, hvis man foretager beskæring på en forkert årstid. Træer som birk, blodblomme, prydkirsebær, løn og valnød vil alle bløde stærkt, hvis de beskæres i december eller efter nytår. Ved afskæring af særlig store og tykke grene kan blødning fra sårene blive så kraftig, at træet simpelt hen kan dø ved forblødning. Jo før man kan beskære den type træer, jo bedre er det. Allerbedst er det at foretage dette arbejde, mens træerne endnu har grønne blade. Skal havens birketræ opstammes, eller skal kronen på kirsebærtræerne eller blommetræerne udtyndes, kan man roligt gå i gang med dette arbejde allerede i begyndelsen af september. Nåletræer som gran og fyr bløder også ved beskæring. Disse træer indeholder meget harpiks, som siver eller drypper ud fra træerne, hvis de såres. Helst skal man helt undgå at beskære dem. Det pynter ikke på deres form, og de skyder ikke nye skud efter snitsårene. Skal man absolut fjerne en gren af fyr eller gran, bør snittet altid ske 10 eller 20 cm ude fra stammen. Så vil barken på stammen og selve stammen ikke såres. Den tilbageblevne grenstump vil efterhånden tørre ind og falde af.

Prydbuske: Også stedsegrønne prydbuske kan plantes i september (eller også allerede i maj). De købes i planteskole eller hos plantehandleren i potter eller som 'containerplanter'. Af særligt egnede stedsegrønne prydbuske til småhaver kan nævnes: Aukuba, enkelte stedsegrønne berberis, visse arter af dværgmispel (Cotoneaster), ildtorn, kalmia, kristtorn, laurbær, kirsebær, mahonie, pieris, rododendron, rynkeblad, vinterbær og vinterlue. Også bambus må nok regnes til de stedsegrønne buske, selv om de botanisk hører til græsfamilien og har en græsagtig vækst. De kan med fordel plantes om eller nyplantes fra sidst i august til sidst i september. Men husk, at de skal have oceaner af vand. Inden plantningen skal plantehullet fyldes et par gange med vand. I mellemtiden bør bambusplanten soppe i en spand med vand, så hele rodklumpen er gennemvåd. Når vandet i plantehullet er trukket ned i jorden, anbringes bambusplanten i hullet. Inden jorden fyldes på, vandes igen meget grundigt. Efter at plantehullet er fyldt op med jord, vandes igen hver dag i de følgende to uger. Så skulle bambusplanterne nok kunne klare omplantningen uden men. Det er nu sin sag at opgrave, dele og omplante gamle bambus. De har et så hårdt og tæt rodnet, at det næsten er hverken til at hugge eller stikke i. En spade kan ikke altid klare delingen af en gammel bambusblok. Det er i regelen nødvendigt at anvende en rydhakke eller en kraftig, langskaftet økse. I en normal dansk sommer breder bambus sig ofte så meget, at de bør deles og omplantes med få års mellemrum. For resten er bambus en fortrinlig hækplante, både ind mod naboer og ud mod vejen - eller som 'skærm' om kompostbunke, skarnkasser eller carport. Bambus er ret dyre i indkøb, men de kan plantes med ret stor afstand (f.eks. 30 cm). På få år danner de en tæt plantning.

Slyng- og klatreplanter: De fleste slyngplanter kan købes som potteplanter. Derfor er tidspunktet for plantning ikke særlig vigtigt. Blot skal man altid sørge for, at potteklumpen er gennemvåd før plantningen - og desuden vande ofte de første 2-3 uger efter plantningen.

Roser: Det er alt for tidligt at plante eller omplante roser nu. Vent til efter løvfald. Selv plast-indpakkede roser med en fugtig rodklump med tørvemel kan det være risikabelt at sætte ud i haven på denne årstid. Arbejdet med roser indskrænker sig til afpudsning af visne blomster.

Stauder: Mange stauder kan nyplantes eller omplantes i september. Det gælder især de forårs blomstrende stauder. Det er sådan en nem huskeregel: Forårsblomstrende stauder plantes om efteråret - efterårsblomstrende stauder plantes om foråret!

Drejer det sig om nyindkøbte stauder, er der dog ikke de store problemer. Nu til dags 'fabrikeres' næsten alle stauder og stenplanter i små potter. Planterne har et godt rodnet og en god rodklump, og de kan transporteres og udplantes når som helst, endog i fuld blomst. Men når vi vil flytte om på vores egne stauder, gælder de gamle regler stadig væk. Her i september kan vi bedst dele og flytte de forårsblomstrende stauder, f.eks. akeleje, baldrian, daglilje, diktam, engblomme, fjerbusk, gemserod, guldblomme, guldnælde, hjerteblomst, iris, kabbeleje, kejserlys, knopurt, kæmpemargerit, kæmpestenbræk, nellikerod, nyserod, parasolblad, ranunkel, rosenkrave, skjoldblad, storkenæb, tusindstråle, vortemælk og ærenpris.

Før plantningen må jorden være godt bearbejdet med gravegreb eller håndkultivator og opblandet med sand, tørvemel, enhedsjord og kompostjord. En såkaldt 'forrådsgødskning' kan udføres ved at blande benmel i jorden. Så har stauderne næring til i al fald hele følgende sæson. Småplanterne plantes med en planteske, større staudeblokke med en almindelig spade. Plantedybden afhænger af, hvilken planteart det drejer sig om. Kleopatras nål skal have rødderne hele 10 cm under jordoverfladen, mens haveiris skal have den vandrette rodstok lige i jordoverfladen, hellere for højt end for dybt. Pæoner er sarte planter, som helt lader være med at blomstre, hvis rodhalsen er længere end 5 cm nede i jorden. Primula og skønhedsøje har en ejendommelig tilbøjelighed til at vokse op af jorden, så de kommer til at stå nærmest som på stylter. Til sidst kommer rødderne næsten op over jorden. Så må man grave hele planten op og bagefter sænke den ned i den rigtige dybde. Nogle stauder har en meget kraftig, 'ukrudtsagtig' vækst, bl.a. gyldenris, jødekirsebær og høstasters. De breder sig til alle sider med rodskud. Man kan begrænse deres fremtrængen ved at 'rodbeskære' dem. Det sker ved at hugge rødderne i plantens udkant over med en skarp spade. Man kan også stoppe de fremtrængende rødder ved at nedgrave lodrette stykker tjærepap eller svært plastfolie rundt om planten, så rødderne ikke kan vokse gennem eller uden om denne skærm.

Stenplanter: Ligesom andre stauder vokser stenplanterne ofte ud til alle sider, mens deres midterste del efterhånden dør bort, så planterne bliver åbne og grimme. Så er der ikke andet at gøre end at grave hele planten op, dele de friske partier i småstykker og plante dem på ny. Da de fleste stenplanter er afblomstret hen på eftersommeren, er det rimeligt at foretage disse foryngelser af stenplanterne nu. Inden nyplantningen bør jorden renses omhyggeligt, især for flerårigt ukrudt. Hvis der blot er nogle få rodskud tilbage i jorden af skvalderkål, brændenælde og kvikgræs, vil de skyde op inde i stenplanternes rosetter eller puder, og de vil være næsten umulige at få bort uden at ødelægge stenplanterne. Stenplanter er i øvrigt en gevinst for enhver have. Mange af dem blomstrer tidligt på året, og en del af dem har meget lang blomstringstid. De kræver ikke særlig pasning, og de stiller heller ikke større krav til jordbunden. Gammeldags stenhøje har ikke været moderne i mange år, men der er utallige andre måder at anvende stenplanter på. De kan plantes oven på stengærder, eller i fugerne mellem stenene på de lodrette sider af stengærder eller støttemure. De kan anvendes i fugerne mellem fliserne på en terrasse eller i en indkørsel, eller de kan benyttes som bunddækkeplanter mellem roser, stauder eller buske.

Et godt forslag er at anlægge en blomsterplæne, helt tilplantet med fladtvoksende stenplanter som f.eks. bakkenellike, blåpude, engelskgræs, høgeskæg, hønsetarm, krybeklokke, pengebladet fredløs, potentil, rypelyng, småklokke, stenurt, timian, trædepude, tæppepileurt og ærenpris.

I en sådan blomsterplæne (en slags blomster-eng på tør, sandet jord) kan man lægge hovedvægten på de forskellige typer timian. Disse findes med mørkerøde, lyserøde og hvide blomster, og der findes en meget elegant form med gråfiltede blade. Inden plantningen skal jorden være veldrænet og blandet med sand eller groft grus. Muldindholdet behøver ikke at være stort, og gødskning er ikke nødvendig. De fleste af de nævnte stenplanter er meget slidstærke. De kan derfor anvendes som bund på en solbadeplads eller erstatte græsset i en grøn gangsti.

Løg og knolde: I september er det sidste frist for en rettidig lægning af påske- og pinseliljer. Druehyacinter skyder også hurtigt både rod og top, så de skal i jorden hurtigst muligt. Gamle løg kan også flyttes nu. Man kan risikere at såre løgene med spade eller gravegreb - hvis man da ikke har været så fornuftig at afmærke voksepladserne, mens løgplanterne endnu havde blomster eller grøn top i foråret. Hvis 'flytte-løgene' allerede er ved at have nye rødder, må man behandle dem særlig forsigtigt, så hverken rødder eller de saftige løgskæl bliver sårede. For at få en god blomstring næste forår kræver narcisløgene, at de kommer ned i den rigtige jorddybde. De skal dækkes med et jordlag, som er dobbelt så tykt, som løget er højt. Samme regel kan man benytte, når man lægger de øvrige forårsløg. Men der findes dog undtagelser, som man bør notere sig. Erantisknoldene må ikke komme dybere end 3-8 cm. Hvis de kommer nærmere jordoverfladen, er de udsat for udtørring om sommeren og for frost i sneløse vintre. Bliver de lagt dybere, vil de helt 'glemme' at blomstre.

Sådan noget kan f.eks. ske, hvis man vender jorden i sit erantisbed, så knoldene kommer ned i en forkert dybde. Men i øvrigt skal man aldrig grave sådan et sted. Skal jorden forbedres, bør man i stedet lave en topdressing med god kompostjord eller formuldet bladjord.

Hundetand er en smuk, men sjældent anvendt løgplante. I naturen optræder den som skovbundsplante. Derfor skal den ligge ret dybt, 10-15 cm nede, hvor den er beskyttet mod frost og udtørring. Den statelige kejserkrone skal helst have løgene lagt nede i hele 30 cm's dybde. Nye løg skal lægges i september-oktober, mens gamle løg kan omplantes i maj, lige efter at toppen er visnet bort. Kejserkrones nære slægtning vibeæg skal også lægges ret dybt (5-10 cm). Fuglemælk har forholdsvis små løg. De lægges i 10 cm's dybde.

De almindelige havetulipaner lægges i endybde af 8-12 cm. Skulle tulipanløgene blive lagt i en alt for stor dybde, går det ikke ud over blomstringen. Blade og blomster skal nok finde op til overfladen. Men lægger man tulipanerne i for ringe dybde, får man en masse 'blinde' (ikke-blomstrende) tulipanplanter. De 'vilde' (også kaldet botaniske) tulipaner må gerne lægges i en dybde af 15-20 cm - ja de smukke, duftende, gule skovtulipaner skal helst ned i 25-35 cm's dybde.

Dahlia har deres bedste blomstring i september. Hvis man hver eller hver anden dag fjerner de visne blomster, får man en betydelig rigere blomstring, end hvis man lader planten ofre kraft og saft til frøudvikling. Dahlia er som bekendt en sart plante, hvis overjordiske dele fuldstændig ødelægges af en enkelt nats frost. Sådan noget kan let ske sidst i september, især hvis haven ligger i et såkaldt frosthul. I klare nætter foregår der her en voldsom udstråling af varme fra jord og planter, så der kan opstå frostskader. Dahlia kan beskyttes ved at man om aftenen dækker dem med avispapir, som vil hindre varmeudstrålingen. Det bedste middel mod frost er at overbruse planterne om aftenen med vand fra haveslange eller vandspreder. Når vandet fryser til is på planternes overflade, udvikles der varme, som kan holde plantecellernes temperatur på omkring 0°C, så frostskader undgås. Denne metode anvendes med stor fordel af især frugtavlere og grønsagsdyrkere. Så hvorfor ikke pHave den i haven, når problemet bliver aktuelt.

Sommerblomster: Også sommerblomsterne er i fuldt flor i september, men udover afpudsning af visne blomster og en vanding nu og da i tørre perioder kræver sommerblomsterne ingen pasning. Enkelte af dem har dog afsluttet væksten og blomstringen allerede sidst i august eller i begyndelsen af september. Det gælder jernurt og sommerfugleblomst, som derfor kan ryddes nu.

Det er også nu, man kan 'høste' evighedsblomster ('eterneller' eller 'immorteller', som de også kaldes). Det er sommerblomster med papiragtige, seje eller stråagtige blosterblade, der ikke falder af eller mister farven. Stænglerne skæres af, når de første blomster i klasen er smukt udviklet. Så beholder de den friske farve, og stænglen beholder sin stivhed.

Hvis man høster for tidligt, bliver stænglerne for slatne, og hvis man afskærer dem for sent, vil frøene blive udviklet, så blomsterne bliver fnuggede eller falder fra hinanden. Bind blomsterstænglerne sammen i småbundter og hæng dem med hovedet nedad på et køligt, skygget sted i gennemtræk.

Blomsterne beholder bedst deres naturlige farver, hvis de tørres i fuldstændig mørke eller i det mindste i dyb skygge. Hvis planterne plukkes i fugtigt vejr, er de længere om at tørre, og så skal de tørres enkeltvis eller i meget små bundter. De bedste enårige evighedsblomster er akshindebæger, gul hindebæger, kæmpeevighedsblomst, lonas, nikkeknop, papirblomst, papirknop, strandsyren og ungkarleknap.

'Filippa' er et af de mest holdbare og velsmagende spiseæbler til privathaver.

'Gråsten' er et herligt æble, men træet bliver stort og kræver meget plads i haven.

Er der kun plads til et æbletræ i haven, bør man altid vælge en 'James Grieve'.

Frugttræer: De fleste blommer er modnet og formentlig allerede plukket. Den sidst modne af blommesorterne er den blå Italiensk sveske, som først er plukkeklar lige omkring I. oktober. Efter plukningen skal man skynde sig med udtynding og beskæring af blommetræerne.

Hvis der er store sår efter beskæringen, skal de smøres med en sårmaling eller i mangel heraf med ganske almindelig maling. Man skal blot opnå, at porerne i træet lukkes, så svampesporer og andre sygdomme ikke trænger ind i veddet.

Også ferskentræerne skal beskæres nu, hvis man da ikke allerede har gjort det. Alle de afbårne grene skal fjernes ved basis. De vil ikke bære frugt det følgende år. Mange sorter af æble og pære er klar til at blive plukket. Når enkelte frugter begynder at falde ned, er det tegn på, at man kan gå i gang. Både æbler og pærer plukkes bedst ved at holde om frugten med hele hånden og derefter dreje frugten forsigtigt rundt.

Æblehest. Drej æblet forsigtigt rundt, så stilken løsner (ved pilen). Dæk æblerne med plastfolie mod regn og kulde.

Hvis stilken knækker af inde ved dværgskuddet (den lille, rynkede frugtgren), så er frugten plukkemoden. Men hvis stilken bliver siddende på træet, burde man have ventet et lille stykke tid endnu. Alle frugterne på et træ skal ikke plukkes på en gang. Først plukkes de frugter, der sidder yderst. Det er de mest veludviklede, og de har den smukkeste farve. Frugterne længere inde mod midten af træet får nu en chance for at vokse sig større og få en bedre kvalitet. Har man mulighed for det, er det bedst at plukke frugten, mens luften endnu er morgenkølig. I den første tid efter plukningen kan kasserne med frugt godt stå udendørs, helst i skygge og læ samt beskyttet mod regnbyger. Hvis man plukker æblerne for tidligt, bliver de gerne rynkede under opbevaringen, og plukker man for sent, holder de ikke særlig godt. De skal derfor helst plukkes, når de løsner let fra grenene. De små frugter holder længere end de store - så det er en dårlig ide at gemme de store og flotte frugter. De vil i regelen skuffe os med en ringe holdbarhed. Lad være med at gemme stødte eller sårede frugter. Anvend dem hellere med det samme.

Blandt de røde ribs er sorten 'Random' en af de bedste. Bærrene modner ret sent.

'Risager' er en udmærket solbærsort til mindre haver. Den er meget frugtbar, og bærrene er middelstore.

Den gule stikkelsbær-sort 'Honings Früheste' har søde og meget aromatiske bær.

Frugtbuske: Alle frugtbuske skulle nu være klar til at gå vinteren i møde. Bærrene er plukket, og udtyndingen af buskene er foretaget samtidig med eller umiddelbart efter bærplukningen. Stikkelsbærbuske, men også ribsbuske og solbærbuske kan købes som små 'træer' med en stamme på 50-80 cm. De er meget dekorative, og man kan passe dem og foretage plukningen uden at bøje ryggen! De kræver særlig megen udtynding, så 'kronen' ikke. bliver for stor og tung i forhold til den ofte ret spinkle 'stamme'. Selvfølgelig skal stammen opbindes til en solid tonkinstok, og nu inden vinteren skal opbindingen ses efter, så den kan holde kronen på plads - uden at båndene snærer barken.

Køkkenurter: De 'grovere' grønsager (gulerødder, rødbeder, kartofler) kan foreløbig blive stående på voksestedet. Det er i virkeligheden den bedste opbevaringsplads, i al fald indtil det bliver rigtig nattefrost.

Hvis kartoflerne får lov at ligge i jorden til hen mod jul, så smager de stadig væk som 'nye kartofler' - hvis man vel at mærke kan få dem gravet op uden generende frost i jorden.

Mens man tænker på at forberede haven for vinterens komme, er der mange småplanter, som man kan sikre sig til videredyrkning indendørs. Persille, purløg, merian og timian kan plantes i små potter og stå i vindueskarmen i køkkenet til anvendelse i den daglige madlavning. Især persille har meget lange rødder, så man skal bruge meget dybe urtepotter til persilledyrkningen. Som jord anvendes almindelig havejord, godt opblandet med sand eller grus. Enhedsjord kan også anvendes. Tomatplanterne er næsten lige så sarte som dahliaplanterne i blomsterhaven. Er der udsigt til nattefrost, må tomaterne beskyttes med et dække af aviser eller sækkelærred. Fidusen med overbrusning med vand sidst på aftenen kan også benyttes. Inden den rigtige efterårsfrost begynder, kan man plukke både røde og grønne tomater. De umodne kan lægges til eftermodning i en vindueskarm.

Lilje - Lilium

Fri, 08 May 2009 13:53:15 +0200

Man har kendt og dyrket liljer helt tilbage i oldtiden, og de gamle grækere afbildede madonnaliljer på vasemalerier. I middelalderen valgte den franske kongefamilie Bourbon'erne liljen til sit våbenskjold - den, som vi i dag kalder »den franske lilje«. Liljenavnet er imidlertid også knyttet til mange planter, som ikke tilhører lilje-slægten, bl.a. daglilje, inkalilje, kæmpelilje og liljekonval. De »ægte« liljer er alle løgplanter; men liljeløg adskiller sig fra de fleste andre løg ved at mangle den hinde, tunica, som ellers beskytter løget. Løgskællene sidder fast på en rodkage, der i reglen er en temmelig flad, rund skive. Hos nogle arter, overvejende amerikanske, udvikler den sig til et langstrakt rhizom (se denne artikel), hvorpå der kan sidde flere løg.

Liljeløg er hvide, gullige eller rødlige alt efter arten, og fra bunden af løgkagen udsender de basalrødder, der som regel sidder i en krans. Fra løgets midte skyder der om foråret en kraftig stængel frem, og på den underjordiske del af stænglen udvikles der hos de fleste liljer stængelrødder, som hjælper til med at ernære planten, forsyne den med vand og sørge for, at den holder balancen. Stænglen er hos de fleste arter rank og besat med spredte eller kransstillede, lancet- eller linjeformede blade. Blomsterne har seks kronblade, som altid er lidt eller meget tilbagerullede. Den danske liljeforsker F. Bundgaard har inddelt liljerne efter blomsterformen i brandliljer, turbanliljer og trompetliljer. Denne inddeling er anvendelig både til arter og hybrider, samtidig med at den generelt siger lidt om vækstkravene, idet brandliljerne er letdyrkelige, turbanliljerne lidt vanskeligere og trompetliljerne som regel ret krævende. Brandliljerne har åbne, tragtformede, opadvendte blomster, turbanliljerne har mindre blomster med meget stærkt tilbagerullede kronblade, mens trompetliljerne har lange, trompetformede blomster. Måske bør man dog supplere med en fjerde gruppe, auratum/speciosumgruppen, der har store, flade, i reglen rød- eller gulplettede kronblade, som er tilbagerullede i spidserne. Liljerne i denne gruppe er noget vanskelige i det danske klima.

Bermudaliljen (Lilium longiflorum) drives frem i millionvis i USA, hvor den anvendes som »påskelilje«. Desværre er den ikke hårdfør på friland hos os.

Dværgliljen (Lilium pumilum) med de skarlagenrøde blomster overlever sjældent mere end et par år i en dansk have, men formeres let ved frø.

Lilium speciosum 'Uchida' er smuk og noget vanskelig, men rigeligt umagen værd at dyrke.

Vækstkrav: Man siger, at liljer gerne vil have hovedet i sol og fødderne i skygge; det sidste, fordi jorden ikke gerne må tørre ud om foråret og sommeren. De sætter pris på lave naboplanter som f.eks. svagtvoksende arter af berberis og blåkvast, dværgmispel, klokkeblomst, porcelænsblomst, primula, snepude eller stenurt. Nogle liljer omtales undertiden som skyggekrævende; men her i landet brænder Solen sjældent så hårdt, at egentlig skygge er påkrævet. Noget andet er, at liljerne ingen steder tager sig smukkere ud end i en lysning mellem høje træer. Liljejord skal først og fremmest være veldrænet. Når løgene undertiden har svært ved at overleve de danske vintre, skyldes det ikke frosten, men væden. De fleste liljer stammer fra bjergegne, hvor der nok kan være sne og kulde, men hvor vandet let løber fra. Liljeløg ynder megen væde i vækstperioden, dvs. forår og sommer; men de vil gerne stå tørt om vinteren, skønt de ikke har nogen egentlig hvileperiode.

Pleje: Liljer bør behandles omtrent som stauder. Man om- og udplanter dem om efteråret, helst med rodklump, så at basalrødderne er intakte. Det bør man også sikre sig, når man køber nye løg, og er det umuligt at skaffe løg med ordentlige rødder, må man vide, at de mindre løg lettere danner nye basalrødder end de større, som til gengæld giver et flottere resultat det første år, men derefter måske ikke viser sig mere. Køber man pottede løg, bør man banke rodklumpen ud for at sikre sig, at løget overhovedet har et rodnet. Alt for mange mennesker er blevet kede af at dyrke liljer, fordi de har fået for dårligt plantemateriale. I reglen vil man være bedst tjent med at sætte liljeløg i jorden så hurtigt som muligt, men hvis det er udelukket, kan man opbevare dem ved 2°C, til det er muligt at komme i jorden. Plantedybden skal være ca. 2 gange løgets egen højde, undtagen for madonnaliljen og nankingliljen, der plantes med spidsen lige i jordskorpen. Man bør altid gøre plantehullet rigelig stort og helst plante flere løg sammen. Er jorden ikke tilstrækkelig let og porøs, bør den opblandes med sand eller grus; eventuelt kan man tillige lægge et tyndt lag sand i bunden af plantehullet og op omkring løgene; det modvirker ikke blot sygdomsangreb, men holder måske også musene borte. Mod svampeangreb er det nyttigt at pudre løgene og behandle jorden med et svampemiddel. Liljer kræver megen næring i vækstperioden, bedst i form af organisk gødning som kompost eller vel omsat naturgødning. Når man laver kompost, bør man aldrig anvende dele af løgplanter, da man risikerer at få sygdomskim spredt over hele haven. Som fosfortilskud til liljer er benmel fremragende, og som kalitilskud kan man anvende træ-asken fra pejsen, men kun træ-aske! Liljerne tåler også en mindre mængde uorganisk blandingsgødning i løbet af foråret; flere små portioner er bedre end en stor.

Kongelilje (Lilium regale) har skinnende hvide blomster med gult svælg. Duften fylder hele haven.

Liljer til snit: Liljer er glimrende til afskæring, og man vil ofte se, at de folder sig ud til sidste blomst, mens de står i en vase. Man skal blot ikke klippe mere end højst nødvendigt af stilken og i hvert fald ikke klippe dem langt ned flere år i træk, da man så udpiner løget. Fjern i det hele taget aldrig stængler eller blade fra de afblomstrede liljer, før de er visnet helt ned, derimod gerne de grønne frøkapsler , hvis man alligevel ikke vil bruge frøene.

Liljer i potte: Pottede liljer kan man have megen glæde af, f.eks. som altan- eller terrasseplanter, men potterne skal helst være store og i hvert fald ret dybe, da planterne ellers ikke får plads til at udsende både basal- og stængelrødder. Pottejorden laves af lige dele god havejord, kompost, sand og tørvemel; det skader ikke med lidt benmel og træ-aske. Der skal være godt dræn i bunden af potten.

Formering: Mange liljearter og nogle hybrider kan ret let formeres ved frø; frøformeringen har den fordel fremfor andre metoder, at man kan undgå smitte af eventuelle plantesygdomme fra moderplanterne. Desuden får man gerne mange småplanter, der til gengæld er 3-4 år om at komme i blomst. Nogle liljefrø. f.eks. af kongeliljen og midcentury-hybriderne, spirer hurtigt, mens andre skal have været udsat for en' kuldeperiode, før de kan spire; det gælder kranslilje, vokslilje og den kaukasiske lilje. Hvis man sår på friland, skal såbedet være veldrænet og gerne forhøjet i forhold til den omgivende jord; men man skal samtidig sikre sig, at der er tilstrækkelig med vandholdende materiale som tørvernel i jorden, da småplanterne ikke tåler udtørring. Af samme grund er det fordelagtigt med halvskygge. Snegle og liljebiller kan være en plage i såbedet, så dem må man holde øje med og udrydde med hård hånd.

Nogle liljer, f.eks. tigerliljen, brandliljen og en del hybrider, danner små mørkebrune eller sorte bulbiller i bladhjørnerne. Det er i virkeligheden små yngleløg. som letter formeringen. Ofte sender de en lille, hvid rodspids ud, endnu mens de sidder på moderplanten; når de er modne hen på eftersommeren, falder de let af, og man kan prikle dem på bed. Hos mange liljer finder man en rigdom af små sideløg på stængelstykket lige i jordoverfladen mellem stængelrødderne. Her dannes der små, fuldt udviklede løg, der ligeledes kan prikles på bed om efteråret. Endelig kan man formere liljer ved stikning af afbrækkede løgskæl, enten fra nyindkøbte løg, opgravede løg, som alligevel skal flyttes, eller man kan grave ned omkring sine liljeløg og fjerne op til en tredjedel af skællene, mens selve løgene bliver siddende i jorden. Man pudrer både løg og skæl med et svampemiddel og stikker skællene i en kasse med fugtigt sand eller pottejord ved 20-25°C. Man kan også bruge en urtepotte, som man trækker en klar plasticpose over, eller man kan nøjes med plasticposen, som man skiftevis fylder med et lag fugtigt sand og et lag løgskæl. Småløgene dannes i kanten af skællene; når de har udsendt begyndelsen til et rodnet, kan man prikle dem ud.

Der findes talrige smukke liljesorter, opstået ved krydsninger mellem de enkelte arter.

Arter og hybrider: Tidligere dyrkede man ikke over en halv snes liljer her i landet, og bortset fra nankingliljen var de alle arter. I de sidste 50 år har man frembragt en kolossal mængde hybrider, hvoraf mange er særdeles livskraftige og samtidig meget smukke. Især nederlandsk-amerikaneren Jan de Graaff har gjort sig fortjent på dette felt med de såkaldte de-Graafske liljer. Andre pragtfulde krydsninger er de såkaldte mid-century-hybrider.

Arter:

Bermudalilje (Lilium longiflorum) er ~n hvid, duftende trompetlilje fra Japan; den kaldes i USA for »Easter lily« , fordi man især anvender den ved påsketid. Ses hyppigt hos danske blomsterhandlere, men kan ikke dyrkes på friland i Danmark.

Brandlilje (Lilium bulbiferum), se artiklen Brandlilje.

Canadisk lilje (Lilium canadense) har hængende, klokkeformede, gule eller orange blomster i juli og er 100-150 cm høj. Foretrækker let skygge og humusrig jord; kræver perfekt dræn.

Guldbåndslilje (Lilium auratum) har en stor, åben, hvid blomst med en gul stribe midt gennem hvert kronblad. Stærkt duftende; noget vanskelig; 100- 200 cm høj. Blomstrer i august-september.

Sorten 'Platyphyllum' har bredere blade og er sundere og kraftigere.

Kaukasisk lilje (Lilium monadelphum) har gule, duftende, turbanformede blomster i juni. Bliver 100 cm høj.

Kongelilje (Lilium regale) har hvide, duftende, trompet formede blomster i juli og er 100-150 cm høj. Letdyrkelig og frøformeres meget let.

Kranslilje (Lilium martagon) har kransstillede, grønne blade og violette, turbanformede blomster, som ved afskæring får en ubehagelig duft. 100- 150 cm høj. Blomstrer i juni; der findes en mindre, men smukkere, hvid varietet.

Lysekronelilje (Lilium pennsylvanicum) har opadvendte, orangerøde blomster i juni. 50-100 cm høj; meget hårdfør.

Madonnalilje (Lilium candidum) har renhvide, duftende blomster i juli; mangler stængelrødder og plantes altid med løgspidsen i jordskorpen. Højde 100-150 cm. Den grønne bladroset overvintrer ofte.

Nankinglilje (Lilium testaceum) er den ældste liljekrydsning, man kender. Den har hvidgule, turbanformede, duftende blomster i juli. Mangler stængelrødder og plantes altid med løgspidsen i jordskorpen. Højde 100-150 cm.

Orangelilje (Lilium henryi) har orangefarvede, turbanformede blomster med skinnende grønt svælg i august. 100-200 cm høj; kræver opbinding. Pragtlilje (Lilium speciosum) har hvide eller rosa kronblade med mange røde pletter og vorter. Højde 100-150 cm. Blomstrer i august-september; noget vanskelig. Den er glimrende til afskæring. I en vase springer alle knopper ud.

Pyrenæisk lilje (Lilium pvrenaicum) har ret små, gule blomster med sorte pletter og røde støvdragere i maj. Højde 50 cm.

Tigerlilje (Lilium tigrinum) har røde, turbanformede blomster med brune pletter i august. Højde 100-150 cm. Formeres let ved bulbiller (sideløg).

Vokslilje (Lilium hansonii) har kransstillede grønne blade og små, orangegule blomster med brune pletter. Kronbladene er tykke og voksagtige. Højde 100-150 cm; blomstrer i juni. Krydsninger: Af liljehybrider findes der nu så mange, at det er uoverkommeligt at nævne dem alle. Af brandliljetypen kan bl.a. anbefales 'Cinnabar', 'Croesus', 'Destiny' , 'Enchantment', 'Fire King', 'Harmony', 'Pirate' , 'Tabasco'. Af turbanliljer bl.a. 'Amber Gold', 'Bronzino', 'Burgundy', 'Ci-

tronella', 'Fuga', 'Shuksan', 'Sonata'. Af trompetliljer bl.a. ' African Queen', 'Black Dragon', 'Black Magic' , 'Pink Perfection', 'Regale Royal Gold', 'Sentinel' , og af auratum-speciosumgruppen bl.a. 'Empress of China', 'Empress of India', 'Empress of Japan', 'Imperial Crimson', 'Imperial Gold', 'Imperial Silver', 'Pink Beauty', 'Pink Glory' og 'Pink Pearl'. Hybriderne i den sidste gruppe er ret sarte og vil måske ikke altid vise sig at være flerårige i en dansk have. Men selvom løgene er kostbare, bør man ikke snyde sig selv for den oplevelse, som disse utrolig skønne blomster kan give. Desværre blomstrer de tit så sent på året, at blomsterne let ødelægges af regn og blæst, men så kan man tage dem ind i en vase, hvor knopperne i reglen udvikles særdeles fint. I sammenligning med, hvad man ellers betaler for en buket blomster, er udgiften til løgene ikke urimelig.

Sygdomme og skadedyr: Gråskimmel giver klare eller rødbrune pletter på bladene, og i fugtigt vejr kommer der grå, lådne belægninger. Gråskimmel forebygges med Brassicol i jorden og eventuelt sprøjtning med et svampemiddel, hvis angrebet er alvorligt. Virus giver små, forkrøblede planter eller lyse, mosaikagtige pletter og indadrullede blade og kan ikke bekæmpes; det tilrådes at kassere angrebne planter helt, da sygdommen kan spredes med bladlusebid. Bladlus bekæmpes forebyggende med Lindan; det samme gælder liljebillen, der er smukt koralrød, men en slughals. Dens larver finder man om sommeren som grå, slimede klatter på undersiden af bladene; de fjernes med fingrene.

Hortensia - Hydrangea macrophylla - pasning

Sat, 17 Apr 2010 19:09:28 +0200

Hortensia har en begrænset levetid i stuen. Men den er god at forære væk som en hilsen om foråret og sommeren. Når den har gjort fyldest indendøre, kan man have glæde af den i flere år i haven. Stilles den køligt i hvileperioden, kan den godt blive i sin potte og blomstre igen det følgende år.

Botanisk er der uenighed om, hvor den hører hjemme i systemet.

Nogle mener, den hører til saxifragaerne, andre at den bør have sin egen slægt. Hydrangea macrophylla er den art, vi dyrker som stueplante. Den kom fra Japan hertil i 1790. Blomsterne er for størsteparten sterile - de sætter ikke frø; de sidder i store, runde skærme. Planten er meget tolerant, men den vil øjeblikkelig hænge, hvis den mangler vand. Til gengæld retter den sig straks, når den vandes. Lad den dog ikke tørre for ofte, da det vil svække den og øge risikoen for, at den ikke retter sig.

Hortensias blomster er fra naturens side lyserøde, men tilsætter man vandingsvandet lidt aluminium sulfat (alun), vil de blive smukt blå, men de vil hurtigt igen blive røde, hvis man holder op med at tilsætte alun. Der findes også hvide varieteter. De såkaldte »Lace Cap«-varieteter er meget smukke, især de hvide. De har fladere blomsterstande, og den yderste blomsterkrans springer ud, mens de inderste stadig er i knop og ligner et elegant kniplingsmønster.

Hortensia købes almindeligvis, når knopperne viser farve. Vælg en velformet plante uden knækkede grene og med kraftigt grønne blade.

Billede øverst: De tunge blomsterstande hos unge hortensiaplanter kan behøve støtte af en pind. Blomsterne er lyst grønne i udspring.

Blomsterne hos Hydrangea macrophylla kan farves blå ved vanding med alun.

Den fornemme »kniplingskyse«-varietet, »Lanarth White«.

STØRRELSE: Som potteplanter bliver de ca. høje og lige så brede. I haven bliver de over l m både i højde og bredde.

VÆKST: Stiklinge sat om foråret kan blomstre det følgende år.

BLOMSTRING: Indendørs fra april til juni. I haven fra juni til august.

DUFT: Ingen.

LYS: De skal have meget lys, da bladene ellers bliver gule. Må ikke stå i direkte sol for ikke at tørre ud.

TEMPERATUR: Almindelig stuetemperatur under blomstringen. I vinterhvilen omkring 7°C. Øg temperaturen til ca. 13°C i februar, når man ønsker væksten i gang. Højeste indetemperatur om sommeren 20°C.

VANDING: Holdes konstant fugtig under vækst og blomstring. Som stueplante stilles den i en spand vand hver anden dag i ca. 10 minutter, oftere hvis den hænger. Om vinteren i hviletid holdes den ret tør, vandes kun hver tiende dag. De blå varieteter må have kalkfrit vand.

GØDNING: Flydende gødning en gang om ugen under vækst og blomstring.

LUFTFUGTIGHED: Douch daglig om sommeren; især vigtigt når den skyder.

RENGØRING: Sprøjtningen er tilstrækkelig. Brug ikke bladglans.

STUELUFT: I blomst kan den i kortere perioder tåle almindelige stueforhold.

JORD: Kalkfri, næringsrig, spagnumholdig pottejord. Surhedsgraden har stor indflydelse på blomsterfarven.

OMPOTNING: Lige efter blom· string. Husk dræn, for selvom det er tørstige planter, bryder de sig ikke om at stå i vand. Store planter i potter kan klare sig med en topdressing.

BESKÆRING: Enten den står i potte eller på friland, bør den beskæres efter blomstringen. Skær den tilbage til 2 bladpar af nyvæksten. Denne kendes let på, at de nye skud er grønne og urteagtige. De gamle er træagtige.

FORMERING: De øverste 10- af det afskårne kan bruges som stiklinge. De sættes i groft sand blandet med lidt spagnum. Holdes fugtige og ved 13-16°C.

LEVETID: I potte holder de nok højst 3-4 år. Det er bedst at forny ved stiklinge. I haven er de derimod langlivede.

SELSKABSPLANTER: De er nok køn· nest alene, men kan selvfølgelig plantes sammen med grønne plan. ter, for der i en kortere periode at give farve.

LET / VANSKELIG: Må betragtes som en gæst i dagligstuen, men kan stilles på friland om sommeren. Let at holde i groning, men ikke så nem, hvis man udelukkende har den i stuen.

Ompotning

1. Pot om efter afblomstring. Gennemvand.

2. Klargør et nummer større potte med drænlag og et lag fugtig, spagnumholdig kompost. De blå varieteter må have kalkfri jord.

3. Hold den gamle potte med den ene hånd og støt komposten med den anden, bank potteranden til klumpen løsnes.

4. Uden at beskadige rødderne fjernes gammel jord med en pind eller blyant.

5. Stil planten i midten af den ny potte.

6. Fyld op med frisk kompost, så alle rødder dækkes. Pres komposten sammen. Stil den skygget og uden vand i 2 dage. Det vil fremme rodudviklingen.

Stiklinge

1. Tag skudspidsstiklinge efter blomstringen. Tilbered en potte med drænlag og kompost af lige dele spagnum og sand.

2. Tag et skud med mindst 2 par sunde blade og en endeknop. Skær den af ved sit udspring. Den skal være 10-15 cm lang.

3. Tilskær stiklingen lige under 2. bladpar.

4 Fjern det nederste bladpar.

5. Dyp snitfladen i hormonpudder og ryst det overskydende af.

6. Lav huller i komposten langs potteranden med en pind eller blyant.

7. Sæt stiklingene, så de hviler på bunden af hullerne, og bladene er fri af komposten.

8. Gennemvand og dæk med plasticpose holdt oppe af en bøjle. Fjern posen 5 minutter hver dag, men lad aldrig komposten blive tør. Efter 3 uger fjernes posen, og når væksten er i gang pottes op som normalt.

Vanding

Hortensia skal have meget vand. Hænger så snart de er tørstige. Vand dem, før de når dette stadium.

Stil dem i en spand med vand tillige under potteranden. Lad dem stå i 1/2 time og derpå dryppe af

Beskæring

Skal planten holde flere år i stuen, må den skæres tilbage til 2 blad par på hver gren efter afblomstring.

Hvad gik galt?

1. Planten hænger. Alvorlig vandmangel. Stil den i en spand i ½ time, lad den dryppe af og anbring den halvskygget.

2. Gule blade. Lysmangel. Stil den lysere.

3. Nyvækst gullig. De ældre blades ribber er grønne. Klorose forårsaget af kalkholdigt vand. Vand med 2 ‰ (to promille) jernsulfat og brug for fremtiden kalkfrit vand eller regn vand.

4. Planten sætter ikke nye skud efter afblomstring. Jorden udpint. Trænger til ompotning eller gødning.

5. Blå blomster bliver lyserøde.

Vand med alun; naturligvis kun, hvis man foretrækker de blå blomster.

6. Brune pletter på blade. Svamp. Sprøjt med et svovlholdigt svampemiddel.

7. Gule blade med spind på undersiden. Rødt spind.

Sprøjt med olie- emulsion eller rnalathion.

8. Unge blade misdannede og klæbrige, grønne insekter. Bladlus.

Sprøjt med pyrethrum.

Figentræ - Ficus carica

Wed, 29 Apr 2009 15:50:29 +0200

Figentræet danner et lille træ eller en stor busk med kraftige grene og en flad top. Barken er glat, ofte hvidlig eller lysegrå. Bladene er store, stilkede, håndlappede og grønne.

De enkelte blomster ser man ikke noget til. Under blomstringen sidder de godt skjult i et hulrum, dannet af den tykke blomsterbund, som er svulmet op, så den omslutter blomsterne. Hulrummet har modsat stilkenden en åbning, som er beskyttet af nogle stive skæl.

Der findes to frugter og to hunblomster og en hanblomst. Den ene frugt kaldes »caprificus« (gedefigner). I den forreste del af blomstergemmet er der hanblomster , og bag disse sidder der hunblomster med en kort griffel og uden noget veludviklet støvfang. De kan ikke befrugtes. Disse hunblomster kaldes» galleblomster«.

I den anden frugt findes kun hunblomster , som er fuldt udviklede med en lang støvvej.

Blomstringen begynder tidligst i caprifignerne, som på den tid besøges af en lille snyltehveps (Blastophaga grossarum). Hunnerne lægger deres æg i galleblomsternes frugtknuder, og her udvikles en ny hvepsegeneration. På vej ud fra udklækningsstedet må de unge hvepse passere forbi hanblomsterne og får derved blomsterstøv på sig. Så snart hvepsene er kommet ud i det fri, opsøger de den anden slags blomster og fører derved støvet over til de udviklede hunblomster. Da disse hunblomster har en lang griffel, kan hvepsehunnerne ikke nå ned til frugtknuderne med læggebrodden, og der sker ingen opformering af hvepsene der.

Efter at blomsterne er bestøvet, vokser blomsterbunden og bliver rundagtig eller pæreformet. Ved modning bliver fignerne blålige, rynkede og begynder at sprække. Capri-frugterne udvikler sig ikke og kan ikke spises.

De to slags frugtstande udvikles på hver sine træer.

Her i landet findes den lille galhveps ikke, men frugtknuderne udvikler sig uden befrugtning; de er imidlertid frøløse.

Blomsterstandene udvikler sig i bladhjørnerne, dels på den yderste del af fjorgammelt ved, dels sommeren igennem på de unge skud.

De frugter, som udvikles på fjorgammelt træ, vil normalt kunne modne samme år, men frugterne fra årsskuddene må som regel overvintre og modne følgende sommer.

Figentræet skal have en lun plads for at udvikle frugter her i landet.

Dyrkning: Figentræets højde er her i landet især afhængig af plantestedet, men også af, hvor mange milde vintre vi kan have i træk, hvor der ikke sker tilbagefrysning.

Figentræet bør have en ret kraftig jord i god gødningskraft, og stedet skal være veldrænet.

Med hjemsted i kystegnene ved det østlige Middelhav kræver figen en lun vokseplads. Den lykkes bedst i vore mildeste kystegne, og Bornholm synes at have det bedste figenklima.

Det bedste plantested er op ad en sydvendt mur, hvor figentræet kan udvikle sig til en busk.

Figentræet kan også espalieres op ad muren, men da træet under gode forhold vokser kraftigt til efter beskæring, skal det have god plads til alle sider. Beskæringen af figentræerne foretages bedst tidligt på vinteren og bør hovedsagelig ske som en udtynding af grenene. Bliver vinteren streng, kan det blive nødvendigt at fjerne frostskadede dele, så snart vinteren er forbi. Ved espalieravl vil det desuden blive nødvendigt med nogen sommerknibning, for at espalieret ikke skal blive et virvar. Knibningen sker over skuddenes 5. blad.

Ved vinterens begyndelse må man dække den nederste del af træet omhyggeligt med blade eller tørvestrøelse eller et andet tørt dækmateriale. Senere på vinteren kan det blive nødvendigt at dække hele planten med halmmåtter eller sækkelærred. En espalierplante er lettere at vinterdække med halmmåtter end en fritvoksende busk.

I Middelhavslandene udvikler figenplanterne sig til store træer med en flad krone. Her et pragteksemplar fra øen Ibiza.

Drivning: Har man plads i et drivhus, vil det være en fordel at placere figentræet der, så at frostskader undgås og frugterne får bedre udviklingsmuligheder. Kan man undgå, at vintertemperaturen falder til under , vil det være muligt at høste gode figner fra fjorgammelt træ sent på efteråret, og frugterne fra sommerskuddene vil modne tidligere end på friland. Figentræet optager megen plads i drivhuset, og under gode, varme vilkår vil espalieret blive vanskeligt at styre.

Baljeplante: Figen kan dyrkes som baljeplante, der tilbringer vinteren i hus og som flyttes ud på friland omkring 1. juni.

Formering: Formering kan ske ved frø, og det kan lykkes at fremskaffe planter ved at så frø fra de tørrede julefigner i potter og lade disse stå ved en temperatur på 20-. Ved frøformering må man være forberedt på, at nogle af planterne kun vil bære caprifigner.

Figentræet formeres lettest ved aflægning eller ved stikning. Aflægning sker ved, at man tidligt på foråret bøjer grene ned i 10- dybe render i jorden og kroger dem fast. Efterhånden som skuddene fra disse grene vokser frem, dækkes den nederste del med jord. Skuddene danner rødder i løbet af sommeren, og den gamle gren og de unge planter kan flyttes om efteråret.

Stiklingerne tages ved beskæringen om efteråret. De skal være 8-1Z cm lange og tages af årsskuddet, som skæres med hæl eller et lille stykke fjorgammelt træ. Stiklingerne opbevares frostfrit i fugtigt sand vinteren over og stikkes i februar i sand ved 20- undervarme. Stiklingerne slår rod i løbet af ca. 5 uger. Når stiklingerne har dannet rødder, pottes de i forholdsvis store potter med en kraftig og næringsrig jord.

Rodskud er ikke ualmindelige hos figentræer; de kan graves op og plantes ud.

Sygdomme og skadedyr: Figentræet kan angribes af bladlus og spindemider, som bekæmpes ved sprøjtning. Frugterne kan ved langvarigt fugtigt vejr angribes af gråskimmel.

Sorter:

'Bourjasotte Grise' med stærkt duggede, rødbrune frugter er en af de mest delikate.

'Brun Tyrkisk' med pæreformede chokoladebrune frugter er hårdfør her i Danmark.

'Brunsvig' har ægformede frugter med grønhvidt frugtkød. Kraftig og hårdfør.

'Negro Largo', som i danske planteskoler sælges under navnet 'Precoso de Dalmatie', har pæreformede, sorte frugter.

'Hvid Ischia' er velegnet til drivhus; den har topformede, hvidlige frugter med sød smag. Kan i drivhus give 3 afgrøder om året. Ikke hårdfør.

Er der nogen der kender denne plante?

Tue, 27 Jul 2010 18:58:47 +0200

Jeg passede blomster for en bekendt og tog nogle små skud fra planten og i dag er de vokset store og fine. Men ingen ved hvad det er for en plante og jeg har spurgt rigtig mange mennesker.

Den sætter små bitte hvide blomster inde på stammen og når de er afblomstret skyder den et lille frø fra sig, den kan skyde dem helt ud midt på gulvet.

Jeg har med held fået nogle af disse frø til at spire og nu gror de på livet løs.

Håber der nogen der kan fortælle mig hvad det er for en plante og hvad den hedder.
Mvh. Marianne Andersen

- Svampe

Fri, 29 May 2009 23:54:47 +0200

Rød fluesvamp (Amanita muscaria) er en af de smukkeste og lettest genkendelige svampe. Navnet fluesvamp stammer muligvis fra den tidligere almindelige anvendelse af rød fluesvamp som middel mod fluer og væggetøj.

I daglig tale bruges ordet svampe dels om paddehatte af forskellige arter, dels om mug- og skimmelovertræk på fugtigt træ, fødevarer samt have- og stueplanter; men i virkeligheden er en svamp en organisme, som overvejende består af et fint netværk af tynde tråde, et såkaldt mycelium. Svampe har ikke grønkorn og kan derfor ikke selv skaffe sig næring via fotosyntese; i stedet henter de deres kulhydrater fra andre organismer, levende eller døde. Deres mycelium vokser i henrådnende træ eller i blade og rødder hos levende planter. Der findes svampe, som snylter på eller i dyr og mennesker, og svampe, der er totalt afhængige af deres samliv med små encellede alger. Svampen es tilpasninger er mangfoldige, og der findes svampe næsten overalt i vore omgivelser over hele kloden. De svampe, der lever af henrådneride organisk materiale, kaldes rådsvampe eller saprofytter, mens de, der snylter på levende organismer, kaldes parasitter. Endelig er der en stor gruppe, der lever i symbiose med grønne planter, f.eks. encellede alger (lavsvampene) eller i symbiose med træer, de mykorrhiza- eller svamprodsdannende arter.

Mange svampe nedbryder dødt træ i naturen.

Algesvampe

Blandt de svampe, der spiller en stor rolle som skadevoldere bl.a. i haven, er algesvampene. Det er primitive svampe, der ikke danner frugtlegemer (paddehatte), som man ser dem i andre svampegrupper. Algesvampene består udelukkende af et mycelium helt uden tværvægge mellem de enkelte celler; kun hvis en svampetråd rives over, dannes der en tværvæg ved brudstedet. Formeringen kan være ukønnet og kønnet; men i begge tilfælde resulterer den i dannelsen af sporer. Til algesvampene hører bl.a. vandskimmel, som ødelægger støvkornene hos højere planter, og kartoffelskimmel, som i 1845 forårsagede hungersnød i Irland og betød sultedøden for 1/2 mill. mennesker. Også kålskimmel og kålbrok er algesvampe ligesom den frygtede kartoffelbrok, der er årsagen til, at man ikke må indføre planter med rod her til Danmark, idet jorden kan indeholde sporer eller myceliestykker af kartoffelbrok.

Koblingssvampe

En anden gruppe simple svampe er koblingssvampene. De lever som rådsvampe, og deres sporer dannes i særlige sporangier, der sidder samlet på små skafter, sporangiebærere. Mug er en koblingssvamp.

Sæksporesvampe

De svampe, der danner egentlige frugtlegemer, deler man op i to store grupper, som har navn efter den måde, deres sporer dannes på. Den ene er sæksporesvampene (Ascomycetes) og den anden stilksporesvampene (Basidiomycetes). Hos sæksporesvampene dannes sporerne som regel 8 ad gangen i små sække (asci); disse sporesække sidder samlet i frugtlegemet, som dannes på myceliet. Hos bægersvampene (Pezizales) er frugtlegemet som regel skive- eller skålformet; men det kan også være stilket, bl.a. hos morkel. Trøfler er bægersvampe; men de har lukkede frugtlegemer, der dannes under jorden og nærmest ligner små sorte kartofler.

I familie med bægersvampene er skivesvampene (Helotiales), som omfatter en del snyltere. En af dem er lærkekræftsvampen, som forårsager kræft hos europæisk lærk; en anden er rynkeplet, der danner sorte pletter på ahornblade.

Kernesvampene (Pyrenomycetidae) er en særlig gruppe sæksporesvampe, der som regel har ganske små frugtlegemer. De fleste kernesvampe er ret uskadelige; det gælder f.eks. stødsvamp-arterne og cinnobersvamp, der giver små røde pletter på henrådnende grene. Men nogle kerne svampe er meget skadelige, bl.a. meldrøjer, der vokser på græs og korn og før i tiden forårsagede alvorlige forgiftninger, samt meldug, der ødelægger bl.a. roser.

Overordentlig nyttige er til gengæld medlemmerne af slægterne Penicillium og Aspergillus. Penicillium anvendes i medicinalindustrien til fremstilling af penicillin, men bruges også til andre ting. De grønne årer og den karakteristiske smag i roquefort skyldes infektion med Penicillium roquefortii, mens camembert får hud og smag af Penicillium camembertii.

Gærsvampene, som overalt i verden har været og stadig bliver brugt ved alkoholfremstilling, er også sæksporesvampe, der oftest formerer sig ved knopskydning.

Poresvampe af forskellige arter udnytter tørstoffet i døde stubbe.

Stilksporesvampe

Hos stilksporesvampene (Basidiomycetes) dannes sporerne som regel 4 og 4 i såkaldte basidieceller. Når de er modne, sidder de ofte på små stilke oven på basidiecellen; heraf gruppens navn. Ligesom sporesækkene hos sæksporesvampene er basidiecellerne hos stilksporesvampene samlet i frugtlegemer, og disse frugtlegemer er som regel endnu mere indviklet opbygget end hos sæksporesvampene. Til stilksporesvampene hører bl.a. alle hat- og poresvampe. Frugtlegemet hos poresvampene er ofte flerårigt, og sporerne sidder i porer på undersiden af det. Mange poresvampe er snyltere, en del rådsvampe; blandt snylterne er fyrsvamp og rodfordærver, og skadelige er også gul tømmersvamp og ikke mindst hussvamp. Mere uskadelige er de dekorative læderporesvampe, og kantarel er ligefrem nyttig.

Hos hatsvampene sidder basidierne i rør eller på lameller på hattens underside, og det er blandt hatsvampene, man finder de fleste spisesvampe, men også nogle af de værste giftsvampe.

Nybegyndere gør klogt i at holde sig til rørhattene og de hatsvampe, som ikke har hvide lameller. Mange hatsvampe er svamprod- eller mykorrhizadannere, bl.a. rørhattene; andre danner hekseringe i græsmarker og græsplæner, og flere af dem er velsmagende, f.eks. violet hekseringsridderhat.

Enkelte kan være skadelige snyltere, f.eks. honningsvamp, som ødelægger bøg og gran. Fluesvampene er hatsvampe med hvide lameller, ring omkring stokken og en pose omkring stokkens fod. Til stilksporesvampene hører også medlemmerne af bugsvampordenen, hvis frugtlegemer som regel er lukkede. Støvbolde og stinksvampe (»hekseæg«) er bugsvampe.

Birkeporesvamp (Piptoporus betulinus) vil på et eller andet tidspunkt slå sin vært ihjel.

Svampe i haven

Der er svampe, man skal være på vagt overfor i haven. Det gælder først og fremmest træødelæggerne. Disse svampes mycelium gennemvokser træets stamme og nedbryder efterhånden cellevæggene, så veddet smuldrer væk. I et træ, der er angrebet af rodfordærver, nedbrydes cellulosen i væggene, og der dannes såkaldt rødmuld i stammen. Som regel er angrebet allerede så langt fremskredet, når frugtlegemet dannes ved stammens basis, at træet ikke kan reddes. Til gengæld gælder det om at redde de nærtstående træer, som kan smittes gennem rødderne.

Det angrebne træ skal fjernes og eventuelle rodforbindelser til nabotræer kappes over. Det samme er tilfældet, hvis man konstaterer angreb af elmesyge. Elmesygen skyldes en svamp (Ceratocystis ulmi) (se artiklen Elmesyge).

Der er dog også mange svampe, man kan have fornøjelse af i haven. Flere af de hekseringdannende arter dukker ofte op i græsplæner, og de er tit udmærkede spisesvampe. Den mest almindelige er den lille lysebrune elledans-bruskhat (Marasmius oreades), der kan findes fra juni til oktober. I maj-juni kan man være så heldig at træffe vårmusseron (Tricholoma gambosum) i hekseringe eller småflokke i plæne og krat; men også arter af blækhat og mørkhat ses ofte i haver. I stedet for at ærgre sig over dem kan man drage nytte af dem, og man kan endda forsøge at invitere svampe til at slå sig ned i haven. Med lidt forarbejde og megen tålmodighed kan man måske være så heldig at få morkler (se denne artikel) til at trives, og blandt de svamproddannende arter skulle det være muligt at finde en velsmagende partner til havens birke- og lærketræer.

Skadeblækhat (Coprinus picaceus) vokser på muldbund i løvskov og er ret almindelig, men værdiløs.

Svampedyrkning

Svampe er blevet dyrket af tropiske bladskærermyrer, kinesere og japanere i umindelige tider; men også europæerne er nu ved at komme med, og stadig flere svampearter inddrages. Svampe kan dyrkes i kælder, udhus eller et skyggefuldt hjørne af haven. Træboende arter som almindelig østershat (Pleurotus ostreatus), gul fløjlsfod (Flammulina velutipes) og foranderlig skælhat (Pholiota mutabilis) kan dyrkes på grenstykker, spåner, stubbe eller skiver af løvtræ, mens gran-svovlhat (Hypholoma capnoides) foretrækker nåletræ. Judasøre (Auricularia auricula-judae) vokser bedst på gamle hyldetræer i nærheden af havet. Champignondyrkning er omtalt i artiklen Champignon, og parykblækhat kan avles under lignende forhold. I Japan, Korea, Kina og Taiwan dyrkes store mængder af svampe, også til eksport, først og fremmest japanernes mest yndede spisesvamp, shii-take (Lentinus edodes), som er blevet importeret af europæiske svampedyrkere og sikkert snart bliver en hobby også i Danmark.

Stinkende huesvamp (Mycena alcalina).

Gulmælket huesvamp (Mycena crocata).

Giftige og spiselige svampe

Det havde været godt, hvis svampe kunne deles op i to klart adskilte grupper: madsvampe og giftsvampe; men hvis man ikke forfægter det standpunkt, at de eneste madsvampe er champignoner fra supermarkedet og resten er giftige paddehatte, er det ikke så enkelt. I den ene ende findes en gruppe hæderværdige arter, der har glædet og næret mennesker i årtusinder; i den anden ende findes svampe med dødelige cellegifte, der ikke nedbrydes ved opvarmning eller tørring og hvis virkning først mærkes længe efter måltidet, når maveudskylning ikke længere har effekt. Mellem disse yderpunkter findes de allerfleste svampearter, alle de, der betegnes »værdiløse«, dvs. uden særlige smagskvaliteter, eller »uspiselige«, altså seje, bitre, ildelugtende eller på anden måde uappetitlige. Ved siden af de dødbringende cellegift-svampe står flere arter, der kan give meget alvorlige forgiftninger og også medføre døden, afhængigt af den indtagne mængde og personens konstitution og vægt. Derefter følger svampe, der forårsager utilpashed, kvalme, opkastning, hovedpine og svimmelhed, maveforstyrrelser med diarre og lignende ubehageligheder; men disse virkninger fortager sig igen. En del svampe kan have hallucinogen virkning, dvs. fremkalder sansebedrag; men da de også ofte har farlig giftvirkning, må det absolut frarådes at eksperimentere. De »mistænkelige« svampe bør heller ikke opfordre til forsøg. De »spiselige« svampe er imidlertid ikke altid helt ugiftige. Kun de færreste svampe skal man spise rå; selv trestjernede madsvampe kan indeholde giftstoffer, der imidlertid forsvinder ved opvarmning eller tørring, således blåsyren i hekseringsridderhattene. De kortlivede frugtlegemer går hurtigt i forfald, og hvis man ikke sørger for kun at indsamle friske eksemplarer og helst tilberede dem samme dag, kan man blive forgiftet af selv de bedste arter. Nogle mennesker reagerer allergisk over for visse svampe, som andre spiser uden ubehag, og de må da betragte de pågældende arter som giftsvampe.

Almindelig blækhat (Coprinus atramentarius) kan spises af afholdsfolk; i forbindelse med alkohol er den giftig, da den indeholder antabuslignende stoffer.

Den store svampeverden er langtfra undersøgt til bunds, og vil man samle svampe, må man være opmærksom på, at forskningen kan flytte en svamp fra spisegruppen til giftgruppen og udvide spisegruppen med nye arter. Eksempelvis ved man nu, at almindelig netbladhat er særdeles farlig; at den tidligere anførtes som spiselig, skyldtes ukendskab til giftens virkemåde - dødsfaldene blev tilskrevet andre årsager. Nyere undersøgelser har afsløret, at agerchampignon (Agaricus arvensis) og et par nærstående arter, der som den har gulnende kød, således prægtig champignon (Agaricus augustus), kan have et foruroligende indhold af tungmetallet kadmium, og at den høje koncentration ikke skyldes menneskets forurening af naturen, men et særligt kadmiumbindende protein. Det virker befordrende på svampens vækst; men i mennesket kan metallet skade nyrerne, så agerchampignon må anses som giftig. De rødmende champignoner, bl.a. stor blodchampignon, har ikke forhøjet kadmiumindhold og kan ligesom de dyrkede champignoner spises uden risiko. Man skal også være opmærksom på, at svampe, der tidligere kun kendtes fra vore nabolande, kan dukke op i Danmark. De kan godt have været her hele tiden; man har blot ikke bemærket dem og derfor ikke taget dem med i svarnpehåndbøgernes begrænsede udvalg. Således er puklet gift-slørhat (Cortinarius speciosissimus), der er en dødelig giftsvamp, fundet flere steder på Øerne og Jylland i 1980.

De farligste giftsvampe er anført i Planteskemaer / Giftsvampe. Da man ikke umiddelbart kan se eller lugte, om en svamp er giftig, og da giftsvampe forekommer i mange forskellige slægter, også sammen med gode spisesvampe. må svampesamleren vide, i hvilke slægter og på hvilke voksesteder de farlige forekommer.

Højstokket støvbold (Lycoperdon excipuliforme).

Begynderen skal kende grøn fluesvamp (Amanita phalloides), der også kaldes løgknoldet fluesvamp, og snehvid fluesvamp (Amanita virosa), og man bør undgå slægterne slørhat (Cortinarius), trævlhat (Inocybe), rødblad (Rhodophyllus) og tragthat (Clitocybe), bortset fra anis-tragthat (Clitocybe odorata). Se altid efter, om svampen har skede, ring og hvide lameller, der er fluesvampenes kendetegn, og lad være at afskære svampen i jordoverfladen; vrik den op med hånden og kig efter, om der skulle sidde rester af en skede tilbage i hullet. Husk også, at en ring kan være ædt af en snegl eller fjernet af mekaniske årsager. Hvis man trods al forsigtighed alligevel føler sig syg efter at have spist svampe, må man ikke tøve med at kontakte læge eller sygehus. Man skal forsøge at fremkalde opkastning, og opkastet og mulige rester fra svamperensningen skal gemmes for det tilfælde, at en kemisk analyse skulle blive nødvendig for at identificere giften. Forgiftning kan skyldes andet end svampe.

Indsamling af spiselige svampe

Har man ikke plukket svampe før, kan det anbefales at deltage i en af de ture, der i sæsonen og under kyndig ledelse arrangeres af bl.a. Foreningen til Svampekundskabens Fremme, og aftenskolerne har hyppigt svampekurser blandt tilbuddene; men det er også muligt på egen hånd at begive sig ind i svampenes spændende verden.

Svampe kan bidrage til ernæringen med mineraler som kalium, kalcium, jern, zink, mangan og selen foruden Bvitaminer og askorbinsyre; at de tilmed er kaloriefattige, er endnu en grund til at se nøjere på dem. Deres generelle ry for farlighed er ufortjent og skyldes ukendskab; også mange træer og buske lokker med smukke frugter, der er dødelig giftige; men hvem ville spise et bær uden på forhånd at vide, at det er spiseligt? En sådan viden er også et uomgængeligt krav til svampesamleren, og svampejagt kan være dødsens farlig, hvis man ikke følger reglerne:

Spis aldrig en svamp, som ikke er bestemt med absolut sikkerhed; er der den mindste tvivl, skal man lade svampen være. Tag kun helt friske og nyudsprungne eksemplarer og gå uden om gamle, rådnende frugtlegemer og de helt spæde, der endnu ikke har udfoldet de kendetegn, som sikrer mod forveksling.

Stinksvamp (Phallus impudicus).

Til bestemmelse af svampe kræves en håndbog, en svampeflora. Der fås flere nyere, som i farvefotos eller -tegninger gengiver et rimeligt udvalg af svampe og for hver art anfører forvekslingsmuligheder og de tegn, man især skal lægge mærke til for at undgå fatale fejltagelser.

Kæmpestøvbold og parykblækhat er så særprægede, at man altid kan kende dem igen uden bogen, når man blot en gang har undersøgt dem. Rørhattene er en klart afgrænset gruppe, der især må anbefales begynderen. Den rummer flere af de bedste spisesvampe og ingen livsfarlige giftsvampe. En lille smagsprøve, der spyttes ud igen, vil afsløre de uspiselige arter ved den bitre smag. Kantareller og pigsvampe er ligeledes nemme at kende, og hermed er der allerede et betydeligt antal svampe til spisebrug. Blandt lamelsvampene lærer man hurtigt at skelne skørhatte og mælkehatte, to nærstående slægter med sprødt, ikke-trævlet kød. Efterhånden lærer man flere svampe at kende og lærer, hvor, hvornår og sammen med hvilke andre vækster de skal søges.

Har man gode og helt sikre spisesvampe i kurven, bliver det en sport at finde arter, man ikke har set før, også helt uden tanke på mad. Disse svampe holdes strengt adskilt i kurven, og man tager hele eksemplarer på forskellige alderstrin og lægger mærke til voksestedets natur og eventuelle træer i nærheden.

Svampenes udseende kan være forskelligt efter fugtighed og på forskellige lokaliteter, og først fuldstændig fortrolighed med alle en svamps kendetegn og overblik over variationsmulighederne giver den nødvendige sikkerhed. Svampe træffes overalt, selv midt i storbyen, og man kan plukke svampe hele året; men det største flor findes om efteråret. Som andre vækster kræver svampe visse betingelser for at vokse, og en af de vigtigste er tilstrækkelig væde. En tør sommer giver få svampe, mens det største udbytte fås efter 2-3 uger med rigelig regn. Svampejægerens udstyr er foruden håndbogen en flad kurv, gerne inddelt i mindre rum, f.eks. med papbakker eller opskårne mælkekartoner, så at forskellige arter holdes adskilt og det enkelte frugtlegeme ikke bliver knust af overliggende lag, som det vil ske i en plasticpose. En lille skarp kniv bruges til at rense svampene, inden de lægges i kurven. Den nederste del af stokken og mindre beskadigelser skæres bort; store svampe skæres igennem, så at man undgår at hjemføre en mængde svampe, der er ædt op indefra af svampefluelarver. Af nogle arter anvendes kun hatten; hos andre fjernes hathuden, der kan være klæbrig og fuld af planterester og jordpartikler. En let børste fjerner sandskorn og småinsekter, og hjemme i køkkenet er arbejdet reduceret til en sidste kontrol af svampene, og man er fri for at skylle dem, hvad de fleste svampe ikke har godt af.

Skællet stilkporesvamp (Polyporus squamosus).

Behandling af spisesvampe

I skemaet findes eksempler på gode spisesvampe; men tilberedningen og selve smagen er en sag for den enkelte. Nogle svampe egner sig til alle tilberedningsformer; andre kræver rigelig stegning, gerne med løg og krydderi, før smagen kommer til sin ret. Mange svampe kan tørres og holde sig i flere år; til tørringen fordres varme og udluftning. Morkler og elledansbruskhat kan trækkes på tråde og ophænges i et vindue, og store rørhatte og hekseringsridderhatte skæres i mindre stykker og tørres på trådnet over en varmekilde, f.eks. en radiator. Tørrede svampe blødes op i koldt vand og anvendes derefter på samme måde som friske; men de kan også stødes til pulver, der bruges til saucer og som krydderi; nogle svampe er ligefrem kryddersvampe, bl.a. stor løgbruskhat (Marasmius alliaceus). Svampe kan også gemmes i fryseren, enten rå eller tilberedt; som ved andre madvarer gælder det, at holdbarheden bliver mindre ved tilsætning af fedtstof. Parykblækhat, der hurtigt flyder hen i blæk, kan fryses rå. Saltning og henkogning er andre konserveringsmuligheder, og mange svampe kan købes i denne tilstand i forretninger.

Se også artiklerne om de enkelte svampe under disses danske navne.

Blomme - Prunus domestica

Thu, 07 May 2009 19:27:54 +0200

Blomme er træer, som kan blive 5-10 m høje. Grenbygningen er ret spinkel,

og kronformen afhænger af sorten.

'Victoria', en af de mest populære sorter i mindre haver.

'Italiensk Sveske' modner fra sidst i september til først i oktober.

Nogle sorter danner ret lave, brede træer med en noget hængende vækst, således 'Victoria'. Andre sorter som fx 'Althans' danner ret høje træer med en stiv, opret krone. Veddet er temmelig skørt, og grenene brækker let .

Bladene er stilkede, elliptisk-ægformede og savtandede. De er dunede på undersiden og har som regel et par kirtler ved bladenes stilk-ende.

Blomsterne hos blommer kommer tidligt. Bestøvningen sker ved biernes hjælp.

Blomsterne kommer parvis på frugtgrene eller langskud. De er stilkede, omkringsædige med 5 grønne bægerblade, 5 hvide eller hvidgrønne kronblade, en støvvej og 20-30 støvdragere med gule støvknapper. Blomsterne er fra 2 til ca. 3 cm i diameter. Blomstringen falder tidligt, som regel i første halvdel af maj. De er derfor ret udsatte for nattefrost eller koldt vejr, hvilket går ud over bestøvningen. Bestøvningen sker ved insekters hjælp, og det er især bierne, som er af betydning. Nogle sorter er selvbestøvere som fx 'Victoria'. Andre sorter kræver støv fra en anden sort for at sætte frugt, fx 'Althans' og 'Kirkes'.

I gode somre kan blommetræerne bære så mange frugter, at kviste og grene knækker. Sørg for udtynding af frugterne i god tid, mens de endnu er små og grønne.

Frugten: Blommen er en stenfrugt med et frø, stenen. Kødet er fint med en smag, som varierer meget efter sorten. Også saftigheden er afhængig af sorten. 'Reine Claude'rne er blandt de saftigste med den fineste og friskeste smag, mens sveskeblommerne er de tørreste og sødeste, især efter en varm sommer. Frugtkødets farve varierer fra sart gulgrøn over gul til svagt rødlig. Hos mangt sorter, heriblandt de fine 'Reine Claude', hænger stenen fast ved kødet. Hos andre som fx 'Victoria' slipper stenen let kødet. Frugthuden er hos 'Reine Claude'rne tynd og ofte næsten gennemsigtig. Hos de andre blommetyper er huden tykkere, ofte farvet i rødt eller blåt, sjældent gult. Huden er ofte mere eller mindre dækket af en dug, hvis farve kan svinge fra hvid til blåsort. Stenens form og størrelse varierer efter sorten og er et af de vigtigste kendetegn ved bestemmelse af en sort. Uanset hvordan frugterne på et træ har udviklet sig, bliver stenen med meget lille variation typisk. Er der for mange blommer på et træ efter en god blomstringstid, bliver frugtkødet for dårligt udviklet; er der meget få blommer på et træ, bliver kødet tykt og godt. Stenen bliver den samme. Stenene indeholder en kerne; to kerner ses meget sjældent. Kernerne udvikler ved knusning blåsyre, så man skal ikke spise for mange.

Typisk blomme med næsten kuglerunde frugter. Svesker har mere aflange frugter.

Dyrkning: Blomme kan lide veldrænet jord, men de tåler dårligt tørke. De plantes derfor ofte på lavere liggende arealer; direkte våde jorder tåler de dog ikke. De stiller ikke særlige krav med hensyn til gødskning, og 3-5 kg af en alsidig blandingsgødning vil normalt være passende. Blomme kan ikke lide jord med lavt reaktionstal. Det skal gerne ligge omkring 7-7,5, jo højere jo mere stiv jorden er. Blommerne er hårdføre træer, som bør have fuld sol. Noget læ kan være ønskeligt i blomstringstiden, og da læ giver en lidt højere sommertemperatur, hjælper det også på smag og saftighed.

Formering: Blommesorterne formeres ved okulation eller podning på grundstammer af frøformerede myrobalaner (Prunus cerasifera). Der findes en del andre klon-formerede grundstammer, men de har aldrig vundet indpas på danske planteskoler. Træerne sælges normalt som to-årige og plantes i vinterhalvåret. En afstand på ca. 5 m mellem træerne vil være passende, i hvert fald de første ca. 10 år.

Beskæring: Beskæringen af blomme bør ske lige efter frugtplukningen. På denne tid af året er saftstrømmen ved at tage af, og det giver såret mulighed for at lukke sig. Beskærer man senvinter eller forår, risikerer man, at træet forbløder . Blomme er ikke så gode til at hele større sår som fx æble. Beskæringen bør gå ud på at holde træerne så åbne, at alle frugter og blade kan få lys. Dette kan også lette kontrollen med sygdomme og skadedyr. Under beskæringen skal man være særlig på vagt og sørge for at fjerne beskadigede og syge grene. Ældre træer bør aldrig beskæres. Dyrkes blomme op ad et espalier, er beskæring påkrævet, men træet skal altid have god plads.

Øvrige pleje: Ved modningstid kan det være nødvendigt at støtte de bedst bærende grene, så de ikke brækker. Dette kan gøres ved at sætte pæle under de enkelte grene, eller man kan sætte en lang pæl i midten af træet og binde hver enkelt gren til den med lange snore. Pæle og snore bør fjernes lige efter høst.

Blommerne blomstrer tidligt, og udbyttet er meget afhængigt af, hvordan vejret har været i blomstringstiden. Har der været nattefrost, må man regne med, at blomsterne er ødelagt, også selvom det er ret varmt og solrigt om dagen. Har vejret været surt og koldt, er bierne blevet hjemme. I begge tilfælde går det ud over bestøvningen og dermed frugtsætningen.

Men er vejret godt i blomstringstiden, kan der ventes en meget stor frugtsætning. Nogle af disse mange frugter vil træet selv skille sig af med, fordi det ikke har kraft til at udvikle kernerne ordentligt. Men ofte vil der blive så mange frugter tilbage, at deres kvalitet til spisebrug bliver dårlig.

Efter en god blomstringsperiode kan det derfor betale sig at tynde ud i frugten. Denne udtynding bør ske så tidligt som muligt, så snart man kan se, hvor mange blommer der bliver på træerne. Når man er færdig med at udtynde, bør der være mindst 5 cm mellem de enkelte frugter, og det virker som en meget stor afstand på et tidspunkt, hvor blommerne måske ikke er mere end 7-8 mm store. Hos sorten 'Victoria' er stenen ca. 9 mm tyk, 18 mm bred og ca. 28 mm lang, uanset hvor mange blommer der er på træet. På et træ med for mange frugter kan disse være ca. 25 mm tykke, 30 mm brede og ca. 35 mm lange. På et veludtyndet træ blev frugterne 35 mm tykke, 45 mm brede og 55 mm lange. Hele gevinsten var altså saftigt frugtkød. Udtyndingen kan foretages ved en sprøjtning med svovlkalk i blomstringstiden, men resultatet er usikkert og kan ikke tilrådes undtagen til erhvervsavl.

Harpiksudflåd på blomme, fremkaldt af larver af blommevikleren (Laspeyresia funebrana).

Sygdomme: Gummiflåd viser sig ved, at en gulbrun væske flyder ud af sår eller direkte gennem barken. Væsken størkner og kommer til at minde om harpiks. Der kan være mange årsager til dette udflåd. Det kan skyldes, at biller gnaver i bark eller ved, eller det kan komme som følge af slag. Som regel skyldes det dog angreb af bakteriekræft (pseudomonas mors-prunorum). Sprøjtning med et kobbermiddel et par gange ved løvfald kan give nogen beskyttelse. Er et træ angrebet, er der ikke andet at gøre end at skære det syge bort. Den angrebne bark og veddet under den er brunfarvet med en skarp grænse til det sunde træ. Skær grenen over mindst 5 cm neden for grænsen. Gummidråber kan også ses på frugterne. De skyldes som regel insektangreb, men årsagen kan også være dårlige vækstforhold, koldt klima eller vandsyg jord.

Grå monilia (Sclerotinia laxa, Monilia laxa) smitter gennem blomsterne. Har svampen først fået fat, vokser den gennem frugtknuden ned i grenen, som visner. Symptomerne er visne frugter, blade og grene. De bør skæres af så hurtigt som muligt for at standse angrebet. Der findes kemikalier, som ved sprøjtning lige før og under blomstringen er effektive mod sygdommen.

Gul monilia (Sclerotinia fructigena, Monilia fructigena) angriber frugterne ved modningstid. Svampen trænger ind gennem sår. Nogen tid efter ses en del gule ringe om infektionsstedet. Disse ringe er sporehobe. Jævnlig sprøjtning med et svampemiddel er virksom.

Kransskimmel (Verticillium atrum) kan dræbe træerne. Bladene bliver først gule, derefter rødlige og til sidst brune og falder af. De nederste blade dør først. Angrebet sker som regel gennem rødderne, da svampen lever i jorden. Den angriber en meget lang række planter. Der er intet at stille op over for et angreb af kransskimrnel. Det angrebne træ må fjernes. Der findes en del andre sygdomme, som angriber blommer; men de er ikke af så stor betydning.

Skadedyr: På blomme er de vigtigste skadedyr blommevikleren og blommehvepsen.

Blommevikleren (Laspeyresia funebrana) kendes som »orm i blommer«. På de unge frugter ses på frugtens overflade harpiksagtige dråber, som udskilles af frugten som reaktion på de unge larvers gnav lige under frugthuden. Senere befinder den ca. 10 cm lange, lyse larve sig ved eller i stenen, omgivet af sine mørke ekskrementer, og angrebne frugter falder tidligt af træet. En bekæmpelse af blommevikleren er vanskelig, da frugten yder larven god beskyttelse, men afplukning og tilintetgørelse af de unge frugter, mens larven endnu er deri, kan forebygge stærke angreb det følgende år.

Blommehvepsen (Hoplocampa minuta) lægger i foråret æg på de unge blomsters bægerblade, hvor æglommerne ses som mørke pletter. Den nyklækkede larve æder af den unge frugts kød og sten og kan i løbet af sin larvetid opsøge og ødelægge 4-5 frugter, som bliver gule og falder af på et tidligt tidspunkt.

Galler på blommeblad, fremkaldt af blommepunggalhvepsen (Eriophyes similis).

Af bladlus er den melede blommebladlus (Brachycaudus helichrysi) den mest almindelige. De grålighvide og voksklædte lus samler sig i kolonier på de unge skud, hvor blade og frugter efterhånden bliver overtrukket med et klæbrigt lag af honningdug. Kolonierne kan spules af træet med en hård vandstråle, ligesom sprøjtning med lunkent sæbevand kan anvendes.

Arter: De dyrkede blommer hører næsten alle til Prunus domestica. Desuden anvendes myrobalan, som fejlagtigt kaldes for mirabelle; den hører til Prunus cerasifera. Den har ret små, runde frugter og bruges som grundstamme. Desuden har den tidligere været meget plantet som hegn. De dyrkede blommer, Prunus domestica, deles i fire grupper:

1) Insititia-gruppen udgøres af små træer med hårede skud og ofte med tome. Hertil hører krægerne eller »spillingsblommerne«. Den gode gamle hvidgule og tidlige havreblomme, som var almindelig i gamle haver, hører hertil.

2) ItaIica-gruppens træer er små, tornløse og lidt stive. Frugterne er oftest runde med en spids sten, som hænger ved kødet. Hertil hører 'Reine Claude' -typerne.

3) Domestica-gruppen danner større, tomløse træer. Frugten er oftest langagtig til oval. Stenen er flad, spids og skarpkantet og slipper kødet.

4) Syriaca-gruppen omfatter de ægte mirabeller og anvendes sjældent her i landet.

Sorter: Gennem forædlingsarbejdet er der nu skabt alle mulige overgange mellem disse typer. Der er beskrevet ca. 2000 forskellige sorter. Nogle af de vigtigste sorter, som også skulle være til at finde i planteskolerne, er:

'Althans Reine Claude' er en stor, rund blomme med en svag fure. Farven er livlig rødbrun på solsiden, mens skyggesiden er rdere bleggul. Der er en fin, lys dug. Huden er tyk og sej, men trækkes let fra kødet. Kødet er gyldent til grønliggult, fint, meget saftigt og har en fin aroma. Stenen er stor og ujævn og slipper ikke kødet. 'Althans Reine Claude' er en af vore fineste spiseblommer , og den modner omkring midten af september. Træet bliver ret stort og stift. Sorten kræver fremmedbestøvning, fx med 'Victoria'. Udbyttet er middel og udtynding sjældent nødvendig.

'Czar' er en middelstor, næsten rund blomme med en bred, dyb fure. Farven bliver mørkviolet, næsten sort, med en lys dug. Huden er tyk og sur og hænger fast ved kødet. Kødet er gult og saftigt, ret fast og noget trævlet. Smagen er frisk sødlig-sur. Stenen er ret lille og løsner ikke fra kødet. Træet

er middel af vækst, sundt, og sorten er selvbestøvende.

'Experimentalfältets Sveske' er en lille til middel, aflang blomme med en bred, flad fure. Farven bliver sortrød med en hvid dug. Huden er lidt sej, men kan let trækkes af kødet. Kødet er gullig-grønt, fast og saftigt, sødt med en god aroma. Stenen er ret stor og forholdsvis glat. Den slipper let kødet. Frugten modner omkring månedsskiftet august-september. Det er en fortrinlig blomme både til at spise frisk og til køkkenbrug. Den kan tørres, men sveskerne bliver noget små. Sorten er selvbestøvende.

'Italiensk Sveske' er en stor, oval (sveskeformet) blomme med en ret flad fure. Farven er fra mørk rødbrun til mørk purpurrød med lys dug. Huden er tynd, men sej, og trækkes let af. Kødet er grønliggult med brunlige tegninger, fast, ret tørt og har en sød, krydret smag. Kødet slipper let stenen. Stenen er stor, tynd, ret glat og tilspidset. 'Italiensk Sveske' modner fra sidst i september til midten af oktober. Den bør plukkes i flere omgange, da den modner ret ujævnt. I milde efterår bliver den en fortrinlig blomme både til at spise, til køkkenet og til tørring eller frysning. Træet bliver ret lavt og bredt. Det er hårdført, og sorten er selvbestøvende.

'Kirkes' er en stor til meget stor og nærmest rund blomme med en bred, tydelig fure. Farven bliver blåviolet med en lys dug. Huden er tynd. Kødet er gulgrønt, fast, middelsaftigt og sødt med en god aroma. Stenen er middelstor, ret jævn og slipper kødet. 'Kirkes' modner sidst i september og er en førsteklasses blomme. Træet bliver middelstort og kræver en lun plads. Sorten er selvsteril, men bestøves let af t.eks. 'Victoria' og 'Czar'.

'Opal' er en stor, rundagtig rød blomme med blå dug og en bred, ret flad fure. Huden er ikke særlig sej. Kødet er gulligt, saftigt og velsmagende. Stenen løsner fra kødet. 'Opal' modner lidt over midten af august. Træet er sundt og rigtbærende, hvorfor udtynding ofte kan betale sig. 'Opal' er selvbefrugtende og kan bruges som eneste sort.

'Ouillins Reine Claude' giver en stor frugt, som er næsten rund med en meget bred, flad fure. Farven er gulgrøn med en lys dug og røde prikker på solsiden. Huden er tynd og sart. Kødet er gulgrønt, blødt og saftigt med en god, noget sød smag. Stenen er stor og grov og slipper ikke kødet. 'Ouillins Reine Claude' modner i sidste halvdel af august. Den regnes for en af de bedste blommer. Træet bliver ret stort og stift. Sorten er selvbestøvende.

'Rivers Early Prolific' har en lille, rund til oval frugt med en bred fure. Farven bliver mørkt rødlilla med en hvidlig dug. Huden er sej. Kødet er hvidgulligt, ikke særlig saftigt, men fast og fint. Frugten modner først i august og kan tåle at blive rystet ned. Sorten er delvis selvsteril, men sorterne 'Czar' og 'Victoria' er gode bestøvere.

'Victoria' kan blive en stor oval blomme med en svag fure. Farven bliver rødorange med en lys dug. Huden er tynd. Kødet er guldgult til lyst gult, blødt, men ikke særlig saftigt. Stenen er stor og ujævn og slipper ikke kødet. Smagen er hos veludviklede blommer god og frisk, mens den hos små blommer kan være tør og kedelig. 'Victoria' modner i sidste halvdel af september og er en af de bedst kendte blommesorter. Træet bliver ret lille med en overhængende vækst. Sorten er selvbestøvende og en god bestøversort til andre blommer. Det vil næsten altid være nødvendigt at tynde ud i frugterne for at få blommer, som er værd at spise.

'Victoria' hører til de mest rigtbærende af vore haveblommer.

Blommetræer til småhaver:

Røde frugter: 'Althans Reine Claude', 'Opal', '',

Gule frugter: 'Ouillins Reine Claude',

Blå frugter: 'Czar', 'Experimentalfaltets Sveske', 'Italiensk Sveske'.

Vand i haven

Tue, 26 May 2009 09:18:09 +0200

Et bassin kan fungere som et rent spejlbassin uden beplantning, eller det kan som bassinet på billedet tilplantes delvis, så at en del af spejlfladen bevares.

Vand er en forudsætning for al plantedyrkning, og allerede langt tilbage i kulturhistorien har mennesket anvendt vand som haveelement som tegn på velfærd, magt og frodighed; de overdådige vandanlæg i de mauriske haver, i renæssancehaverne og barokhaverne eksisterer stadig som eksempler herpå. I de engelske landskabshaver indgik vand som et naturelement, og i de japanske haver havde vandet en religiøs betydning.

I moderne haver kan man uden større udgifter, men nok med en del besvær, indpasse et vandanlæg, enten som et stille vand, der spejler himlen og træernes silhouetter, som et soppebassin for børnene eller en swimmingpool for de voksne, eller som et plantebassin, hvor vækster fra søer, bække, sumpe og moser kan trives. Vandet har også sit eget dyreliv, som kan være et plus for enhver have.

Et skålformet bassin med jævnt tiltagende dybde mod midten. Bunden består af granitchausse og er sat i beton. Vedligeholdelsen er nem, men bassinet kan være vanskeligt at dyrke planter i.

Placering

Det er naturligt at anbringe havebassinet på det lavestliggende terræn i haven, da vand jo altid søger ned mod de laveste punkter. Er der mulighed for at vælge mellem en plads i sol og skygge, bør man foretrække den solrige plads, især hvis bassinet helt eller delvis skal tilplantes med vand- og sumpplanter, som næsten alle foretrækker lys og sol. I dette tilfælde kan det dog være et minus, at alger, andemad og andre uønskede vandplanter også foretrækker sol.

En havedam, anbragt direkte i græsplænen, har stor dekorativ virkning, især hvis græsflade og vandflade ligger i samme niveau. Men man skal være opmærksom på den store ulempe, at græsstråene ved plæneklipningen spredes ud over vandfladen, hvorfra de er vanskelige at fjerne igen. Vandbassinet bør aldrig lægges umiddelbart under større træer, hvis blade, knopskæl og frugter kan forurene vandet. Endelig bør vandbassinet lægges således, at det er let at tømme for vand ved rengøring af bund og sider, ved udskiftning og nyplantning af vandplanter samt ved reparation af bassinet.

Bassinstørrelser

Det mindste havebassin kan bestå af en betonring eller en oversavet vintønde med nogle få hundrede liter vand, beregnet til dyrkning af nogle få, særlig smukke vandplanter. Et egentligt havebassin bør ikke være for lille, da vandplanter oftest har så stor vækstkraft, at vandspejlet bliver tilgroet og dækket i løbet af en sommer. Skal der være fisk i havedammen, bør vandfladen ikke være mindre end 2-3 m².

Den fremtidige vanddybde må ikke være for lille. Vandplanter er nemlig meget følsomme over for bratte temperatursvingninger, hvorfor lavvandede bassiner, hvor vandet hurtigt opvarmes og afkøles, bør undgås. Et almindeligt bassin bør have en mindstedybde på 40-50 cm. Der er så plads til et bundlag på 10 cm og en vanddybde på 30-40 cm. Enkelte typer af åkander og nøkkeroser kræver en betydelig større vanddybde; men disse arter må man undlade at dyrke i et lille bassin. Mange vandplanter kræver forskellig vanddybde, og det kan man tage højde for ved at opbygge »hylder« af jord forskellig dybde under vandfladen. Udgravning

Uanset valg af bassinmateriale må udgravningen foretages efter en forud lagt plan, som afsættes i terrænet som ved enhver anden grundudgravning. Husk at medregne plads til bassinets bund og vægge. Bassinets sider bør have et stejlt fald indefter, mens lodrette vægge er uheldige af konstruktionsmæssige grunde. Samtidig med udgravningen placeres eventuelle vandrør og afløbsrør samt kasser og »lommer« til plantning af vandplanterne.

Materialer

Havebassinet kan opbygges af beton, asfalt, glasfiber eller plastic. Det kan opbygges direkte på stedet, eller man kan anskaffe et færdigt bassin af plastic til nedgravning på det ønskede sted i haven.

Et firkantet bassin med et lille springvand er nemmere at udføre og vedligeholde end et uregelmæssigt. Afdækningen består af frilagt granit.

Betonbassin

Beton er det mest anvendte materiale til bassinbygning, men er langtfra ideelt. En betonkonstruktion er meget arbejdskrævende og kan senere give mange skuffelser ved revnedannelser på grund af istryk eller bevægelse i jordlagene. Beton kan købes færdigblandet hos cementfirmaerne og kan passende bestå af 3 dele nøddesten, 2 dele skarpt grus og 1 del cement. Til mindre bassiner anvendes et betonlag på bund og sider i ca. 10 crn's tykkelse, holdt på plads af støbebrædder. Når betonen er afhærdet, påføres et 2 cm tykt pudslag af 2 dele skarpt grus og 1 del cement. Der skal altid bruges vandtæt cement. Hverken fisk eller planter tåler den kalk, som findes i cementen; men kalken kan fjernes ved, at man fylder bassinet med vand, som får lov at blive stående en uges tid. Så tømmes vandet bort, og man gentager denne proces. Ved tredje påfyldning vil vandet være praktisk talt kalkfrit og ufarligt for fisk og planter. Desuden kan betonfladen dækkes med koldtflydende asfalt, som gør bassinet fuldstændig vandtæt. Denne asfalt må være helt afhærdet før bassinets tilplantning, og man anvender samme tredobbelte rensning som nævnt ovenfor. Til meget store betonbassiner må der anvendes armeringsjern i sider og bund, og arbejdet bør udføres af fagfolk.

Glasfiberbassin

Glasfiber er et stærkt og stift materiale, som dog er så elastisk, at det uden at revne kan optage tryk fra isen, når denne udvider sig. Før nedgravning af et sådant præfabrikeret bassin må man kontrollere, at hullet er noget større end bassinets ydersider, og mellemrummet mellem jord og bassin fyldes med sand, så at bassinet kommer til at ligge fast.

Plasticbassin

Af kraftig plasticfolie (PVC = polyvinylklorid) kan man let fremstille et solidt havebassin for en billig pris. Udgravningen til et sådant bassin skal skråne ca. 20° indefter. Sider og bund dækkes med et 10 cm tykt lag fint sand. Plasticmåtten bredes ud over hullet, og kanterne holdes midlertidigt fast med mursten. Man fylder forsigtigt vand i bassinet, og vandets vægt vil trække plasticmåtten ned i udgravningen og forme måtten efter hullets omrids. Bassinet fyldes med vand indtil 2-3 cm fra kanten. Så fjernes murstenene og plasticfolien kan klippes af 20-25 cm fra kanten. Til sidst dækkes denne plastickant med græstørv, fliser eller trykimprægnerede brædder.

Tilløb og afløb

I småhaver er kostbar installation af tilløb og afløb helt unødvendig. Bassinet kan let fyldes med vand fra haveslangen og igen tømmes ved, at man benytter haveslangen som hævert.

Børnesikrede bassiner

Havebassinet kan sikres mod drukneulykker, hvis man 5 cm under vandfladen udspænder et vandret net af galvaniseret, plasticbetrukket trådvæv. Nettet fastgøres på kroge, indstøbt i bassinets sider. Når nettet ligger under vandoverfladen, skæmmer det ikke bassinets udseende og hindrer ikke vandplanternes vækst, som kan foregå uforstyrret op gennem nettet. Denne løsning er dog ikke helt betryggende, især ikke, hvis vandstanden ændres.

Et plantebassin giver mulighed for yppig vegetation hele sommeren - men gerne med et åbent stykke vandflade, som kan spejle himlen og blomsterne.

Vandkvalitet

Har man mulighed for at benytte regnvand eller kalkfrit sø vand til havebassinet, vil det være en stor fordel fremfor det i reglen meget kalkholdige vandværksvand.

Renholdelse

I stillestående vand vil der ved en passende høj temperatur hurtigt udvikles en frodig bevoksning af grønalger. Drejer det sig om et soppebassin eller en swimmingpool, kan man ved tilsætning af klor nemt dræbe både alger og bakterier; men vegetationen i plantebassiner tager skade af klor, og her må man i stedet anvende blåsten til rensning af vandet. Der benyttes en dosis på 2 g blåsten pr. kubikmeter vand. Findes der fisk i bassinet, bør man undgå blåstensbehandlingen. Anvendelse af andre kemiske stoffer må absolut frarådes. I tilplantede bassiner bør visne og rådnende plantedele have lov at falde til bunds, for at næringsstofferne i dyndet kan komme vandplanterne til gode; spejlbassiner bør derimod renses en eller flere gange om året for rådnende plantedele.

Mosgroet murstenskant omkring et ældre bassin med siv, åkander og guldfisk.

Ukrudtsplanter

Foruden grønalger findes ofte andemad i stillestående ferskvand. Andemad breder sig hurtigt til et grønt tæppe til skade for både vandplanter og fisk. I mindre bassiner kan andemad holdes i ave ved, at man fisker det op med en ketsjer, ligesom planten kan dræbes af blåsten. Vandpest kan i lidt større vandpartier blive et besværligt ukrudt; men også nøkkerose, åkander, tagrør, dunhammer og siv kan tage overhånd, så de med hård hånd må luges bort.

Et moderne havebassin med siv, kogleaks, dunhammer og nøkkeroser.

Myggelarver

I have bassiner uden fisk vil der med sikkerhed udklækkes store mængder myggelarver, mens en fiskebestand hurtigt vil gøre det af med både myggeæg og myggelarver. I sydlige lande har man bekæmpet malariamyg med DDT, og herhjemme er man kommet myggeplagen til livs ved at kvæle larverne ved udsprøjtning af petroleum eller dieselolie på ynglestederne i stillestående ferskvand; men disse miljøfjendtlige metoder må frarådes stærkt i privathaver og på offentlige arealer.

Vandfladen i et spejlbassin gengiver havens og himlens vekslende farver, lys og skygge. Spejlbassinet kræver ikke megen vedligeholdelse.

Vinterforanstaltninger

I en hård vinter kan man risikere, at betonbassiner revner, når isen udvider sig. Man kan modvirke det ved om efteråret at udlægge gummibolde eller krugerkugler i vandet, så at disse kan optage trykket. Man kan også sænke et tæt knippe af tagrør eller rughalm lodret ned i vandet. Det luftfyldte materiale forsinker isdannelsen, formindsker istrykket mod bredderne og giver luft til fiskene. Skrå bassinsider er ikke så udsat for at blive ødelagt af istrykket som lodrette sider, idet isdækket simpelt hen vil glide op langs de skrå kanter uden at trykke disse i stykker. Man kan sikre fisk og andre vanddyr den fornødne ilt i vintertiden ved efter den første isdannelse at slå hul på isen og med en hævertslange suge så meget vand bort, at der dannes et luftlag mellem isen og den sænkede vandoverflade.

Bassintyper

I en mindre have kan der blive tale om et spejlbassin, et plantebassin, et fiskebassin, et soppebassin og et svømmebassin.

Spejlbassin

Et spejlbassin anlægges, så at der er mulighed for spejling i vandoverfladen af høje genstande som husmure og træer. Bassinets sider og bund bør males sorte for at opnå den ønskede spejlvirkning. Man kan i dette tilfælde klare sig med en vanddybde på kun 5-20 cm.

Plantebassin

Et tilplantet bassin kan være en gendigtning af en søbred, en åbred eller et moseareal i det danske landskab. De egentlige vandplanter gror i et humusrigt muldlag, altid dækket af vand. Da det ofte er uhensigtsmæssigt at dække hele bassinbunden med jord, går man tit over til at dyrke vandplanterne i jordfyldte kasser eller kurve, som sænkes ned på bassinbunden. Her kan de holdes på plads med en tyngde af sten eller flisestumper. Af hensyn til de forskellige typer vandplanter må man have mulighed for forskellige vanddybder ved f.eks. at opbygge terrasser og hylder i forskellig dybde. Af Planteskemaet over vandplanter fremgår det, hvilke vanddybder der er de ideelle for de forskellige arter. Den bedste plantetid for vandplanter er fra sidst i maj til begyndelsen af juni, hvor vandet har fået en passende varmegrad. De fleste vandplanter er hårdføre og tåler overvintring i det isdækkede, vandfyldte bassin. Hvo! man af forskellige grunde ønsker at tømme bassinet for vand i vintertiden, bør vandplanternes rødder dækkes med et tykt lag visne, tørre blade, granris eller lignende.

Fiskebassin

Fisk kræver ensartede temperaturforhold, hvorfor en vanddybde på mindst 60 cm er nødvendig. Der bør regnes med, at 5-6 fisk af mellemstørrelse kan trives pr. m² vand. Fiskene kan fodres med dafnier, mens man bør undgå fodring med brød og lignende, som vil fremme forrådnelse og gæring, især i stillestående vand. Om sikring af ilt til fiskene i vintertiden, se afsnittet Vinterforanstaltninger foroven. Af egnede fisk til smådamme kan anbefales karusse, guldfisk, guldrimte og guldsnude.

Se desuden artiklerne Andemad, Soppebassin, Springvand, Sumpplanter og Vandplanter.

Hegn

Sat, 02 May 2009 12:18:52 +0200

Et hegn kan bestå af tætplantede buske eller træer eller »døde« materialer som sten, træ og metal.

Ordet have betyder oprindelig et indhegnet jordstykke. Fra gammel tid har det været nødvendigt at hegne for at frede, værne eller skaffe læ omkring marker, haver, skove, bygninger m.m. Ved rejsningen af hegn blev der i stenrige områder benyttet sten, i skovegne grene og rafter; i eng- og marskegne blev der gravet grøfter, og i kystegne udnyttede man den opskyllede tang. Endvidere var det almindeligt med hegnsplantninger , hvorfra man skaffede sig materiale til risgærder; hegnsplantningerne kunne samtidig tjene som levende hegn.

Krav til hegn

Ved valg af hegn omkring haver stilles bl.a. krav om udseende, lævirkning mod vind og støj, afskærmning mod indsigt, holdbarhed, pris og - ikke mindst - krav om indordning efter hegnsloven. Det henstilles i hegnsloven:

1) at hegnene vælges efter de tilstødende ejendommes karakter og benyttelse, 2) at hegn mod gader, veje, stier og pladser danner et tiltalende helhedsindtryk, 3) at hegnene ikke på uheldig måde ændrer landskabsbilledet,

4) at hegnene tydeligt adskiller de pågældende ejendomme og kan modstå påvirkningerne fra ejendommenes benyttelse,

5) at hegnene yder de tilgrænsende ejendomme rimelig beskyttelse mod indtrængen, og

6) at hegnene ikke i højere grad end nødvendigt spærrer for lys, luft eller udsigt (se desuden artiklen Hegnsloven).

Et hegn skal give læ mod vind. Et helt tæt hegn, f.eks. en mur, giver meget læ nær hegnet, men lævirkningen er kortrækkende, kun ca. 25 gange hegnets højde, og der dannes hvirvelvinde, som slår ned bag hegnet. Et hegn, hvor 35-50% udgøres af jævnt fordelte huller, f.eks. en hæk eller et halvtæt raftehegn, giver derimod nedsat vindhastighed uden hvirveldannelser ud til en afstand svarende til 30 gange hegnets højde. Navnlig i boligkvarterer anlagt på åben mark er det nødvendigt at vælge hegn, som nedsætter vindhastigheden uden at danne hvirvler (se også artiklen Læhegn).

Skal et hegn danne støjlæ, skal det være helt tæt og bestå af tunge materialer som beton eller jord. At massefylden er afgørende, viser sig f.eks. ved, at en 2 m høj betonmur har en lydskærmende virkning svarende til et 25 m bredt skovbælte.

Der er to hovedgrupper at vælge imellem: levende hegn (klippet eller uklippet hæk eller læhegn) og hegn af »døde« materialer. Levende hegn er forholdsvis billige i anskaffelse, smukke og lægivende, men arbejdskrævende i vedligeholdelse. Døde hegn er i reglen dyrere i anskaffelse, pladsbesparende og nemmere at vedligeholde. Til fordel for det døde hegn tæller tillige, at man straks opnår den ønskede hegning og at man kan plante helt op til hegnet. Det døde hegns ofte golde og hårde udseende kan mildnes ved opsætning af slyng- og klatreplanter. I det følgende omtales alene døde hegn; levende hegn er omtalt i artiklen Hæk.

Stakit med udskårne planker i trykimprægneret træ.

Opsætning af hegn

For at kunne opsætte et hegn i ejendomsskellet er det nødvendigt at kende ejendommens rette afgrænsning. En ejendoms skel er afmærket med skelpæle , opsat af en landinspektør. Skelpælene er jernrør, som er banket i jorden i ejendommens hjørner og hvor skellinjen i øvrigt slår knæk. Hvis skelpælene er gravet ned eller på anden måde forsvundet, kan punkterne findes ud fra det til ejendommen hørende matrikelkort. Af hensyn til nabo frede n er det klogt at overlade til en landinspektør at rekonstruere skellet. Hegnets samlede længde kan bestemmes enten ved direkte opmåling mellem skelpælene eller ved opmåling på matrikelkortet. Ud fra opmålingen bestemmes mængden af nødvendige materialer til hegnet.

Opsættes hegn, hvor terrænet stiger eller falder, aftrappes hegnshøjden i takt med terrænet. I reglen er det nemmere og smukkere at aftrappe et hegn med lodret fremfor vandret beklædning. Da opsætning af døde hegn i reglen fordrer håndværksmæssig erfaring, overlades arbejdet i reglen til en kvalificeret fagmand, dvs. en anlægsgartner, en murer, en tømrer eller en smed.

Jorddige

Et jorddige er en jordvold, som eventuelt er beplantet med græs eller buske. Til beklædning af et jorddige anvendes gamle græstørv med grønsværen nedad; som fyld anvendes almindelig markjord. Diget opbygges efter udspændte snore og skal have skrå sider, som hindrer sammenstyrtning af diget. Jorddiget anvendes især i landbohaver og i naturhaver, men optager for megen plads i baghaver.

Stendige

Stendige, hvis fuger dækkes af en tæt græstørv. Stenbedsplanter kan også anvendes.

Et stendige eller stengærde består af en jordvold med store natursten på siderne. Et ensidigt stengærde har kun sten på ydersiden, mens indersiden udgøres af jævnt skrånende jord til bevoksning. Ved opførelsen af et stendige faststampes underlagsjorden til ca. 15 cm under terrænet. De største sten lægges nederst. Sten skal hvile på sten, og den støttende jord bag stenene stampes fast for hvert stenlag. Et stendige må ikke stå med lodrette sider, men skal have en svag hældning, et såkaldt anlæg eller smig, på mindst 15%. For stendiger med en højde over 1 m er det nødvendigt at bagstøbe med beton.

Mur

Havehegn af tegl-, beton-, sand- eller granitsten o.lign. er en af de dyreste former for hegn. Stenene fæstnes med mørtel og cement som bindemiddel. Muren skal funderes til frostfri dybde, dvs. 100 cm under terræn. Foroven afsluttes muren med en afdækning til beskyttelse mod frostsprængninger, f.eks. i form af kobber- eller zinkplader. Tørmure opstilles på samme måde som stendiger uden bindemiddel, men med samme materiale som havemure.

Grengærde

Grengærder er velegnede under landlige forhold og hvor der er let adgang til grene. Tidligere blev grengærder anvendt inden for landbruget som midlertidige hegn omkring tilsåede marker. Et grengærde består af grene, som er flettet i spænd mellem lodrette pæle, der er anbragt med en indbyrdes afstand på ca. 1 m. Som beklædningsmateriale anvendes grene fra f.eks. ask eller poppel (træerne stynes) eller grene fra beskæring af havens buske og træer. Efterhånden som grenmaterialet rådner, bankes det sammen med en kølle, og der lægges nye grene foroven.

Risgærde

Et risgærde har en beklædning, bestående af afbladede kviste (ris, skud), som er flettet mellem lodrette stolper eller vandrette bærere (løsholter), opsat mellem stolperne. Til vandret risbeklædning sættes stolperne med en afstand på ca. 1m. Ved lodret beklædning sættes stolperne med en indbyrdes afstand på 1,5-2 m, og løsholterne anbringes med en afstand på 40-50 cm. Almindeligvis anvendes der bøgeris til beklædning. De afbladede, friske ris samles i bundter (taver) på en arms tykkelse og indflettes mellem stolper eller løsholter fra hver sin side. Ved lodret beklædning anbringes risene med topenden opad, hvorefter man eventuelt studser toppen af risene med en hækkesaks. Et hegn med vandretlagte ris er dog lettere at vedligeholde end et hegn med lodretsatte ris.

Kæppehegn (dyrehave- og vindekæppehegn)

Kæppehegn minder om gren- og risgærder. Som beklædningsmateriale er anvendt afkvistede grene fra f.eks. eg, enebær, gran, hassel eller pil. Kæppe fra enebær er de mest holdbare og kan holde i op til 100 år; men de er også de dyreste. Afbarkede og imprægnerede pile kæppe er et forholdsvis billigere

materiale og danner et smukt hegn med lang holdbarhed. Det billigste materiale er gran. Kæppene monteres enten vandret eller på skrå mellem stolper eller lodret mellem løsholter. Hegn med vandrette eller skrå kæppe kaldes vindekæppehegn til forskel fra hegn med lodret satte kæppe, som kaldes dyrehavehegn. Til et vindekæppehegn anvendes imprægnerede træstolper, som anbringes med en indbyrdes afstand på 1-1,5 m. I et dyrehavehegn er kæppene anbragt i spænd mellem 3 vandrette løsholter, som f.eks. kan være firkantede lægter af fyr. Løsholterne er anbragt i stolpeflugtens midtlinje, set fra oven, og er tappet ind. For et 180 cm højt hegn sættes løsholterne henholdsvis 30, 90 og 150 cm over jorden. Indtapningen udføres med stemmejern eller ved at bore huller med et stort centrumsbor. Løsholten tilspidses, så at den passer ind i hullet. Indtapningen gør det nødvendigt, at den bærende konstruktion laves færdig fag for fag. Før en stolpe kan anbringes i færdig stilling, må løsholterne være sat på plads. Kæppe på tykkelse med et kosteskaft anbringes i spænd mellem løsholterne fra hver sin side og med topenden lodret opad. Til slut foretages en eventuel afkapning af topenderne med en sav eller et Ørnenæb efter en udspændt snor.

Vidjehegn med trykimprægnerede stolper og flettede pilegrene.

Pileflethegn

Et pileflethegn udgøres af fabriksfremstillede hegnselementer, opsat på stolper. Det er et elegant, men forholdsvis dyrt hegn, bl.a. fordi pilegrenene af hensyn til holdbarheden skal være afbarkede og imprægnerede. Hvert hegnselement består af en træramme, hvori der er indflettet pilegrene efter samme princip som for et dyrehavehegn. Elementerne leveres i forskellige standardhøjder og almindeligvis med en længde på 150 cm. Hegnselementerne fordrer stor nøjagtighed ved opsætningen af de bærende stolper, som opsættes efter montering af hvert element. På stolperne monteres specialbeslag til fastgørelse af elementerne.

Raftehegn med trykimprægnerede stolper og vandrette, imprægnerede rafter.

Raftehegn

Raftehegnet er den mest anvendte form for faste (»døde«) hegn mellem villahaver. Hegnet består af rafter med eller uden bark, opsat lodret eller vandret mellem stolper. Stolperne skal være mindst 15-20 cm i tværmål i rodenden. Som materiale anvendes trykimprægneret gran, fyr eller lærk. Lærk er dyrest, men tillige mest holdbar. Til et færdigt hegn med en højde på 1,8 m skal stolperne have en længde på mindst 2,8 m. Stolperne sættes med en indbyrdes afstand på 150-200 cm, graves med den tykke ende nedad 80-100 cm ned i jorden og stampes og vandes herefter fast. Foroven afskæres stolperne i den ønskede hegnshøjde med et skråsnit, så at regnvandet lettere kan løbe af. Til lodret beklædning med rafter forbindes stolperne med vandrette løsholter. Som løsholter anvendes rafter med en diameter på 8-10 cm, eventuelt gennemsavede. Der anvendes to løsholter pr. stolpefag. Den nederste løsholt bør ikke sidde nærmere jorden end 30 cm, den øverste 30 cm fra hegnets overkant. Løsholterne fastgøres enten indtappet eller direkte på siden af stolperne. Til beklædning anvendes rafter med et tværsnit på 5-6 cm, enten hele eller gennemskårne. Som materiale anvendes især gran; lærk er dyrere, men mere holdbar og anses for smukkere. Rafterne forhandles med eller uden bark, og de afbarkede fås med eller uden trykimprægnering. Som nyopsatte" er de barkdækkede rafter de smukkeste, men i løbet af et par år skaller barken efterhånden af. Ved lodret og tæt raftebeklædning fastsømmes rafterne på løsholterne. Rafterne anbringes skiftevis med rod- og topende opad, så at der ikke opstår skævhed. Den nederste ende af rafterne anbringes hele tiden i flugt med den ønskede højde over terrænet; den øverste ende afsaves til slut i ønsket højde efter en udspændt snor. Opsættes raftehegnet som et såkaldt finsk hegn med vandrette rafter fra forsiden af den ene stolpe til bagsiden af den følgende, vil hegnet ikke få en forside og en bagside, men være lige smukt fra begge sider. Rafterne sømmes vandret på stolperne med rodende mod topende. Der startes øverst efter et vaterpas. For raftehegn og hegn i øvrigt er det en fast regel at anbringe den »kønneste« side væk fra sig selv, dvs. mod naboen eller ud mod vej.

Plankeværk

Et plankeværk virker lettere, når de vandrette planker slås skiftevis på stolpernes for- og bagside.

Plankeværk er især velegnet i tætbebyggede områder. Som materiale anvendes normalt trykimprægneret fyr, som leveres høvlet eller uhøvlet. Plankerne opsættes lodret på løsholter eller vandret, direkte på de bærende stolper. Plankerne påsømmes tæt ved siden af hinanden, med mellemrum eller skiftevis på hver sin side af stolper eller løsholter.

Lamelhegn

Lamelhegn kan købes i elementer til at hænge op på de nedgravede stolper. Lamelhegn kaldes også flet- eller spånhegn. Hegnet minder om dyrehavehegnet, men i stedet for kæppe er anvendt 4-6 mm's lameller eller spåner af vekslende bredde.

Ved montering af lameller på op sætningsstedet anbringes lamellerne lodret i spænd mellem løsholter på samme måde som ved opsætningen af ris gærder eller kæppehegn. For at øge hegnets holdbarhed fastgøres lamellerne til øverste og nederste løsholt med stifter. Lamelhegn og spånhegn kan også købes som færdigmonterede elementer.

Halmmåtter

Hegn af halmmåtter er skrøbelige og har stærkt begrænset levetid. Anvendes de såkaldte gartnerhalmmåtter , som er bundet af rughalm og tjæregarn, kan måtterne holde 2-3 år, hvis de tages ind om vinteren. Hvis måtterne ikke bringes indendørs om vinteren, er det nødvendigt at foretage årlig udskiftning. Hegn af halmmåtter er bl.a. anvendelige, hvor nyplantede hække endnu ikke har dannet skærmende læ, eller som afskærmning ved terrasser. Måtterne opsættes på en bærende konstruktion af nedgravede stolper, forbundet med vandrette løsholter eller hegnstråd, og stolperne forsynes med en overligger, der værner måtterne mod stød og slag fra oven.

Rørhegn

Rørhegn af balkantagrør har en smuk materialevirkning og er ret holdbare.

I forhold til halm måtter er måtter af rør eller sivet mere holdbart og ofte smukkere hegnsmateriale, men også langt dyrere. Rør fra specielt Balkan har en levetid på 20-25 år. Rørmåtter kan leveres som færdige hegnselementer. Elementer fremstillet af gule rør fra Balkan går under betegnelsen »goliath-hegn«.

Eternit

Hegn af eternitplader er forholdsvis skrøbelige og dyre. Pladerne er vindtætte og vejrbestandige, men de tåler hverken stød eller slag. De anvendes f.eks. til hegn med selvhæftende slyngplanter. Pladerne opsættes på en bærende konstruktion, bestående af nedgravede stolper, forbundet med vandrette løsholter.

Trådhegn

Det mest holdbare trådhegn har varmgalvaniserede stolper og plasticbetrukket fletværk. Trådhegn består af stolper, hvorimellem der er udspændt to, tre eller flere rækker vandret hegnstråd. Hegnet er forholdsvis billigt i anskaffelse og anvendes især under landlige forhold med store hegnslængder; det har ingen lægivende virkning. Undertiden kombineres hegnet med en hæk eller suppleres med trådvæv, som skærmer mod ind- eller udtrængende mindre dyr. Som stolpemateriale anvendes kraftige træstolper eller vinkeljern, som støbes fast i beton til frostfri dybde, dvs. 75-100 cm under jordoverfladen. Stolperne sættes med en indbyrdes afstand på 2,5-3 m. Det er nødvendigt at forsyne hjørne- og endestolper med skråstivere, for at stolperne kan modstå trækket fra de udspændte tråde. Skråstivere af L-jern eller T-jern forsynes med en fodplade 30 x 30 cm og graves mindst 50 cm ned i jorden. På lange stræk må en eller flere mellemstolper ligeledes forstærkes med skråstivere. Der anvendes galvaniseret eller plasticovertrukket hegnstråd. Antallet af hegnstråde bestemmes ud fra hegnets højde, idet trådene anbringes med en indbyrdes afstand på 25-40 cm. Hegnstråden sættes helt fast til ende-, hjørne- og mellemstolper med skråstivere, men fæstnes kun løst til de øvrige stolper, således at tråden kan bevæge sig under stramning. Til stramning anvendes en talje eller trådstrammere med langt gevindstykke.

Fletværkshegn

Fletværkshegn består af maskinvævet metaltrådnet, opsat på stolper. Hegnet anvendes især til indhegning af parker, frugthaver, sportspladser o.lign.; til brug omkring haver virker det ofte kedeligt, hvis det ikke kombineres med en hæk eller klatreplanter. Hegnet er velegnet til at hindre børn og dyr i at løbe fra haven ud i kørende trafik. Som stolpemateriale anvendes profiljern (T- eller L-jern), jernrør, beton eller træ. Stolperne skal mindst 1 m ned i jorden. Ende- og hjørnestolper samt enkelte mellemstolper på lange stræk forsynes med skråstivere på samme måde som ved trådhegn. Stolperne anbringes med en afstand på 2-3 m; på stolperne udspændes vandrette hegnstråde med en indbyrdes afstand på 4050 cm. Til stolperne og de stramt udspændte hegnstråde fastbindes trådnet med galvaniseret bindetråd. Trådnettet forhandles i forskellige maskevidder, bredder og trådtykkelser; endvidere kan man vælge mellem firkantet og sekskantet trådnet (hønsenet). Nettet bør være dobbelt galvaniseret eller i stedet for det sidste lag overtrukket med et plasticlag. Almindeligvis anvendes et boldstandsende net med en maskevidde på 4-5 cm. Metalfletværk kan leveres som færdige hegnselementer.

Dyrehegn

Dyrehegn, også kaldt dansk stålgærde, skovhegn eller vildthegn, anvendes især under landlige forhold til beskyttelse mod vildt eller under byforhold som støtte for hæk og beskyttelse mod indtrængende fremmede hunde. Hegnsmaterialet er maskinvævet trådnet med firkantede masker, der aftager i størrelse oppefra og ned. Et dyrehegn virker mere elegant end et almindeligt fletværkshegn.

Jernhegn

Et jernhegn fremstilles af smedejern, stålprofiler eller stålrør, f.eks. opsat som tremmer. Hegnet er solidt og elegant, men dyrt og giver kun ringe læ. Se også artiklerne Mure og Træ.