Den grå bynke er en kraftig staude med over meterhøje, rødbrune stængler. Bladene er fjersnitdelte, på oversiden mørkegrønne, på undersiden hvidfiltede. Blomsterne fremkommer sent på højsommeren. Det er små gulliggrønne eller rødbrune kurvblomster, hvis kurve er samlet i en lang top.
I kulturlandskabet findes bynken altid nær beboede steder, ved vejkanter, på udyrkede marker og byggegrunde. I dårligt vedligeholdte boligparker og større haver kan den blive et meget besværligt ukrudt, som skyder frem inde mellem nyplantede buske og i læplantninger.
De visne frøs tande og stængler bliver stående vinteren over og er absolut ingen pryd for sådan et anlæg. Bynkerne bør trækkes op med rod, så snart man får øje på dem. Lugningen må fortsætte en årrække, for i uren jord er der tusindvis af bynkefrø.
Også i nyanlagte villahaver kan man være plaget af bynkerne. Det gælder især, hvor havejorden i flere år har henligget som brakmark, eller hvor muldjorden er tilført fra steder med stærkt ukrudtbevokset jord.
Bynken har en stærk og krydret duft. Tidligere blev den da også indsamlet og anvendt som læge- og krydderplante. Bedre egnet til disse formål er dog en række af bynken s nære slægtninge: MALURT, Artemisia absinthium, hvis udtræk anvendes i lægevidenskaben, til fremstilling af vermuth og som bitterstof i mange slags bitter og bjesk, ESDRAGON, Artemisia dracunculus, hvis udtræk anvendes til kryddereddike.
I øvrigt hører en af vore smukkeste, eftersommerblomstrende stauder, SNEBYNKE, Artemisia lactiflora, til samme slægt.
--