Vinbrombær - Rubus phoenicolasius

Vinbrombær har navn efter stængler­nes vinrøde kirtelhår. Det botaniske artsnavn fortæller det samme (græsk phoinix = purpurrød og lasios = tæt­håret). Den vokser vildt i Korea, Nordkina og Japan, hvor den findes i skovbryn og åben underskov. Som mange andre af slægten Rubus er vin­brombær en halvbusk, idet rankerne dør som toårige, efter at de har båret frugt. De overhængende ranker kan blive 3-4 rn lange og er tæt besat med røde kirtelhår, nogle bløde, børste agt i­ge torne og få, spinkle, lidt bagudrette­de barktorne. Bladene er uligefinnede med 3-5 ca. 10 cm lange, bredt ægfor­mede småblade, som er tilspidsede og har en groft savtakket, noget tornet rand. Bladoversiden er mørkegrøn med få hår, mens undersiden er hvid­filtet. De små, lysrosa blomster kom­mer i små, stivhårede klaser i juli; blomstringen sker på små sideskud eller i skudspidser af de fjorgamle skud. De afbårne ranker dør. Frugten er en delfrugt, sammensat af flere små stenfrugter; den modner i august-sep­tember og er orangerød og halvkugleformet, af størrelse og form som brom­bær; men ved plukning slipper frugter­ne blomsterbunden ligesom hindbær. Frugtens overflade er let klæbrig; sma­gen er syrlig-sød, og i kolde somre er den ofte skuffende fad. Frugten anven­des på samme måde som hindbær.

Vinbrombær (Rubus phoenicolasius) er helt dækket af røde torne. Frugterne er let klæbrige og har en syrlig-sød smag.

Pleje: Vinbrombær plantes på en be­skyttet plads i god jord, som ikke tørrer for hurtigt ud; men den kan udmærket tåle at stå i halvskygge. Den kræver god plads og kan espalieres med 2,5-3 m mellem planterne. De lange ranker er vanskelige at holde styr på, og opbindingen bør begynde, så snart de unge skud når den laveste tråd i espalieret. Det er lettest at binde skuddene op, når man skifter mellem højre og venstre side, så at de unge og de gamle skud ikke blandes. Efter høst fjernes de afbårne skud helt ned til grunden. Formeringen sker let ved aflægning. Vinbrombær har ikke vun­det indpas i Europa, hvilket nok skyl­des, at den smagsmæssigt ikke kan konkurrere med slægtninge som hind­bær og brombær. I naturhaver og an­dre sommerhushaver kan den plantes som prydbusk sammen med andre frugtbærende buske, som lokker fugle til haven.