Bark

Bark er det yderste lag på en stamme eller gren af en træagtig plante. Tyk­kelsen og udseendet afhænger dels af plantedelens alder, dels af arten. Barkens opgave er at beskytte de in­denfor liggende væv mod for voldsom­me påvirkninger udefra. Den er et vigtigt skjold mod ild under skovbran­de, mod stærk frost, mod angreb af skadedyr eller stød.

Den statelige stamme af en gammel bøg.

På det unge skud er barken grøn og blød. Den er ikke udviklet. Men efter første vækstperiode bliver den oftest brunlig eller grålig med nogle karakteristiske løsere partier, barkporer eller lenticeller. Barkens farve og lenticel­lernes farve, form og antal på fjorgam­le skud er ofte meget karakteristiske for den enkelte art. Hos frugttræerne er de karakteristiske for de enkelte sorter.

Barken er sammensat af flere forskelli­ge slags væv. Mellem veddet og barken findes et lag meget aktive celler, kambiet eller vækstlaget. Det er i dette, at træets tykkelsesvækst foregår, og det er langs kambium-lagets yderside, at barken kan løsnes fra grenen. Barklagene be­står af bast, den egentlige bark, korken og overhuden.

Inderst i barken findes bastlaget. Ba­sten består af lange spidse celler, og den kan forsigtigt trækkes af (se Bast). Uden om basten ligger selve barken. Efterhånden som cellerne bliver gam­le, bliver de tykvæggede og dør. Bark­laget kan ofte være fyldt med forskelli­ge stoffer, som dels hjælper med til at beskytte træet, dels bare er nogle af­faldsstoffer. Barklaget kan være ret hårdt.

Korken ligger uden om barken og består af store, tykvæggede og luftfyldte celler. Korken er som regel ret blød. Uden på korken ligger overhuden, som er ret tynd og beskyttet af et vokslag, som kaldes kutikula.

- Et »farvemaleri« af bark fra sortbirk (Betula nigra).

Karakteristisk hvid-sort bark af birk.

Barken, som vi ser den på de forskelli­ge træer og buske, hjælper os til at kende de forskellige arter fra hinan­den. Birkens hvid-sorte bark går af i lange, brede strimler, når den skal skiftes ud. Barken af platan falder af i store flager og efterlader store lyse skjolder. Fyrrens bark falder af i min­dre flager, og bøgens bark skiftes ud med små skæl, som man næsten ikke kan se. Egens knudrede bark er også et kendetegn.

Bark udnyttes på mange måder. Mest kendt er vel korkegens bark, som skrælles af og bruges til propper. Nord­amerikas indianere brugte barken af birk til at lave kanoer af.

Af pilens bark kan der udvindes sali­cylsyre, som er et af de mest brugte stoffer mod smerte og hovedpine. Nav­net er udledt af pilens latinske navn, Salix. Af barken fra Ceylon-kaneltræet (Cinnarnornurn zeylanicurn) fås kanel, og kinin fås af barken af et sydameri­kansk træ. På gammel bark dør over­huden; der er ikke mere brug for den. De andre lag i barken bliver ved med at vokse både i tykkelse og i omfang, dels for at erstatte det, som dør, dels for at kunne blive ved med at danne en beskyttende kappe om træet.