Celle

En celle er den mindste selvstændige enhed i alle levende organismer. Inde i cellen foregår de processer, som er forudsætningen for alt liv, først og fremmest de, der har med formering og vækst at gøre. Lidt flot kan man sige, at en celle er livets fundamentale byggeklods.

Bakterier, planter og dyr er alle opbyg­get af celler, men mens fx bakterier kun består af en enkelt celle, er større organismer som et menneske eller et grantræ bygget op som indviklede sy­stemer af millioner af celler med man­ge forskellige former og funktioner. En nøgen celle kan sammenlignes med en plasticpose med suppe i. En sådan struktur kan ikke bære sig selv. Derfor har de allerfleste levende organismer en eller anden form for mekanisk støt­tevæv for deres celler. I dyreverdenen består denne støtte af indre eller ydre skeletter, hvortil cellerne er fæstet. I planteriget er hver eneste celle omgi­vet af en mere eller mindre stiv cel­levæg.

Cellevæg

Denne cellevæg omslutter og beskytter den tynde cellemembran, som er plantecellens egentlige, levende væg. Cellens stofudveksling med om­verdenen foregår aktivt gennem celle­membranen.

Cellelegemer

Cellens indre er opdelt af et system af tynde membraner, på hvis overflade der sker en række vigti­ge kemiske processer. Visse af mem­branerne danner små kugler eller pøl­seformede legemer, der igen kan være opdelt på forskellig måde. Sådanne legemer kaldes tilsammen for organel­ler, og de har hver deres specielle funktion i cellens liv.

En af de vigtigste organeller er celle­kernen, som indeholder cellens arve­anlæg. Fra kernens arveanlæg udsen­des der hele tiden besked til resten af cellen, og uden disse oplysninger ville cellen ikke kunne fungere normalt. Kernen dirigerer og koordinerer pro­cesserne i cellen.

I langt de fleste celler er der kun en kerne, mens der er mange eksemplarer af alle de andre organeller. Nogle organeller findes både i dyre- og plan­teceller; det gælder fx mitochon­drierne, der sørger for cellens energi­stofskifte. Andre organeller er spe­cielle for plantecellerne, bl.a. grønkor­nene.

Grønkorn

I plantecellernes grønkorn foregår en af de få processer i verden, hvorved uorganisk stof, nemlig kuldio­xid og vand, omdannes til organiske stoffer. Energien til denne kemiske omdannelse leveres af sollyset. Om­dannelsen er en fotokemisk proces, og den kaldes fotosyntese.

Farvekorn

En anden uhyre vigtig type organeller i planteceller er farvekorne­ne. I farvekornene dannes de såkaldte carotenoid-forbindelser, hvoraf vitamin A er en af de vigtigste. Det er plantecellernes carotenoid-forbindel­ser, der er ansvarlige for næsten alle de gule, orange og røde farver i naturen. Tomater, gulerødder, appelsiner, æb­ler og kronbladene hos mange forskel­lige blomster har alle farve af carote­noidforbindelser; men også æggeblom­mer og smør er farvet af carotenoider fra de planter, som høns og køer æder. Dyr er ikke i stand til selv at danne carotenoider.

Cellesaft

De fleste udvoksede plante­celler er næsten helt fyldt op af en stor vandholdig membransæk, som kaldes centralvakuolen. Væsken i denne va­kuole kaldes cellesaften, og i den fin­des fx opløste sukkerstoffer eller blå farvestoffer af anthocyangruppen. De væskefyldte »hår« i en appelsins kød er således store celler, som er næsten helt fyldt af en vakuole med sukkerholdig cellesaft.

Celledeling

Alle celler formerer sig ved deling, og det er cellernes deling, der er forudsætningen for enhver orga­nismes vækst. Kernen med arveanlæg­gene er det i cellen, der først deles. Før delingen dubleres arveanlæggene, sådan at hver af de to datterceller kan få et komplet sæt, der er identisk med den oprindelige celles.

Kønsceller

Kun ved dannelsen af kønsceller sker der ikke en sådan di­rekte dublering. Før dannelsen af kønsceller deler kernen sig nemlig ikke kun en, men to gange. Ved den første deling halveres arvemassen, og samti­dig byttes der rundt på arveanlæggene. Først ved den anden kernedeling sker der en dublering af arveanlæggene. På den måde dannes der fire kønsceller, hvis arveanlæg er kombineret sammen på en anden måde end den oprindelige celles og hvis arvemasse kun er halvt så stor som en normal celles. Først når to kønsceller smelter sammen, dannes der en normal celle med normal arve­masse.

Celletyper

De almindelige celler i en plante har alle samme arveanlæg; men alligevel udvikler de sig helt forskelligt alt efter deres placering og funktion i planten. Hvordan denne forskelligar­tethed udvikles, ved man endnu meget lidt om, men formentlig er den altid resultatet af et samspil mellem celler­nes arveanlæg og deres omgivelser. Blandt de faktorer, som med sikker­hed vides at påvirke plantecellernes vækst og udformning, kan nævnes lyset og tyngdekraften.

Der findes så mange forskellige celle­typer i planteriget, at det ville være næsten umuligt at nævne dem alle, men et par eksempler kan illustrere forskelligheden.

Forskelle i den ydre cellevægs tykkelse og form er en af de ting, som får planteceller til at se meget forskellige ud. I træerne dannes der fx både tykvæggede karceller til vandtransport og tyndvæggede, såkaldte siceller, til næringstransport. Barken består af særlige korkceller, mens bladene be­står af tyndvæggede grønkorn-rige cel­ler, hvoraf nogle er i stand til at bevæge sig og derved lukke luft ud af eller ind i bladet.

Blomsterblades overfladeceller kan væ­re høje og smalle og ligesom trådene i et stykke fløjl give overfladen en mættet, varm farve; eller de kan være flade med langsgående fortykkelser, der giver overfladen et nærmest silke­agtigt skær.

Også plantecellernes indhold er med til at gøre dem forskellige. I nogle celler, fx kartoffelkødets, ophobes der sti­velseskorn som oplagsnæring; andre, fx bladcellerne i rødkål, er næsten helt fyldt op af et farvestof.