Grundforbedring

Grundforbedring er en gennemgriben­de jordbehandling af et areal for at gøre dette bedre egnet til plantedyrk­ning.

Grundforbedringer udføres især på vandlidende arealer ved gravning af grøfter eller dræning. Grøfter bruges, hvor arealet er så lavtliggende, at det er umuligt at lægge dræn.

Dræning anvendes på arealer, som ligger så højt, at drænvandet kan løbe bort gennem rør med almindeligt fald.

Hedearealer er ofte så sandede, at en egentlig dræning er unødvendig; men al-lag vil ofte stoppe vandets nedsiv­ning, så at heden er uegnet til dyrk­ning. Her opbrydes al-lagene med sær­lige plove, som kan arbejde ned til en dybde af 60-90 cm mod den normale plovs 20-25 cm. Dybdepløjningen sik­rer vandets nedsivning, men nedsætter samtidig arealets dyrkningsværdi i nog­le år ved sammenblanding af de orga­niske stoffer i de øverste jordlag med den dårlige jord længere nede.

I mange tilfælde vil det være en fordel i stedet for at dybdepløje at nøjes med grubning af jorden, hvorved standsen­de jordlag brækkes op uden nævnevær­dig sammenblanding af jordlagene. Som led i grundforbedringen kan der tilføres mergel, kalk, fosfor og kobber; ved indvinding af lavtliggende kystom­råder kan det være nødvendigt at til­føre større mængder gips. I 1922 vedto­ges den første lov om grundforbedring, og den er fornyet og ændret flere gange siden. Loven giver mulighed for at yde tilskud og lån til grundforbedringsar­bejder, herunder inddigning, afvan­ding, dybdebehandling, mergling eller kalkning og grundgødskning med fos­for og kobber samt til vandingsanlæg.