Logo

Vortekaktus - Mammillaria.

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Vortekaktus - Mammillaria.

Mammillaria hahniana er en langtsomtvoksende, klyngedannende art med mange hvide hår.

Slægten Mammillaria er en af de største af alle kaktus­slægterne, og det er i sand­hed en af de mest popu­lære. Der findes formentlig omkring 300 arter, hvoraf hovedparten vokser i Me­xico og USA, men der er også nogle få arter på de Caribiske Øer og på nord­kysten af Sydamerika. På grund af deres popularitet findes der to specialfor­eninger, som udgiver kvar­talsnyhedsbreve på en­gelsk og tysk.

Mange af Mammillaria­arterne er de ideelle be­gynderplanter, da de vok­ser hurtigt og nemt fra frø og blomstrer, når de er ret unge. Selvom de tit kun har små blomster, kom­penserer de for det ved at producere dem i stort tal. Mange arter danner mængder af aflæggere og kan danne ret store, be­mærkelsesværdige klynger.

Mammillariaer kan gene­relt tåle en række forskelli­ge jordtyper bortset fra nogle få besværlige arter, som vokser langsommere, og som skal bruge en lidt mere grusholdig blanding.

 

Mammillaria deherdtiana er en anden nyligt opda­get miniatu­reart

 

Den mest almindeligt sete art er nok M. zeilman­niana med dens ringe af intenst lyserøde blomster og korte krumme torne. Den laver aflæggere og danner ret store klynger. Selvom den er nem som lille plante, kan store klyn­ger være en smule mere sarte, og det er en god ide at vande mere omhygge­ligt. Der findes også en form med hvide blomster, men den mangler noget af sine mere almindelige slægtninges' personlighed.

Mammillaria bocasana er en lig­nende mammillaria-type, men denne er dækket med hvid uld og har hvide til let lyserøde blomstrer. Den kan danne ret store klynger ved dyrkning.

Mammillaria bombycina kan vokse sig endnu større og til sidst være over en meter i dia­meter og med hundredevis af stængler. Tornene er længere, og der findes for­skellige former med både gule og brune torne. Blomsterne er lyserøde. Mammillaria camptotricha kan også udvikle sig til ret store klynger med lange tuberk­ler og lange krumme tor­ne. Blomster er små og hvide med en karakteri­stisk duft.

Nogle Mammillaria-arter er meget variable. Hos Mammillaria elongata er den forlængede stængel det eneste fælles­træk. Den findes i snesevis af former, som alle har for­skellige arrangementer og farver på tornene og for­skellige stængelstørrelser. De kan alle danne ret store klynger, og de har små hvide til flødefarvede blomster. Mammillaria gracilis er mindre endnu men meget almindelig, fordi skudde­ne sidder meget dårligt fast og nemt falder af og slår rødder. Blomsterne og centraltornene bliver ikke dannet, før den centrale plante har nået en anselig størrelse.

Mammillaria geminispina giver også store, imponerende ek­semplarer med stærke, hvide torne. De er meget nemme at dyrke, men ikke meget for at blomstre, før de er ret store. Nogle mammillariaer har ret sto­re, iøjnefaldende blomster. Selvom planten måske ikke er så tiltalende som visse andre, har Mammillaria longi­mamma gule blomster, der er op til 5 cm i diameter. Hos Mammillaria surculosa er blom­sterne en smule mindre, men dufter af citron. Den danner en tæt masse af små hoveder, som breder sig ud over jorden. De sto­re klynger kan producere et stort antal blomster.

Mammillaria candida er en attrak­tiv plante med hvide tor­ne, som af og til danner af­læggere. Den foretrækker en god solbeskinnet place­ring. Mammillaria elegans kan være ret langsomtvoksende, og den har små røde blom­ster. I den anden ende af

skalaen har Mammillaria guelzowia­na, selvom den overfladisk ligner Mammillaria bocasana, meget store blomster med en in­tens lyserød farve. Den er betydeligt vanskeligere, skal dyrkes i en veldrænet kompost og vandes om­hyggeligt.

Mammillaria matudae er meget rigtblomstrende og kan blive til en god plante, selvom stænglerne nogle gange bliver ret lange og hængende, og det kan gøre det vanskeligt at få plads til planten. Man ser tit for­skellige former af Mammillaria woodsii. Den kan danne ret store enkelte hoveder, selv­om den af og til også laver aflæggere. Uldmængden varierer, men blomsterne er altid små og lyserøde. Mammillaria plumosa er en populær art på grund af dens fjeragtige torne. Den har en usædvanlig vane med at blomstre om vinteren, men den gør det ikke ved dyrkning, medmindre den får en vis mængde vinter­solskin.

 

Mammillaria elegans.

 

Mammillaria nazacensls er en nyligt op­daget minia­ture-mammil­laria, som har godt af en ret grushol­dig kompost.

 

De forskellige former af Mammillaria rhodantha bliver dyrket i vid udstrækning. De fin­des ligesom Mammillaria elongata med en lang række for­skellige farver på tornene. Ligesom visse andre Mam­miIIaria-arter spaltes denne art nogle gange i vækst­punktet, så der dannes to eller flere vækstpunkter. Det kaldes dikotom for­grening. En anden plante, som også gør dette, er Mammillaria parkinsonii. Den har tætte hvide torne. Mammillaria spinosissi­ma er en anden glimrende blomstrende plante, der nogle gange har flere blomsterringe åbne på en gang. Mammillaria heyderi er en helt anden type, der danner en­lige brede, flade hoveder.

Der findes mange arter af mere udsøgte dværg­mammillariaer, der kan glæde specialistsamleren, såsom Mammillaria herrerae med tætte overliggende hvide torne på en plante, som ofte ikke er mere end 2,5 cm i diameter, og med ret store lyserøde blomster.

De fleste af Mammillaria-arterne er værd at dyr­ke, og en god samling vil være interessant og blom­stre det meste af året.

--

 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,4 (8 stemmer)
Siden er blevet set 3.115 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvilken stærk øl smager bedst?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her