Det danske navn alunrod har planten fået efter rodstokkens alunsmag og sammensnerpende egenskaber. Det latinske navn er givet til minde om den tyske botaniker, dr. Heucher. Lige i jordfladen har planten en krybende rodstok. Herfra udvikles de grundstillede, hjerteformede blade. De er stærkt hårede og blågrønne i farven. Blomsterne sidder i sirlige kvaste på enden af lange, tynde, stive stilke. De enkelte blomster er små, nikkende og klokkeformede. Farven er oftest rosa, purpurrød eller rent karminrød. Ved at plante flere arter sammen kan man have alunrod i blomst fra maj til hen i august.
Dyrkning: Alunrod er den ideelle stenbedsplante. Alligevel bør den ikke stå alt for tørt. Bedst udvikles den i skyggen af letløvede træer eller på nordsiden af høje, tætte stauder. I fuld sol trives den bedst, når jorden er ret fugtig. For resten vokser den næsten altid nær vand i Mexico og USA, hvor den hører hjemme, men dog ikke på udpræget sumpet terræn. Om vinteren skal den have det ret tørt for at kunne overvintre uden frostskader. Voksepladsen bør derfor være godt drænet, og de første år efter plantningen bør man sørge for dækning med granris eller vissent løv. Ældre planter er tilbøjelige til at gro op af jorden. De bør derfor opgraves, deles og plantes noget dybere, end de før har stået. I tørre perioder visner en del af bladene. De afpudses efterhånden. De overvintrede rester af blade og stængler fjernes i begyndelsen af april.
Formering: Alunrod formeres ved deling af ældre planter eller ved hjælp af stiklinger tidligt om foråret. De kan også formeres ved frøudsæd, men frøplanterne er ikke sortsægte.
Sorter: De fleste dyrkede former af alunrod er krydsninger mellem arterne Heuchera brizoides og Heuchera sanguinea. Sorterne varierer i højde fra 30 til 70 cm. Farverne veksler fra næsten hvidt til dybtrød. Blandt de smukkeste er 'Carmen', 'Pluie de Feu' og 'Red Pimpernel'. Smukke naboplanter til alunrod med samme krav til voksested er blandt andet astilbe, bispehue, bregner og guldnælde.
--