Bast (billede: natur bast) er planternes støttevæv og er dannet af lange, ret tykvæggede celler. Inderst i barklaget af træagtige planter og omkring vedvæv og sivæv hos de urteagtige findes et støttevæv. Kan man frigøre dette væv i lange, brede strimler, kaldes det bast. Er resultatet lange tynde eller smalle »tråde«, kaldes det for taver. Den bast, som bruges til at binde buketter med og til andet arbejde i haven og til husflid, kommer især fra palmen Raphia farinifera. Det kaldes raffia-bast. Piassava-bast fås fra piassavapalmen, Attalea funifera. Men navnene raffia og piassava garanterer ikke, at basten virkelig kommer fra disse planter.
Tidligere brugtes bast af lind, men også hassel og elm forsynede folk med bast. I troperne laves der bast af mange forskellige planter. Mest udbredt er jute fra Bagindien og Pakistan og rama fra Afrika, som laves af Hibiscus-arter.
Enten tidligt om foråret eller sidst på efteråret skæres lange, lige grene af, stilles til tørre i et par dage og lægges derefter i vand. Efter 10-14 dage i vand tages grenene op. Barken er nu let at tage af og flå, og basten kan rives af.
Basten hænges til tørre og kan så bundtes. Basten fra urteagtige planter bliver sjældent så bred, at den er velegnet til direkte brug.
Basten bruges som taver til tekstiler. Her i landet dyrkedes tidligere spindehør, og i ældre tid brugtes taverne af stor nælde til den meget stærke nældedug. I troperne er sisal og hamp vigtige bastleverandører.
Bast til binding og anden havebrug bør opbevares koldt og tørt. Ellers mørner den og går i stykker, mens man arbejder med den.
--