Logo

Befrugtning

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Befrugtning

Befrugtning finder sted, når en hanlig og en hunlig kønscelle forener sig til én celle. Med ganske få undtagelser er befrugtning kun mulig efter en bestøvning. Resultatet af en befrugtning er, at der dannes en kim, planternes fosterstadium. Sammen med frøhvider danner kimen et frø.

 

Befrugtning hos de dækfrøede / frøplanter (blomsterplanterne):

Når et støvkorn spirer på et støvfang, dannes der en udposning, støvrøret. Dette støvrør vokser gennem griflen ned til frugtknuden.

I griflen følger støvrøret enten en kanal eller et ganske bestemt væv. Den næring, som støvrøret skal bruge til sin vækst, får det fra griflen. I spidsen af støvrøret er der en ret stor cellekerne, den vegetative kerne. Efter den vegetative kerne kommer kønskernen, den generative kerne. På vej ned gennem griflen deler kønskernen sig i to sædkerner.

Den hunlige kønscelle ligger godt beskyttet i frugtknuden. Frøanlægget sidder på en lille stilk. Yderst er der en eller to ægkapper, som mødes oppe ved ægmunden. Inden for ægkapperne er ægkroppen, og i ægkroppen findes kimsækken. Ved kimsækkens dannelse opstår der otte kerner. De tre kerner findes oppe ved ægmunden og kaldes ægapparatet. Tre kerner findes i den anden ende af kimsækken og kaldes antipoderne. De to sidste kerner smel­ter sammen til centralkernen. I støvrø­ret er den vegetative kerne forrest, når kimsækken nås. Men når støvrøret trænger ind i kimsækken, opløses det, og den forreste af sædkernerne forener sig med den ene af kernerne i ægappa­ratet. En kernedeling begynder; en kim er startet.

Den anden sædkerne forener sig med centralkernen. Her begynder også straks en kernedeling, men denne fø­rer til dannelsen af frøhviden. Hvilken betydning de andre kerner i støvrøret og kimsækken har, ved man ikke helt bestemt endnu.

 

Hos fx græsserne udvikles frøhvi­den og danner den næring, som kimen lever af under spiringen. Det er den, vi bruger til mel. Hos de tokimbladede går frøhviden i opløsning og opsuges af det væv, som danner kimbladene. Men disse er også energikilder for kimen under spiringen. Når befrugtningen har fundet sted, udvikler frugtknuden sig til en frugt (se Frugtsætning).

 

En plante, som ikke behøver befrugt­ning, er mælkebøtten. Uden hverken bestøvning eller befrugtning dannes den nye generation. Dette fænomen, som træffes hos enkelte plantearter og fx hos bladlusene om sommeren, kaldes parthenogenese eller jomfru­fødsel.

 

 

Befrugtningen hos bregner:

På undersiden af udvoksede bregne­blade dannes små brune sporehusho­be, som indeholder en masse sporehuse, der brister ved modning. Sporerne spredes, og de, som falder på et godt sted, spirer. Denne spire bliver til en lille grøn vækst, som kaldes forkimen. Forkimen er egentlig kun en halv plan­te, for den indeholder kun et sæt kromosomer i modsætning til den »færdige« bregneplante, som indehol­der et dobbelt sæt kromosomer. På undersiden af forkimen udvikles køns­organerne, som er enten hunlige elier hanlige, kun et køn på hver forkim. Hanforkimene, som kaldes antheri­dier, danner så nogle kønsceller, spermatozoider, som er små celier med svingtråde. Når forkimen er fugtig, svømmer spermatozoiderne af sted, til de finder en hunlig forkim, et arkego­nium. Dette arkegonium består af et rør, der ender med ægcelien. Sperma­tozoiden svømmer ned gennem røret til ægcelien, og befrugtningen finder sted.

--
Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,1 (12 stemmer)
Siden er blevet set 3.722 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?
Effektiv reklame - klik her