Der er noget rørende over vor tidligste vilde blomst, følfoden, der myldrer frem kort efter sne smeltningen i marts eller april. De korte blomsterstængler er besat med små skæl og dækket af hvide uldhår. Hver stængel bærer en enlig. gul blomsterkurv.
Følfoden vokser, hvor de færreste andre planter trives: på vandlidende, næringsfattig, men kalkrig jord, gerne i grøftekanter og på vej skråninger samt ved mergelgrave. Ofte træffes den i nyanlagte haver, hvortil der er kørt dårlig markjord i stedet for god muldjord, eller hvor oprindelig muldjord er forsvundet under byggeriet.
Følfod er altså tegn på dårlig jord, og viser den sig i haven, skal den ikke alene bekæmpes - det er vigtigere straks at gå i gang med at forbedre jorden ved tilførsel af humus, kompostjord, staldgødning eller enhedsjord. Følfod er vanskelig at udrydde med gængse bekæmpelsesmetoder, for dens lange, hvide, underjordiske udløbere breder sig indtil to meter ud fra moderplanten og desuden ned i 40 cm dybde. Når udløberen når op til jordoverfladen, dannes en grøn bladroset med de karakteristiske blade, hvis omrids ligner hoven på et føl. Blomsterknopperne udvikles i jordskorpen i september-oktober, så de er klar til udspring i marts eller april.
Efter afblomstringen udvikles frøene. De er forsynet med hvide fnok, som vinden bærer vidt omkring. Frøenes spireevne er meget kortvarig.
I haven kan følfod være et ubehageligt ukrudt, hvis store blade skygger for naboplanterne og kvæler dem.
Plantens overjordiske dele må med få ugers mellemrum hugge s af med hakkejern eller spade. Med håndkultivator eller gravegreb kan udløberne trækkes op til overfladen, hvor de hurtigt vil gå til grunde, da de er meget følsomme over for udtørring. Derimod slås de ikke ihjel ved dyb nedgravning. Udløbernes fremtrængen kan standses ved nedsætning af lodrette skiver af plast eller tjærepap omkring de dyrkede bede. Endelig kan følfod dræbes på i øvrigt ubevoksede arealer ved vanding med 20 gram natriumklorat pr. m².
--