Hvor man borthugger større skovtræer for at skabe lysninger til nyplantninger eller udhugninger til veje og jernbaner, vil gederams skyde frem i stor mængde. På svensk kaldes planten »rallareros«, »jernbanearbejderrose«, fordi den følger i hælene på jernbanearbejderne. Når træerne på ny vokser til og giver skygge, forsvinder gederamsen igen.
Frøene hos gederams er forsynet med frøuld og spredes ved vindens hjælp.
Gederams (Epilobium angustifolium) er en pragtfuld vildstaude, der hører hjemme i skovlysninger.
Gederams er en imponerende plante, hvis stængler kan blive indtil 250 cm høje. Bladene er spredte, lancetformede og glatte med en bred, hvid midtstribe. De violetrøde, uregelmæssige blomster, der har nedadbøjede støvdragere, sidder i en lang, dekorativ klase. Frøene er små og lette, forsynet med hvid frøuld; de spredes ved vindens hjælp. Planten kan stå mange år på samme voksested, men desuden brede sig langt til alle sider ved hjælp af de knopskydende rødder. Det er forklaringen på, at gederams pludselig kan optræde i store mængder på ryddede eller afbrændte arealer. Vor hjemlige gederams kaldes af og til for smalbladet gederams i modsætning til den grønlandske slægtning, den bredbladede gederams. På grønlandsk hedder den »niviarsiak«. Dens frodige og friske udseende har gjort niviarsiak til Grønlands nationalblomst. De tykke blade og blomsterne kan spises rå eller kogt.
Vækstkrav: Gederams trives i almindelig sandmuldet skovjord og fuld sol.
Pleje: Som vildstaude kræver gederams ingen pleje, hvis man vil dyrke den i haven. Hvis haven ligger nær en skovbevoksning, kan man ikke undgå, at gederamsfrø lander i haven og spirer frem, blot jorden er let og der er sol og lys nok. »Plejen« består derfor snarere i at begrænse gederamsens vækst eller udrydde den som ukrudtsplante. Det er nemt at trække planterne op; blot må man sørge for at få alle de underjordiske udløbere med.
Anvendelse: Gederams er en smuk plante i en naturhave. Med sine klare farver lyser den op i mellemrummet mellem de mørke nåletræer eller i »skovbrynet« langs havens fuglekrat.
Andre arter: Epilobium dodonaei hører hjemme på de sandede og stenede bredder langs bækkene i Alperne og andre af de mellemeuropæiske bjerge. Stænglerne er 20-100 cm lange, noget forgrenede og forsynet med meget smalle, grågrønne blade. Fra juni til august udvikles lette blomsterstande, der har lyserøde blomster med helrandede kronblade. I haven kan den anvendes ved have bassinet.
Epilobium fleischeri er egentlig en halvbusk, hvis nederste stængeldel er træet. Bladene er linjeformede og fint tandede. De klart røde blomster sidder samlet 5-10 sammen i korte blomsterstande fra juli til september. Denne art findes vildtvoksende i Mellemeuropa i flodsand og morænegrus og kan i vore haver anvendes i stenbede eller morænebede.
Epilobium purpuratum er en krybende plante, som næppe bliver over 5-10 cm høj. Den har runde, rødbrune blade og blomstrer i juli-august med små rosalilla blomster. Anvendelig i sten- og morænebed.
Gederams og andre ukrudtsplanter er oprindelig vilde planter, der vokser et "forkert« sted. Prøv at bruge dem som prydplanter i naturhaven, på strandgrunden eller ved ødegården; plant eller så forglemmigej, gåseurt, hvidkløver, okseøje, ridderspore, svaleurt, stedmoder, valmue og ærenpris.