Kvælstofbakterier

Hvidkløver, der kan have kvælstofbindende knoldbakterier, klarer sig i modsætning til græs udmærket på mager jord.

På hvidkløverens rødder ses knolde, hvori de kvælstofbindende bakterier modtager sukker fra kløveren og afgiver kvælstof.

Den kvælstofbindende bakterie Rhizobium fra rodknolden; her forstørret 1000 gange og farvet med metylenblåt.

Kvælstofsamlende bakterier er i stand til at binde atmosfærens frie kvælstof, mens en anden gruppe, salpeterbakte­rierne, er i stand til at omforme det kvælstof, der stammer fra nedbrydnin­gen af døde plante- og dyre rester til kvælstofsalte, som kan optages af plan­terødderne.

De kvælstofsamlende bakterier findes dels som fritlevende, dels som bakte­rier, der lever på bælgplanters rødder. Blandt de fritlevende er bakterieslæg­terne Azotobacter, der kræver ilt, og Clostridium, der trives i iltfattig jord. Tilsammen er de i stand til at binde 20- 30 kg kvælstof pr. ha pr. år. Det menes, at bakterierne kan forene brint og kvælstof til ammoniak, der indgår i cellens proteinstof. Det indvundne kvælstof kommer først planterne til gode, når bakterien dør og nedbrydes. Bakterien Rhizobium lever frit i jor­den, men binder ikke kvælstof; den har til gengæld den egenskab, at den ved at angribe bælgplanternes rødder danner en knold på roden, som kan binde luftens kvælstof; p.gr. af knolddannel­sen kaldes den også en knoldbakterie. I knolden lever den af sukkerstoffet samtidig med, at den leverer kvælstof til planten, der derfor er helt uafhæn­gig af jordens indhold af kvælstof. Graver man planter som ærter, latyrus, guldregn og lupin op, ses knolddannel­sen tydeligt på de veludviklede plan­ter, medens de helt kan mangle på svage eksemplarer. Knoldbakterier kan købes og påføres frø af f.eks. lupin, lucerne eller ærter. Andre plan­tekulturer får først glæde af det ind­samlede kvælstof, når en afgrøde lupi­ner plejes ned og forrådner. En sådan lupinkultur kan samle 100-200 kg kvælstof pr. ha; kvælstofbindingen fo­regår dog kun, når der ikke i forvejen findes ret meget kvælstof i jorden. En række andre planter kan i forbindelse med andre bakterier binde kvælstof, bl.a. el og porse.

Medens nogle bakterier binder kvæl­stof, kan andre omdanne de for plan­terne gavnlige kvælstofsalte til frit, luftformigt kvælstof; det sker specielt i iltfattig, vandlidende jord. Processen kaldes denitrifikation og hindres ved at holde jorden gennemarbejdet og vel udluftet.

En form for midlertidig kvælstof man­gel, en kvælstofdepression, kan ofte ses, hvor der tilføres jorden større mængder kvælstoffattigt organisk ma­teriale som savsmuld, halm eller tørve­strøelse. Under disse omstændigheder vil bakterier og svampe binde den tilstedeværende mængde kvælstof un­der nedbrydningen af det organiske materiale, så at planterne får under­skud af kvælstof. Først nogle år efter, når kvælstoffet frigøres ved mikroflo­raens nedbrydning, får planterne en normal vækst.