Pors - Myrica

Der findes omkring et halvt hundrede arter af pors; men herhjemme vokser der kun et par stykker. Den ene, mosepors, (Myrica gale), findes i den jyske natur, hvor den især forekommer i hede moser og på klitheder; den anden, Myrica pensylvanica, er importe­ret fra Amerika til dyrkning i haven. Det er hårdføre, stærkt forgrenede buske med spatel- eller kileformede, mod spidsen tandede blade, der udsen­der en forfriskende duft, når man gni­der dem mellem fingrene. Pors er særbo, idet der findes planter, som kun bærer hanblomster, mens andre plan­ter kun bærer hunblomster.

Mosepors (Myrica gale) har stærkt aromati­ske blade og knopper, som giver en dejlig duft, når man gnider dem mellem fingrene.

Vækstkrav: Pors er surbundsplanter, som skal dyrkes i kalkfattig jord med meget tørvemel; men ellers er de ikke særlig krævende med hensyn til jorden. Den danske pors tåler dog ikke udtør­ring godt og må dyrkes i et fugtigt lyngbed eller et mosebed, mens den amerikanske art bedre tåler tør jord og tillige kan trives godt i halvskygge. Da en af glæderne ved at dyrke pors er, at man af og til kan gnide et blad mellem fingrene, bør planterne anbringes til­gængeligt.

Formering: Pors kan formeres ved frø, som sås under glas om efteråret i en blanding af sand og fugtigt tørvemel; det første år bør der vinterdækkes. Pors kan også formeres ved aflægning og rodskud; men henter man småplanter eller rodskud i naturen, skal man sørge for, at rodnettet er fugtigt under hele transporten; ellers lykkes om­plantningen ikke.

Arter:

Myrica gale, den danske pors eller mosepors, er en 30-100 cm høj, løvfældende busk med stærkt aroma­tisk duftende blade og kviste. I Eng­land bruger man den til at krydre øl med, og herhjemme bruger vi den til at sætte smag på snapsen. Hvis man selv krydrer sin porsesnaps, vil man erfare, at man får den fineste smag frem, hvis man kun anvender ekstrakt af de uud­sprungne rakler.

Myrica pensylvanica (eller Myrica ceri­fera og Myrica caroliniensis) kan i Amerika blive op til 3 m høj; men her i landet bliver den sjældent over 1 m. Den er delvis vintergrøn, idet den ofte beholder bladene til efter jul, da de brungrønne grene allerede igen er fulde af violetrøde knopper. Man kal­der den vokspors, fordi de små, beg­sorte frugter er helt overtrukket med et gråhvidt, vorteagtigt vokslag, som nybyggerne i Amerika anvendte til fremstilling af lys. De amerikanske pors ses alt for sjældent i danske haver.

Frugten på pors er en nødlignende stenfrugt omgivet af to vingeagtige skæl, der er formet af dækbladene.