Logo

Roset Echeveria

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Roset Echeveria

Echeveria gibbiflora »Carunculata« har karakteristiske mærkværdige udvækster på sine øvre blade.

Disse medlemmer af Crassulaceae er langt mere udbredt end de tidligere slægter, men de findes stadig kun i den Ny Verden. De strækker sig fra det sydlige USA gennem Mexico og Centralamerika ned til Argentina. De er nemme at dyrke, nemme at krydse og nemme at formere, en begynders drøm. Hærdede cactofile omtaler hånligt nogle af planterne som »kål« eller »rosenkål«. Nogle af hybriderne har da også meget store krøllede blade.

Disse meget tilpasningsdygtige planter bruges på flere måder. Som bunddækkende planter i kommunale blornsterkummer, til sommerplantning i beholdere i haven, plantet gennem en form af kyllingenet og hængt op i en pergola eller hængepotte og dyrket i potter i et drivhus.

Der findes 100 til 150 arter og langt flere krydsninger. De kan have ensfarvede grønne blade, hårede blade, violette blade, blå blade, og ligesom dudleyaerne er der endda nogle, som har hvid farina. De danner rosetter og er rigtblomstrende hele året rundt. Ofte sender de blomsterstande op flere gange om året. Blomsterne varierer fra rent citrongule og videre til farvestrålende skarlagenrød. Mange arter har tofarvede gule og orange eller gule og røde blomster.

Der bliver stadig opdaget nye arter af echeveriaer. De dækker et så stort område med høje bjergkæder, at det næsten er umuligt, at hver eneste afkrog skal være undersøgt for planter. Det tager normalt også tid at finde ud af, om den plante, man har fundet, er ny eller bare en ny lokalitet for en allerede kendt art.

Der findes mange krydsninger. De bliver normalt ikke dyrket for blomsterne, men for bladenes form og farver. Mange stammer fra USA, hvor de er blevet bevidst fremavlet, selvom nogle af dem også må have fundet sted spontant i entusiasters samlinger, når de forskellige arter har blomstret på samme tid. Ikke alene er der interspecifikke hybrider (Echeveria x Echeveria), men også intergeneriske hybrider mellem Echeveria og Craptopetalum = Graptoveria; Sedum = Sediveria; Dudleya = Dudleveria; Pachyphytum = Pachyveria.

Mange af arterne kan findes i havecentre og gartnerier. Echeveria agavoides, agave-roset, der har fået dette navn, fordi rosetten ligner en agave, er en af de mest populære. Bladene er spidse, men ikke farlige, og normalt ensfarvet grønne. Hvis noget af det nyere materiale er tilgængeligt, kan de imidlertid også have røde kanter. Planterne er ofte ugrenede, og rosetterne kan blive 30 cm i diameter. Echeveria purpusorum er nært beslægtet med denne art. Den er mindre og vokser ikke så hurtigt, men den har smukke violette pletter på bladene.

Echeveria elegans, sølvroset. er en almindelig art med blå blade, som danner aflæggere og forsyner avleren med en konstant forsyning af planter. Echeveria gibbiflora »Carunculata«, bronzeroset, er en noget større art med blålige blade. Bladene på denne plante har, når den er i fuld vækst, en mærkelig udvækst på oversiden af bladet, som nærmest ligner en kalkuns hudfolder. Måske kan den dog bedre beskrives som en række vabler. Denne udvækst er ikke hul. Om vinteren, når planten ikke vokser så hurtigt, svinder udvæksten ind, og bladene vender tilbage til det »normale«.

Echeveria pulidonis er en anden populær art med gule blomster og blå blade med røde kanter. De enkelte hoveder bliver ikke så store, omkring 9 cm, men den kan med tiden danne klynger.

 

Echeveria subrigada er en af de mest tiltrækkende planter i slægten.

 

Af arterne med en kraftig farina (hvid pulveragtig belægning på bladene) er Echeveria subridgida, der kan blive på størrelse med en stor dudleya, en af de gode arter. Den er imidlertid en smule vanskelig, fordi den har en tendens til at rådne over ved jordniveau, og så er den ikke nem at få til at slå rødder igen. Den har normalt en enkelt roset og danner som regel ikke aflæggere, selvom man måske kan få den til at skyde, hvis man skærer toppen af. Det er dog bedre at få fat i nogle frø og lave et meget større antal planter på den måde.

Echeveria laui fra Mexico er formentlig den art, som har de tykkeste blade. Den har også en hvid farina og en yderst attraktiv blomsterstand, der er forsynet med store pudrede hvide dækblade, som beskytter blomsterne.

Echeveria runyonii fra Mexico er en anden art med en kraftig farina. Bladene på denne art er højest på midten. I tværsnit ligner de et omvendt »V«, og de er let kurvede. De giver en fin kontrast i en samling.

Echeveria shaviana er en art med blågrå til lyserøde blade med bølgede kanter. Det er ikke nogen specielt stor art. Den holder sig udmærket i en 10 cm potte i et godt stykke tid. Den kan være noget besværlig at dyrke.

Af de mere hårede arter er Echeveria setosa, børsteroset, populær. Den sender hårede blomsterstængler med gule eller røde blomster op. Denne art danner klynger, og man kan fjerne aflæggerne for at give mere plads og for at holde originalplanten på en håndterlig størrelse.

Echeveria leutotricha er den mest hårede af arterne, men er nok lidt sværere at finde.

Med undtagelse af Echeveria leutotricha og Echeveria gibbiflora er de arter, vi har diskuteret indtil videre, stængelløse. Mange af krydsningerne vil udvikle en ret høj stængel efterhånden. Hvis den bliver for meget en totempæl, er der et ganske simpelt middel. Skær rosetten af stænglen i en passende højde, lad den tørre og danne kallus i nogle dage og plant den så ud i en sandet jordblanding, så den kan slå rødder. Det er bedst at gøre det i begyndelsen af vækstsæsonen. men det kan gøres så sent som i august, og man kan alligevel få planten etableret før vinteren. Lad være med at smide den nøgne stamme væk. Den bør udsende nye skud op og ned ad stammen, og på den måde give endnu flere afkom.

 

Echeveria x »Katella« er en af vores krydsninger, der tidligere er blevet for stor og derfor har fået den ovennævnte behandling. Den har nu praktisk talt ingen stængel og er tæt på 60 cm tværs over. Den har fået denne størrelse, fordi den hele tiden er blevet regenereret og aldrig har fået lov til at blomstre. Hver gang en blomsterstand viste sig i planten centrum, fjernede jeg den, når den var stor nok. På denne måde

gik al væksten til selve planten og ikke til produktionen af blomster og frø. På en lang række af arterne kan man forsigtigt fjerne det største af blomsterstandens dækblade og plante det i sandet jord, så det kan slå rødder og producere unge planter. Fjerner man de lavere blade under rosetten og planter dem i sandet jord, kan man også øge sin beholdning af echeveriaer. Planter, som man har fået på denne måde, er genetisk identiske med forældreplanterne.

Der er ingen tvivl om, at en samling echeveriaer er et meget farvestrålende syn når som helst på året. Disse planter kræver konstant opsyn, da de er frygteligt udsat for at få uldlus og bladlus. Fjern alle de gamle bladrester og omplant planterne regelmæssigt. Først når man flytter planterne, ser man alle de steder, skadedyrene kan skjule sig. De holder altid til på den side af planten, som ikke ses så meget. Man kan kontrollere disse skadedyr biologisk, ved at bruge metylalkohol på en pensel, ved at fjerne dem med en pincet eller med fingrene og ved at bruge insektmidler. Hvis man vil bruge insektmidler, er det vigtigt at læse instruktionerne. Man må ikke sprøjte planterne med blandingen, da alle Crassulaceae-arter er følsomme for sprøjtning og nemt får mærker, specielt arter med kraftigt crispede blade. Den bedste metode er formentlig at vande jorden med en systemisk insektgift under planternes vækstperiode (systemiske insektgifte er ikke beregnet til at virke, når planten ikke vokser).

Echeveriaer er ikke specielt krævende med hensyn til jorden. En sandet, muldbaseret kompost er imidlertid det bedste valg, da den er lettere at fugte efter den tørre vinterhvile. Den er også tungere end en tørvebaseret kompost, og derfor vil den fungere som ballast for planterne, der kan blive tunge i toppen. Indimellem må man stabilisere en potte ved at lægge sten rundt om planten. For at få den maksimale farve i planterne kan de stå udendørs om sommeren, men planter med voksagtige farina-dækkede blade skal helst stå under tag i tilfælde af et pludseligt uvejr, der kan ødelægge bladene.

--

 

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5.0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 4.153 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvilken stærk øl smager bedst?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her