Skematisk snit gennem et majskorn. Den proces, ved hvilken en ny plante udvikler sig af et frø eller en spore, kaldes spiringen. Mens en spirende spore ikke nødvendigvis er resultatet af en befrugtning, er spiringen af et frø næsten altid betinget af, at frøanlægget er blevet befrugtet; frøet er resultatet af den kønnede formering hos frøplanterne, og den nye plante, der spirer af det, er bærer af arveanlæg fra to forskellige forældre af samme art.
Kim og kimplante: Frøet indeholder en kim, hvis enkelte dele kan være mere eller mindre veludviklede. I meget små frø, f.eks. hos orkideer, er kimen kun en celleklump; men som regel kan man i et gennemskåret frø erkende et, to eller hos nåletræerne flere kimblade. I nogle tilfælde indeholder disse kimblade næringen til den nye plantes vækst; i andre findes næringen i form af frøhvide, som under spiringen opsuges af kimbladene. Spiringen sker gennem frømunden eller mikropylen, og der udvikles først en lille rod, kimroden. Opadtil, i forlængelse af kimroden, dannes kimstænglen, som bærer kimbladene. Hos planter med epigæisk (overjordisk) spiring løfter kimstænglen kimbladene op over jorden, hvor de fungerer som normale grønne blade med fotosyntese. Kimbladene har ofte en anden form end den fuldt udviklede plantes løvblade; hos ahorn er de således lange og smaile, hos bøg nærmest omvendt hjerteformede, brede og helrandede. Hos planter med hypogæisk (underjordisk) spiring forbliver kimbladene inde i frøet, hvor de opsuger næring fra frøhviden; det er tilfældet hos græsserne, som kun har et kimblad og derfor hører til de enkimbladedes klasse, Monocotyledones.
Spiringsbetingelser:
For at et frø skal kunne spire, må en lang række faktorer i omgivelserne være tilpas, først og fremmest fugtighedsgrad, ilttilførsel, lysforhold og temperatur. Fugtighed er oftest nødvendig for at fremkalde spiring; hos mange planter bevirker den, at frøskallen svulmer op og revner. Ikke alle frø spirer dog, fordi de befinder sig i et fugtigt medium. Frø, der spredes med havstrømme, bl.a. vættenyrer, er omgivet af en vandskyende frøskal og skal beskadiges mekanisk for at spire. Under selve spiringen er tilstedeværelsen af vand dog altid livsvigtig, fordi vand indgår i planternes stofskifte. Ilt er absolut nødvendig for en god spiring, idet iltmangel hæmmer stofskiftet. Kun få planter spirer i iltfattige omgivelser; det er en af grundene til, at havejord skal være godt gennemluftet. Lys virker derimod hæmmende på de fleste frøs spiring, selvom enkelte, f.eks. græsfrø, kun spirer, hvis der er lys. Hvilken temperatur der er den optimale for spiringen, varierer fra plante til plante og afhænger bl.a. af, hvilke klimaforhold planten er tilpasset til. Byg spirer bedst ved 20°C, men kan spire ved temperaturer mellem 3° og 30°C.
Frøhvile
Selvom alle gunstige betingelser for en spiring er til stede, er det alligevel ikke sikkert, at frøet spirer. Umiddelbart efter modningen går de allerfleste frø ind i en kortere eller længere hvileperiode, som normalt op-
hører af sig selv. Man kan fremskynde spiring af hvilende frø ved at udsætte dem for kulde. Enkelte frø har slet ikke nogen hvileperiode; de hindres i at spire af stoffer i det frugtkød. der omgiver dem; dette er tilfældet med tomat. Hvor længe et frø kan bevare spireevnen, er meget forskelligt. Pilefrø dør efter ganske få dage, mens frø af indisk lotus har vist sig at være spiredygtige efter 3000 års ophold i jorden. Mange af vore hjemlige ukrudtsarter bevarer spireevnen i årevis, og det er specielt til gene i landbruget. I en undersøgelse over dansk markukrudt viste det sig således, at jorden gennemsnitlig indeholdt hele 135.000 ukrudtsfrø pr. m2, og ud af disse var 50.000 spiredygtige.
Sporespiring er mindre interessant i havebrugssammenhæng; men det bør dog nævnes, at også sporer kræver særlige betingelser for at spire, bl.a. en bestemt temperatur og surhedsgrad. Se også artiklerne Enkimbladede, Kimplanter, Sporeplanter og Tokimbladede.
Til venstre en spirende ært, til højre et usædvanligt billede af en græskarfrugt med spirende kerner.