Stikling

En klar plastickasse med stiklinger af forskellige stueplanter stukket i jordpotter (jiffypotter).

Stiklinger anvendes ved vegetativ for­mering af en lang række urteagtige og træagtige planter. Metoden kaldes stikning og går ud på, at man afskærer en del af en plante, en stikling, og stikker den med rodenden nedad i et fugtigt materiale, for at plantedelen kan danne rødder og dermed en ny plante.

Baggrunden for, at stikning kan bruges til formering af næsten alle planter med undtagelse af sporeplanter og pal­mer, er planternes evne til at regenere­re (genskabe) tabte organer. Når en plante såres, opstår der ved såret en livlig kemisk aktivitet, som har til op­gave at hele såret og danne beskyttel­sesvæv, så at planten undgår safttab og forrådnelse. Det dannede sårvæv kal­des kallus. Det består først af bløde celler uden speciel funktion, men som efterhånden omdannes til f.eks. bark eller rødder. De roddannende celler sidder i forlængelse af karstrengene (se artiklen Ledningsstreng). Kailusdan­nelsen er altid kraftigere ved en stik­lings rodende end ved topenden.

Som formeringsmetode har stikning den meget store fordel frem for frøfor­mering, at man er sikker på, at den nye plante har alle moderplantens gode egenskaber; men det er en gene, at eventuelle virussygdomme også følger med. Stiklingeformering kræver et me­get større formeringsmateriale end frø­formering.

Klare flasker af glas eller plastic med rent vand kan bruges til stiklingeformering i vindueskarmen. Til højre er en pelargonie stukket i en potte med tørvestrøelse, og forneden til venstre er der bladstiklinger af begonie og saintpaulia.

Stiklinger deles i følgende grupper: træagtige, halvmodne og urteagtige stængelstiklinger, bladstiklinger og rodstiklinger.

Stængelstiklinger er en del af en stæn­gel med mindst en knop.

Træagtige stiklinger skæres af modne skud efter løvfald og ikke senere end det tidspunkt, hvor saftstigningen be­gynder igen. Unge etårige skud er bedst, selvom man kan opnå ret gode resultater med stiklinger af ældre ma­teriale hos nogle arter. Som regel skæ­res skuddene til stiklingerne, lige inden frosten sætter ind. Stiklingematerialet indslås på et frostfrit sted, eller det opbevares i kølerum indpakket i damptæt, tætsluttende plasticfolie. Om vinteren skæres stiklingerne til. Det nederste snit laves lige under en knop, og det øverste lige over en knop; længden bør være 10-20 cm. Den ne­derste del af et skud, hvor knopperne sidder meget tæt, kasseres helt, og som regel er den yderste tredjedel af et skud ikke så modent, at den kan an­vendes til formering. Efter skæringen opbevares stiklingerne i bundter, og om foråret stikkes de på friland eller under glas eller plasticfolie. De stukne stiklinger må aldrig tørre ud.

Knopstiklinger: Ved formering af vin bruges knopstiklinger. Ved beskæring i december samles rankerne som mate­riale til stiklingerne. Ved skæringen af stiklingerne udvælger man kraftige knopper, og ca. 2 cm på hver side af en knop klippes ranken over. Derefter flækkes den lille grenstump på midten, og den knop, som sidder modsat bladknoppen, kasseres, mens resten stikkes vandret med knoppen opad.

Halvmodne stiklinger skæres fra ca. midten af juli til sidst i august, fra den tid, hvor skuddene holder op med at vokse, til løvet begynder at falme. De halvmodne stiklinger stikkes straks. Skæringen er som for de træagtige I stiklinger; men de kan gøres lidt korte­re. De nederste blade fjernes inden stikningen. I visse tilfælde kan det betale sig at bruge sideskud til halv­modne stiklinger. Skuddene rives af grenen, hvorved der følger lidt af gre­nens ved med, den såkaldte hæl. Den flossede flade på hælen skæres glat, stiklingen skæres til i længde, og de nederste blade fjernes, hvorpå der stikkes. Så godt som alle stiklingefor­merede stedsegrønne stikkes som halv­modne med hæl. Stiklinger af halvmo­dent træ bør altid stikkes under glas eller plasticfolie i sluttet luft, da de ellers tørrer ud.

Urteagtige stiklinger er bløde og sarte og tages fra endnu voksende skud. Stiklinger fra træer og buske tages, når de unge skud om foråret eller i forsom­meren er lange nok. Stikkes der i plastictunneler (solfangere) udendørs, må jorden være lun, inden stiklingerne skæres og stikkes; stikkes der i hus, skal stiklingerne blot have nået en sådan længde, at de kan stikkes. Stik­linger af stueplanter kan tages næsten hele året; men da der kræves en del dagslys, for at roddannelsen kan fore­gå hurtigt, bør man ikke stikke mellem midten af november og midten af fe­bruar. Urteagtige stiklinger skal bestå af et stykke stængel eller skud og mindst et blad eller bladpar; flere end 4-5 blade eller bladpar er dog ikke nødvendige. Da urteagtige stiklinger fordamper meget vand,· er det vigtigt, at fordampningen nedsættes mest mu­ligt; stiklingerne anbringes derfor i sluttet luft, så at den fugtige luft om­kring stiklingernes overjordiske del ik­ke kan slippe bort. Skal der kun forme­res nogle få planter, kan dette ske ved, at stiklingerne stikkes i en potte. Efter stikningen trækkes en pose af damptæt plastic, f. eks. en dybfrostpose, ned over potten; for at der ikke skal slippe luft ud forneden, bindes posen fast om pottens yderside.

I enkelte tilfælde er det nødvendigt at lade sårfladerne tørre, inden der stik­kes. Det gælder de arter, som indehol­der mælkesaft, bl.a. julestjerne og an­dre af vortemælkfamilien. Når disse stiklinger skæres, bløder de med hvid mælkesaft. Er det kraftige, ret grove stiklinger, kan man lade dem ligge et par timer, til mælkesaften er størknet. Man kan også standse udflydningen af mælkesaft ved at holde den nederste cm af stiklingerne i kogende vand i ca. 1 minut eller flambere rodenderne med en gasbrænder.

Bladstiklinger bruges især ved forme­ring af begonia-arter og sorter og arter i familien Gesneriaceae, bl.a. Aeschy­nantus, gloxinia, tallerkenblomst og saintpaulia. Den simpleste form er at rive eller skære et blad af og stikke dets stilk ned i et voksemedium. Ønsker man flere nye planter, kan man skære bladpladens store nerver over, presse sårrandene ned mod voksemediet og sørge for sluttet luft. Ved sårrandene vil der dannes kallus, som efterhånden udvikler sig til nye planter. Da blad­stiklingerne ikke i forvejen er forsynet med nogen form for stængel eller knopper, må den udviklede kallus dan­ne en helt ny plante. Derfor tager det længere tid at lave nye planter ved hjælp af bladstiklinger end ved stæn­gelstiklinger.

Mange arter inden for agavefamilien kan formeres ved bladstiklinger; en af de bedst kendte er svigermors skarpe tunge. Man skærer et blad af så langt nede som muligt og deler det på langs i 5-8 cm lange stykker. Hvert stykke stikkes med rodenden nedad 3-5 cm ned i voksemediet; de nye planter vil efterhånden komme ved bladrandene. Når de nye planter har udviklet rødder nok til at klare sig selv, pottes de.

Rodstiklinger: Planter med jordstæng­ler eller med rødder, som er tilbøjelige til at udsende rodskud, kan formeres ved rodstiklinger. Rødderne graves op forår eller efterår og skæres i stykker på 5-10 cm's længde, alt efter hvor kraftige de er. For at kunne kende forskel på top- og rodende skærer man topenden lige over, mens rodenden skæres skråt. Rodstiklingerne stikkes så dybt, at topenden er lige under jordoverfladen. Rodstiklingen skal stikkes så hurtigt som muligt efter skæringen.

Stikkemedium: Mange forskellige ma­terialer kan bruges som stikkemedium, blot de ikke klasker sammen om stik­lingerne, så at der ikke kommer luft nok til kallus- og roddannelsen, som kræver megen ilt. Samtidig må stikke­mediet kunne holde på det nødvendige vand, så at der ikke sker udtørring. Desuden har det vist sig, at et surt medium er at foretrække til de fleste stiklinger.

Almindelig jord kan udmærket bruges, blot den ikke er for stiv og leret; så bør man blande den grundigt med sand eller grus. Rent sand eller grus er udmærket at stikke i; men det kan være vanskeligt at sørge for, at der er tilstrækkeligt vand om roden den til, at der ikke sker udtørring. Sand og grus bør altid bruges som et 1-3 cm tykt lag oven på et andet stikkemedium. Ren tørvestrøelse, spagnum, er noget af det bedste at stikke i; det skal være af den lyse, grove, næsten ikke omsatte kvali­tet. Dette materiale er surt, sterilt, vandholdende og alligevel så porøst, at det tillader et godt luftskifte. Specielle stenuldsblokke, Grodanblokke, og Perlite er kunstigt fremstillede vokse­medier. De er sterile og holder på fugtigheden samtidig med, at de giver luften adgang. Endelig kan rent vand anvendes som stikkemedium.

Roddanner: For at hjælpe og frem­skynde roddannelsen kan man behand­le stiklingerne med en roddanner. Der findes forskellige typer, som næsten alle indeholder beta-indolyl-eddikesy­re eller -smørsyre, stoffer, som minder meget om de auxiner, planterne selv frembringer. Roddannerne fås som pudder, og det er den letteste form at arbejde med. Når stiklingerne skal stikkes, dyppes stiklingens nederste del i pudderet, hvorefter der stikkes i stikkemediet. Der findes roddanner­pudder med forskellig koncentration af roddanneren; den svageste koncentra­tion bruges hovedsagelig til urteagtige stiklinger, den mellemste til halvmod­ne stiklinger og den højeste koncentra­tion til træagtige stiklinger. Stikketemperatur: Den temperatur, som stiklingerne skal danne rod ved, er af stor betydning. Kraftige, træagtige stiklinger af fuldt hårdføre arter kan udmærket klare sig ved normal tempe­ratur (10-20°C); men urteagtige stik­linger bør altid have det varmere (15-25°C).