Svovl

Svovl er et lysegult, krystallinsk grund­stof, som findes rent i mange vulkan­ske egne samt som bestanddel af flere mineraler, bl.a. svovlkis. I havebruget benyttes svovl eller svovlforbindelser dels i handelsgødninger, dels i bekæm­pelsesmidler mod svampesygdomme.

I handelsgødningerne bruges svovl i form af svovlsyre. I jorden bindes svovlsyreresten af kalk og danner tungt opløseligt gips. Da gips i jorden virker neutralt, bevirker brugen af svovlhol­dige gødninger, at reaktionstallet sæn­kes. Det er således en fordel kun at bruge svovlholdige gødninger til sur­bundsplanter som f.eks. rododendron, mens man af og til må tilføre noget kalk til kalkelskende vækster som f. eks. kål.

Til bekæmpelse af svampesygdomme bruges rent svovl, som bringes til for­dampning i drivhuse mod meldug; an­dre svovlpræparater har vist sig veleg­nede til bekæmpelse af en lang række andre svampe, bl.a. skurv. Det først brugte svampemiddel var bordeauxvæ­ske, som blev lavet af kobbersulfat og kalk, og nr. to var svovlkalk, en væske, der lugter som rådne æg og laves af svovl og kalk. Begge midler var noget krasse mod planterne, og de er efter­hånden erstattet med blidere. Mange mineraler og næsten alt flydende og fast brændsel indeholder svovl. Når mineralerne smeltes eller når olie eller kul brændes, brænder svovlet og dan­ner svovlilter, som forsvinder op i luften. Der forbinder de sig med luf­tens vanddamp og danner svovlsyre, som kommer ned til jorden igen med regn og tåge og kan gøre stor skade på plantevæksten. Falder den svovlsyre­holdige regn over egne, hvor jorden er fattig på kalk, der kunne neutralisere syren, kan jorden blive så sur, at planterne dør; desuden siver det sure vand ud i søer og vandløb, som bliver forgiftet, så at fiskene uddør; det sidste er velkendt i Norge og Sverige, hvor mange ellers gode fiske vande er øde­lagt af svovlsyre fra luften, især i mine­distrikter og ved cellulosefabrikker. I Danmark er skaderne mindre.