Vildroser 2

Kinesisk, gul rose, Rosa hugonis.

Rosa nitida 'Oefender'.

ARTER OG DE NÆRMESTE HYBRIDER - OPRINDELIGT SMUKKE

Det hele begynder med vildroserne. Uden dem var der slet ikke blevet no­gen rosendyrkning overhovedet. For den botanisk interesserede begynder roseninteressen formodentlig også med de vildtvoksende arter, mens al­mindelige haveamatører først og fremmest er indstillet på forædlede for­mer. Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at interessen efterhånden styres i retning af vildroser, måske via vildrosehybriderne.

Der findes ca. 150 kendte og beskrevne, vildt­voksende rosenarter, mærkeligt nok kun på den nordlige halvkugle. Dermed være ikke sagt, at roser ikke kan trives på den sydlige halvkugle. New Zealand er jo blevet kendt for sine roser.

Vildroserne deles almindeligvis op i fire ho­vedgrupper med udgangspunkt i deres botani­ske hjemstavn. I Europa vokser bl.a. Rosa cani­na, Rosa dumalis, Rosa villosa, Rosa rubigino­sa, Rosa arvensis, Rosa acicularis, Rosa maja­lis, Rosa pimpinellifolia og Rosa sempervirens. Blandt de amerikanske vildroser kan nævnes Rosa blanda, Rosa gymnocarpa, Rosa setigera, Rosa carolina, Rosa nitida og Rosa virginiana. I Asien kender vi bl.a. Rosa chinensis, Rosa laevigata, Rosa bracteata, Rosa banksiae, Rosa multiflora, Rosa wichuraiana, Rosa moyesii og Rosa rugosa. Rosa foetida, som gav forædlerne mulighed for at skabe gule roser, finder man vildtvoksende i Mellemøsten. 

Rynket rose Rosa rugosa er en invasiv art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.

Siden man begyndte at dyrke vildroserne, har de affødt mange fine hybrider, som tilpas­sedes havemiljøet, men alligevel beholdt det vildtvoksendes charme. Ofte, måske oftest, drejer det sig om hybridisering mellem to vildtvoksende arter, men der findes også vellykkede krydsninger mellem vildroser og haveroser.

De store grupper - rubiginosa-, pimpinellifolia- og rugosa-hybriderne - har fået hver deres kapitel, og det har også foetida-hybriderne, som ik­ke er så mange, men specielle. De øvrige er samlet under rubrikken Vild­roser med hybrider omtalt under de respektive grundformer.

De fleste vildroser, og også deres nærmeste hybrider, er ofte store buske, som det kan være svært at få plads til i en have af normal størrel­se, men alle, der har plads nok, burde plante nogle vildroser for at nyde blomstringens skønhed i forsommeren og de dekorative hyben i efter­sommerene. Desuden bygger småfuglene gerne rede i det tætte buskads. Måske får tornene dem til at føle sig ekstra beskyttede. På naturgrunden er vildroser næsten et must.

De oprindelige vildroser blomstrer kun en gang, men rigeligt og tidligt.

De første springer ud allerede i slutningen af maj, noget senere i de nord­lige egne af Skandinavien. Og her taler vi virkelig om nordpå! Ingen bor for koldt til at kunne dyrke roser. Det gælder bare om at vælge de rigtige sorter.

Eksempler på dyrkede vildroser: Rosa califor­nica, karminrosa, enkel (1878); R. x dupontii (1817),  Rosa forestiana, karminrød, enkel (1922); Rosa pruhoniciana, mørkerød, enkel (1924); Rosa stellata mirifica, rosa­violet, enkel (1916); Rosa villosa, purpurrosa, enkel (1761); Rosa Will­mottiæ, rosaviolet, enkel (1904); Rosa woodsii fendleri, rosa violet, en­kel (1888).

--