Vildroser

Vildroser er rosenarter, som ved frø­formering danner konstant afkom af fuldstændig samme udseende og med nøjagtig samme egenskaber som foræl­drene. Omkring 10 forskellige arter vildroser hører hjemme i Danmark, mens de andre stammer fra det øvrige . Europa, fra Asien og Amerika. Langt de fleste trives udmærket i danske haver og parker; men de stiller ikke nær så store krav til gartnerisk pleje som de egentlige have roser. De besid­der ofte en stor vækstkraft, som man naturligvis bør kende og erkende, før man planter dem i haven sammen med andre haveplanter. Enkelte vildroser breder sig stærkt ved underjordiske udløbere og danner tætte og uigen­nemtrængelige krat, som kan genere naboplanter og en eventuel bundvege­tation.

Alle vildroser har den botaniske slægtsbetegnelse Rosa, efterfulgt af et botanisk artsnavn, f.eks. Rosa penduli­na (bjergrose) og Rosa roxburghii (pindsvinerose). Af nogle arter vildro­se er der desuden udviklet sorter med særlig store, smukke eller duftende blomster, især af mandarinrose (Rosa moyesii), rynket rose (Rosa rugosa) og æblerose (Rosa rubiginosa).

Hybenfrugter af en af de mest kendte vildroser, rynket rose (Rosa rugosa). 

Rynket rose er en invasiv art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.

Dyrkning: Vildroser er robuste og kraftige planter, som kan dyrkes i enhver havejord, dog bedre i en let, sandblandet jord end i en tung lerjord. De plantes forår eller efterår og købes oftest i den såkaldte prydbuskstørrel­se. Men drejer det sig om plantning af et større antal i læbælter, fritidshaver eller parkområder, kan de købes som toårige »lette buske«. De bør altid plantes en smule dybere, end de har stået i planteskolen, så at rodhalsen, overgangen mellem rod og stamme, kommer ned under jordoverfladen. I læbælter kan de plantes med 50 cm's indbyrdes afstand, i haver med 150 til 200 cm mellem planterne. I modsæt­ning til de egentlige haveroser skal vildroserne absolut ikke beskæres. Hvis man klipper topskuddene tilbage, fjerner man automatisk en mængde af følgende års blomsteranlæg, og plan­tens vækst bliver mere riset end ønske­ligt. Derimod kan man med få års mellemrum udtynde buskene ved at fjerne de ældste grene helt nede ved jorden, og særlig robuste arter som karolinarosen og rynket rose kan med års mellemrum skæres helt ned til 10- 15 cm over jorden; så skyder der nye, kraftige og rigtblomstrende skud frem igen.

Vildroser skal aldrig beskæres, højst udtyn­des en gang imellem. Så giver de et væld af blomster.

Anvendelse: Vildroser kan som de øvrige prydbuske anvendes som soli­tærbuske, i busketter, som blomster­hække, i levende hegn, til dækning af skråninger og som fugle krat, og de kan anvendes både i byhaver og i fritidsha­ver. Rynket rose er en invasiv art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.

Solitærbuske: De fleste vildroser har ord for at have en riset og uskøn vækstform; men plantes de enkeltvis, f.eks. frit i en plæne, vil de have mulighed for at udfolde sig til alle sider. Særlig egnede som solitærbuske er flammetorn, kinesisk gul rose, man­darinrose og primularose.

Busketplanter: I naturen vokser de fle­ste vildroser ofte i store kolonier, tit trykket af naboplanterne, men alligevel med et væld af blomster og hyben­frugter i toppen. De er derfor særdeles velegnede i et blandet busket sammen med andre arter vildroser, buskroser, bærmispel, bjergmispel, havtorn, hæg, paradisæble, slåen og tjørn.

Blomsterhække: Vildroser med en lav og tæt vækst er egnede til plantning i hække omkring haven eller en del af haven. Disse hækplanter skal have god plads til siderne. Man bør undgå klip­ning eller beskæring, så at det ikke går ud over blomstringen, og buskene skal kun anvendes på solrige steder, hvor blomsterne rigtig kan udfolde sig. Vel­egnede til blomsterhække er især duk­kerose, hunderose, karolinarose, klit­rose, rynket rose og æblerose.

Levende hegn: Ude i landskabet kan især de danske typer af vildroser an­vendes sammen med andre hegnsplan­ter, som tåler vind og vejr og er i stand til at give læ for de afgrøder, der dyrkes. I levende hegn kan vi anvende blågrøn rose, glansbladet rose, hunde­rose, hvid æblerose, karolinarose, klitrose, majrose, mangeblomstret rose, rynket rose, spansk hyben og æblero­se.

Skråninger: I let jord på især sydvendte skråninger kan de samme roser som nævnt under levende hegn anvendes. Men også særlig kraftige og rankende typer som honningrose er velegnede.

Fuglekrat: Med deres tætte vækst og store rigdom på hyben er de fleste vildroser selvskrevne, hvis man vil plante fuglekrat i fritidshaven eller parken. Langt de fleste arter kan be­nyttes; men særlig egnede er arter som guirlanderose, honningrose, hundero­se, kamtjatkarose, mangeblomstret ro­se, rynket rose, spansk hyben og æble­rose.

Arter:

Bjergrose (Rosa pendulina) fra Alperne er næsten helt uden torne og bærer blomster i varierende røde nuancer. Bjergrose fra Mellemeuropas bjergegne er en ret svagtvoksende vildrose med 120 cm lange, næsten tornløse stængler og fin­delt løv med 9 småblade i hvert blad. Blomsterne er enkle, mørkrosa, men varierer en del i farvestyrke. De deko­rative hyben er 2 cm lange, klart røde og pæreformede. Kan plantes på sten­gærder i fuld sol.

Blågrøn rose (Rosa dumalis) hører hjemme i Danmark og er særlig almin­delig jo Jylland. Den er kraftig, 2 m høj, tæt tornet og har blågrønt løv. Blom­sterne er enkle, rent rosa og kan let forveksles med hunderose.

Dukkerose (Rosa nitida) kaldes også lav rose eller dværgrose. Den bliver kun 60 cm høj og har ret spinkle skud og en tæt vækst. De mørkerøde blom­ster er enkle, 5 cm i tværsnit og ret holdbare; hovedblomstringen finder sted i juli. Med sin lave vækst og de underjordiske udløbere er dukkerose velegnet til dækning af større flader og skråninger, også på dårlig og nærings­fattig jord; den vokser således glimren­de på den afrømmede jord fra de midtjyske brunkulslejer. I haven kan den anvendes til lave hække.

Filtrose (Rosa mollis) ses ofte vildtvok­sende i Nordjylland. De unge grene er blåduggede, ofte purpurfarvede og med slanke, rette torne. Bladene er blødt filthårede; på undersiden sidder der en masse småkirtler, som dufter af harpiks, når de knuses. Busken bliver 1,5 m høj og kan især anvendes i fritidshaver.

Flammetorn (Rosa omeiensis pteracantha) kan blive 2,5 m høj. Den er kraftig og helt uigennemtrængelig, især på grund af de store trekantede, stærkt røde torne, der er særlig skønne, når Solen skinner igennem dem; på ældre grene bliver tornene gråbrune og mi­ster deres dekorative værdi. Derfor bør busken stadig forynges, så nye skud med de pragtfulde flammetorne kan udvikles helt fra basis; hvert år kan man fjerne halvdelen af skuddene. Den kan anvendes som solitærbusk, i forgrunden af større busketter, på skråninger, i fuglekrat og på stengær­der.

Glansbladet rose (Rosa virginiana) danner meget tætte buske med 2 m lange skud. Løvet er bronzefarvet i løvspring, glinsende grønt om somme­ren og får om efteråret smukke ildrøde og dybgule høstfarver. Blomsterne er blegt kirsebærrøde med lysere midte; knopperne er lange og tilspidsede og de udsprungne blomster ret små; de har en fin duft. Blomstringen varer fra sidst i juni til begyndelsen af august. Dens hyben er meget holdbare; de er runde, middelstore og klart røde. En glimrende kratplante til fritidshaver, levende hegn og større parker.

Guirlanderose (Rosa willmottiae) er stærkt forgrenet, 2 m høj og lige så bred. Løvet er findelt, næsten som bregneblade. Blomsterne er 4 cm sto­re, enkle og purpurrøde med cremefar­vede støvdragere som en glorie i mid­ten. Dens hyben er små, runde og orangerøde.

Gul rose (Rosa foetida 'Bicolor') har festlige, tofarvede blomster med en meget ubehagelig lugt. Gul rose (Rosa foetida eller Rosa lu­tea) bliver 1,5 m høj. Væksten er ikke særlig kraftig, og bladene bliver ofte angrebet af stråleplet, så at de visner og falder tidligt af; den bør derfor plantes i en »fodpose« af lave buske, som kan skjule det mindre smukke udseende sidst på sommeren. Til gen­gæld er blomstringen helt overdådig med den reneste gule blomsterfarve, man overhovedet kan tænke sig. Blom­sten er helt enkel, 5 cm i tværsnit; duften er ubehagelig (foetida = stin­kende). Der er flere sorter. 'Bicolor' har enkle blomster, indvendig skinnen­de kobberrøde. udvendig guldgule; den trives på tør og mager jord i fuld sol. 'Persian Yellow' har rent gule, halvfyldte eller fyldte blomster med samme ubehagelige lugt som arten. Dens grene er brunrøde med lige, stikkende torne; bladene er små med næsten samme duft som æblerosens løv. Den skal stå på en lun og tør plads i sol.

Honningrose (Rosa helenae) har indtil 6 m lange skud, tæt besat med stærkt krogede torne, ved hvis hjælp den kan klatre højt op i buske og træer. Den er også velegnet til beklædning af syd­skråninger. Blomsterne er enkle, hvide eller svagt flødegule, fint duftende og samlet i meget store klaser. Om efter­året er planten fyldt med små ægfor­mede, orangerøde hyben i hængende klaser. Arten er ikke helt hårdfør og kan fryse noget tilbage i strenge vintre, men vil altid skyde frem på ny det følgende forår. Sorten 'Lykkefund' stammer fra Aksel Olsens planteskole i Kolding; den er mere hårdfør end arten, og dens blomster er halvfyldte og rent hvide.

Hunderose (Rosa canina) er en dansk vildrose; se artiklen Hunderose.

Hvid æblerose (Rosa agrestis) fra Syd­europa har 2 m lange, klatrende, lig­gende eller bueformede grene. Blade­ne afgiver en kraftig æbleduft, når de knuses. Blomsterne er små, enkle og hvide. Den kan anvendes i fuglekrat, vildtremiser og læhegn.

Irsk rose (Rosa hibernica) er en opret busk med 2 m lange, bueformede gre­ne. Blomsterne er små, enkle, blegrø­de og sidder enkeltvis eller i små klaser. Bladene er blågrønne og håre­de på undersiden. Den har røde hy­ben. Den er opstået som en krydsning mellem hunderose og klitrose.

Kamtjatkarose (Rosa kamtchatica) minder meget om rynket rose. Den bliver 120 cm høj, har 4-S cm store, purpurrøde blomster og store, flad­runde hyben. Velegnet på sandet jord langs kysterne.

Kanelrose (Rosa majalis), se nedenfor under majrose.

Karolinarose (Rosa carolina) er en kraftig, opret rose med indtil 170 cm høje, ofte ugrenede stængler. Den bre­der sig ved underjordiske udløbere til alle sider på både let og mere svær jord og er derfor velegnet til levende hegn, vildtremiser og fuglekrat. I fritid shaver er den god som uklippet hæk, blot der er plads nok til alle sider. Om somme­ren har den en masse lyserøde blom­ster, hvis bægerblade ofte er længere end kronbladene. Dens hyben er rød­brune og ædes gerne af fuglene.

Kinesisk gul rose (Rosa hugonis) er meget tidligtblomstrende. Blomstringen er over­vældende, men sørgelig kortvarig. Kinesisk gul rose er opkaldt efter den engelske missionær Pater Hugo (Hugh Scanlon), som i 1899 sendte indsamlet frø hjem fra Vestkina til dyrkning i Kew Gardens i London. Den er nok vor tidligst blom­strende buskrose; allerede sidst i maj er de bueformede grene helt dækket af små bleggule blomster. Væksten er ret kraftig, 250 cm høj og lige så bred. Busken tåler ikke beskæring, men kan udtyndes med flere års mellemrum. Smukkest som solitærplante.

Klitrose (Rosa pimpinellifolia) er en tæt, ret lav, indtil 1500 cm høj busk, hvis grene er tæt besat med børstetorne og stive torne af varierende længde. Den breder sig ved rodskud og trives bedst på let og sandet jord. I Danmark vokser den vildt i de vestjyske klitter; andre steder i Europa træffes den både ved kysterne og i bjergegne. Dens løv er findelt, blomsterne hvide eller cre­mefarvede. Dens hyben er kuglefor­mede, purpursorte eller rent sorte. Den kan anvendes i fritidshaver som fuglekrat, i levende hegn og som »bundplante« under store, ikke-skyg­gegivende træer.

Rosa pimpinellifolia altaica har enkle, hvide eller cremefar­vede blomster, som er gule i udspring. Løvet er smukt findelt, grågrønt. Dens hyben er næsten kuglerunde, kastanjebrune med purpurskær.

Rosa pimpinel­lifolia 'Double White' har dobbelte hvide eller cremefarvede blomster med gul midte og en fin duft; især velegnet til fritidshaver.

Rosa pimpinellifolia 'Duke of Argyll' har enkle, kirsebær­røde blomster med næsten hvid midte og en tæt krans af gule støvdragere; god i et blandet busket.

Rosa pimpinel­lifolia hispida er en krydsning mellem Rosa damascena semperflorens og Ro­sa pimpinellifolia. Den har en ret løs vækst og bør derfor med mellemrum skæres kraftigt tilbage. Særlig egnet op ad et hegn eller ved en pergola. Den har halvfyldte, svagt lyserøde blom­ster, der falmer til helt hvidt; de har en fin duft. Den blomstrer første gang i juni og remonterer senere på somme­ren til helt hen i oktober. Især de unge skud har smukke, lysende røde torne.

Rosa pimpinellifolia 'Stanwell Perpetu­al' har moderat vækst og let overhæn­gende grene. Blomsterne er enkle eller halvfyldte, hvide eller cremefarvede; de unge grene er tæt besat med fine torne og børster. Ved krydsning er der opstået en lang række haveroser af klitrosetypen, bl.a. 'Frühlingsanfang', 'Frühlingsduft', 'Frühlingsgold' og 'Frühlingsmorgen'; de kan anvendes i busketter, som uklippede hække eller måske allerbedst som solitærplanter (se Planteskemaet og artiklen Buskroser).

Kobberrose (Rosa rubrifolia) er en kraftig buskrose, indtil 2,5 m høj; den kendes let fra alle øvrige vildroser på det dekorative, blåduggede løv, som om efteråret antager en rødbrun høst­farve. De små blomster er ret uanseli­ge og sidder meget spredt; de er kirse­bærrøde i udspring, men falmer til lysrosa med purpurfarvet skær. Dens hyben er kugleformede og rent røde; de er meget efterstræbt af grønirisker og andre frøædende fugle. Kobberrose hører hjemme i Alperne og Pyrenæer­ne helt op til 2000 m's højde; den er velegnet som solitærbusk, i større bu­sketter, fuglekrat og levende hegn.

Labradorrose (Rosa blanda) er 2 m høj med næsten tornløse grene, enkle lyserøde blomster og et væld af røde hyben om efteråret. God til større busketter og som uklippet hæk om­kring fritidshaver.

Majrose (Rosa majalis) bliver kun 120 cm høj. Den har rødbrune, tynde stængler og talrige rodskud; grenene er tæt besat med torne og børstetorne. Navnet maj rose hentyder til den tidlige blomstring; men den kaldes også ka­nelrose efter den rødbrune bark. En fyldtblomstret type kaldes Rosa maja­/is plena. I katolske lande går den under navnet Rose du Saint-Sacrement og anvendes ved religiøse ceremonier.

Mandarinrose (Rosa moyesii) har en let, åben vækst og rent røde, enkle blomster. Busken bliver ofte bar og bladløs forneden. Mandarinrose har sti­ve, oprette grene med kraftige torne; den 'øverste del af grenene er overhæn­gende og tæt besat med enkle, blodrø­de blomster i hele juni. Løvet er findelt med 13 småblade. Hybenfrugterne er 4 cm lange, flaskeformede og bredest ved basis; de er lysende orangerøde og meget holdbare. Sorten 'Eos' har mørkt kirsebærrøde blomster med hvid midte og en tæt glorie af gule støvdra­gere; 'Fargesii' har karminrøde blom­ster og minder meget om selve arten, og 'Geranium' er særlig blomsterrig med skarlagenrøde blomster og meget smukke hyben; den er god til småha­ver, hvor den hvert 2. år bør forynges ved bortskæring af ældre grene helt nede ved basis.

Mangeblomstret rose (Rosa multiflora) er for kraftig i en lille have, men velegnet som fuglekrat i en naturhave. Mangeblomstret rose kaldes også klatrerose og har 3-4 m lange, bueformede grene, som kan »klatre« op i andre buske og træer. Bladene er friskgrønne med 9 småbla­de, blomsterne enkle, hvide og med en fin duft; de sidder samlet i tætte klaser. Dens hyben er små, ovale og klart røde. Den er velegnet til læbælter, fugl e krat og skråninger i fritidshaver og parker, men uegnet i småhaver. Den anvendes som »underlag« (grund­stamme) ved okulering af ædle roser, både tehybrider og buketroser.

Pindsvinerose (Rosa roxburghii eller Rosa microphylla) er en 2 m høj og lige så bred rose med stive grene, som er tilbøjelige til at vokse vandret ind mellem hinanden, så at planterne dan­ner et tæt og uigennemtrængeligt krat. På ældre grene flager barken af. Blom­sterne sidder enkeltvis; de er ret store, 5-6 cm i diameter, lyserøde, men fal­mer til næsten hvidt. Løvet er smukt findelt, næsten som bregneblade, med indtil 15 småblade. Bægerbladene bli­ver siddende på de store, flaskeforme­de hyben, der er grønne (!) og tæt besat med pigge, næsten som frugterne hos hestekastanje. Frugterne falder tidligt af.

Primularose (Rosa primula) har 2 m lange, buede grene med cremegule blomster allerede i maj. Løvet dufter fint som af røgelse.

Rynket rose (Rosa rugosa 'Dagmar Hastrup') er en nøjsom vildrose, som blomstrer fra juni til september. Rynket rose (Rosa rugosa) har stive, tættornede stængler, frisk æblegrønt, rynket løv og store enkle eller fyldte blomster med en fin duft. Dens hyben er store, fladt kugleformede, meget kødfulde og vitaminrige, velegnede til marmelade. Rynket rose anvendes of­test i fritidshaver, især nær kysten; den tåler nemlig et barsk klima og trives godt i sandet, næringsfattig jord. Den breder sig hurtigt og danner tætte, uigennemtrængelige krat, som let kan forynges ved tilbageskæring til basis med et par års mellemrum. Der findes en lang række sorter, af hvilke følgen­de kan anbefales: 'Agnes', lysegul, tætfyldt, fin duft; 'Alba', enkel, hvid med lysebrune støvdragere og tomat­røde hyben; 'Blanc Double de Cou­bert', halvfyldt, rent hvid, med beha­gelig duft; 'Conrad Ferdinand Meyer', fyldt, sølvagtigt rosa, meget kraftig vækst, indtil 3 m høj; 'Fru Dagmar Hastrup' , enkel, rent lyserød, lav vækst, bærer ofte blomster og hyben samtidig; 'Pink Grootendorst', tæt­fyldt, klart kirsebærrosa med frynsede kronblade; 'Roseraie de l'Hay', halv­fyldt, purpurkarminrød med pragtfuld duft, og 'Schneezwerg', halvfyldt, hvid, med orangerøde hyben, ofte samtidig med blomstring. 

Rynket rose er en invasiv art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.

Rynket rose (Rosa rugosa) bærer ofte blomster og hyben samtidig hen på eftersommeren. Den ideelle rose til en sommerhusgrund med mager, sandet jord.

Rynket rose (Rosa rugosa 'Alba') med hvide blomster.

Rynket rose (Rosa rugosa 'Hansa') med tætfyldte, duftende blomster. 

Rynket rose er en invasiv art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.

De helt enkle blomster hos vildroserne overgår ofte i skønhed de tætfyldte havero­ser. Her en hvidblomstret form af rynket rose (Rosa rugosa hybrida).

Spansk hyben (Rosa villosa eller Rosa pomifera) er en mellemeuropæisk bjergrose, der er vildtvoksende flere steder i Danmark. Den har enkle, lyserøde blomster med fin duft på de let buede grene og store, kuglerunde hyben, der er tæt besat med stilkede kirtler.

Æblerose (Rosa rubiginosa) har navn efter den fine æbleduft, som stammer fra kirtler på bladenes underside. Se artiklen Æblerose.

Se også artiklerne Buskroser, Hunde­rose, Hyben, Hybenroser, Rose og Parkroser.