Vajd - Isatis tlnctoria

Vajd eller farvevajd har siden oldtiden været brugt som farveplante; allerede de gamle assyrere og grækere forstod at udnytte plantens egenskaber. I middel­alderen var den en meget vigtig plante i mange europæiske lande, hvor køb­mænd, der handlede med og tilvirkede farvestoffet, dannede pengestærke sel­skaber. Først da man begyndte at ind­føre det billigere indigofarvestof fra Indien, gled vajdplantens anvendelse i baggrunden. Vajd indeholder et glyko­sid, isatan, der efter knusning og ved hjælp af et enzym, isatase, spaltes til sukker og indigoblåt. Farvestoffet blev fremstillet i vajdmøller, hvor planterne efter tilsætning af vand blev knust og gæret. Massen tørredes derefter og blev stødt til et farvepulver, der var uopløseligt i vand og først kunne an­vendes efter tilsætning af et opløsende stof. De behandlede garner blev hængt til tørring og blev ved iltning farvet blå. I gammel tid anvendtes gæret urin som opløsningsmiddel, og farven kaldtes derfor også potteblåt.

Vajd eller farvevajd (Isatis tinctoria) er en gammelkendt farveplante, hvoraf man kan fremstille indigoblå farvestoffer.

Arten er hos os vildtvoksende på Bornholm. Planten er en toårig urt, der det 1. år danner en roset af stilke­de, lancetformede blade og det 2. år udvikler en 50-100 cm høj stængel med mange gule blomster i store stande og hængende, vingede, indtil 2,5 cm lange og 0,5 cm brede nødder.

Vækstkrav: Planten trives bedst i en varm, let jord i fuld sol.

Formering: Frø sås i maj-juni på fri-, land, og småplanterne udplantes i august med 25-30 cm's afstand.

Forekomster (efter 2000):

Udvidet beskrivelse: 

Vajd (latin Isatis tinctoria) er en toårig plante af korsblomst-familien, som tidligere blev brugt til blåfarvning af tekstiler i Norden. I Danmark ophørte dyrkningen af vajd omkring år 1800 som følge af indigoimporten. Vajd indeholder et lys- og farveægte indigolignende farvestof. Det er vajdfarvede klæder der hentydes til når folkevisen om Ramund nævner blågarn

Det første år danner vajd en ca 20 cm høj roset af grønne blade. Hvis man knuser et blad mellem fingrene, bliver de blå. Det er bladene fra det første år der bruges til plantefarvning - farven udvindes ved at man lader bladene gære i urin i ca. 5 dage.

Andet år sætter planten en halvanden meter høj blomsterstand med gule blomster i juni, sætter frø og visner derefter.

I dag er farven fra både vajd og indigo stort set udkonkurreret af anilinfarverne.