Middagsblomst (Mesembryanthemum) sætter pris på en kalkrig jord, ikke for kalkens skyld. men p. gr. af reaktionstallet, som ligger højt på kalkholdig jord.
Kalkbunds- eller basebundsplanter er i reglen fast knyttet til kalkjorder , hvor surhedsgraden (pH-værdien) ligger omkring 7-8. Oftest gælder det for disse planter, at de ikke er afhængige af kalken alene, men tillige af andre naturlige økologiske faktorer i sammenhæng med kalkbunden, bl.a. gunstige fugtighedsforhold, bedre varmeøkonomi, bedre krummestruktur og en særlig mikroflora. Kalcium har næppe nogen speciel betydning som næringsstof betragtet for plantearternes fordeling, men kalkbundsplanternes tilstedeværelse røber alligevel jordbundens karakter. Afgørende er derimod kalkens indflydelse på jordens pH-værdi; det er den, der betinger surbunds- eller
kalkbundsplanternes tilstedeværelse. Eksempler på kalkbundsplanter i den vilde natur, planter, der ofte betragtes som indikatorplanter (se denne artikel), er rød tvetand, rød arve, mælkebøtte, fuglegræs, følfod, korn valmue og ru svinemælk, der alle vokser på jorder med pH-værdi over 7 eller dog har undergrænse ved denne værdi. Stauderne er repræsenteret ved høstanemone, akeleje, gemserod, julerose, kobjælde, alunrod, valmue, salvie, viol, nellike m.fl.
Man bør ikke ukritisk betragte kalkbundsplanter som ufejlbarlige indikatorer for jordbundsforholdene i et område; der kan under særlige omstændigheder godt vokse andre plantesamfund i et ellers typisk kalkbundsområde. Således kan man på Møns Klint finde bevoksninger af hedelyng, der ellers er en surbundsplante. Imidlertid befinder lyngens rødder sig her i et tyndt, udvasket jordlag med en pHværdi, der er lavere end kalkjordens 7- 8, altså mere sur.