Tørring af plantefarvede garner (bill.) Farvning af uld eller andre tekstilfibre, hør, bomuld og silke, med planteudtræk kaldes lidt bagvendt for plantefarvning.
I Norden har fårets uld helt tilbage til stenalderen været anvendt til tekstiler, især beklædning, og i starten har tekstilerne haft uldens naturlige nuancer af hvidt, brunt, gråt og sort.
I fåreavlen gav man efterhånden de hvide dyr fortrinsret, idet deres uld kunne farves efter vask og spinding og knytning eller vævning. Blade af følfod og af birk i vandbad (koldt) brugtes til gulfarvning af uld, og meget tidligt dyrkede man indførte planter som vajd og krap, der farvede henholdsvis blå og rød uden væsentlig opvarmning. Grønne farver fik man ved at overfarve gult med blåt. Senere gik man over til at farve i 80-95°C varmt vand, og man fandt ud af, at farverne kunne varieres noget og gøres kraftigere og mere lysægte, hvis ulden først blev bejdset i opløsninger af metalsalte; men efterhånden blev importerede kemiske farvestoffer mere og mere anvendt, især af professionelle farvere. De kemiske farver egnede sig også bedre til hør, bomuld og silke.
Mange er i de senere år begyndt at interessere sig for de gamle familiehåndværk spinding, strikning og vævning. I fåreavlen er man tilsvarende begyndt i begrænset omfang at avle med grå og brune dyr og forskellige uldtyper.
Plantefarvning på uld og andre tekstiler nyder også stor interesse, og planteindsamlingen giver anledning til friske udflugter og til lidt kendskab til botanik. Plantefarvede garner muliggør utraditionelle farvesammenstillinger, idet farverne aldrig misklæder hinanden.
Hvis tekstilfibrene skal bevare deres styrke og farverne skal blive holdbare, er der mange forhold at tage i betragtning.
Fra nogle planter anvendes blomster, fra nogle blade, fra andre hele planten eller kun roden, og det giver forskelligt resultat, om plantedelene er friske eller tørrede.
Bejdsemidlerne anvendes i forskellige koncentrationer, i blanding eller efter hinanden, og tiden og temperaturen spiller en stor rolle. Eventuelt bejdses sammen med farvningen eller efter farvningen.
Det må anbefales begyndere at læse speciallitteratur eller deltage i plantefarvningskurser før start på egen hånd. Enhver lærer og enhver rutineret plantefarver har sine egne opskrifter og metoder, og skemaet giver kun vejledende eksempler og bør ikke alene anvendes som arbejdsgrundlag.
Til blåfarvning anvendes normalt kun syntetisk fremstillet indigofarvestof, og til rødt anvendes oftest indført kraprod. Grønne farver fås ved at overfarve gule farver med indigo, og sort eller meget mørkegråt ved at overfarve rødt henholdsvis mørkebrunt med indigo.
Se også artiklerne Farvebælg, Farvevisse; Krap og Vajd.
PLANTE FARVNING
Farve |
Planteart |
Plantedel |
|
Nuance |
Bejdsning |
Gul |
birk |
blade |
frisk/tør |
klar gul |
1 |
|
æble |
bark |
tør |
rødgul |
1 |
|
rejnfan |
hele planten |
frisk/tør |
grøngul |
1 |
|
kamille, duftløs |
hele planten |
frisk |
varm gul |
1 |
Brun |
valnød |
blade. grøn frugt |
frisk |
mørk brun |
2 |
|
el |
bark, |
tør |
grønbrun |
2 |
|
|
unge kviste |
frisk/tør |
lys brun |
2 |
Grå |
eg |
blade |
frisk/tør |
koksgrå |
3 |
|
sværtevæld |
hele planten |
frisk |
lys grågrøn |
2 |
Tallene 1 og 2 står for før-bejdsning med alun, henholdsvis krom, mens tallet 3 står for efter-bejdsning med jernvitriol.