Logo

- Giftplanterne i historisk perspektiv †

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

- Giftplanterne i historisk perspektiv †

 

Mennesket har gennem hele sin eksistens været og er stadig afhængigt af planterne, især som føde, men også i talrige andre henseender. Hvilke planter der var spiselige, hvilke der var uspiselige og hvilke der var direkte giftige må vi have lært gennem utallige generationers positive og negative erfaringer.

Efterhånden må det have sorteret sig ud, at nogle af de planter, der var uegnede som føde, havde andre egenskaber, som mennesket kunne drage nytte af på godt og ondt, og netop i den gruppe optrådte der mange giftplanter, som besad egenskaber, der var både helbredende og dræbende, alt efter anvendelsen af dem. Allerede fra førhistorisk tid har giftplanter helt givet været benyttet til såvel forbryderiske som menneskekærlige formål; i hvert fald vidner beretninger fra tidlig historisk tid om stor sagkyndighed allerede på det tidspunkt.

Op gennem oldtid og middelalder blev planternes rolle imidlertid mere specialiseret: heksene udnyttede ofte deres farlige egenskaber, mens lægerne, og det vil i praksis sige klostrenes munke og nonner, lagde vægt på de helbredende; at en og anden livsglad nonne så nok har udnyttet nogle af klosterhavens urter, hvis hun var kommet i ulykkelige »lykkelige omstændigheder«, ændrer næppe på fordelingen af planterne i klosterhaven og dem, som heksene i dølgsmål og ved nattetid indsamlede på galgebakken til anden brug.

En af disse anvendelser var til heksenes flyvesalve, som endnu i dag er et uløst spørgsmål, idet de virkelige hekse, hvis eksistens næppe kan bestrides, nok tog recepten med sig på bålet. Ud fra de overleverede recepter kan man imidlertid med rimelig sikkerhed sige, at salverne udover sære bestanddele indeholdt en række giftplanter som gifttyde, skarntyde, iris, åkande, stormhat, bulmeurt, sort natskygge, pigæble, giftig rajgræs, vortemælk og endnu flere af de her omtalte planter.

Nogle af disse planter dyrkedes dog som nævnt også i klosterhaverne, om end til andet formål, og de forvildede sig i mange tilfælde til fri natur, ikke mindst ved klostrenes nedlæggelse efter reformationen. Det blev også af gode grunde netop klosterurtegårdenes lægeplanter, der først og fremmest blev anvendt i lægekunsten, og deres indholdsstoffer er generelt bedre kendt i dag end de særlige hekseurters. Efterhånden gik man dog mere og mere over til brugen af syntetiske lægemidler, idet disse er lettere at dosere nøjagtigt og kan fremstilles på en måde, så uønskede bivirkninger undgås.

Denne udvikling skete ikke uden tilbageslag. Fra begyndelsen af 19. århundrede fik plantemedicin en fornyet opblomstring gennem homøopatien, hvis grundsynspunkt er, at med ondt skal ondt fordrives, således at forstå, at en sygdom skal behandles med meget stærke fortyndinger af stoffer, som i store mængder kan fremkalde sygdommens symptomer hos et rask menneske.

En række af de planter, der anvendes i folkemedicin, naturmedicin m.m. og som ved overforbrug frembyder forgiftningsfare, uden at de derfor i almindelighed kan henregnes til de egentlige giftplanter, er ikke behandlet særskilt i denne bog, men fortjener dog at nævnes. Det drejer sig især om følgende:

 

Blåbær (Vaccinium myrtillus)

Ene (Juniperus communis)

Gråbynke (Artemisia vulgaris)

Humle (Humulus lupulus)

Korsknap (Glechoma hederacea)

Lægebaldrian (Valeriana officinalis)

Lægesalvie (Salvia officinalis)

Melbærris (Arctostaphylos uva-ursi)

Nælde (Urtica dioica)

Perikum (Hypericum perforatum)

Persille (Petroselinum hortense)

Rosmarin (Rosmarinus officinalis)

Røllike (Achillea millefolia)

Skovmærke (Asperula odorata)

Spansk peber (Capsicum annuum)

Timian (Thymus vulgaris)

 

For disse gælder det, at forgiftninger kun opstår ved decideret misbrug, det være sig med hensyn til mængde eller langvarig, regelmæssig indtagelse; men det samme gælder som bekendt en lang række andre kostdele. Selv almindeligt køkkensalt er livsfarligt, kemisk set, på grund af saltets indhold af giftigt klor.

En ting, som man ikke bør være blind for, når talen er om folke- og naturmedicinens betydning og troværdighed for menigmand, er traditionen. Ganske som et par af vore store højtider har et kristent skrud over den rene, ramme hedenskab, er et og andet i den moderne naturmedicin en afsmitning af oldtidens sammenkobling af tro og viden. Der ligger ingen vurdering i dette, kun en konstatering af, at mennesket altid har kombineret en genstands udseende med dens iboende kraft.

Man har således fra de tidligste tider været overbevist om, at der måtte findes en indbygget sammenhæng mellem planternes udseende og deres virkning; når alrunens rod lignede en lille menneskefigur, måtte planten have en vældig magisk kraft. En slægt af gøgeurterne hedder Orchis, fordi arternes jordstængelligner testikler, på græsk orkhis, og roden ansås følgelig for potensstyrkende. Guderne havde skabt alt, og de havde givet mennesket et fingerpeg om urternes kraft gennem planternes udseende. Tidsler havde torne, der viste, at de indeholdt lindring mod stikkende smerter; stenbræk måtte være virksom mod stendannelser i organerne osv. Denne »lære«, der går tilbage til forhistorisk tid og var levende endnu i det 16. århundrede, kendes i dag som signatur læren, og den øver stadig, omend nok for det meste uerkendt, sin indflydelse på nutidens anvendelse af en række giftplanter i natur- og folkemedicinen.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,7 (18 stemmer)
Siden er blevet set 3.328 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!