![Artiskok - Cynara scolymus Artiskok - Cynara scolymus](/images/articles/s13/2013/8/19/artiskok---cynara-scolymus.jpg)
Artiskok stammer fra middelhavslandene og har antagelig været dyrket hos oldtidens romere. I Danmark blev den tidligere dyrket i herregårdshaver og andre større privathaver. Planten er nærbeslægtet med tidslerne; den er meterhøj, flerårig og med store gråblå, noget tornede blade. De store smukke blålilla blomsterkurve udvikles på meterhøje stængler. Inden blomstringen anvendes disse kurve i husholdningen, idet kurvsvøbbladene og kurvbunden nydes som en stor delikatesse. I dag kender langt flere denne grønsag, der importeres i stor stil fra sydligere himmelstrøg.
Vækstkrav: Artiskok er på sin nordgrænse her i landet og kan let fryse væk i strenge vintre. Jorden skal derfor være veldrænet, varm og næringsrig, og planten trives bedst i fuld sol.
Pleje: Da sorterne ikke er konstante efter frøudsæd, formeres planterne bedst ved stiklinger. Rodstiklinger tages fra planterne om foråret og udplantes med 100- afstand. Frø sås i hus i februar-marts og plantes enkeltvis i potter. Efter afhærdning udplantes i maj måned.
De ældre planter udtyndes om foråret, så kun 8-10 skud bliver tilbage. Ønsker man at opnå store blomsterhoveder, udtyndes antallet af disse, således at der kun bliver 2-3 på hver stængel. Om vinteren dækkes planterne med granris. Kompost eller gammel staldgødning er velegnet til jorddækning. Angreb af bladlus bekæmpes ved sprøjtning eller pudring af planter med derris.
![](/images/itempics/38/0206550618068026.jpg)
Blomsterknoppen anvendes kort før blomsterne springer ud. Artiskokbunden eller kurvbunden er en stor delikatesse.
Anvendelse: De første artiskokker er tjenlige fra juli. De afskæres, umiddelbart før blomsterne viser sig, koges i let saltet vand og spises med rørt smør. Da planterne er meget dekorative, foretrækker mange at dyrke dem som prydplanter. De er meget dekorative plantet 3 sammen i en gruppe, men er også velegnede i et staudebed.
Sorter: 'Globe' har kuglerunde hoveder. 'Vert de Laon' er den mest dyrkede. Denne sort har mere aflange hoveder.
--