Logo

Fjeldarve - Androsace

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Fjeldarve - Androsace

Allerede i en urtebog af den græske læge og plantekyndige Dioskorides, der levede i 1. årh. e.Kr., forekommer navnet androsakos. Det er sammensat af det græske aner, der betyder mand, og sakos, der betyder skjold. Man ved dog ikke, hvilken plante Dioskorides havde tildelt dette navn, og det er Linne, der har navngivet planteslægten Androsace, hvoraf man kender om­kring 100 arter. De fleste hører hjem­me i Asien, og de arter, der er mest velegnede til havebrug, kommer fra det vestlige Kina og Himalaya. Enkel­te arter forekommer dog også i de nordamerikanske kystområder, og der findes en del i de europæiske Alper, hvor de i øvrigt alle er fredet. De har hvide eller lyserøde blomster, der lig­ner små kodrivere, og de er da også nær beslægtet med primula. Der findes både en- og flerårige arter, men til havebrug anvendes næsten udelukken­de de flerårige, som opdeles i to grupper:

 

De pudedannende arter. Kommer overvejende fra de europæiske Alper. De kan være noget vanskelige i kultur og kan derfor kun anbefales til samlere og liebhavere. Det er meget lavtvok­sende planter, der i reglen kun har en enkelt blomst på hver stængel. En af de mindst vanskelige er pude-fjeldarve (Androsaee helvetica), der har små, hvide, næsten stilkløse blomster i maj. Bladene er små, ovale, skællignende og tæt besat med lange hår, der giver de tætte puder et hvidfiltet udseende. Arten er kalkkrævende, men kan til gengæld vokse næsten uden jord, hvor­for den er særdeles velegnet til stenmu­re. Især om vinteren må den beskyttes mod vand ovenfra.

 

Arter med overjordiske udløbere. Danner ofte nye bladrosetter på udlø­berne. De fleste stammer fra østeuro­pa eller Asien, er noget højere end de foregående, og blomsterne sidder i små skærme.

Dværg-fjeldarve (Androsace chamae­jasme) bliver kun ca. høj. Den har hvide eller lyserøde blomster i skærme; bladene er afrundede, og bå­de blade og stængler er besat med lange silkehår. Den trives bedst på tør, veldrænet, mager jord.

 

Androsace sarmentosa breder sig ved overjordiske udløbere og er en typisk - og meget spændende - stenbedsplante.

 

Mælkehvid fjeldarve (Androsace lac­tea) har små hvide blomster med gult svælg i en lille skærm på en 15- høj stilk. De små smalle blade er næsten glatte, og rosetterne virker græsgrønne. Den trives bedst i skygge. Silkehåret fjeldarve (Androsaee villo­sa) danner halvkugleformede rosetter af små lancetformede blade, der lige­som stænglerne er forsynet med lange hår. Blomsterne er lyserøde med gult svælg og sidder i små skærme. Androsaee primuloides stammer fra V-Kina og Himalaya. Den bliver 10- høj og har spatelformede blade, der er besat med silkehår. Blomsterne er lillarosa med lysegult svælg. De sidder i mange blomstrede skærme på lange stilke og udvikles i juni-juli.

Androsaee sarmentosa ligner den fore­gående, men har mere uldent behåre­de blade af meget forskellig størrelse. Blomsterne er lillarosa med en mørke­re krans omkring det gule svælg.

Androsace sempervivoides har små fa­ste rosetter af tykke, skællignende bla­de. Blomsterne er rosa og ses i maj­-juni på 8- høje stængler.

 

Vækstkrav: Til havebrug må man først og fremmest anbefale Androsace pri­muloides, Androsace sarmentosa og Androsaee sempervivoides. De er nogenlunde ens i vækstkrav og trives bedst på en noget humusholdig jord, som dog først og fremmest må være let og veldrænet. De foretrækker en vok­seplads i sol eller let skygge. Formerin­gen sker ved udplantning af de roset­ter, der dannes på udløberne.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (9 stemmer)
Siden er blevet set 3.472 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?


Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her