Logo

Gladiolus - Gladiolus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Gladiolus - Gladiolus

Gladiolus er et formindskelsesord af det latinske ord gladius = sværd og betyder altså »lille sværd«; navnet har planten fået på grund af sine sværdlig­nende blade. Det danske navn »jom­frufinger« bruges nu meget sjældent. Der findes omkring et par hundrede Gladiolus-arter, og de fleste af dem stammer fra det sydlige Afrika, således alle de storblomstrede. Nogle arter med mindre blomster finder man dog i egnene omkring det østlige Middelhav, og fra gamle overleveringer ved man, at gladiolus har spillet en vigtig rolle ved mange ceremonier og festligheder i oldtiden, ligesom man i Pompeji har fundet Gladiolus italicus gengivet på vægmalerierne. Allerede omkring år 1600 importerede biskoppen af Eich­stlidt i Bayern knolde af tre gladiolus­arter fra Østerlandene, nemlig Gladio­lus byzantinus, Gladiolus communis og Gladiolus italicus. I dag er det mest hybrider, der dyrkes, både til afskæ­ring og som haveplanter.

 

Småblomstret gladiolus-hybrid.

 

Der er med årene foretaget så mange krydsninger og tilbagekrydsninger in­den for denne planteslægt, at det i de fleste tilfælde er umuligt at fastslå, hvordan den enkelte sort er opstået. Især i Nederland og California gør man meget ud af gladiolusforædlingen, og statistikken fortæller, at i nogle perio­der er der fra Nederland eksporteret flere gladiolusknolde end alle andre løg og knolde tilsammen.

Knoldene er som regel flade og omgi­vet af en netagtig, brun hinde, som sjældent når helt ned omkring rodsi­den. Bladene er sværdformede, mens blomsterne, der i reglen har klare, stærke farver, er tragtformede med 6 noget tilbagebøjede kronblade i to kredse. Kun hos Gladiolus tristis finder man duftende blomster, men denne karakter er desværre ikke slået igen­nem i krydsningsarbejdet. Gladiolus har tre støvdragere og tre farvede støvfang. Frugten er en trerummet kapsel. Blomsterstanden er et - oftest ensidigt - aks på en stængel, hvis højde varierer fra 30 til 130 cm eller mere. Blomstringstiden er meget afhængig af plantetidspunktet, men på friland vil man i reglen ikke kunne have gladiolus i blomst før i juni-juli. Til gengæld kan man have blomster til langt hen på eftersommeren, hvis man planter ud i flere omgange, således at man hele tiden udvælger de knolde til udplant­ning, hvis spirer er længst fremme. Planter man senere end begyndelsen af juni, bør det ske i potter, så man eventuelt kan tage planterne ind under blomstringen.

 

Pleje: Langt de fleste gladiolusarter kan ikke overvintre på friland under vore klimaforhold; det er nødvendigt at tage knoldene op hvert efterår og lægge dem igen om foråret. Lægges de direkte på friland, bør det næppe ske før midt i maj, når der ikke længere er risiko for nattefrost, men man kan få blomsterne tidligere frem, hvis knolde­ne forspires indendørs i potte eller kasse. Gladiolus kræver fuld sol og læ. Især de småblomstrede arter er velegnede til stenbede. De foretrækker en veldrænet og helst godt gennemarbej­det jord, der enten må være meget næringsrig eller må tilføres rigelig med blandingsgødning. I vækstperioden kræver de tillige rigelig vanding. Små knolde kan lægges i en halv snes cm's dybde; større knolde skal helst ned i 15-20 cm's dybde, da planterne ellers let vælter. Man kan også stikke en pind i jorden til opbinding samtidig med udplantningen, og den kan godt være ganske kort over jorden, da det i reglen ikke er stilken, der knækker, men hele planten, der vælter. Når den første nattefrost har svedet bladene, graver man straks planterne op og binder dem sammen i små bundter, som hænges til tørre på et lunt sted med god udluftning. Det er vigtigt for holdbarheden, at knoldene tørrer hur­tigt. De professionelle gladiolus-dyrke­re anbringer således ofte knoldene ved ca. 32°C i den første halve snes dage efter opgravningen. Når blade og stængler er helt visne, fjernes de fra knoldene, som derefter opbevares vin­teren over på et tørt, frostfrit og helst køligt sted. De småknolde, der er dannet ved rodkagen på den gamle knold, kan bruges til opformering, men i så fald må de ikke tørre for meget ud i løbet af vinteren. Derfor er det bedst at opbevare dem køligt, men frostfrit i let fugtigt sand, der er tilsat et afsvampningsmiddel. Enkelte arter som Gladiolus byzantinus, Gladiolus communis og Gladiolus palustris er så hårdføre, at de har en chance for at overvintre under vinterdækning i form af et tykt lag halm eller blade og grangrene; tørvemel er i dette tilfælde slet ikke tilstrækkeligt. Måske var det endda værd at forsøge med en såkaldt vintermåtte, som ellers bruges i bygge­riet. Knoldene udplantes om efteråret, og er man heldig, blomstrer de allere­de først i juni.

 

Gladiolus byzantinus kan overvintre udendørs, når der vinterdækkes med et tykt lag vissent løv.

 

De storblomstrede sorter kan man især have glæde af til afskæring. Gladiolus har glimrende egenskaber som afskæringsblomst; den er både frodig, farverig og stivstilket. Det er bedst at afskære blomsten, så snart de første, nederste blomster er sprunget ud. Hvis man klipper et lille stykke af stilkens nederste ende og giver blomsterne frisk vand hver dag, vil man se hver eneste knop folde sig ud. I drivbænk og væksthus kan man let dyrke tidlige gladiolus, og et afskæringsbed i køkkenhaven er også en god investering, for knoldene er rimelige i pris.

 

Formering: Når knoldene optages om efteråret, vil der i reglen være dannet en mængde ærtstore, nye småknolde omkring de gamle; har man energi til det, bør man næste forår udplante disse småknolde i en bænk i ukrudtsfri jord og passe dem godt med vand og gødning; så vil man i løbet af to år have blomsterdygtige knolde til afløsning af de gamle. Det kan ikke undgås, at gladiolusknoldene i løbet af nogle år går stærkt tilbage og til sidst dør helt væk. I nogle tilfælde kan der i øvrigt også ske en usædvanlig degeneration, idet blomsterne kan miste deres oprin­delige farve og i stedet blive hvide eller gullige.

 

Arter og hybrider: På grund af den blandede og usikre oprindelse har det været svært at opdele gladiolus-hybri­derne i grupper; men stort set kan man sige, at de småblomstrede stammer fra de europæiske arter og de storblom­strede fra de sydafrikanske, selvom nogle sydafrikanske arter som Gladio­lus alatus, Gladiolus blandus, Gladio­lus cardinalis og Gladiolus tristis også har ret små blomster.

 

Gladiolus communis kan overvintre på friland under et tykt dække af halm eller blade.

 

Europæiske arter og hybrider: Gladiolus byzantinus stammer fra Sydøst­europa og Lilleasien. Det er en af de mere hårdføre gladiolus, som man kan forsøge på friland under vinterdæk­ning. Den blomstrer i juni med violet­røde blomster og bliver sjældent mere end 50 cm høj. Der findes en sort, 'Albus', med hvide blomster.

Gladiolus communis kommer ligeledes fra Middelhavsområdet, men har for­holdsvis store rosa eller violetrosa blomster, der indvendig har en lysere farve. Den bliver 40-80 cm høj og blomstrer i juni. Også her findes der er hvid sort, 'Albus'.

Gladiolus italicus bliver op mod l m høj og blomstrer med mange karmin­rosa blomster i juni. Bladene er smalle og knolden næsten kugleformet.

Gladiolus colvillei er en af de ældste grupper af hybrider og blev allerede i 1823 bragt i handelen af den engelske avler Colville fra Chelsea. Formentlig drejer det sig om krydsninger mellem Gladiolus tristis og Gladiolus cardinalis.

I ret milde vintre skulle det være muligt at overvintre disse hybrider på friland under dække. De har ret smalle blade og stive stængler med en kort stand af smukt formede blomster. Nogle af de bedste sorter er 'Albus' med hvide blomster, 'Roseus', der er rosa, og 'Ruber' , der har stærkt røde blomster.

 

Gladiolus nanus hører ligesom den foregående til de lave og tidligtblom­strende gladiolus. 'Cinderella' er rosa med mørkerøde pletter på de tre ne­derste kronblade. 'Miranda' er lyst vio­letrosa og 'Spring Glory' laksrød med lyse pletter, omgivet af en blodrød rand på de tre nederste kronblade.

De såkaldte 'Heraut'-hybrider fra Van Tubergen i Nederland har noget større blomster og tæller formentlig Gladio­lus cardinalis og Gladiolus floribundus blandt deres aner. De er tidligtblom­strende og bliver op mod 1 m høje, ofte med flere stængler fra samme knold. Blandt de bedste kan nævnes , Ackerman', der er klart orangerød, 'Rembrandt', der er rosenrød, og 'Fair Lady', der er laksrød med hvide pletter.

Butterfly-hybriderne har også større blomster end de europæiske arter og bliver op mod l m høje. De kendes især på, at kronbladene er lidt rynkede i kanten. 'Chinatown' er orange med mørke pletter i svælget; 'Green Wood­pecker' er gulgrøn med mørkerødt svælg.

 

De storblomstrede gladiolus-hybrider stammer alle fra sydafrikanske arter.

 

Man har forsøgt at krydse Gladiolus med den nærbeslægtede Acidanthera, men først i 1955 lykkedes det for Joan Wright på New Zealand at frembringe krydsninger mellem Acidanthera bico­lar var. murielae og flere Gladiolus­arter.

Disse nye krydsninger har man givet fællesnavnet Gladanthera. De minder en del om de småblomstrede Gladiolus primulinus-hybrider, men har arvet duften fra Acidanthera. Knoldene skal behandles som Gladio­lus-knolde og kan udplantes i maj på et solrigt sted i næringsrig, veldrænet jord i ca. 10 cm's dybde. Om efteråret optages de straks efter den første nat­tefrost, tørres og opbevares køligt, men frostfrit vinteren over.

Denne fornyelse af havens blomsterbe­stand skal være meget værdifuld, men hidtil har det i mange år været umuligt at erhverve knoldene i Danmark.

 

Sydafrikanske arter og hybrider:

De arter, der har været mest anvendt i krydsningsarbejdet, er Gladiolus oppo­sitiflorus, Gladiolus primulinus, Gla­diolus psittacinus, Gladiolus purpureo­auratus og Gladiolus saundersii, men selvom næsten alle vore storblomstre­de gladiolus har træk fra to eller flere af disse arter, finder man meget sjæl­dent de afrikanske arter i kultur.

Gladiolus gandavensis er krydsninger mellem Gladiolus oppositiflorus og Gladiolus psittacinus. De kan blomstre fra juli til den første frost og bliver i reglen 90-130 cm høje. Knoldene er flade og kan blive meget store. Disse hybrider egner sig lige godt som have­planter og til afskæring. Der findes umådelig mange sorter, og de har alle store blomster, der sidder tæt i stan­den. Farverne varierer fra hvid over rosa, laks og gult til mørkerød, lilla og blåsort.

Gladiolus lemoinei er en gruppe hybri­der, der er fremkommet ved krydsning af Gladiolus gandavensis med Gladio­lus purpureo-auratus, der bl.a. har bi­draget med de karakteristiske mørke pletter i svælget. Gladiolus lemoinei har meget åbne blomster, som frem­kommer noget tidligere end hos den foregående gruppe, hvad der i vort klima kan være en betragtelig fordel. Højden er omkring 100 cm.

Det næste skridt i udviklingen var krydsningen mellem Gladiolus lemoi­nei og Gladiolus saundersii, hvorved man frembragte Gladiolus nanceianus, der er meget kraftigtvoksende og storblomstret.

Gladiolus gandavensis er også blevet krydset med Gladiolus saundersii, hvorved man har fået nogle sorter med fællesnavnet Gladiolus childsii. De har store, åbne blomster og meget livlige farver.

I 1887 fandt man i nærheden af Victo­ria-vandfaldene i 0stafrika den første gule gladiolus (Gladiolus primulinus), og denne art fik stor betydning for det fremtidige krydsningsarbejde, først og fremmest fordi man fik indført den gule farve, men også fordi primulinus­hybriderne fremkom i mange smukke pastelfarver, som man ikke før havde set. Bortset fra farverne kan man i reglen kende dem på, at det øverste kronblad ikke er udadbøjet, men sid­der sammenfoldet som en kappe om­kring støvdragerne midt i blomsten. primulinus-hybriderne har nok mindre blomster end de storblomstrede sorter, men til gengæld er de usædvanlig hold­bare som 'afskæringsblomster.

 

Sygdomme og skadedyr: I reglen har den almindelige havedyrker ikke stør­re besvær med at holde sine gladiolus fri for sygdomme, idet avlerne gør deres bedste for kun at sælge sygdom s­fri knolde. Er knoldene angrebet af tørforrådnelse (Sclerotinia gladioli), der viser sig som små sorte pletter, eller knoldforrådnelse (Fusarium oxy­sporum), der viser sig som rådne plet­ter, bør man kassere de angrebne knol­de og eventuelt give de øvrige en varmtvandsbehandling, dvs. nedsænke dem i 55-57°C varmt vand i 1/2 time. I fugtige somre kan gladiolus blive an­grebet af gråskimmel (Botrytis gladio­li), hvorved der fremkommer pletter af en grå, lådden skimmel på bladene og ofte rådpletter i blomsterne. Man be­kæmper dette ved sprøjtning med maneb-, thiram- eller zineb-midler.

Bliver blade og blomster i løbet af sommeren lyst eller mørkt stribede, er de sandsynligvis blevet angrebet af gladiolus-mosaiksyge, og man bør kas­sere hele planten - dvs. anbringe den i skraldespanden og ikke i kompostbun­ken. Fremkommer der sølvskinnende pletter på bladene og misdannes blade, knopper og blomster, er planterne for­mentlig angrebet af thrips (Taenio­thrips simplex), som kan bekæmpes ved gentagne sprøjtninger med et malathi­on-middel.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,7 (134 stemmer)
Siden er blevet set 31.282 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
526224-05-2016 06:28:30 lene huynh
Tusind tak
390420-01-2016 11:50:57
139424-07-2014 16:41:52 Hanne
Hvis man klipper blomsten af og sætter i vase indenfor, kommer der så en ny blomst på stilken? Synes det vil være synd at tage dem ind, hvis der så ikke kommer flere..
139517-05-2014 10:39:36 Benny Hansen
Jeg har i mange år haft Byzantiske Gladiolus i min Have; de står ca. 20 cm. fra Muren mod syd; og de er aldrig blevet Vinterdækket; jeg glæder mig hvert år når de springer ud; hvilket i dette år for den første er sket den 15 maj.
139617-05-2014 09:41:58 annette kuhlmann
finder altid svar på mine spørgsmål

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!