![Heliconia - Heli'conia Heliconia - Heli'conia](/images/articles/s13/2013/8/19/heliconia---heli'conia.jpg)
Heliconia har fået navn efter det græske bjerg Helikon, hvor man sagde, at muserne, gudinder for kunst og videnskab, holdt til. Heliconia er i familie med banan. Den er hjemmehørende i de fugtige tropiske skove i Mellem- og Sydamerika, hvorfra den blev bragt til Europa omkring 1780. Bladene er store og forsynet med en meget kraftig midtribbe, der bliver tyndere ud mod spidsen af bladet. Blomsterne er samlet i iøjnefaldende stande, der er bemærkelsesværdige også p.gr. af dækbladenes form og farve.
![](/images/itempics/38/1676446491464894.jpg)
Dækbladene er af stor betydning for Heliconia's dekorative værdi.
![](/images/itempics/38/47596541946436016.jpg)
Heliconia har store, kraftige blade med en meget kraftig midtribbe.
Pleje: Heliconia er meget lyskrævende, i særdeleshed under blomsterdannelsen. Den er ikke særlig krævende med hensyn til dyrkningssubstrat, men foretrækker dog en luftig jord med rigelig tørvestrøelse. Heliconia er meget varmekrævende; den bedste jordtemperatur er 20°C, mens lufttemperaturen helst skal ligge på 25-30°C; den må aldrig komme under 20°C. I vækstperioden skal man jævnlig tilføre rigelig vand og næring. Efter blomstringen har planten en hvileperiode, hvor der vandes mindre.
Formering: Heliconia formeres ved hjælp af unge planter, dannet ved rodskud, der kan fjernes fra moderplanten. De unge planter skal stå varmt, men i halvskygge.
Arter:
Heliconia bihai fra Mexico og Brasilien kan blive op til 6 m høj. Bladene er ovale med meget lange bladstilke. Dækbladene er stive, ender i en spids og er placeret som fiskeben på blomsterstænglen; de er skarlagenrøde med citrongul spids og stålblå rand.
Heliconia psittacorum er hjemmehørende i Guyana, Brasilien, Paraguay, Suriname og på Nederlandske Antiller. Bladpladerne er ca. 10 cm brede, 40 cm lange og forsynet med en 50-100 cm lang bladstilk. Blomsterne er små, rørformede, orange med sort spids. Hvert orange dækblad omfatter 2-3 blomster.