Logo

Julerose - Helleborus niger 2

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Julerose - Helleborus niger 2

Ingen andre af vore stauder blomstrer så tidligt som julerose. Allerede i de­cember eller januar kan man se de første blomster vise sig over de næsten stedsegrønne, lidt frostsvedne blade. Planten har en sort rodstok (artsnavnet niger betyder sort), hvorfra blade og blomsterstængler skyder til vejrs. Blomsterbladene er rent hvide, men farves let rosa med alderen. I midten af blomsten sidder støvbladene som en strålende glorie med rent gule støv­knapper.

 

Julerosens blomster ødelægges ikke af frost og sne.

 

Vækstkrav: Selvom julerosen er en meget populær blomst, skuffer den ofte haveejeren. Den er nemlig svær at få i vækst, og der kan gå flere år, før den vokser godt til, hvis den da i det hele taget synes om jordbund og klima det pågældende sted. Den skal stå i halvskygge i en veldrænet, ikke for tør, kalkholdig muldjord; det kan slet ikke nytte at plante den, hvor jorden er for sur. Den skal gødes af og til med kalksalpeter. Den er helt hårdfør, og blomsterne skyder ofte op gennem snedækket.

 

Pleje: Julerose kan formeres ved for­sigtig deling af ældre planter eller ved frøudsæd straks efter frømodning. Frø­planterne er i stand til at blomstre 3 år efter udsæd. Julerosen skal helst plan­tes i september. Plantehullet bør dræ­nes med et lag singels i bunden, da planterne ikke kan lide stående vand omkring rødderne. I meget fugtige perioder bør jordoverfladen mellem planterne dækkes med plastfolie eller en glasplade, for at rødderne ikke skal rådne. I den meget fugtige efterårstid kan man også skærme plantens overjordiske dele ved at stille en stor, omvendt urtepotte over den. Efter afblomstringen i det tidlige forår af­pudses de visne blade og skud, hvoref­ter der gødes med kalksalpeter og svovlsur kali.

 

Anvendelse: Julerose træffes vildt i Alperne under træer og buske, som er bladløse i julerosens blomstringstid. I haven kan den plantes i en lys »skov­bund« under småtræer og større buske. Da den har sin specielle blom­stringstid, er der ikke mange naboer at tage hensyn til. I skovbunden kan den plantes sammen med vintergrønne planter som bispehue, hasselurt, ved­bend, vinterglans og vintergrøn; man­ge af havens tidlige løgplanter er ligele­des gode at kombinere den med.

 

Sorter: Den almindelige art er nok den smukkeste af alle juleroser; men flere af sorterne er lettere at dyrke. 'Maxi­mus' er særlig storblomstret; den bliver 30 cm høj. 'Praecox' er hvid med rosa skær. Den begynder ofte at blomstre allerede i oktober og er bestemt i blomst i juletiden. 'Atrorubens' har rødbrune blomster sent på sæsonen, nemlig fra marts til maj. Den er kraf­tigtvoksende og meget sund. Blomster­stilkene er ofte 50 cm lange.

 

Sygdomme: Juleroseskimmel giver en hvidgrå belægning på bladenes under­side. Den kan bekæmpes ved sprøjt­ning med et kobbermiddel. De sorte, kredsrunde pletter af bladpletsyge sprøjtes med et fernabmiddel.

Andre arter: Se artiklen Nyserod.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (14 stemmer)
Siden er blevet set 8.244 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
223224-06-2012 12:47:57 Jens Juhl
Jeg synes det er en fantastisk god hjemmeside, men den kunne gøres bedre hvis der blev oplyst hvilke insekter, biller og evt. fugle der tiltrækkes af planterne, ikke bare denne men alle planterne. Ikke mindst i disse tider hvor der diskuteres biodiversitet i haverne kunne det understøtte havefolks forsøg på dette.
223318-11-2010 12:32:28 knud wede
har denne i mit sortiment og 4 andre varieteter, som alle gror i "fattig" jord og kun får tilført "gødning" i form af de blade og kviste, som falder ned på dem. De trives fortrinligt;- det har overbevist mig om, at planten er nøjsom.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?
Effektiv reklame - klik her