Logo

Ranunkel - Ranunculus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Ranunkel - Ranunculus

Ranunkel er afledt af latin rana = en frø; man mener, at slægten har fået dette navn, fordi de fleste af arterne trives godt på sumpede steder. Slægten omfatter ca. 300 arter; spredningen er så stor, at den rummer såvel almindelig vandranunkel (Ranunculus aquatilis), som vokser under vand, og isranunk­len (Ranunculus glacialis), den blom­sterplante, der vokser højest oppe i de europæiske bjerge, i over 4000 m's højde. I den danske natur har vi adskil­lige ranunkelarter, »smørblomster« (se denne artikel); navnet er træffen­de, for de er alle glinsende smørgule. Blandt de dyrkede arter er der hvide, orange, røde og grønlige blomster. Alle ranunkelarter indeholder giftstof­fer, især under og efter blomstringen; giftstofferne nedbrydes, når man tør­rer de grønne plantedele til hø. Gift­stofferne er fortrinsvis alkaloider som anemonin og protanemonin. En en­kelt art, giftranunkel (Ranunculus tho­ra), indeholder så meget giftstof, at man i oldtiden pressede saften ud af rødderne for at bruge den som pilegift. Her i landet har man tidligere anvendt saften af vorterod (Ranunculus ficaria, se artiklen Vorterod) mod vorter; den er formentlig uvirksom, skønt den kan give en brændende fornemmelse i huden.

 

Vækstkrav: Ranunkler deles i fire grupper: sump- og vandplanterne, der kræver åbent vand eller en bund så fugtig, at de kun kan dyrkes i en have, hvor man har en naturlig sø eller et vandløb eller er parat til at ofre et passende anlæg; stenbedsplanterne, hvoraf nogle må betegnes som liebha­verplanter, mens andre er letdyrkelige, skønt de i reglen kræver ret megen skygge og fugtighed; haveranunklerne, der kun omfatter en art, Ranunculus asiaticus, som er uhyre sortsrig med overvejende fyldte blomster i flere far­ver, men ikke er hårdfør nok til at overvintre på friland, hvorfor man må optage og opbevare rhizomerne inden­dørs vinteren over; og endelig staudebedsranunklerne, som omfatter de en­kle, ret høje, småblomstrede arter, der egner sig fortrinligt til en skygget plads med humusrig jord i staudebedet og samtidig er glimrende til afskæring.

 

Formering: Ranunkler formeres let ved deling eller frø, helst i fugtig jord umiddelbart efter, at man har høstet det modne frø. Vorterod formeres ved yngleknopper, som findes i de nederste bladhjørner. Vandranunklen formerer sig i reglen ved selvsåning i vand.

 

Pæonblomstrede haveranunkler i mange nuancer af gult og rødt.

 

Arter:

Almindelig vandranunkel (Ra­nunculus aquatilis) kan vokse i både stillestående og rindende vand, der dog helst skal være svagt surt, men rigt på næring. Blomsterne er store og hvide, og den har lappede flydeblade. Undertiden når blomsterne aldrig op til overfladen og åbner sig derfor ikke; det udlignes ved, at de er selvbestøven­de.

 

Langbladet ranunkel (Ranunculus lin­gua) er en sump- eller vandplante, som findes i den danske natur. Den har ægformede grundblade og lange, lan­cetformede stængelblade. Blomsterne er meget store og glinsende guldgule; de sidder på 50-100 cm høje, trinde stængler og fremkommer midt på som­meren.

Stenbedsplanter

 

Alperanunkel (Ranunculus alpestris) har små, blanke, langstilkede, grønne blade og ca. 2 cm store, hvide blom­ster. Den bliver kun 5-10 cm høj og kræver en fugtig vokseplads på nordsi­den af stenbedet, hvis den skal lykkes. En lidt vanskelig liebhaverplante.

 

Bjergranunkel (Ranunculus monta­nus) kommer fra Alperne og Pyrenæ­erne, hvor den mest findes på bjergen­ge. Den har skinnende guldgule blom­ster på 15-30 cm høje stængler midt på sommeren. Den trives bedst på en noget fugtig, lerholdig jord. Sorten 'Molden Gold' er den mest værdifulde.

Græsbladet ranunkel (Ranunculus gramineus) stammer fra Middelhavs­området, men trives udmærket hos os og er især velegnet til stenbedet. Den har græslignende grønne blade og ly­sende gule blomster på 20-40 cm høje stængler i maj-juni.

 

Isranunkel (Ranunculus glacialis) er en henrivende, krybende ranunkel, der blomstrer i højbjergene, så snart sneen smelter. Isranunkel er en lille bitte plante, der hører hjemme i Alperne og de arktiske egne. Bladene er kødfulde og blomsterne hvide eller lyserøde. Blomstrer i juni-august.

 

Knoldranunkel (Ranunculus bulbosus) har en opsvulmet knold på den neder­ste del af stænglen lige over jorden. Den har gule, skinnende blomster i maj-juni.

Ranunculus arendsii er en vellykket krydsning mellem Ranunculus am­plexicaulis og Ranunculus gramine­us. Den har meget store, lysegule blomster, der efterhånden bliver næ­sten hvide. Højden er ca. 15 cm og blomstringstiden maj. Den er velegnet på stenbed.

 

Spansk ranunkel (Ranunculus am­plexicaulis) er ligeledes en bjergplante, men betydelig nemmere i kul­tur og dertil en af vore smukkeste stenbedsplanter med store, hvide blomster i maj-juni. De grønne blade er bredt lancetformede og omfatter stænglen forneden.

 

Haveranunkler

Haveranunkel (Ranuneulus asiaticus) stammer fra Lilleasien og Iran. Des­værre kan den ikke overvintre på fri­land hos os, så man må plante de tykke, kødede rødder om foråret, helst i væksthus eller drivbænk, hvorfra man kan udplante dem på friland sidst i maj eller først i juni, når der ikke længere er risiko for nattefrost. Haveranunkel blomstrer sidst på sommeren med sto­re enkle, dobbelte eller helt fyldte blomster i mange røde, gule, hvide og orange nuancer. Blomsterstilken er 20-40 cm høj, og de grønne blade er trelappede. Om efteråret må man op­tage rødderne, som skalovervintres tørt og frostfrit. Man skelner mellem tyrkiske, persiske, franske og pæon­blomstrede haveranunkler; men for­skellene er ikke store. De persiske har dybere indskårne løvblade end de tyr­kiske, og de franske har dobbelte blomster. De stærkt fyldte pæonblom­strede er dog efterhånden langt de almindeligste.

 

Staudebedsranunkler

Ranuneulus aeonitifolius, der stammer fra de mellemeuropæiske bjergegne, har fået sit navn efter de mørkegrønne, håndfligede blade, der til forveksling ligner bladene af stormhat (Aeoni­tum). Den bliver 50-70 cm høj og bærer mange små, hvide blomster på de stærkt forgrenede stængler; men stort set dyrker man kun den fyldte form, som kaldes sølvknap. Den er lige velegnet til afskæring og i staudebedet, hvor den foretrækker en humusrig, noget fugtig jord og halvskygge. Blom­sterne fremkommer fra maj til juli.

 

Ranuneulus aeris (bidende ranunkel) er med sine guldgule blomster et vel­kendt syn i maj på enge og fugtige marker; dyrene undgår den, fordi den har en skarp, bidende smag p.gr. af sit store indhold af anemonin. Den er et almindeligt ukrudt i græsplænen, og den er anvendelig i blomsterengen. Mere anvendelig til havebrug er dog den fyldte form (Ranuneulus acris 'Multiplex'), som under navnet guld­knap dyrkes til afskæring og i staude­bedet, fortrinsvis i halvskygge og på en noget fugtig, humusrig jord. Den blomstrer fra maj til juli med efterblomstring i september.

Se også artiklerne Smørblomst og Vor­terod.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,1 (31 stemmer)
Siden er blevet set 17.664 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
1234417-08-2018 13:04:43 lise beck
Ny ukrudt, aldrig set før. Lille bitte plante, der ligner en mørkegrøn firkløver. Den får bitte små gule smørblomster og breder sig med lynets hast. Den er i krukker og mellem fliserne og er næsten ikke til at få bugt med. Hvad er det for en?
1219129-04-2018 14:30:56 Unn Olsen
Hvor meget skal man vande den når den står i potte?
502822-03-2016 12:32:02 Vilhelm Knudsen
Det må vist være Ranunculus aconitifolia.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Hvad har du i din have?







Effektiv reklame - klik her