Campanula = lille klokke, og cochleariifolia fortæller om bladenes lighed med løvet hos kokleare. Småklokke stammer fra de østlige Alper og Karpaterne, hvor den vokser på kalkklipper og i stenskred. Den danner tuer af ægformede, takkede blade, mens bladene på de 10-20 cm høje blomsterstængler er linjeformede. Blomsterne er lyst blåviolette og har en slank, klokkeformet krone, der er let indsnævret omkring åbningen. De sidder i en fåblomstret, som regel ensidig klase og fremkommer i juli-august.
Vækstkrav: Småklokke er ikke altid helt nem i kultur, og hvis den skal lykkes, må man være særdeles omhyggelig med valg af plantestedet. En lomme øverst i stenbedet på et sted, hvor Solen ikke brænder for stærkt, vil være at foretrække. Jorden må tilberedes som en blanding af kalkholdig havejord og bladjord, der kan tilsættes knuste skærver af kalksten, men endelig ikke brændt kalk, der virker ætsende.
Formering: Småklokke formeres lettest ved deling af tuerne, men kan også formeres ved frø, som udsås i bænk eller potte i halvskygge i juni under et meget tyndt lag jord. Småplanterne prikles i september og udplantes det følgende forår; de bør beskyttes mod angreb af snegle.