Logo

Tibetorkidé - Pleione

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Tibetorkidé - Pleione

Pleione er afledt af græsk pleion = flere og henviser formentlig til, at planten danner mange pseudobulber. Man kender i alt 15 arter af tibetorkidé, og de anses almindeligvis for at være jordorkidéer; men i naturen vok­ser mange af dem epifytisk, dvs. på andre planter uden at tage næring fra dem. De stammer fra Taiwan (Formo­sa), Sydøstasien og Himalaya, hvor man kan finde en Pleione-art på be­skyttede steder mellem klipperne i over 3000 m's højde. Tibetorkidéerne er lave, med små brune eller grønne pseudobulber, der er ovale eller pære­formede. I reglen kommer der kun et eneste grønt, lancetformet blad og en enkelt blomst fra hver knold; blomsten er til gengæld meget stor, 7-8 cm i diameter, og så smuk, at det er rigelig belønning for besværet med at drive den frem.

 

Tibetorkidé (Pleione) er en lille orkidé med overraskende store, velformede blomster.

 

Vækstkrav og pleje: De fleste arter af tibetorkidé dyrkes i koldhus; kun en enkelt, Pleione bulbocodioides, kan man gøre sig håb om at overvintre på friland. En egnet plantejord er groft tørvemel blandet med sand og hvid­mos, tilsat formuldede bøgeblade. grannåle og eventuelt lidt bregnerød­der og savsmuld samt en anelse blandingsgødning. Når man ompotter knol­dene om foråret, må man huske, at de praktisk talt skal ligge oven på jorden; kun den allernederste del må dækkes af jordblandingen. Det vigtigste er dog vandingen. I vækstperioden, mens planterne har både blade og blomster, skal de helst stå fugtigt og luftigt; men det er bedst, hvis man kan undgå at vande direkte på blade og blomster; I hus må man sørge for skygge og kølig­hed, så at det ikke er nødvendigt med for mange overbrusninger; men de fleste arter af tibetorkidé har godt af at tilbringe sommeren på friland, hvor man kan nedgrave potterne i skyggen af storbladede buske med lavthængen­de grene som f.eks. rododendron, ma­honie eller Pieris. I varmt vejr overbru­ser man sine buske og får derved skabt netop det kølige, luftige mikroklima under bladene, som orkidéerne sætter pris på. I hvileperioden, som indtræf­fer, når blomst og blad er visnet bort, skal pseudobulberne stå køligt og tørt. Man ophører helt med vandingen; på friland kan man eventuelt overdække med en glasplade eller en teglsten i få cm's højde over jorden.

 

Formering: Man kan formere tibetorkidé ved at afskære de nydannede pseudobulber fra toppen af de gamle knolde og derefter potte småknoldene; men dels er det en noget risikabel proces, dels ser orkidéerne meget køn­nere ud, når de står i små grupper. Det er sikrere at købe en ny plante, som er i god vækst. Det er også muligt at formere tibetorkidé ved frø; men det er en indviklet sag for en amatør og bør overlades til specialgartnerier.

 

Tibetorkidé (Pleione) kan dyrkes som pot­teplante eller på et lunt sted i haven.

 

Arter:

Pleione bulbocodioides (eller Pleione pogonioides) er den mest hård­føre art, og under gode betingelser kan den overvintre på friland. Det har vist sig, at den tåler ned til -;. 20°C, så problemet er først og fremmest vore våde vintre. Derfor skal den stå i veldrænet jord og helst beskyttes mod direkte regn om vinteren. Et lag gran­grene og en gammeldags tagsten er en udmærket vinterdækning, hvis man ik­ke dyrker planten i potte og opbevarer den indendørs på et tørt og køligt sted vinteren over. Arten har lillarosa blomster med en lys, brunplettet læbe, der er frynset i randen; men der findes flere sorter, bl.a. 'Formosana' med smalle, lyslilla kronblade og en hvid læbe med gule pletter, og 'Formosana Alba', der er helt hvid. De bliver ca. 15 cm høje og blomstrer i maj.

 

Pleione grandiflora minder om den foregående, men har endnu større blomster. Den er temmelig hårdfør, men bør dog nok overvintre i koldhus. Det gælder for alle Pleione-arter, at blomstringen kan være ret uregelmæs­sig; men Pleione grandiflora blomstrer normalt mellem april og juli.

 

Pleione hookeriana blomstrer lidt sene­re. Den har purpurfarvede blomster, der udvikles samtidig med bladene; men den er ikke så kraftig i væksten som de øvrige.

 

Pleione humilis kan man alene p.gr. af blomstringstiden kun dyrke i koldhus, idet den blomstrer engang mellem au­gust og maj. Den har en smuk, rosa blomst, men bliver kun 6-8 cm høj.

 

Pleione maculata bærer en plettet, purpurrosa til rosa blomst en gang i løbet af efteråret; blomsten fremkom­mer umiddelbart efter, at det grønne blad er visnet ned.

 

Pleione praecox (eller Pleione lagenaria og Pleione wallichiana) blomstrer trods navnet (latin praecox = tidlig) også om efteråret. Den har en meget stor, mørkrosa blomst med frynset læ­be, der indvendig er gulplettet.

 

Pleione yunnanensis er for årsblorn­strende, idet den store, violetrosa blomst, der har en mørklilla læbe, fremkommer mellem februar og maj.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5.0 (8 stemmer)
Siden er blevet set 2.316 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• LykkefundBlomsterne er stærkt duftende, hvide med gullige nuancer, halvfyldte, udvikles i ...Se...
• Apotekerrosen - Eddikerosen - OfficinalisMiddelalderens munke dyrkede roser, bl.a, Rosa gallica 'Officinalis', eddikerose....
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad har du i din have?







Smæk insektet!