Samtlige 30 arter kendes på, at de har 3 løvblade; undertiden sælges de dog også under navnet skovlilje. Treblad stammer fra Nordamerika og Asien, hvor de findes fra Japan til Himalaya. De fleste arter har en tyk, kødet rodstok. På hver af stilkene sidder der tre løvblade under en seksbladet blomst med 6 støvdragere. Blosterbladene sidder i to kranse, og de tre nederste er i reglen grønne, mens de tre øverste på de dyrkede arter er hvide, røde eller gullige.
I havens »skovbund« er blomstrende treblad (Trillium grandiflorum) og vibeæg (Fritillaria meleagris) velegnede.
Vækstkrav: Treblad er skovbundsplanter, som trives bedst i en løs, humusrig, noget fugtig jord i halvskygge, gerne under høje træer eller buske. De finder sig dog også gerne til rette i et staudebed eller på den skyggede side af stenbedet, og hvor de trives godt, breder de sig gerne frodigt.
Formering: Treblad kan formeres ved frø; men det er ofte en noget langvarig proces, idet frøene først må udsættes for frost og derefter spirer og vokser meget langsomt; ofte går der 5 år, før frøplanterne kommer i blomst. Man kan forkorte tiden med et år ved at lægge frøene i dybfryseren en 14 dages tid inden udsåningen. Kraftige planter kan deles om efteråret; men rodstokkene bør behandles med forsigtighed.
Den mest dyrkede treblad er Trillium grandiflorum. Sorten 'Roseum' har lyserøde blomster.
Arter:
Trillium erectum fra Nordamerika bliver 30-40 cm høj. Den har smukke, purpurrøde blomster i maj, men desværre tillige en stram og ubehagelig duft.
Trillium grandiflorum fra Nordamerika er den mest dyrkede art. Den bliver omkring 30 cm høj og fremkommer i maj-juni med store, hvide blomster, som bliver svagt lyserøde, før de visner. Der findes en havesort, 'Roseum', med lyserøde blomster og en anden, 'Plenum', med fyldte blomster.
Trillium sessile bliver 20-30 cm høj og har ret små hvide, undertiden rødstribede blomster i maj. Af Trillium chloropetalum fra California har man udviklet havesorterne 'Luteum' med gule blomster og 'Rubrum' med røde blomster. Der findes et par yderligere arter, som næppe dyrkes.