![Ulvefod - Lycopodium clavatum Ulvefod - Lycopodium clavatum](/images/articles/s13/2013/8/19/ulvefod---lycopodium-clavatum.jpg)
I tidligere jordperioder udgjorde træagtig ulvefod skovbevoksningen sammen med koglepalmer, bregne træer og padderokker; i vore dage er de fleste ulvefod lave, krybende urter med stedsegrønne, nåleformede eller skælformede blade, der ender i en hårspids. Skudspidserne får derved en vis lighed med en lille bitte, håret dyrepote, heraf både det danske og det botaniske navn (græsk lykos = ulv og podion = lille fod). Sporehusene er samlet i stilkede aks i spidsen af grenene; i sporehusene dannes ved reduktionsdeling myriader af bitte små sporer, som spredes med vinden; hver spore udvikler en forkim, hvis hunlige celler efter befrugtning udvikler den egentlige kimplante. Forkimen er underjordisk og lever i symbiose (samliv) med forskellige svampe i jordbundens mikroflora. De fine sporer danner et gult pulver, som kaldes heksemel, fordi sporerne ved antændelse forbrænder livligt uden røgudvikling og tilsyneladende uden at efterlade aske; det udnyttedes tidligere til fremstilling af lynpulver til teaterbrug samt til fyrværkeri. I lægekunsten har heksemel været benyttet til tør opbevaring af piller, idet sporerne ikke optager væde; i trolddomsmedicinen har hekse mel desuden været anvendt som børnepudder og som middel mod nældefeber.
![](/images/itempics/25/9570842780853747.jpg)
Ulvefod (Lycopodium clavatum) vokser kun på fugtig hedejord. Den udvikler dels vegetative skud med nåleformede blade, dels fertile skud med et ovalt aksformet sporehus i spidsen.
Vækstkrav: I Danmark vokser ulvefod især på hedebakker med lav lyngvegetation, i lysninger i nåletræsplantager og på fugtige skråninger.
Beslægtede arter: Ulvefod er ret nært beslægtet med dværgulvefod (Selaginella), se denne artikel.