Vildroser er rosenarter, som ved frøformering danner konstant afkom af fuldstændig samme udseende og med nøjagtig samme egenskaber som forældrene. Omkring 10 forskellige arter vildroser hører hjemme i Danmark, mens de andre stammer fra det øvrige . Europa, fra Asien og Amerika. Langt de fleste trives udmærket i danske haver og parker; men de stiller ikke nær så store krav til gartnerisk pleje som de egentlige have roser. De besidder ofte en stor vækstkraft, som man naturligvis bør kende og erkende, før man planter dem i haven sammen med andre haveplanter. Enkelte vildroser breder sig stærkt ved underjordiske udløbere og danner tætte og uigennemtrængelige krat, som kan genere naboplanter og en eventuel bundvegetation.
Alle vildroser har den botaniske slægtsbetegnelse Rosa, efterfulgt af et botanisk artsnavn, f.eks. Rosa pendulina (bjergrose) og Rosa roxburghii (pindsvinerose). Af nogle arter vildrose er der desuden udviklet sorter med særlig store, smukke eller duftende blomster, især af mandarinrose (Rosa moyesii), rynket rose (Rosa rugosa) og æblerose (Rosa rubiginosa).
Hybenfrugter af en af de mest kendte vildroser, rynket rose (Rosa rugosa).
Rynket rose er en invasiv
art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.
Dyrkning: Vildroser er robuste og kraftige planter, som kan dyrkes i enhver havejord, dog bedre i en let, sandblandet jord end i en tung lerjord. De plantes forår eller efterår og købes oftest i den såkaldte prydbuskstørrelse. Men drejer det sig om plantning af et større antal i læbælter, fritidshaver eller parkområder, kan de købes som toårige »lette buske«. De bør altid plantes en smule dybere, end de har stået i planteskolen, så at rodhalsen, overgangen mellem rod og stamme, kommer ned under jordoverfladen. I læbælter kan de plantes med 50 cm's indbyrdes afstand, i haver med 150 til 200 cm mellem planterne. I modsætning til de egentlige haveroser skal vildroserne absolut ikke beskæres. Hvis man klipper topskuddene tilbage, fjerner man automatisk en mængde af følgende års blomsteranlæg, og plantens vækst bliver mere riset end ønskeligt. Derimod kan man med få års mellemrum udtynde buskene ved at fjerne de ældste grene helt nede ved jorden, og særlig robuste arter som karolinarosen og rynket rose kan med års mellemrum skæres helt ned til 10- 15 cm over jorden; så skyder der nye, kraftige og rigtblomstrende skud frem igen.
Vildroser skal aldrig beskæres, højst udtyndes en gang imellem. Så giver de et væld af blomster.
Anvendelse: Vildroser kan som de øvrige prydbuske anvendes som solitærbuske, i busketter, som blomsterhække, i levende hegn, til dækning af skråninger og som fugle krat, og de kan anvendes både i byhaver og i fritidshaver. Rynket rose er en invasiv
art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.
Solitærbuske: De fleste vildroser har ord for at have en riset og uskøn vækstform; men plantes de enkeltvis, f.eks. frit i en plæne, vil de have mulighed for at udfolde sig til alle sider. Særlig egnede som solitærbuske er flammetorn, kinesisk gul rose, mandarinrose og primularose.
Busketplanter: I naturen vokser de fleste vildroser ofte i store kolonier, tit trykket af naboplanterne, men alligevel med et væld af blomster og hybenfrugter i toppen. De er derfor særdeles velegnede i et blandet busket sammen med andre arter vildroser, buskroser, bærmispel, bjergmispel, havtorn, hæg, paradisæble, slåen og tjørn.
Blomsterhække: Vildroser med en lav og tæt vækst er egnede til plantning i hække omkring haven eller en del af haven. Disse hækplanter skal have god plads til siderne. Man bør undgå klipning eller beskæring, så at det ikke går ud over blomstringen, og buskene skal kun anvendes på solrige steder, hvor blomsterne rigtig kan udfolde sig. Velegnede til blomsterhække er især dukkerose, hunderose, karolinarose, klitrose, rynket rose og æblerose.
Levende hegn: Ude i landskabet kan især de danske typer af vildroser anvendes sammen med andre hegnsplanter, som tåler vind og vejr og er i stand til at give læ for de afgrøder, der dyrkes. I levende hegn kan vi anvende blågrøn rose, glansbladet rose, hunderose, hvid æblerose, karolinarose, klitrose, majrose, mangeblomstret rose, rynket rose, spansk hyben og æblerose.
Skråninger: I let jord på især sydvendte skråninger kan de samme roser som nævnt under levende hegn anvendes. Men også særlig kraftige og rankende typer som honningrose er velegnede.
Fuglekrat: Med deres tætte vækst og store rigdom på hyben er de fleste vildroser selvskrevne, hvis man vil plante fuglekrat i fritidshaven eller parken. Langt de fleste arter kan benyttes; men særlig egnede er arter som guirlanderose, honningrose, hunderose, kamtjatkarose, mangeblomstret rose, rynket rose, spansk hyben og æblerose.
Arter:
Bjergrose (Rosa pendulina) fra Alperne er næsten helt uden torne og bærer blomster i varierende røde nuancer. Bjergrose fra Mellemeuropas bjergegne er en ret svagtvoksende vildrose med 120 cm lange, næsten tornløse stængler og findelt løv med 9 småblade i hvert blad. Blomsterne er enkle, mørkrosa, men varierer en del i farvestyrke. De dekorative hyben er 2 cm lange, klart røde og pæreformede. Kan plantes på stengærder i fuld sol.
Blågrøn rose (Rosa dumalis) hører hjemme i Danmark og er særlig almindelig jo Jylland. Den er kraftig, 2 m høj, tæt tornet og har blågrønt løv. Blomsterne er enkle, rent rosa og kan let forveksles med hunderose.
Dukkerose (Rosa nitida) kaldes også lav rose eller dværgrose. Den bliver kun 60 cm høj og har ret spinkle skud og en tæt vækst. De mørkerøde blomster er enkle, 5 cm i tværsnit og ret holdbare; hovedblomstringen finder sted i juli. Med sin lave vækst og de underjordiske udløbere er dukkerose velegnet til dækning af større flader og skråninger, også på dårlig og næringsfattig jord; den vokser således glimrende på den afrømmede jord fra de midtjyske brunkulslejer. I haven kan den anvendes til lave hække.
Filtrose (Rosa mollis) ses ofte vildtvoksende i Nordjylland. De unge grene er blåduggede, ofte purpurfarvede og med slanke, rette torne. Bladene er blødt filthårede; på undersiden sidder der en masse småkirtler, som dufter af harpiks, når de knuses. Busken bliver 1,5 m høj og kan især anvendes i fritidshaver.
Flammetorn (Rosa omeiensis pteracantha) kan blive 2,5 m høj. Den er kraftig og helt uigennemtrængelig, især på grund af de store trekantede, stærkt røde torne, der er særlig skønne, når Solen skinner igennem dem; på ældre grene bliver tornene gråbrune og mister deres dekorative værdi. Derfor bør busken stadig forynges, så nye skud med de pragtfulde flammetorne kan udvikles helt fra basis; hvert år kan man fjerne halvdelen af skuddene. Den kan anvendes som solitærbusk, i forgrunden af større busketter, på skråninger, i fuglekrat og på stengærder.
Glansbladet rose (Rosa virginiana) danner meget tætte buske med 2 m lange skud. Løvet er bronzefarvet i løvspring, glinsende grønt om sommeren og får om efteråret smukke ildrøde og dybgule høstfarver. Blomsterne er blegt kirsebærrøde med lysere midte; knopperne er lange og tilspidsede og de udsprungne blomster ret små; de har en fin duft. Blomstringen varer fra sidst i juni til begyndelsen af august. Dens hyben er meget holdbare; de er runde, middelstore og klart røde. En glimrende kratplante til fritidshaver, levende hegn og større parker.
Guirlanderose (Rosa willmottiae) er stærkt forgrenet, 2 m høj og lige så bred. Løvet er findelt, næsten som bregneblade. Blomsterne er 4 cm store, enkle og purpurrøde med cremefarvede støvdragere som en glorie i midten. Dens hyben er små, runde og orangerøde.
Gul rose (Rosa foetida 'Bicolor') har festlige, tofarvede blomster med en meget ubehagelig lugt. Gul rose (Rosa foetida eller Rosa lutea) bliver 1,5 m høj. Væksten er ikke særlig kraftig, og bladene bliver ofte angrebet af stråleplet, så at de visner og falder tidligt af; den bør derfor plantes i en »fodpose« af lave buske, som kan skjule det mindre smukke udseende sidst på sommeren. Til gengæld er blomstringen helt overdådig med den reneste gule blomsterfarve, man overhovedet kan tænke sig. Blomsten er helt enkel, 5 cm i tværsnit; duften er ubehagelig (foetida = stinkende). Der er flere sorter. 'Bicolor' har enkle blomster, indvendig skinnende kobberrøde. udvendig guldgule; den trives på tør og mager jord i fuld sol. 'Persian Yellow' har rent gule, halvfyldte eller fyldte blomster med samme ubehagelige lugt som arten. Dens grene er brunrøde med lige, stikkende torne; bladene er små med næsten samme duft som æblerosens løv. Den skal stå på en lun og tør plads i sol.
Honningrose (Rosa helenae) har indtil 6 m lange skud, tæt besat med stærkt krogede torne, ved hvis hjælp den kan klatre højt op i buske og træer. Den er også velegnet til beklædning af sydskråninger. Blomsterne er enkle, hvide eller svagt flødegule, fint duftende og samlet i meget store klaser. Om efteråret er planten fyldt med små ægformede, orangerøde hyben i hængende klaser. Arten er ikke helt hårdfør og kan fryse noget tilbage i strenge vintre, men vil altid skyde frem på ny det følgende forår. Sorten 'Lykkefund' stammer fra Aksel Olsens planteskole i Kolding; den er mere hårdfør end arten, og dens blomster er halvfyldte og rent hvide.
Hunderose (Rosa canina) er en dansk vildrose; se artiklen Hunderose.
Hvid æblerose (Rosa agrestis) fra Sydeuropa har 2 m lange, klatrende, liggende eller bueformede grene. Bladene afgiver en kraftig æbleduft, når de knuses. Blomsterne er små, enkle og hvide. Den kan anvendes i fuglekrat, vildtremiser og læhegn.
Irsk rose (Rosa hibernica) er en opret busk med 2 m lange, bueformede grene. Blomsterne er små, enkle, blegrøde og sidder enkeltvis eller i små klaser. Bladene er blågrønne og hårede på undersiden. Den har røde hyben. Den er opstået som en krydsning mellem hunderose og klitrose.
Kamtjatkarose (Rosa kamtchatica) minder meget om rynket rose. Den bliver 120 cm høj, har 4-S cm store, purpurrøde blomster og store, fladrunde hyben. Velegnet på sandet jord langs kysterne.
Kanelrose (Rosa majalis), se nedenfor under majrose.
Karolinarose (Rosa carolina) er en kraftig, opret rose med indtil 170 cm høje, ofte ugrenede stængler. Den breder sig ved underjordiske udløbere til alle sider på både let og mere svær jord og er derfor velegnet til levende hegn, vildtremiser og fuglekrat. I fritid shaver er den god som uklippet hæk, blot der er plads nok til alle sider. Om sommeren har den en masse lyserøde blomster, hvis bægerblade ofte er længere end kronbladene. Dens hyben er rødbrune og ædes gerne af fuglene.
Kinesisk gul rose (Rosa hugonis) er meget tidligtblomstrende. Blomstringen er overvældende, men sørgelig kortvarig. Kinesisk gul rose er opkaldt efter den engelske missionær Pater Hugo (Hugh Scanlon), som i 1899 sendte indsamlet frø hjem fra Vestkina til dyrkning i Kew Gardens i London. Den er nok vor tidligst blomstrende buskrose; allerede sidst i maj er de bueformede grene helt dækket af små bleggule blomster. Væksten er ret kraftig, 250 cm høj og lige så bred. Busken tåler ikke beskæring, men kan udtyndes med flere års mellemrum. Smukkest som solitærplante.
Klitrose (Rosa pimpinellifolia) er en tæt, ret lav, indtil 1500 cm høj busk, hvis grene er tæt besat med børstetorne og stive torne af varierende længde. Den breder sig ved rodskud og trives bedst på let og sandet jord. I Danmark vokser den vildt i de vestjyske klitter; andre steder i Europa træffes den både ved kysterne og i bjergegne. Dens løv er findelt, blomsterne hvide eller cremefarvede. Dens hyben er kugleformede, purpursorte eller rent sorte. Den kan anvendes i fritidshaver som fuglekrat, i levende hegn og som »bundplante« under store, ikke-skyggegivende træer.
Rosa pimpinellifolia altaica har enkle, hvide eller cremefarvede blomster, som er gule i udspring. Løvet er smukt findelt, grågrønt. Dens hyben er næsten kuglerunde, kastanjebrune med purpurskær.
Rosa pimpinellifolia 'Double White' har dobbelte hvide eller cremefarvede blomster med gul midte og en fin duft; især velegnet til fritidshaver.
Rosa pimpinellifolia 'Duke of Argyll' har enkle, kirsebærrøde blomster med næsten hvid midte og en tæt krans af gule støvdragere; god i et blandet busket.
Rosa pimpinellifolia hispida er en krydsning mellem Rosa damascena semperflorens og Rosa pimpinellifolia. Den har en ret løs vækst og bør derfor med mellemrum skæres kraftigt tilbage. Særlig egnet op ad et hegn eller ved en pergola. Den har halvfyldte, svagt lyserøde blomster, der falmer til helt hvidt; de har en fin duft. Den blomstrer første gang i juni og remonterer senere på sommeren til helt hen i oktober. Især de unge skud har smukke, lysende røde torne.
Rosa pimpinellifolia 'Stanwell Perpetual' har moderat vækst og let overhængende grene. Blomsterne er enkle eller halvfyldte, hvide eller cremefarvede; de unge grene er tæt besat med fine torne og børster. Ved krydsning er der opstået en lang række haveroser af klitrosetypen, bl.a. 'Frühlingsanfang', 'Frühlingsduft', 'Frühlingsgold' og 'Frühlingsmorgen'; de kan anvendes i busketter, som uklippede hække eller måske allerbedst som solitærplanter (se Planteskemaet og artiklen Buskroser).
Kobberrose (Rosa rubrifolia) er en kraftig buskrose, indtil 2,5 m høj; den kendes let fra alle øvrige vildroser på det dekorative, blåduggede løv, som om efteråret antager en rødbrun høstfarve. De små blomster er ret uanselige og sidder meget spredt; de er kirsebærrøde i udspring, men falmer til lysrosa med purpurfarvet skær. Dens hyben er kugleformede og rent røde; de er meget efterstræbt af grønirisker og andre frøædende fugle. Kobberrose hører hjemme i Alperne og Pyrenæerne helt op til 2000 m's højde; den er velegnet som solitærbusk, i større busketter, fuglekrat og levende hegn.
Labradorrose (Rosa blanda) er 2 m høj med næsten tornløse grene, enkle lyserøde blomster og et væld af røde hyben om efteråret. God til større busketter og som uklippet hæk omkring fritidshaver.
Majrose (Rosa majalis) bliver kun 120 cm høj. Den har rødbrune, tynde stængler og talrige rodskud; grenene er tæt besat med torne og børstetorne. Navnet maj rose hentyder til den tidlige blomstring; men den kaldes også kanelrose efter den rødbrune bark. En fyldtblomstret type kaldes Rosa maja/is plena. I katolske lande går den under navnet Rose du Saint-Sacrement og anvendes ved religiøse ceremonier.
Mandarinrose (Rosa moyesii) har en let, åben vækst og rent røde, enkle blomster. Busken bliver ofte bar og bladløs forneden. Mandarinrose har stive, oprette grene med kraftige torne; den 'øverste del af grenene er overhængende og tæt besat med enkle, blodrøde blomster i hele juni. Løvet er findelt med 13 småblade. Hybenfrugterne er 4 cm lange, flaskeformede og bredest ved basis; de er lysende orangerøde og meget holdbare. Sorten 'Eos' har mørkt kirsebærrøde blomster med hvid midte og en tæt glorie af gule støvdragere; 'Fargesii' har karminrøde blomster og minder meget om selve arten, og 'Geranium' er særlig blomsterrig med skarlagenrøde blomster og meget smukke hyben; den er god til småhaver, hvor den hvert 2. år bør forynges ved bortskæring af ældre grene helt nede ved basis.
Mangeblomstret rose (Rosa multiflora) er for kraftig i en lille have, men velegnet som fuglekrat i en naturhave. Mangeblomstret rose kaldes også klatrerose og har 3-4 m lange, bueformede grene, som kan »klatre« op i andre buske og træer. Bladene er friskgrønne med 9 småblade, blomsterne enkle, hvide og med en fin duft; de sidder samlet i tætte klaser. Dens hyben er små, ovale og klart røde. Den er velegnet til læbælter, fugl e krat og skråninger i fritidshaver og parker, men uegnet i småhaver. Den anvendes som »underlag« (grundstamme) ved okulering af ædle roser, både tehybrider og buketroser.
Pindsvinerose (Rosa roxburghii eller Rosa microphylla) er en 2 m høj og lige så bred rose med stive grene, som er tilbøjelige til at vokse vandret ind mellem hinanden, så at planterne danner et tæt og uigennemtrængeligt krat. På ældre grene flager barken af. Blomsterne sidder enkeltvis; de er ret store, 5-6 cm i diameter, lyserøde, men falmer til næsten hvidt. Løvet er smukt findelt, næsten som bregneblade, med indtil 15 småblade. Bægerbladene bliver siddende på de store, flaskeformede hyben, der er grønne (!) og tæt besat med pigge, næsten som frugterne hos hestekastanje. Frugterne falder tidligt af.
Primularose (Rosa primula) har 2 m lange, buede grene med cremegule blomster allerede i maj. Løvet dufter fint som af røgelse.
Rynket rose (Rosa rugosa 'Dagmar Hastrup') er en nøjsom vildrose, som blomstrer fra juni til september. Rynket rose (Rosa rugosa) har stive, tættornede stængler, frisk æblegrønt, rynket løv og store enkle eller fyldte blomster med en fin duft. Dens hyben er store, fladt kugleformede, meget kødfulde og vitaminrige, velegnede til marmelade. Rynket rose anvendes oftest i fritidshaver, især nær kysten; den tåler nemlig et barsk klima og trives godt i sandet, næringsfattig jord. Den breder sig hurtigt og danner tætte, uigennemtrængelige krat, som let kan forynges ved tilbageskæring til basis med et par års mellemrum. Der findes en lang række sorter, af hvilke følgende kan anbefales: 'Agnes', lysegul, tætfyldt, fin duft; 'Alba', enkel, hvid med lysebrune støvdragere og tomatrøde hyben; 'Blanc Double de Coubert', halvfyldt, rent hvid, med behagelig duft; 'Conrad Ferdinand Meyer', fyldt, sølvagtigt rosa, meget kraftig vækst, indtil 3 m høj; 'Fru Dagmar Hastrup' , enkel, rent lyserød, lav vækst, bærer ofte blomster og hyben samtidig; 'Pink Grootendorst', tætfyldt, klart kirsebærrosa med frynsede kronblade; 'Roseraie de l'Hay', halvfyldt, purpurkarminrød med pragtfuld duft, og 'Schneezwerg', halvfyldt, hvid, med orangerøde hyben, ofte samtidig med blomstring.
Rynket rose er en invasiv
art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.
Rynket rose (Rosa rugosa) bærer ofte blomster og hyben samtidig hen på eftersommeren. Den ideelle rose til en sommerhusgrund med mager, sandet jord.
Rynket rose (Rosa rugosa 'Alba') med hvide blomster.
Rynket rose (Rosa rugosa 'Hansa') med tætfyldte, duftende blomster.
Rynket rose er en invasiv
art som Miljøstyrelsen anbefaler at alle hjælper med til at bekæmpe.
De helt enkle blomster hos vildroserne overgår ofte i skønhed de tætfyldte haveroser. Her en hvidblomstret form af rynket rose (Rosa rugosa hybrida).
Spansk hyben (Rosa villosa eller Rosa pomifera) er en mellemeuropæisk bjergrose, der er vildtvoksende flere steder i Danmark. Den har enkle, lyserøde blomster med fin duft på de let buede grene og store, kuglerunde hyben, der er tæt besat med stilkede kirtler.
Æblerose (Rosa rubiginosa) har navn efter den fine æbleduft, som stammer fra kirtler på bladenes underside. Se artiklen Æblerose.
Se også artiklerne Buskroser, Hunderose, Hyben, Hybenroser, Rose og Parkroser.