Her ser vi en papegøjetulipan, der er helt udsprunget, så kronbladenes krusede kanter næsten vifter som flag i vinden. Men lige når blomsten kommer til syne, ser den ganske udramatisk ud, og denne forandring i form, efterhånden som blomsten springer ud, er formentlig en del af forklaringen på, hvorfor både haveejere og blomsterdekoratører finder papegøje-tulipanerne så fascinerende. Medlemmer af denne gruppe er ganske enkelt sporter af almindelige tulipaner. De omtaltes første gang i 1660, og franskmændene kaldte dem Monstreuses. De fleste opstår spontant, men forædlere kan også skabe papegøjetulipaner enten ved hybridisering eller ved at bruge bestråling. Yellow Parrot blev introduceret i 1973, så den er forholdsvis ny. Som mange af de nyere papegøjetulipaner har den meget stærke stilke, der understøtter de fyldte blomster godt, hvilket gør den til en god havesort - der er blevet belønnet med en Dutch Trial Garden Award.
--