Logo

Birk - Betula

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Birk - Betula

De mange birkearter , som findes spredt over den nordlige halvkugle, danner på en enkelt undtagelse nær træer, som bliver mellem 8 og 20 m høje. Undtagelsen er dværgbirken, som højst bliver 1,5 m høj.

Birkene er lyselskende træer med slan­ke stammer, hvis bark flager af i tynde tværgående strimler. Grenbygningen er oftest let med ret spinkle grene. Birkenes rodnet ligger meget øverligt, og da det er meget tæt, udpiner det jorden hurtigt, så det kan være svært for andre planter at gro lige ved træerne.

 

De lyse birkestammer markerer sig godt selv i mørke og tåge, men ellers er birk pro­blematisk som alle træ og vejtræ.

 

Birkenes blade varierer en del fra art til art, fra små og næsten cirkelforme­de til lange, hjerteformede. Løvsprin­get kommer i maj. Løvfaldet strækker sig ofte over ret lang tid, så træerne om efteråret først har enkelte gule blade mellem de grønne; senere er alle bla­dene gule, før de falder af sidst i november. Hvor plæner og stier i nær­heden af birkene skal holdes rene, betyder det en del arbejde. Blomsterne sidder i rakler. Hanrakler­ne dannes allerede i eftersommeren og hænger fra grenene om vinteren, til de om foråret har afgivet deres støv. De præger derfor træerne hele vinteren igennem. Indtil befrugtningen har fun­det sted, ligner hunraklerne store bladknopper, men i løbet af sommeren udvikler de sig til tykke rakler, som først på efteråret åbner sig og frigør frøene. Frøene er små, vingede nød­der. De nedfaldne rakler kan helt dække jorden under en birk.

Med den kraftige og hurtige vækst og det tætte, grådige rodnet kan birk kun undtagelsesvis anbefales til plantning i mindre haver. Derimod er birkene velegnede til plantning i parker, både som solitærtræer og i grupper. De er også velegnede til plantning i lunde og småskove.

 

Birk er smukkest som solitærtræ eller få sammen i en gruppe, men den er et grådigt træ, som tager vand og næring fra græs og andre naboplanter.

 

Formeringen af birk sker for de fleste arters vedkommende lettest ved frø. Frøet sås meget tidligt om foråret, gerne på et tyndt lag sne. Der sås tæt, og det er ikke nødvendigt at dække frøet.

Frøplanterne prikles ud, når de er et år gamle, og derefter må de plantes om med en rodbeskæring hvert andet år for at give træer, som kan tåle om­plantning. Birk i potter eller containe­re tåler lettere omplantning og bør foretrækkes, især når det drejer sig om større eksemplarer.

Birk skal plantes ved løvspring eller lige efter løvfald.

 

Birkens hanrakler bliver tydelige allerede om eftersommeren. De brune rakler er hunrakler fra foråret.

 

Birkefrø taber spireevnen meget hur­tigt. Det er en af årsagerne til, at en del

arter fra fjerne himmelstrøg lettest formeres ved aflægning eller podning. Ved aflægning bøjer man tidligt om foråret unge træer ned og kroger gre­nene i jorden. Rodslagningen plejer at ske i løbet af den første sommer. Podning af arter og varieteter sker på pottede grundstammer af vortebirk. Podningen foretages som regel i hus i marts eller først i april ved kopulation. Formering kan også ske ved okulation. Beskæring af birk bør foregå i august-september, da man ellers risikerer, at træerne »forbløder«. De tynde kviste kan man dog skære senere og tage ind til drivning. Der er sjældent grund til at tynde ud i grenene, så beskæringen kan oftest indskrænkes til en opstam­ning. Toppen af birk bør man aldrig skære ned, da det giver en uskøn og unaturlig kronbygning.

 

Sygdomme:

Den mest iøjnefaldende sygdom hos birk er heksekost. Den skyldes en svamp, som får knopper på stammer og grene til at danne en masse stærkt risede skud. Det eneste effekti­ve middel mod svampen, som hedder Taphrina betulina, er at skære heksekostene af og brænde dem. Dunbirken er den art, som bliver værst angrebet. Birkerust danner gullige, kantede plet­ter på bladenes overside; på undersi­den kommer der først gule, senere brune sporehobe. Bladene visner for tidligt. Sygdommen skyldes svampen Melampsoridium betulinum, som kan have værtsskifte med lærkearter. Bir­kerusten kan holdes noget i ave ved pudring eller sprøjtning med kobber­midler, men det er kun muligt med mindre træer. Store træer er det uover­kommeligt at sprøjte.

Bladfald med jævnt gule blade om sommeren skyldes oftest tørke. Minerlarver kan gnave gange i bladene mellem over- og underhuden.

Bladlus kan blive meget ubehagelige, især i tørre somre. Lusenes sukkerhol­dige ekskrementer forurener alt under træerne og er vanskelige at fjerne fra havemøbler og tøj.

 

Også om vinteren er birketræerne dekorative med deres lyse stammer og lette grenbygning.

 

Arter og sorter:

Dunbirk (Betula pu­beseens), også kaldt hvidbirk, er al­mindelig her i landet på fugtige lokali­teter. Træerne bliver 8-12 m høje med en slank, opret vækst. De unge skud er dunede, hvilket har givet arten dens navn. Barken på stammer og grene bliver tidligt hvid og afflagende. Blade­ne er æg- eller rudeformede til hjerte­formede og er som regel enkelt savtak­kede. Dunbirk er den birkeart, som lettest angribes af den svamp, som får den til at danne heksekoste.

 

Dværgbirk eller polarbirk (Betula na­na) hører hjemme i Lapland, Grøn­land og andre polarområder, hvor den danner store tætte krat. Den er kry­bende og bliver sjældent mere end 100-150 cm høj. Bladene er næsten cirkelrunde, groft rundtandede og ca. 1,5 cm i diameter. Den trives på selv fattig og sur jord.

 

Gulbirk (Betula alleghaniensis) fra Nordamerika bliver 15-20 m høj med gyldenbrun bark og med blade, som har en smuk gylden høstfarve. Kronen på ældre træer bliver temmelig bred, så den er ikke egnet til almindelige haver, men kun i parker.

 

Indisk birk (Betula utilis) stammer fra de vestlige egne af Himalayabjergene.

Træet bliver indtil 15 m højt og har mørkebrun bark. Bladene er mørke­grønne, ovale og dobbelt savtakkede. Denne birk formeres ved aflægning eller podning.

 

Kamtjatkabirk (Betula ermanii) dan­ner et ca. 15 m højt træ med en barkfarve, som varierer fra cremehvid til brunrød. Kronen bliver bred og oval. De unge skud er tydeligt vortede. Bladene er lange, nærmest rudeforme­de med en let hjerteformet basis. Blad­randene er groft savtakkede. Kamtjatkabirken egner sig til humusrige sand­jorder. Formeringen sker ved aflæg­ning eller ved podning.

 

Ribbet birk (Betula costata) har hjem­me i Manchuriets og Koreas bjerge. Træet bliver ca. 15 m højt med en løs krone med udstående grene. Den me­get tyndt afflagende bark er lysegul eller grågul. Bladene er ovale til rund­ovale, mørkegrønne og virker noget læderagtige. Ribbet birk er et træ til parker med en fugtig, humusrig jord. Formeringen sker ved aflægning eller podning.

 

Monarkbirk (Betula maximowicziana) kommer fra Japan, hvor den kan nå en højde på 25-30 m, men her i landet skal man ikke forvente, at den bliver højere end ca. 12-15 m. Den danner et robust træ med en løs krone. Barken er i begyndelsen orangebrun, men på ældre træer bliver den nærmest grå­hvid. Bladene er større end hos de andre birkearter, 12-15 cm lange og hjerteformede. Høstfarven er guldgul. I blomstringstiden kan raklerne blive indtil 7 cm lange. Monarkbirken for­meres ved aflægning eller podning.

 

Papirbirk (Betula papyrifera) fra Nord­amerika kan blive ca. 25 m høj og har ofte flere stammer. Kronen er bred og åben med hængende grene. Bladene er ovale og mørkegrønne med en gul høstfarve. Papirbirken er den birk, hvis bark har de hvideste flager. Den tåler en del skygge og kan plantes på fugtig grund, men trives bedst på en ret tør plads. Den kan anbefales til større haver og parker. Barken af papirbir­ken blev af Amerikas indianere an­vendt som papir. De skrællede også barken af i store flager og brugte den til at beklæde deres kanoer med. Bir­kebarken er let og vandtæt, og en birkebarkkano kunne bæres fra sø til sø eller uden om vandfaldene af en enkelt mand. Papirbirken formeres oftest ved frø. Varieteten commutata skal kunne blive indtil 40 m høj. Den er et godt trå til alleer. Den formeres ved aflæggere.

 

Poppelbirk (Betula populifolia) danner flere stammer og bliver ca. 15 m høj. Bladene er hjerteitrmede og minder om poplens. Barken er hvid med sorte striber.

 

Rødbirken (Betula albo-sinensis sep­tentrionalis) bliver indtil 10 m høj og har som regel flere stammer og en temmelig bred krone. Barken har en smuk rød farve. Rødbirk ynder ikke blæst, men den er nøjsom. Den ret svage vækst gør den anvendelig i haver.

 

Sortbirk (Betula nigra) fra Nordameri­ka bliver næppe over 8 m høj. Barken er rødbrun, og flagerne er noget lasede og skorpede, ikke fine og bløde som hos de andre arter. Bladene er rombe­formede. Sortbirk stiller ikke store krav til jorden.

 

Sukkerbirk (Betula lenta) fra Nord­amerika danner et lille, højst 8 m højt træ. Barken er sortbrun og minder om barken hos surkirsebær. Kronen bliver efterhånden rundkuplet. Bladene er aflangt ægformede med hjerteformet basis og fint savtakket rand. Løvets høstfarve er gul. Sukkerbirkens saft kan samles om foråret og anvendes til fremstilling af sirup og sukker. I gæret stand kan den drikkes som birkevin.

 

Vortebirk (Betula pendula) er vildt­voksende her i landet og bliver indtil 20 m høj. Hos unge træer er kronen smal, men den bliver bredere efterhån­den. De unge grene er tynde og ned­hængende og har tydelige vorter på barken. Lader man en finger glide hen over en ung gren eller et skud, føles barken som sandpapir. Bladene er æg­formede til bredt kileformede, langt tilspidsede og dobbelt savtakkede. Den hvide bark flager ret kraftigt i tynde lag, men med alderen bliver barken på stammen og de ældre grene ru og sort. Vortebirken trives på de fleste ikke-våde jorder, og den er vel­egnet til plantning i tørre og magre egne. Den er fx god at plante som pionertræ, hvor der ønskes plantet mindre skove eller lunde og i læbælter. Vortebirken er også et udmærket alle­træ og til plantning i parker både enkeltvis og i gruppe. Det er grådige træer, som ikke bør plantes i mindre haver, hvor de vil udpine jorden og give for megen skygge. Veddet benyt­tes meget til møbler og husholdnings­redskaber, men det er for skørt til at være egnet til bygningstømmer. Ved­det er skattet som pejsebrænde.

 

Birken er et grådigt træ, som hverken græs eller blomster trives under. Det egner sig bedst til skove, parker og naturhaver, hvor det kan få lov til at udvikle sig frit. Plant det aldrig under luftledninger eller andre steder, hvor trætoppe skal studses. Det ødelægger den smukke, naturlige vækst. Bortskæring af større grene skal foretages i august-­september for at undgå, at sårene skal bløde for stærkt.

Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,3 (46 stemmer)
Siden er blevet set 15.037 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• SpongMåske ikke så elegant som centifolie­roserne er flest, men det er en interes­sant rose....
Afstemning
Hvilken blomst er kønnest i haven?







Afstemning
Hvilken frugt er bedst i haven?



Afstemning
Hvilke bær er bedst i haven?








Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
130704-03-2012 21:01:45 Susanne
tak for jeres site! dejligt at vide at birketræer kan plantes hvor der er meget vand....så kan det være at min kolonihave snart er til at gå i tørskoet...

Afstemning
Hvad har du i din have?







Fortæl dine venner om os