![Bonbon Hit - Patiorose En af mange roser i Hitserien. Somme tider kaldes de patioroser, et udtryk, som er lånt fra spansk, hvor patio er en lille gårdhave ...](/images/articles/s13/2013/8/19/bonbon-hit---patiorose.jpg)
En af mange roser i Hitserien. Somme tider kaldes de patioroser, et udtryk, som er lånt fra spansk, hvor patio er en lille gårdhave, omgivet af bygninger. Noget større i væksten end Paraderoserne fra samme forædler.
Afstamning: Hitroserne opstod gennem krydsninger mellem polyantharoser og tehybrider i slutningen af 1970'erne. Det burde egentlig have resulteret i floribundaroser, men på en eller anden måde lykkedes det at holde fast ved polyantharosernes mindre blomster og vækst.
Blomster: Halvfyldte, skålformede, gule med rød kant. Sidder i klaser med 3-5 blomster i hver.
Løv: Mørkegrønt, blankt. Meget smukt. Højde: 30-40 cm.
Vækst: Tæt, velforgrenet.
Duft: Svag, sødlig.
Sæson: Blomstrer normalt fra juni til oktober, men i blomsterhandelen findes den blomstrende også på andre tider af året.
Hårdførhed: Skal vinterdækkes
Tips: Som alle Hitroser passer den på terrasse og altan, men kan også være et aktivallerforrest i rosenbedet. Passer ikke så godt sammen med pasteltoner, men der findes jo også roser i stærkere farveskala.
Andre Hitroser: 'Absolute Hit', orange, fyldt; 'Amber Hit', varmt gul, fyldt; 'Perfect Hit', lakserosa, fyldt; 'Pink Hit', rosa, fyldt; 'Scarlett Hit', mørkt fløjlsrød, fyldt; 'Sun Hit', gul, halvfyldt (stærk velduft); 'Top Hit', lakseorange, fyldt.
![Artikel billede](/images/itempics/18437270610172546.jpg)
En krukkedyrket rose på stamme har den fordel, at den kan flyttes derhen, hvor man gerne vil have den. Opstammet 'Imperial Palace' med 'Bonbon Hit' som underbeplantning.
--